Living My Dream (en The Vampire Diaries fan fiction)

Emma er besat af The Vampire Diares og hun rejser over oceanet til Atlanta, for at finde stederne hvor den er blevet filmet. Pludselig, på mystisk vis, ser det ud til at hun er blevet revet ind i en eller anden form for drøm og hun forstår ikke helt hvad det er der foregår.
"Jeg havde venner der fortalte mig at det var på tide jeg stoppede med at se mit yndlings TV-show, når nu jeg var begyndt med at få drømme om karaktererne. De siger vampyrer høre til i mareridt, ikke i dagdrømme, men jeg ville ikke høre efter. Men nu undre jeg mig over hvad pokker det er der sker? Har jeg endelig mistet besindelsen, eller er det hele bare en skør drøm?

Dette er den første historie i en triologi.

19Likes
25Kommentarer
6035Visninger
AA

4. Hungry vampires - Sultne vampyrer

Jeg forstod ingenting.

 

Damon trak mig med, mens mit hoved drejede rundt, næsten ude af kontrol. Jeg begyndte med at føle mig syg, da han skubbede mig ind i kabinen ved bordet. På den anden side af bordet sad Stefan og Elena. Jeg stirrede forvirret på dem, da de kiggede på mig.

 

"Hvem er hun?"

 

"Det her er Emma. Jeg kunne ikke bare lade hende blive derude!" hvæsede Damon af hans bror. Han kunne fornemme at jeg var ved at få et anfald. "Hey, Emma, kig på mig." sagde han, tog min hage og tvang mig til at kigge på ham. "Du bliver nød til at slappe af!" Det virkede forbavsende og han smilede da min vejrtrækning begyndte med at blive langsom.

 

Sååå, hvem er hun?" sagde Stefan igen.

 

"Det skal du ikke bekymre dig om lillebror." sagde Damon affærdigende. "Nå, fortæl mig om nødstilfældet."

 

"Klaus er på vej tilbage i byen. Jeg er bange for, at han er efter Elenas blod igen." Stefans stemme var hård og han holdte Elenas hånd da vi snakkede. Han var tydelig ikke længere sammen med Klaus, men han virkede anderledes, lagde jeg mærke til.

 

"Er Klaus på vej tilbage?" kvækkede jeg.

 

"Ved du hvem Klaus er?! Hvem er du?" Stefans holdning blev meget beskyttende over for Elena lige pludselig.

 

"Mit navn er Emma, og jeg er fra Sverige." sagde jeg mens mit hjerte slog og min mund var ved at blive tør. "Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg endte op her. Men jeg har hørt om jer, og jeg har hørt om Klaus." stammede jeg.

 

"Hvad var det du sagde i går? Fra journalerne? Nej, dagbøgerne?"

 

"Hvems dagbøger?" de kiggede alle sammen på mig. Hvordan skulle jeg nu forklare mig selv?

 

"Jeg ved det faktisk ikke. I har ikke mistet en af jeres dagbøger, har I?" jeg kiggede på dem alle.

 

"Jeg skriver ikke journal!" sagde Damon sløvt, på en måde der fik mig til at tænke på at han virkelig skrev journal, men det var en dyb dyb hemmelighed. Vi troede alle det samme, for vi blev ved med at stirre på ham.

 

"Har du de journaler?" sagde Elena og jeg rystede på hovedet. "Men du har læst dem?"

 

"Ehh..." Hvordan skulle jeg lige forklare det? Det er faktisk lavet om til et TV-show, jeres liv... "Det er mere at jeg har hørt om dem... jeg ved ikke hvor de er, det er derfor jeg kom her for at lede."

 

De var alle stille og begyndte med at kigge på mig, som om jeg var ved at blive sindssyg. Det var i hvert fald det jeg selv tænkte.

 

"Er det her en eller anden joke?" spurgte Stefan endelig.

 

"Åh, jeg ville aldrig lave sjov!" sagde jeg oprigtigt. "Jeg forstår heller ikke noget af det her. Alt jeg ved er, at jeg kender til jer, af det her sted, og jer tre. Please, tro på mig." bad jeg.

