Living My Dream (en The Vampire Diaries fan fiction)

Emma er besat af The Vampire Diares og hun rejser over oceanet til Atlanta, for at finde stederne hvor den er blevet filmet. Pludselig, på mystisk vis, ser det ud til at hun er blevet revet ind i en eller anden form for drøm og hun forstår ikke helt hvad det er der foregår.
"Jeg havde venner der fortalte mig at det var på tide jeg stoppede med at se mit yndlings TV-show, når nu jeg var begyndt med at få drømme om karaktererne. De siger vampyrer høre til i mareridt, ikke i dagdrømme, men jeg ville ikke høre efter. Men nu undre jeg mig over hvad pokker det er der sker? Har jeg endelig mistet besindelsen, eller er det hele bare en skør drøm?

Dette er den første historie i en triologi.

19Likes
25Kommentarer
6054Visninger
AA

25. Is anything really possible? - Er det hele virkelig muligt?

Efter morgenmad den næste morgen, tog Stefan en køretur med Elijah, Klaus og Rebekah for at give dem deres familie tilbage. Der var helt sikkert spændinger imellem de tre søskende. Rebekah fortalte mig hun havde en søster og en bror hun ikke havde set i næsten 400 år og min interesse for historie var syg efter og tage med dem.

 

Klaus’ behandling af mig dagen før gjorde mig taknemmelig for afstanden fra ham. Jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle opføre mig omkring ham; det gjorde mig rasende bare at tænke på ham.

 

Imellem tiden tog Damon, Elena og jeg Damons bil for at hente Lucy og for at møde hendes heksevenner. De var placeret i en by der var lidt større end Mystic Falls omkring en time i bil herfra. Jeg ville virkelig gerne vide navnet på byen, men jeg havde mine øjne på Damon og fortabte mig selv i hans intense blik.

 

Den sarkastiske Damon jeg lærte og kende hjemme i mit fjernsyn, var overhovedet ikke som denne mand. Han var seriøs og overvejende hele turen. Ingen af os sagde særlig meget og det eneste jeg kunne gøre for at støtte ham, var at holde hans hånd i min.

 

Tidligere den dag, havde han været det sted hvor han havde begravet Lexis krop for et stykke tid siden, og gravede hende op. Jeg havde fulgt efter så jeg ikke var i fare for at jeg ikke ved et uheld fortalte de andre hvad Damon lavede. Jeg tilbød ham at gå med, men han beordrede mig om at blive i bilen.

 

Det føltes ret uhyggeligt at vide vi havde en død person i baggagerummet under hele turen.

 

Jeg havde forstillet mig vi ville stoppe ved et gammelt hus, der lignede lidt heksenes begravelsessted i Mystic Falls, men Damon stoppede bilen ved siden af et almindeligt højhus, mens Lucy ringede til sine venner.

 

Vi blev ledt ned til en parkeringskælder hvor ingen nysgerrige øjne kunne opdage os bære rundt på et dødt lig; den kunne ha’ været svær og forklare…

 

Jeg frygtede for at elevatoren ville stoppe og folk ville komme ind og stille spørgsmål. Lucy forklarede bagefter, at hun havde lavet en formular der forhindrede det. Der var stille, da vi stod krympet sammen i elevatoren, Damon med Lexi i sine arme, pakket ind i et tæppe.

 

Jeg kunne se hendes blonde hår, rakte ud og fjernede et blad der sad der. Jeg kom til at møde Damons øjne; de var mørke og umulige at læse. På øverste etage gik vi ud og én af de to døre åbnede. En ung kvinde bød os velkommen i den store lyse lejlighed. Det var slet ikke som jeg havde forventet. Vi så et køkken, en kæmpe stue med et par sofaer og en stor fladskærms TV på væggen.

 

Vi blev ledt langs gangen og ind i et andet rum, et stort rum med højt til loftet. En kæmpe tagvindue var ved at lukke automatisk, og lavede en stemning af tusmørke. På det mørke trægulv var der et stort pentagram og lys flimrede omkring den.

 

Damon blev instrueret til at lægge ’kroppen’ ned i midten af pentagrammet, og han gjorde hvad han fik besked på uden tøven.

 

Heksene, sidende rundt om cirklen var stadig i dyb koncentration, men heksen der lukkede os ind snakkede med Damon.

 

”Vi har kun gjort det her få gange, men vi har nægtet at gøre det mange gange.” hun observerede ham. ”Det er normalt sorg der får folk til at gå til det ekstreme, men vi var fascineret af din grund.” hun havde et nysgerrigt smil.

 

”Grunden her er også sorg. Det er bare ikke min sorg.” tilføjede han med et nonchalant udtryk.

 

Jeg så ikke desto mindre hvordan han strøg Lexis hår, mens han lagde hende ned på gulvet.

