Living My Dream (en The Vampire Diaries fan fiction)

Emma er besat af The Vampire Diares og hun rejser over oceanet til Atlanta, for at finde stederne hvor den er blevet filmet. Pludselig, på mystisk vis, ser det ud til at hun er blevet revet ind i en eller anden form for drøm og hun forstår ikke helt hvad det er der foregår.
"Jeg havde venner der fortalte mig at det var på tide jeg stoppede med at se mit yndlings TV-show, når nu jeg var begyndt med at få drømme om karaktererne. De siger vampyrer høre til i mareridt, ikke i dagdrømme, men jeg ville ikke høre efter. Men nu undre jeg mig over hvad pokker det er der sker? Har jeg endelig mistet besindelsen, eller er det hele bare en skør drøm?

Dette er den første historie i en triologi.

19Likes
25Kommentarer
6043Visninger
AA

16. Another good day to die – Endnu en god dag og dø

”NEJ!” råbte både Elena og jeg og jeg kastede mig ind foran Damon. Den havde jeg ikke lige tænkt igennem.

 

Klaus’ finger rev hul i mit bryst og de andre gispede, da blodet begyndte med at strømme ud af mig. Alt hvad jeg så var det forskrækkede udtryk i Klaus’ ansigt før jeg lagde mærke til lugten, den forfærdelige kobber, saltede, rusten lugt af blod også blev alting sort.

 

Da jeg kom tilbage til verden igen lå jeg på gulvet sammen med Damon, som sad ved siden af mig. Både Elena og Klaus sad på gulvet ved siden af os og så bekymret ud.

 

”Hej skat, velkommen tilbage!” Damon smilede og trak et blodplettet ærme ned på hans trøje. Hvad? Havde han givet mig noget af sit blod igen?

 

Jeg tog en indånding og kunne mærke lugten af mit eget blod; jeg stønnede. ”Det stinker!”

 

Damon lo mørkt. ”Det lugter fantastisk for mig…” hans øjne var ikke helt vampyr røde, men det var på vej.

 

Jeg stønnede igen.

 

”Jeg ville ikke tage alt tøjet af dig i det her selvskab.” tilføjede han og jeg kiggede på de bekymrede ansigter rundt om mig.

 

”Blodet er på din trøje, såret er helet.” sagde Elena i et forsøg på at trøste mig.

 

”Få den af!” næsten råbte jeg. ”FÅ DEN AF!” råbte jeg og blev trukket op på mine fødder i en fart. Damon rev min trøje op med et smørret smil, som fik alle knapperne til at flyve i hver sin retning også flåede han den af mig.

 

”Skal jeg også tage den der?” spurgte han med et smil og pegede på min BH. Jeg kiggede ned og så at den ene af BH-stropperne var flået over der hvor Klaus havde revet i mit skind, men såret var helet. Det var fantastisk!

 

Damon knappede hans skjorte op og trak den smilende over mig.

 

Jeg drejede rundt og stirrede på Klaus. ”Du skylder mig en ny trøje, klo-dreng!” jeg kunne ikke rigtig aflæse om hans ansigtsudtryk var mest overrasket eller imponeret.

 

”Måske skulle du ikke blande dig når vampyrer slås!” svarede han vredt og jeg kunne ikke gøre andet end og være enig. Hvem troede jeg lige at jeg var?

 

Damon vendte mig rundt, så jeg kiggede på ham igen. Han strøg sin tommelfinger ved hjørnet af min mund. ”Du savler, vampyrpige.” Min hånd fløj op til den anden side af munden, tørrede det væk og inspicerede min hånd for at indse han havde ret. Jeg stønnede flovt.

 

”Hallo broder!” Elijah stod pludselig i rummet sammen med Stefan.

 

”Hvad sker der?” ville Stefan have at vide, mens Klaus begyndte med at hoste og prøvede på ikke at få sin whisky galt i halsen. ”Wha… wh…”

 

”Jeg kan regne ud du leder efter ordet, WTF?” sagde Elijah roligt.

 

”Hvordan er du kommet ud?” spyttede han, men indså så. ”Selvfølgelig – Stefan”! Tilføjede han med et skævt ansigt.