 

De kiggede alle mistænksomt på mig.

 

Damon tog lige pludselig fat i min hage og tvang mig til at kigge ham i øjnene. "Er det her sandt?" sagde han, og hans pupiller udvidede sig. Prøvede han og tvinge mig?

Havde jeg min jernurt halskæde på?

Ville det virkelig virke?

 

"Jeg fortæller jer hvad jeg ved, men indtil i går var I bare en historie, en myte for mig. Det her er alt for surrealistisk." fortsatte jeg.

 

De kiggede stille på mig i et stykke tid.

 

"Jeg tor på dig." sagde Elena og tilføjede; "Jeg mener, hvem tror på at vampyrer findes? Pludselig er de her bare..." sagde hun med et smil og rullede med øjnene.

 

"Du skal ikke rulle øjne af mig!" Damon kiggede strengt på Elena, som rakte tunge af ham. Jeg grinte nervøst, men prøvede og se undskyldende ud da han stirrede på mig.

 

Elena grinede, "Jeg er glad for du dukkede op." sagde hun og strakte hendes hånd over bordet.

 

"Tak." sagde jeg og tog hendes hånd.

 

"Er den emotionelle fremvisning ovre? Nå, hvad gør vi ved den her store stygge ulv?" knurrede Damon.

 

"Altså, jeg har stadig hans familie..." sagde Stefan og så tilfreds ud med sig selv.

 

"Var det sådan du kom væk fra Klaus?" røg det ud af mig.

 

Han stirrede på mig; "Du ved ting!" han kiggede nøjagtig på mig som om han ikke stolede på mig, og kunne jeg virkelig bebrejde ham for det?

 

Jeg slugte og nikkede.

 

"Du ved jeg var væk, men ikke hvordan jeg kom tilbage? Ved du hvad der skete?" ville han vide.

 

"Ja, jeg ved du fandt flokken og at det ikke gik så godt; han forvandlede dem. At i to mødtes i skoven, da du blev bidt." sagde jeg og gestikulerede mellem Damon og Stefan. "Men efter det, er jeg blank." han kiggede forbløffet på mig, men overraskende nok, accepterede han det.

 

"Den korte version er, at jeg lavede en deal, sluppet af min tvang også snød jeg Klaus og tog hans familie." Stefan trak på skuldrene for at det skulle ligne det var ingenting.

 

"Wow, det ville jeg aldrig have gættet." sagde jeg imponeret. Vi sad stille og kiggede på hinanden et stykke tid. Vent et øjeblik; kom ud af tvangen? Jeg troede det var en deal, selv hvis det var en dirty deal.

 

"Jeg sulten!" klagede Elena. Lige i det øjeblik bestemte min mave sig for at rumle. Jeg havde ikke tænkt på mad siden morgenmad, med alt det der er sket, og det var eftermiddag nu. Vi hørte alle mine mave rumle. De andre begyndte med at smile.

 

"Jeg tror også at jeg er sulten." sagde Damon.

 

Det var da det virkelig forekom mig, at det måske ikke var Ian, Nina og Paul, men Damon, Elena og Stefan; så jeg sad ved siden af en sulten vampyr, en sulten vampyr der levede på menneske blod.

 

Mit hoved farede rundt og jeg gloede forvirret på ham.

 

"Ikke den slags sulten, skøre!" han smilede til mig. "Jeg har ikke jagtet et menneske i... alt for lang tid." han drævede og lavede et ansigt. Han løftede et øjenbryn og fortrydelse skinnede i hans øjne.

 

"Damon, kom nu!" Stefan rejste sig fra bordet og brødrerne gik op til baren og bestilte burgere til os alle.

 

Jeg skævede rundt i rummet: det så præcis ud som i TV'et. Folk spiller pool og dart, der var folk der sad ved baren, men ikke nogen af deres nærmeste venner, kunne jeg se.

 

"Hvordan går det?" Elena så bekymret ud.

 

"Mit hoved snurre!" klagede jeg.

 

Hun smilede.

