I Need You to Be Alright

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årige Judy Johnson lider af en speciel form af sygdommen Angst.
Hun har svært ved at stole på folk, danner derfor ikke bånd med nogle og er meget alene, da det tager lang tid for hende at give en person sin tillid. Hun er blevet alt for vant til at den bliver misbrugt. Men Judy er ikke en bange lille pige der græder sig selv i søvn hver nat. Nej tværtimod er hun sjov, sød og utrolig nem at holde af. Det søde ydre falder den kendte dreng- Justin Bieber - også for, da Judy kommer med det forkerte fly, og skal bo hos Justin. Underligt nok, føler Judy med det samme, at Justin er én man kan stole på og stoler ubetinget på det han siger til hende.
Justin begynder at kunne lide den pige, han nu ved hvordan er, og Judy er forlængst faldet pladask, for den dreng hun har givet sin tillid til.
Folk råder dem begge to til at tage afstand fra hindanden, for Justin er kendt og sladderblade er farlige. Kan Judy holde til mere, hvis Justin misbruger den tillid, hun så hurtigt har givet ham?

34Likes
17Kommentarer
52698Visninger
AA

5. Lost in NYC.

 

Judy's P.O.V.

 

Jeg skyndte mig at lukke lynlåsen på min store grønne kuffert.

Jeg skulle til Californien i dag! Alene! Jeg var virkelig spændt, bange og ikke mindst utrolig træt! Jeg havde næsten ikke sovet i nat, fordi jeg havde ligget i sengen og spekuleret på alt det der kunne gå galt. Hvis du ikke er sådan et menneske, sådan et 'hvad-nu-hvis?' menneske, så skal du prise dig lykkelig over det. For det æder en op indefra.

Den eneste tanke jeg kunne komme på, som bare var en smule positiv, var tanken om mit møde med Dr. Paller og at flyveturen var så kort. Det var jo kun et par timer! Det kunne jeg sagtens klare!

Ikke?

 

_______________________________________________

 

Vi var endelig kommet ud til lufthavnen efter en virkelig lang køretur ( Som på kilometertal ikke var ret lang, men med min mor ved siden af, føltes den rigtig lang ) og vi skulle til at finde gaten.

Mor ville følge mig helt hen til gaten, for derefter at sætte sig ud i bilen for at sikre sig at hun hele tiden kunne hjælpe mig hvis der skulle ske noget. Pff.

"Åh er du nu sikker på at du kan klare det skat!?" spurgte min mor en anelse ængsteligt da jeg havde tjekket ind og sat mig i en stol.

"Ja mor. Jeg kan sagtens," svarede jeg uden helt at tro på det selv, og gav hende et lille smil, som hun var hurtig til at gengælde.

"Okay skat. Husk at du altid kan ringe, skid på telefonregningen."

"Mor, jeg har udlandstelefoni og der er altså også wi-fi i Californien," svarede jeg og kiggede en anelse dumt på hende. Jeg grinede blidt.

"Okay skat. Bare du er sikker, så skal jeg nok støtte dig. Det ved du ikke?"

"Jo mor, selvfølgelig. Tak." 

"Helt i orden, søde. Nå..." Hun spredte sine arme ud som gestus til et stort kram. Jeg rejste mig fra min stol og trådte det sidste skridt hen til hende og lagde armene om hende.

"Jeg elsker dig, skat," hviskede hun ned i min skulder, mens en tåre ramte min hals. Jeg forsøgte at holde klumpen af gråd tilbage i halsen.

"Jeg elsker også dig mor. Jeg skal nok passe på mig selv."

"Det ved jeg skat, det ved jeg. Har du nu husket din tandbørste?"

"Den er i toilettasken," mumlede jeg ind mod hendes skulder, mens jeg indsnusede hendes duft, som for aldrig at glemme den. Hun duftede som altid af kanelsnegle.

"Og dine piller?"

"Tonsvis i kufferten, bagerste rum til venstre," svarede jeg med et lille smil på læben og et kort grin, mens jeg kyssede hende på kinden og trak mig ud af krammet.

Gud, hvordan skulle jeg dog kunne undvære hende i to måneder!?

"Godt skat. Husk jeg altid er her. Vi ses snart igen, honey."

"Det gør vi mor. Tak."

Hun begyndte at gå og jeg skyndte mig at vinke til hende, helt til hun var ude af syne og ude af lufthavnen.

Jeg mærkede en lille listig tåre rulle ned af kinden. Det kunne godt være at min mor kunne være overbeskyttende, men det var det der fik mig til at blive rask. Jeg elskede hende for det.

Jeg tørrede tåren væk, tog min musik i ørene og fokuserede på den dejlige lyd af musik i mine ører.