 

”Hun er sikkert ret så sur når hun kommer; hvis hun kommer.” han var ikke overbevist om de ville klare det. ”Altså hun vil være sur på mig, siden det var mig der slog hende ihjel.”

 

Alle heksenes hoveder fløj op og kiggede forvirret på ham.

 

”Måske skulle jeg bare lade jer ordne det.”

 

”Nej, du bliver; jeg lover jeg nok skal tage mig af hende.” sagde Lucy og alle var instrueret til at tage plads udenfor cirklen og være fuldstændig stille under ceremonien.

 

Jeg rakte ud efter Damons hånd, men han tog den ikke.

 

Der var en pige i cirklen der mindede mig meget om Rebekah, og min hjerne tænkte på Stefan og deres lille gruppe, spekulerende over hvordan det gik for dem.

 

Det så ud som om hun kunne fornemme min hjerne spekulerede, for hun kiggede på mig på en mærkelig måde. Jeg prøvede at fokusere på Lexi. Jeg ville virkelig gerne have en chance for at lære hende at kende og derfor virkelig gerne ville have hende til at klare sig igennem det her.

 

Det var en smule uhyggeligt, sidende der i semi mørke med alle heksene, som snakkede et sprog der for længst var uddødt. Det lød som Latin, men jeg havde følelsen af der var mere på spil i denne messen. Tiden gik enten virkelig hurtig eller virkelig langsom, på en eller anden måde var det umuligt at sige i dette rum. Atmosfæren i rummet var tyk og selvom jeg aldrig havde været i denne form for selvskab, kunne jeg næsten mærke magien som en gnistrende energi der omringede os.

 

Lidt efter lidt så det ud til farven i Lexis hoved skiftede, den grå farve blev mere og mere lyserød. Jeg koncentrerede mine øjne, da det må være pga. tusmørket, men hendes grå blodårer så ud til at stilne og hun begyndte med at ligne sig selv igen.

 

Wow! Jeg havde ikke regnet med det her overhovedet ville ha’ virket! Men så kom jeg i tanke om min egen situation i det her sted. Hvorfor skulle magi ikke virke for dem, når det havde virket for mig?

 

Pludselig så jeg hendes fingre begyndte med at rykke på sig også forskrækkede hun mig ved at tage en ujævn indånding og hele hendes krop begyndte med at spjætte.

 

”Jeg kan ikke få vejret!” råbte hun og jeg iagttog i rædsel hvordan hun spjættede opad.

 

”Hun er ikke blevet inviteret indenfor!” brølede Elena.

 

”Du er velkommen til at være her.” råbte en af heksene og jeg så Lexi tag en dyb indåndingen og sank ned på sine knæ.

 

Et par sekunder senere fløj hendes hoved op og kiggede rundt på os alle også stoppede hendes øjne ved Damon.

 

”Dig!” råbte hun og i et split sekund havde hun kastet sig efter ham, slog ham ned i gulvet. Men lige da hun skulle til at kvæle ham, kunne vi se hendes hænder ikke kunne nå hans hals, de stoppede få millimeter derfra.     

 

Hun var rasende og forvirret over hvorfor hun ikke kunne nå ham.

 

”Hej Lexi!” sagde Damon og prøvede med et svagt smil.

 

”Hvad fanden foregår der?” råbte hun stadig med sit vampyr ansigt. ”Du slog mig ihjel!”

 

”Ja, undskyld! Min fejl!”

 

”Lexi?” hendes hoved fløj til siden og kiggede på Elena der havde sagt hendes navn.

 

”Katherine? Nej; Elena? Hvad foregår der?” hun blødte en smule op og satte sig på gulvet ved siden af Damon.

 

”Vi har bragt dig tilbage. Eller, det gjorde de.” sagde hun med en bevægelse over mod heksene, som nu rejste sig og forlod stille rummet.

 

Lexi sukkede og kiggede rundt på alle menneskerne i rummet. ”Men jeg var død.” hun kiggede stadig mistænkeligt på os alle og til sidst landede hendes øjne på Damon igen.

 

”Ja, men var du ikke død 400 år før det?” hans sarkasme flagrede ud ligesom en sort sky i rummet.

 

Hun granskede ham. ”Hvis jeg blev båret herhen for at blive bragt til live, hvad fanden laver du så her?!” hendes stemme var stadig hård og på kanten til en råben.

 

”Det var min ide.” sagde Damon blødt.

 

Lexi gispede; det var som om alt luft havde forladt hendes lunger og hun måbede bare med forbavselse. Hun stirrede på ham i hvad føltes som en evighed.

 

”Hvorfor?” spurgte hun. ”Nu hvor du endelig havde klaret det, efter forsøget i New York…” tilføjede hun stille og jeg undrede mig over hvad der havde sket imellem dem tidligere. Hvor meget var der, jeg ikke vidste?