 

"Hvordan går det med dig, med at Stefan er tilbage og alt det? Og hvordan har han det? Det ser ikke ud til alt er ved det gamle."

 

Hun lavede en gestus til hendes øre også over mod drengene, det forstod jeg øjeblikkeligt.

 

"Det er skønt og have ham tilbage, og han prøver at klare sig igennem det." hun så ærlig ud, men der var noget ved hendes blik.

 

Brødrene kom tilbage til bordet og Elena rejste sig op.

 

"Jeg skal ud på toilettet, vil du være sød og komme med Emma?"

 

Jeg undskyldte og gik med hende ud på toilettet. Hun tjekkede straks om vi var alene også signallerede hun et tegn til mobilen.

 

Lige da jeg skulle til at spørger hende, puttede hun hendes pegefinger på mine læber.

 

Hun viste tegn til at jeg skulle tage min mobil og da hun fik den, tastede hun hurtigt sit nummer. Så skrev hun hurtigt og sendte det til mit nummer.

 

Jeg ved ikke om jeg kan stole på ham længere.

 

Lige da jeg skulle til at sige noget, puttede hun hurtigt hendes finger op på mine læber igen, også til øret og gestikulerede til brødrerne i det andet rum.

 

Jeg skrev til hende.

 

Hvorfor ikke?

 

Det var et mareridt og have ham rundt, da hans menneskelighed var slukket.

 

Jeg gispede, men huskede og være stille og puttede min hånd op på min mund. Mine øjenbryn furet spørgende, men sagde ingenting. Hun tog noget lip-gloss på, smilede tappert også vendte vi tilbage til drengene igen, lige i tide til at tjeneren kom med vores burgere.

 

Elena og jeg smilede og prøvede at joke, men det var svært at forgive at alt ting var okay, når det ikke var. Jeg spekulerede over hvordan Elena gjorde det.

 

"Det underligt, at du ved så meget om os, og vi ikke ved noget om dig." sagde Elena efter et stykke tid.

 

"Og vi ved ikke hvor meget du ved om os."

 

"Og hvad du vil gøre med al den viden." tilføjede Stefan, hans tone en lille smule ængstelig.

 

Det havde jeg ikke tænkt på. Jeg kunne forråde dem. "Jeg ville aldrig bruge det imod jer!" åndede jeg. Men måske kunne andre bruge mig imod dem? Mit ansigt blev omgående hvidt. Det havde jeg ikke tænkt på.

 

"Hvorfor gør vi ikke sådan at vi står lige, fortæl lidt om dig selv." sagde Stefan groft og de kiggede alle sammen nysgerrigt på mig.

 

"Emma Palm, 23 år gammel, lige kommet ud af college. Lærer uden et arbejde." Jeg var kortfattet med min historie og jeg tænkte på hvordan nogle kunne bruge min viden, samtidig med jeg tyggede på min burger.

 

Da vores tallerkner var tomme og Damon både havde spist mine og Elenas pomfritter vidste de lidt mere om mig; at jeg var adopteret og voksede op med en familie af 3 søskende, og om min bedsteveninde Anna, som var meningen skulle have været med mig på den her tur.

 

"Ved du noget om dine biologiske forældre?" spurgte Elena og det gik op for mig at vi begge var i en ligende situation.

 

"Nej. Jeg ved ingenting om dem. Jeg kan gætte at de ikke er asiatiske..." sagde jeg med et skævt smil og gestikulerede mod mit lyse hår.

 

Damon stak hans hånd ind i mine blonde krøller og vendte mit ansigt mod ham. "Er du sikker?"

 

Jeg lavede et skævt ansigt til ham, og han smilede. Jeg så i hjørnet af øjenkrogen at Elena og Stefan kiggede mærkeligt på os.

 

"Jeg tror det er på tide vi tager hjem." sagde Stefan og kiggede på Elena med et forsigtig smil.

 

Jeg smilede til dem og sukkede let, jeg skulle tilbage til mit hotel, og hvad skulle jeg så lave?

 

Det så ud til mit liv lige pludselig blev kedeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...