Don't make me love you more than this ...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
17-årige Claire McCall har været kærester med den lækre, chamerende og utrolig søde Alex i et år. Men da Claire finder ud af, at hun lider af en hjertesygdom, der begrænser hendes livstid, ser hun ikke andre muligheder end at slå op med ham. Hun ville ikke kunne klare at se ham blive knust over hende. Hellere blive knust af hende. Eller ... sådan havde hun tænkt før. Men da han kommer ud for en ulykke, begynder Claire at tvivle på sin vilje til at holde sig fra ham.
Kan de finde sammen igen, eller vil der komme en anden ind i billedet ..?

2Likes
4Kommentarer
388Visninger
AA

7. Don't make me hurt you

Trey så på os med et overrasket ansigtsudtryk.
"C-claire..?" stammede han.
Jeg huskede, at hans far arbejdede her på hospitalet, så det var nok ikke så underligt, at han kom her. Men hvad angik mig ...
Jeg undveg hans blik. "Lad os gå, Alex."
Jeg hev i Alex' ærme i et forsøg på at få ham væk. Men han stod som stenet.
"Hun har aldrig været i seng med dig, har hun?"
Hans spørgsmål chokerede både mig og Trey.
"Hv-hvad?"
"Alex, vent..!"
"Hun fortalte mig, at hun var mig utro, mens vi kom sammen. Det var ikke sandt, var det? Så hvorfor var du ikke ved hendes side? Hvorfor vidste du intet om hendes..."
"ALEX, STOP DET!" skreg jeg.
Alex vendte ansigtet mod mig. "Hvorfor sårer du folk, selvom du holder det skjult for dem?"
Jeg følte, at mit hjerte eksploderede. Jeg mærkede mig selv falde til jorden, og jeg så mor, der stod og snakkede med min læge, komme løbende mod mig med et panisk udtryk i ansigtet.
Mor ... Alex ... Trey ... Tilgiv mig, hvis jeg nogensinde har såret jer ... Tilgiv mig ...
Så mistede jeg bevidstheden.

"Det hele er din skyld! Hvis ikke du absolut skulle lege Mr. Know It All, så var alt det her aldrig sket!" hørte jeg Trey's irriteret og vrede stemme sige.
"Du ved intet, din uduelige bedste ven!" lød Alex' meget vrede stemme. 
"Hvad kaldte du mig lige?!"
"Uduelige bedste ven."
"Sig det én gang til og..."
"Årh, gider I lige? I opfører jer som små børnhavebørn," afbrød jeg, alt for irriteret og træt til at åbne øjnene.
"Claire!"
Jeg hørte dem komme løbende mod mig.
Jeg satte mig op. Et øjeblik snurrede hele værelset rundt. 
"Urgh ..." stønnede jeg, og tog mig til hovedet, som dunkede smertefuldt.
"Du skal ikke bevæge dig så pludseligt."
Alex så bekymret på mig.
Jeg smilede, og lagde hånden på hans kind.
"Jeg har det fint."
Han lukkede øjnene, som om han nød min hånd mod sin kind.
Det gik op for mig, hvad jeg havde gang i. Jeg trak hurtigt hånden til mig.
Udtrykket i Alex's ansigt fik det vil at vende sig i mig.
"Claire ..." begyndte han.
Jeg så væk.
"Jeg ved ikke, om det er meget at forlange men ... Vil du være min kæreste igen?"
Mit ansigt fór op.
Hans ... kæreste ... Ville jeg det?
Selvfølgelig ville jeg det! Men jeg kunne ikke. Jeg ville være alt for egoistisk, hvis jeg lod mig føre af mine følelser.
"Det ... kan jeg ikke, Alex."
"Hvorfor..?"
Jeg havde tårer i øjnene. Damn, jeg havde ikke troet, at der var flere tilbage.
"Alex, prøv at forstå .."
"HVORFOR?!"
Hans råb forskrækkede mig.
"Jeg er ligeglad med, hvad der sker. Jeg vil bare være ved din side. Er det meget at forlange? Alt det her, hvad har det at gøre med, at vi ikke kan være sammen?"
Han så på mig, forventede et svar.
Men hvordan skulle jeg svare ham på det, når han ikke kunne forstå det?
Nu græd jeg rigtigt. Tårerne strømmede ned som vandfald.
"Alex, stop det!"
Jeg hørte Trey's stemme, og så Alex's ansigtsudtryk. Et udtryk jeg ikke kunne beskrive med ord. Jeg lukkede øjnene hårdt i.
"Du sårer hende bare!"
"Jeg er træt af det her! Jeg er træt af, at du altid skal holde ting skjult for mig, gøre ting som jeg ikke forstår, sige ting i koder. Hvad vil du have mig til?! Hvad skal jeg gøre for at gøre dig glad?"
Jeg slog hænderne for ørene, og prøvede at lukke hans frustrerede stemme ude men uden held.
Jeg hulkede.
"Jeg er dødtræt ..."
Alt blev stille.
Jeg åbnede øjnene, og rettede blikket mod Alex. Selvom mit syn var slørret, kunne jeg stadig se hans forvrængede ansigt.
"Hvis du er så dødtræt, som du siger, så gå. Gå og vend aldrig tilbage. Et liv uden mig betyder frihed for dig. Når du ikke kan forstå min tankegang og mine følelser, så kan jeg ikke se nogen løsning for os. Gå, Alex."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...