 

Stefan var stadig mere interesseret i og vide hvad der skete med mig der stod med blod i hele hovedet.

 

”Og forstyrre en vampyrkamp vil kun få dig til at bløde.” sagde Klaus og vendte sine øjne mod Stefan. ”Det burde du vide, du var trods alt den der lærte mig mine bedste tricks…”

 

Stefan trak bare på skuldrene og hævede sine øjenbryn i et øjeblik. Det så ud til han kunne se jeg var okay igen, for han vendte sig mod Klaus. ”Jeg vil gerne vide hvorfor du troede jeg ville hjælpe dig, og jeg vil udnytte det så meget jeg kan.”

 

”Jeg er her ikke for at give dig sorg.” prøvede Klaus at forklare.

 

”Alligevel ser det ud til at det er det eneste du vil hver gang du dukker op her i Mystic Falls.” Stefans stemme var kold og afventende, da han snakkede med Klaus, stående med hans hænder krydset over brystet.

 

”Så du har slået dig sammen med min bror…” Klaus kiggede bare på ham i stilhed. ”Hvorfor ville Elijah dog hjælpe dig imod mig?”

 

”Fordi jeg kan arrangere en familiesammenkomst.” Stefan var så kold; jeg havde aldrig set ham sådan, det var som om han ingen menneskelighed havde tilbage i ham og jeg kunne godt forstå Elena havde svært ved at stole på ham.

 

”Er det tid til at jeg skal ringe til min ven; din søster Rebekah?” jeg prøvede at dæmpe spændingen, men det havde mere den modsatte virkning. Det kunne have noget at gøre med den hårde tone, jeg ikke kunne gemme.

 

Elijah vendte sig rundt og stirrede på mig. ”Hvordan kan du være venner med Rebekah? Hun har været død i 90 år!”

 

”Ikke rigtig… hun slap væk i et par år, den luskede tøs.” Klaus kiggede på Elijah der stadig var overrasket.

 

”Måske er det faktisk bedst hvis du ringer til hende; hun stoppede med at besvare mine opkald for noget tid siden.”

 

Elena trådte et skridt nærmere. ”Hun kunne ikke svare; jeg dolkede hende.”

 

Rummet blev stille og begge Original brødrene stirrede på hende.

 

”Bare rolig; hun er vågen og frisk igen!” afbrød jeg. ”Lige så god som ny, men dog ikke så glad for at se dig.” tilføjede jeg.

 

Klaus var i et øjeblik foran mig med en hånd rundt om min hals. Alle i rummet var overrasket og prøvede at få ham til at give slip. ”Hvad har du gjort?”! spyttede han hadefuldt ud.

 

”Det var ikke hende, det var mig!” råbte Elena, da det lignede der skulle til at blive krig midt i rummet. ”Det var mig der dolkede hende!”

 

Alle snurrede rundt, Klaus gav slip på mig og Damon var med det samme ved min side med sine arme omkring mig.

 

”Jeg fandt ud af Michael ikke var den der slog jeres mor ihjel.” det var som om der havde sprunget en bombe. Klaus og Elijah gispede og Stefan var i et split sekund foran Elena, før nogen kunne nå at røre hende.

 

”Hvad ved du om Michael?” Elijah var ekstremt bekymret.

 

”Jeg dolkede ham.” sagde Elena.

 

Wow! Tænkte jeg. Dolkede hun hele familien? Jeg blev virkelig nød til at høre hele historien!     

 

”Lever Michael endnu?!” Elijah så chokeret ud.

 

”Nej, han er død én gang for alle!” sagde Klaus koldt og Elijah snurrede rundt for at se på sin bror. ”Jeg fik endelig puttet en pæl i hans hjerte og så ham brænde.” sagde Klaus stille og hadet dryppede fra hans stemme. De to brødre stod en del i stilhed og bare kiggede på hinanden. Jeg kunne ikke engang forestille mig hvad de to havde oplevet igennem årene. Jeg troede jeg havde været igennem en masse ting i mine 23 år, men hvad havde verden forandret sig til igennem tusind år? Det var mildt sagt forbløffende at fantasere om det.

