Don't make me love you more than this ...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
17-årige Claire McCall har været kærester med den lækre, chamerende og utrolig søde Alex i et år. Men da Claire finder ud af, at hun lider af en hjertesygdom, der begrænser hendes livstid, ser hun ikke andre muligheder end at slå op med ham. Hun ville ikke kunne klare at se ham blive knust over hende. Hellere blive knust af hende. Eller ... sådan havde hun tænkt før. Men da han kommer ud for en ulykke, begynder Claire at tvivle på sin vilje til at holde sig fra ham.
Kan de finde sammen igen, eller vil der komme en anden ind i billedet ..?

2Likes
4Kommentarer
395Visninger
AA

5. Can't take this anymore

Claire
"Jeg er hjemme!" råbte mor fra hoveddøren. Jeg kunne høre hende halvløbe op af trapperne til mit værelse.
"Claire, skat?"
Jeg satte mig op på sengen. "Mor ..."
Hun så lettet ud.
"Du behøver ikke at bekymre dig så meget om mig. Jeg har det fint. Du ligner én, der altid bekymrer sig, om jeg er faldet død om eller sådan noget."
Jeg mente det som en joke. Men mor så bare på mig, som om hun havde troet, jeg mente det seriøst. Så åbnede hun munden.
"Det må du for guds skyld ikke tro, lille skat. Jeg ... tror bare, det er bedst, hvis jeg lige holder lidt øje med dig."
Hun kom hen, og krammede mig. "Skal jeg lave noget mad?" Men hvad hun faktisk mente var; "Vil du spise det, hvis jeg laver det?"
Jeg gengældte hendes knus. "Mmm.." mumlede jeg i hendes sorte silkekjole.
Da hun var gået, lod jeg mig falde på sengen.
Hvis jeg ikke var her ... Hvis jeg ikke altid skulle ligne et hvidt spøgelse, så ville det måske lette en meget tung byrde fra mors skuldre. Hun hastede altid med at komme hjem for at se til mig, og kom hvertandet minut med mad, snacks, kærlighed og varme.
Hun var virkelig fantastisk, både af en mor og af en veninde at være.
Da hun ti minutter senere bankede på mit dør, stoppede hun op, da hun så mit ansigtsudtryk. "Er der noget galt, skat?"
"Mor ..." begyndte jeg. "Jeg tænkte på ... at det ville være bedst for mig, hvis jeg rejste væk."
Hun så på mig, som om hun ikke helt forstod, hvad jeg mente. "Rejse væk? Jamen, skat, du går i skole her. Vil du bare droppe ud af gymnasiet?"
"Mor, jeg dropper ikke ud af gymnasiet. Jeg flytter bare skole."
Hun så længe på mig.
Min stemme rystede, da jeg snakkede igen. "Og ... jeg kan ikke holde ud at gå på samme skole som ... ham."
Mor kom hen, og satte sig ved siden af mig på sengen. "Skat ..."
Jeg brød ud i gråd. "Mor ... det er virkelig hårdt at se ham hver dag, se hvor hårdt han prøver at ignorere mig. Det gør ondt, når han ser på mig med de der kolde øjne. Jeg kan ikke holde det ud længere. Han hader mig, Dimitri hader mig, hele skolen hader mig. Jeg kan ikke klare det her mere ..."
Jeg så op på hende, mens tårerne flød fra mine øjne. "Giv slip på mig, mor. Lad mig tage et sted langt væk herfra, så jeg ikke kan gøre dem, jeg elsker, ondt."
"Nej, Claire. Det kan jeg ikke gøre. Du ved, jeg bliver bekymret for dig!"
"Det har jeg ikke lyst til, at du skal være!"
Jeg tog hendes hånd. "Vær nu sød, mor. Jeg har brug for tid ... Jeg har brug for at glemme ham, mine følelser for ham, og den tid vi tilbragte sammen. Og det kan jeg ikke gøre, hvis jeg ser ham hver dag."
Hun så på mig med sammenknebne læber. "Hvor vil du tage hen?"
"Til din søster, Samantha. Hun bor i London, hvis hun da ikke er flyttet."
Hun rystede på hovedet. "Hun bor der stadig."
"Du bliver her lidt endnu, ikke?"
Jeg så hende i øjnene. "Nej. Jeg rejser nu."
Hun sad lidt uden at sige noget.
"... Jeg gør billetten klar til dig."
Hun rejste sig op, men jeg nåede at stoppe hende. "Vent. Jeg køber selv billetten. Og jeg har nok penge. Men måske kunne du pakke taske med mig?"
Hun gav mig et pludseligt knus. Jeg gengældte overrasket. "Mor?"
"Det ... det er bare lige pludseligt, det er for meget at håndtere på én gang.."
Hun tørrede en tåre, der var ved at løbe ned af hendes kind, og lo for at lette stemningen.
"Mor ..."
Jeg slog armene om hende. "Undskyld, mor. Jeg er så ked af det."
Vi blev lidt stående, og græd de sidste tårer, før vi begyndte at pakke taske.
Mor kørte mig til lufthavnen, selvom jeg først havde afgang om tre timer.

Vi stod i den lange kø mod billetsalget, da jeg pludselig fik ondt i brystet. Jeg kunne ikke trække vejret.
"Claire?"
Jeg hørte mors bekymrede stemme. Da mine ben svigtede under mig, steg hendes stemme. Råbte hun? Hun så bange ud ...
"Jeg ringer til Alex!"
Jeg blev pludseligt grebet af angst.
"Nej ... Mor, du må ikke .."
Jeg rakte ud efter hendes mobil, som hun tog frem.
"Nej! Claire, du skal ikke prøve på at stoppe mig!"
Jeg sank sammen, mens jeg prøvede at kontrollere min heftige vejrtrækning.
"Mor ... Du lovede..!"
Da jeg løftede ansigtet, så hun mig i øjnene, mens tårerne løb ned af hendes kinder.
"Det ved jeg ... Men jeg kan ikke klare det her længere!"
"Mor ..."
Så besvimede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...