I Need You to Be Alright

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årige Judy Johnson lider af en speciel form af sygdommen Angst.
Hun har svært ved at stole på folk, danner derfor ikke bånd med nogle og er meget alene, da det tager lang tid for hende at give en person sin tillid. Hun er blevet alt for vant til at den bliver misbrugt. Men Judy er ikke en bange lille pige der græder sig selv i søvn hver nat. Nej tværtimod er hun sjov, sød og utrolig nem at holde af. Det søde ydre falder den kendte dreng- Justin Bieber - også for, da Judy kommer med det forkerte fly, og skal bo hos Justin. Underligt nok, føler Judy med det samme, at Justin er én man kan stole på og stoler ubetinget på det han siger til hende.
Justin begynder at kunne lide den pige, han nu ved hvordan er, og Judy er forlængst faldet pladask, for den dreng hun har givet sin tillid til.
Folk råder dem begge to til at tage afstand fra hindanden, for Justin er kendt og sladderblade er farlige. Kan Judy holde til mere, hvis Justin misbruger den tillid, hun så hurtigt har givet ham?

34Likes
17Kommentarer
52699Visninger
AA

23. One left.

Judy's P.O.V.

 

Med en tomhed der næsten var rungende, stirrede jeg ind i den hvide væg. Den havde været hvid i tyve minutter, lige siden jeg var vågnet med rødsprængte øjne og tomt sind. Tænk at en dag kunne gå så galt. Det havde jeg ikke troet, før jeg fik et levende bevis smækket i ansigtet i går. Og nu sad jeg her, med ondt i maven, fordi jeg ikke anede hvordan nogen havde det, inklusiv mig selv.

Jeg sukkede og svang bestemt benene over sengekanten. Jeg kunne ikke sove alligevel, så hvorfor blive her og udskyde problemerne? Det blev de jo ikke bedre af. Jeg sukkede tungt, da mine fødder ramte det kolde gulv med brag. Savnede pludselig Justin. Han skulle fortælle mig at jeg skulle blive i seng, blive i varmen, som han altid gjorde når jeg var ved at stå op.

Jeg sukkede og rystede stille, men bestemt på hovedet. Den gik ikke. Med eller uden Justin. Jeg måtte hen og se til Chaz på skadestuen. Hurtigt. Jeg havde brug for at tjekke op på ham og se om han var okay. Og måske få talt ud om en ting eller to. Jeg sukkede og begav mig ud på badeværelset for at blive klar.

 

Da jeg små tyve minutter efter var klar, fuldt påklædt og alting, åndede jeg tungt ud. Jeg følte mig bestemt ikke klar indeni. Alligevel tog jeg i det blanke håndtag, men blev pludselig afbrudt af en stemme bag mig.

"Hvor skal du hen?"

Jeg bed mig i læben, ærgerlig over at jeg ikke bare kunne smutte af døren, uden problemer. Hvorfor var han overhovedet oppe så tidligt? Endte alligevel med modvilligt at snurre en halv omgang rundt, for derefter at lade mine øjne kollidere med hans og låse sig fast. Damn.

Han stod bare der med hænderne i lommerne på hans sorte joggingbukser, som sad som støbt til hans ben, med bar overkrop og uglet morgenhår. Endnu engang; damn.

"Hen og se til Chaz," svarede jeg ligeså koldt, mens mit indre kæmpede med at forholde sig i ro. Mit hjerte bankede sådan ved synet af ham. Justins ansigtsform pludselig ændrede sig drastisk og hans øjenbryn placerede sig i midten af hans pande, som en blanding af frustration og overraskelse Jeg bed mig i læben.

"Til Chaz?" gentog han underligt, som var han sur over at jeg gjorde det og lagde tilmed ordentlig meget tryk på hans navn. Jeg prøvede at lade være med at tage ordene ind. Jeg ville blive for vred.

"Ja, til Chaz," bekræftede jeg bare, så hans øjenbryn fløj op i panden på ham.

"Nå, så nu skal du også hen og se til ham!?" spurgte han vantro, som han fattede brik.

"Efter alt det her?" spurgte han så, overrasket, og da jeg kunne mærke at det i den grad satte mit pis i kog, skyndte jeg mig at svare igen.

"Ja, Justin. Netop, efter alt det her," svarede jeg og gjorde alt for at lyde så dyster som muligt. Og tale så koldt til ham, som mine følelser overhovedet kunne tillade. Det var svært at få det til at lade sig gøre. Det var ikke sjovt at være uvenner med Justin, erfarede jeg hurtigt. Ih altså, nu gik det ellers lige så godt med os to!

"Han sagde for helvede at han var forelsket i dig og det næste du gør er at gå hen til ham!?” spurgte han vantro, som om han virkelig ikke forstod hvorfor det var vigtigt for mig at se om Chaz var okay. Og jeg fattede ikke ham. De var bedste venner!