 

”Jeg er ked af jeg slog dig ihjel. Du er Stefans ældste ven, og han er fortabt uden dig.” sagde Damon i et suk, ”Jeg er virkelig ked af det, Lexi; jeg indså ikke konsekvenserne.”

 

Hun blev ved med at kigge på ham i stilhed. ”Jeg havde aldrig troet jeg skulle høre det fra dig.”

 

”Heller ikke jeg, skat.”

 

”Wow!” hun vendte sig og kiggede på Elena. ”Er det her sandheden?”

 

Elena nikkede. ”Han kom til min veninde Bonnie, hendes kusine og mig, spurgte om vi, eller om de kunne gøre det.” afslørede hun.

 

Lexi vendte sig endnu engang og kiggede på Damon med forbavselse. Han trak på skuldrene med et det-lige-meget udtryk i hovedet.

 

”Hvordan har Stefan det?”

 

Damon hævede sine øjenbryn og sukkede.

 

”Stadig en ulidelig martyr, men nu på menneskeblod.

 

Lexi sukkede. ”Tid til afvænning igen?”

 

”Det er mere han har brug for at komme i kontakt med sig selv igen…” forklarede Elena. ”Klaus tvang ham til at slå sin menneskelighed fra og jeg tror han er bange for at få det hele tilbage igen.”

 

”Havde Klaus ham?” hun lød rædselsslagen.

 

”Ja, Klaus er her, det er ham der fik Stefan til at blive the Ripper igen.”

 

Jeg så hun rystede. ”Nå, hvad venter vi på?” hun rejste sig fra gulvet og rakte en hånd ud til Damon.

 

”Åh Lexi!” udbrød Elena og skyndte sig over for at give hende et kram.

 

”Måske skulle du ikke gøre det der.” hun holdte Elena ud i armslængde. ”Jeg har ikke spist i… hvor længe var jeg…”

 

”Død?” tilføjede Damon. ”Næsten et år.” forklarede han for en forbavset Lexi.

 

”Her!” han kastede en blodpose over til hende, som hun drak grådigt, mens jeg holdte vejret.

 

”Hvad skete der med 98,6?" spurgte hun Damon provokerende.

 

Han tak på skuldrene. ”Det har været et interessant år…”

 

Hun blev ved med at kigge forbavset på ham.

 

”Kan vi komme ud herfra? Jeg vil gerne have noget frisk luft, jeg føler mig stadig en smule… død.” hun rullede med øjnene og vi grinede alle i lettelse. Damon introducerede hende for mig og Lucy og vi gik ud i den store hvide stue.

 

Alle heksene rejste sig og vi takkede dem mange gange for deres hjælp. Damon spurgte efter betaling, men overraskende nok sagde de nej.

 

”Jeg håber tingene vil fungere for dig.” den jeg havde gætte mig til var leder heksen gav os hånden og vi forlod stedet; alle på nær Lucy, som besluttede sig for at blive der.

 

Jeg fik et spor af et smil i elevatoren af Damon, da vi kom ned i garagen; det var dét.

 

”Kører du stadig rundt i den gamle Camaro?” hun havde et lusket smil i hovedet, da Damons øjne svirpede over på hende.

 

”Hey! Snak pænt om min skat!” protesterede han og begyndte med at smile.

 

”Damon, tak!” hun var meget oprigtig og ærlig og Damon så ud til at være målløs over det; det så ud til han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige.

 

”Ja, og jeg er virkelig ked af det.” sagde han igen.

 

Jeg gav forsædet til Lexi og satte mig bagi sammen med Elena.

 

”Jeg har noget til dig.” Damon gav Lexi en lille æske.

 

Hun kiggede overrasket på ham. ”Du frier ikke, vel?” hendes tone var sarkastisk og Damon smilede smørret til hende.

 

”Så du er endelig faldet for mig, var?”

 

Lexi grinede og åbnede æsken. Indeni var der en ring med en blå sten, en Lapis Lazuli. Hun vendte sig og kiggede på ham med furede øjenbryn. Elena og jeg udvekslede blikke.

 

”En dagslys-ring?” hun var forbavset. ”Jeg har vedvarende i de sidste 100 år plaget Stefan om sådan én.”

 

”Se, du skulle ha’ taget med mig i begyndelsen.” han smilede smørret og startede bilen. Vi kiggede alle tre på Lexi da hun tog ringen på. Hun var stadig en smule tøvende, da Damon kørte ud af garagen og det så ud som om hun ville undvige sollyset, men med det samme hun fandt ud af den virkede, rullede hun vinduet ned, nød solen og tog et par indåndinger indimellem på turen tilbage til Mystic Falls.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...