 

”Jeg skal have noget nyt tøj.” brød jeg stilheden og gik hen mod værelset for at finde noget tøj uden huller og som ikke lugtede af blod.

 

Jeg gik og Damon fulgte efter mig ind i gangen. Stefan stoppede Damon med sin arm om hans skuldre og et drillende blik gemte sig i hans ansigt. ”Det var sødt af dig du tog dig af Emma; du må hellere passe på broder; din menneskelighed kommer frem.”

 

”Ja Stefan, jeg er blevet til dig; hvor tragisk for os begge to.” hans spidse svar så ud til at blive hængende i rummet lang tid efter han havde fået rystet sin grinende bror af sig og fulgte efter mig ind på sit værelse.

 

Efter og ha’ efterladt Elijah med sin bror tog Stefan sin mobil op og tastede Katherine’s nummer ind. ”Ville ikke være den der skulle græde som en ulv…” sagde Stefan med et blik på Klaus. ”Men vi har måske brug for din hjælp.”

 

Da Damon kom ind på værelset havde jeg allerede fået min trøje og busker af og stod nu i mit undertøj foran vasken og vaskede blodet af mit ansigt.

 

Jeg stirrede bare på ham og min afspejling i spejlet.

 

”En af de her dage får du dig selv dræbt.” sagde han med en afvisende klikkende lyd. ”Du må hellere sørge for du har mit blod i dit system den dag!”

 

Mine øjenbryn skyggede for mine øjne i forvirring og alt vreden forsvandt ud af min krop.

 

”Kom nu søde, lad os få dig i et dejligt afslappende boblebad.” han smilede forførende og åbnede for hanen til badekaret. Han kom over, stod bag mig med hans arme omkring mig og kyssede mig på halsen indtil mine tæer krympede sig. ”Jeg vil have dig nøgen!”

 

Hvem ville dog ikke være nøgen med Damon Salvatore i et badekar?

 

Flere minutter senere sad han bag mig i badekaret og kyssede min nakke. ”Hvornår har du så tænkt dig at tilbyde mig noget af dit blod?” han brugte sin forførende stemme.

 

Jeg slog ham i hovedet. Ikke hårdt, men stadigvæk. ”Hey! Jeg er ikke din personlige blodbank!”

 

Han fniste og det lød lige pludselig skummelt. ”Der er ikke særlig meget du kan gøre, hvis jeg beslutter mig for at bide dig.” hviskede han og bed mig i huden med sine svage menneske tænder; min krop spændte op i et split sekund og jeg indså at han havde fuldstændig ret. ”Skræmmer jeg dig?”

 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare med det samme; min mund blev tør. ”Jeg ville hellere foretrække at du ikke bruger mig som dit personlige tyggedyr.” svarede jeg efter et stykke tid, tænkende på blodet løbende ned i badekaret, som højst sandsynligt ville få mig til at besvime og sikkert drukne.

 

Han grinede. ”Det ændre på tingene.” han fortsatte med at kysse min hals. ”Det okay, du er i sikkerhed hos mig…” mumlede han og jeg løsnede stille op.

 

Vi sad i stilhed, mens han kyssede min hals og strøg dovne mønstre langs min overarm med hans fingre, som fik mig til at skælve på en god måde og var ligeglad med hvem der ville komme brasende ind.

 

Et boblebad kan være så beroligende og mine tanker vandrede. ”Det kunne ha’ været rart at møde nogle af dine og Stefan’s venner fra fortiden. Du kan ikke have dræbt dem alle ligesom Lexi.” min stemme blev lidt hård da jeg nævnte hende. Jeg havde virkelig elsket hende i serien og havde ønsket at se mere til hende; hun var en af de få kvinder der var ligeglad med Damons kæphøje personlighed.

 

”Glem det! Hvis du vil vide ting, så skal det være igennem mig.”

 

”Det er trist; jeg ville elske at høre ting om dig uden dit selvhad.” mumlede jeg stille og lagde mærke til Damon jokede en smule, men jeg var så afslappet at jeg ikke kommenterede på det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...