“Du glemmer lige den del hvor du slog ham bevidstløs,” pointerede jeg vredt. 

“Han brød brocoden. Brødre gør ikke sådan noget mod hinanden," forsvarede han sig, med et skuldertræk og sammenbidte tænder. Og jeg spærrede øjnene op. Seriøst!? Var det hans argument!? En brocode?

"Brødre slår heller ikke hinanden bevidstløse fordi den anden har følelser!” fyrede jeg tilbage, med mørke øjne og med vreden strygende regelmæssigt gennem min krop.

"Følelser for den forkerte," svarede Justin bare og trådte et skridt tættere på mig. Jeg vendte øjne. Sikke noget gylle at lukke ud. Nej, hvor jeg dog spildte min tid!

"Du er min. Kan du ikke forstå at jeg bliver vildt jaloux når en af mine bedste venner er vild med dig og ovenikøbet tager sig den frihed at kysse dig!? Du er min kæreste Judy!” fortsatte han så, nu med et blidere blik. Ordene havde den modsatte effekt på mig. Han omtalte mig som om at jeg var et eller andet objekt han ejede. Jeg var træt af at blive overset. Det var mig der stod i midten af det hele, alligevel syntes de bare at de skulle slå løs på hinanden. Chaz havde da også kysset mig, men det betød da langt fra at jeg også bare slog ham i gulvet!? Meningen Justins ord var faktisk meget sød, men de kom ud i den helt forkerte sammenhæng!

"Okay, så jeg er her måske ikke? Jeg er bare kæresten der føjer alt og alle, eller hvad!?” næsten råbte jeg, så han måske kunne få øjnene op. Jeg sukkede irriteret og rettede hurtigt på mit hår, som var ved at falde ned i panden. Så sukkede han. Og tog endnu flere skridt over mod mig.

"Nej Judy, selvfølgelig er du ikke det," sukkede han igen, nok klar over hans fejltagelse omkring ordene. Det var sikkert ikke sådan han havde ment dem. Men det var sådan jeg havde taget dem. Jeg rystede på hovedet. Denne her samtale var for dum!

"Ved du hvad, Justin?" Jeg lod ham fange mine øjne og stirrede direkte ind i dem.

"Du er en idiot."

Så vendte jeg måsen til og bedst som jeg næsten var forsvundet ud af døren, råbte han efter mig;

"Så efter alt det her går du stadigvæk hen til ham!? Du er jo tydeligvis forelsket i ham! Du kan jo ligeså godt slå op med mig på stedet!”

Jeg stoppede brat op, vendte mig vredt rundt og skulede ondt mod ham. Bad move, Justin. Dét skulle han ikke have sagt.

"Ja, og det gør jeg måske hvis du ikke holder op med at være så fucking barnlig! Jeg bestemmer selv hvem jeg går hen til, at du ved det og jeg er ikke forelsket i ham!" skyndte jeg mig at råbe tilbage, inden jeg for alvor smækkede døren og med en hovedrysten og en ubehagelig fornemmelse i kroppen, gik hen mod bilen.

 

_____________________________________________________

 

Da jeg en lille halv time efter, parkerede bilen på parkeringspladsen udenfor skadestuen, var det ikke med en let følelse i kroppen eller vingeslag i ryggen. Det var tværtimod med en ugidelig følelse i kroppen, at jeg alligevel endte med at gribe min håntaske fra passagersædet og smække bildøren. Så låste jeg, og begav mig med tunge og næsten slæbende skridt, mod indgangen og senere mod receptionen.

Da jeg havde fået fortalt damen ved skranken hvem jeg var og hvem jeg gerne ville besøge, satte jeg mig tungt i en af de komfortable stole i venteværelset. De fleste omkring sad med blade og aviser, der var helt stille. Og jeg nød det faktisk. Desværre for mig, gik der ikke mere end to minutter, før en anden læge tittede frem i dørkarmen, for at fortælle mig at der nu var fri adgang. Og jeg var næsten i så dårligt humør, at jeg var ligeglad, da jeg med en irriteret lyd, rejste mig fra stolen, med mange af de andres blik på mig. Næsten.

 

Døren stod let åben, så jeg undlod at banke på, men skubbede bare den kridhvide dør let op, og trådte stille ind. Så til siden. Hospitalsseng. Chaz. Åh Gud. En klump havde allerede samlet sig i halsen på mig, mens en forfærdelig følelse kaldet skyldfølelse, indtog min mave, da mit blik lidt hurtigere end jeg havde forventet, mødte hans.

"Hey," sagde han stille og sendte mig et lille smil.

Jeg trådte endnu et skridt ind i rummet. Alle de mærkelige ting der var derinde gav mig kuldegysninger, men synet der mødte mig, var helt lettende. Der var ingenting i ham. Ingen mærkelige ledninger eller drop, ingenting. Jeg undslap et lettet suk og smilede hurtigt.

"Hey," svarede jeg og trådte helt ind. Satte mig stille på en stol ved siden af sengen han lå i. Med hospitalstøj på og alting. Jeg bed mig i læben. What to say?

Han sendte mig et smil.

"Hvordan går det?" brød jeg ind, men blev en del overrasket da han gav sig til at grine en smule.

"Det er sgu egentlig for latterligt, det her," svarede han med et grin og hentydede til hans store seng.

"Der er ikke en skid overhovedet, ud over at jeg har lidt ondt i min kind, men de har alligevel beholdt mig her," fortsatte han så og hans ord fik også mig til at grine. Hvilken lettelse!

"Hvordan har du det?"

Jeg spærrede kort øjnene op ved lyden af hans ord, inden endnu en lettelse strøg gennem mig, som et flygtigt vindpust. Han var den første til at spørge mig om det! Men så kom jeg til at tænke over, hvordan jeg faktisk havde det, svaret på hans spørgsmål, og blev igen slatten.

"Nu du spørger - så har jeg det elendigt," svarede jeg tørt og mødte hans øjne. Han smilede en smule.

"Det tænkte jeg nok," svarede han stille. Mit øjenbryn skød undrende i vejret.

"Hvad mener du?" spurgte jeg undrende, men det fik ham bare til at smile varmt til mig.

"Justin," svarede han bare.

"Ja, han er pænt irriterende," mumlede jeg en anelse irriteret og så et kort øjeblik væk. Så grinte han.

"Det tænkte jeg nok," svarede han igen, næsten muntert, som slet ikke matchede min sindsstemning. Jeg prustede irriteret.

"Og hvad mener du så med det? Er du pludselig blevet tankelæser i dag, eller hvad?"

Jeg sværger at det ikke var min mening at være så muggen, men jeg kunne ikke lade være! Justin havde virkelig bare været en pestilens den morgen! Så lo han igen.

"Lad mig gætte; har han været underlig? Sådan, anmasende, kærlig, han forstår dig ikke rigtigt?"

Jeg spærrede øjnene op af hans ord, og vendte igen mit hoved mod ham.

"Ja? Hvordan vidste du det?" spurgte jeg overrasket, næsten stakåndet. Han trak på skuldrene.

"Jeg kender Justin. Det er sådan han reagerer når der er nogen der prøver at stjæle hans pige. Det betyder bare at han elsker dig og at han vil have dig til at trøste ham, fordi han inderst inde er ked af det."

Jeg var igen overrasket. De overraskende og alvorlige ord, der kom ud af hans mund, var smukke og gav ret meget mening. Jeg undslap dog et skeptisk grin.

"Og selvom du vidste alt det, valgte du alligevel at kysse mig?" grinede jeg, og fik ham faktisk til at grine.

Så trak han på skuldrene og jeg sad med et stort smil på læberne.

"Jah, ikke lige mit bedste moment," indrømmede han med et skævt smil. "Men hey, mennesker bliver forvirrede og jeg er ked af at jeg kyssede dig. Og ikke kun fordi at du er Justins og kun hans, men fordi at jeg selv har noget med en," forklarede han, hvilket satte nogle underlige følelser i gang i mig. Jeg blev pludselig lettet!

"Åh, thank god!" udbrød jeg, hvilket fik ham til at bryde ud i grin.

"Hey!" forsvarede han sig med et skævt smil, inden han igen blev seriøs.

"Men helt ærligt, så var det helt i orden at han lige bankede fornuften ind i mig i går. Det havde jeg brug for, jeg havde desuden gjort det samme," forklarede han med et smil, og jeg kom til at grine. Hvor var det dejligt at få det hele på det rene! Mine tanker fløj tilbage på Justin. Gad vide hvordan det ville være at komme hjem til ham? Jeg sukkede ved tanken.

"Hey, ikke vær så hård ved Justin, Judy. Han er ked af det, han ved bare ikke hvordan han skal udtrykke sig," sagde Chaz så pludselig, men jeg nøjedes med at tygge på ordene og undlod at svare. Chaz så væk.

"Men jeg tror snart at de slipper mig løs herfra, og indtil da, må I få det ordnet. Jeg er ked af at jeg ødelagde det lidt i går, men jeg har altså ingen følelser for dig, Judy! Kun venskabelige," forsikrede han mig om og så mig i øjnene, som for at overbevise mig. Jeg var overbevist. Og ikke mindst, lettet.

 

Da jeg gik ud derfra og derefter kørte mod indkøbscenteret, kredsede mine tanker kun om Justin. Ryan var kommet hjem, Chaz havde det fint. Nu var der kun Justin tilbage.

 

______________________________________________________________

 

Uhh, var!?;)

Hej darlings, her har I endnu et kapitel!

Så må vi se hvordan det kommer til at gå med Judy og Justin! Mon de finder ud af det?

Vi ses i næste kapitel! 

Much love,

 

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...