   

_________________________________

 

Fire timer var gået og jeg stod nu i køen til boarding. Det var snart min tur til at gå ind i flyet og jeg var træt, men heldigvis ikke sulten. Jeg havde spist på en sandwichbar for lidt tid siden, så jeg havde det egentlig fint, udover at jeg var så træt at jeg næsten ikke kunne holde mine øjne åbne. Vi var kørt derhen klokken to om natten og nu var den seks om morgenen. Jeg ville bare gerne sove.

 

Manden foran blev færdig og damen bippede min billet ind i skannerdimsen og kiggede mit pas igennem og rækkede så hånden ud, som gestus til at jeg skulle gå til venstre.

Det hele gik så ufattelig stærkt at jeg knap nok forstod hvad hun egentlig sagde, selvom det var ligeså godt amerikansk som jeg selv talte.

Jeg tog derfor min håndtaske, da jeg jo havde afleveret den anden. Jeg gik ihvertfald ind, fik tjekket min billet og sat mig på min plads.

Jeg syntes ellers lige at jeg havde et andet nummer for to timer siden? Nå, jeg sad ihvertfald godt, jeg havde meget plads og nu havde jeg bare tænkt mig at sove i to og en halv time, til vi landede.

 

"Miss? Miss, De skal op nu." 

Lyden kom langt væk fra, men jeg hørte den, hvilket førte til at min panderynke lige så fint kom til syne og jeg forsøgte at vænne mig om på den anden side, væk fra den irriterende lyd som nu sagde; "Miss, flyet er landet."

Jeg overgav mig og kæmpede med at få det ene øje til at blive ved med at være åbent. Da mit syn fungerede optimalt, kiggede jeg rundt i flyet. Der var ingen mennesker? Havde jeg virkelig sovet i så lang tid!?

"Undskyld, men hvor lang tid har jeg sovet?" spurgte jeg træt, mens jeg langsomt samlede mine få ting sammen og rejste mig op for at forlade flyet.

"Ti timer, miss," svarede hun.

Ti timer? Så lang tid havde vi jo ikke engang fløjet? Altså hvad fejlede hendes ur!? Jeg sendte hende et mærkeligt blik, takkede for turen og gik så ud af flyet. 

 

Det var utrolig varmt da jeg kom ud af flyet og det overraskede mig faktisk. Men det var også virkelig lang tid siden jeg sidst havde aflagt Californien et besøg, så hvordan skulle jeg lige kunne huske hvor varmt der var? Nej, jeg var bare træt. Helt hundrede.

Nogle andre passagerer og jeg skulle ind i sådan en stor bus, hvor vi skulle køre fra flyet og hen til indgangen til lufthavnen.

Det var virkelig rart at turen var gået så hurtigt og at jeg var her nu. Jeg havde ikke orket det, hvis jeg skulle til at flyve en gang til! Nå, men vi nåede endelig hen til indgangen og jeg maste mig ud mellem de mange mennesker i den overfyldte bus og gik ind i lufthavnen.

Hold da helt op hvor havde den bare forandret sig meget! Den var jo blevet bygget helt vildt meget ud og blevet super stor!

Hvordan skulle jeg nogensinde finde rundt herinde!?...

 

Trods mine tvivl fandt jeg hen til standene hvor man checker ind, inden man skal have sin kuffert tilbage. Åh gud, jeg glædede mig til at se min dejlige grønne kuffert igen!

Køen gik langsomt fremad og jeg endte faktisk med at sætte mig på det kolde linoleumgulv. Folk kiggede lidt mærkeligt på mig. At en voksen kunne finde på at sætte sig ned på gulvet i køen?

Jeg prøvede at være ligeglad, men det var jo ligesom ikke så god til, så jeg lod som om jeg bare ledede efter noget i min håndtaske og rejste mig så akavet op igen. Jeg smilede genert til damen bag mig, men hun rystede bare på hovedet af mig. Jeg så forvirret frem for mig og så at det var min tur. Jeg tog ordentligt fat om håndtasken så den ikke ville falde ned og småløb derhen. Damen der sad ved skranken så pænt træt ud, så jeg forsøgte bare at smile, mens hun gjorde hvad der skulle gøres. Jeg anede ingenting om at flyve. Jo jeg havde fløjet mange gange før, men det var med mine forældre og der lyttede jeg ikke efter, når de fortalte mig hvad man skulle. Dumt af mig.

"Ja og så må du have det godt her i New York," hilste damen træt og jeg lagde mit pas tilbage i tasken, men stoppede i en brat bevægelse.

Vent hvad? Sagde damen lige New York!? Altså undskyld, men man burde altså klage til nogen her! Først stewardessen og nu hende her!? Altså, de burde da have styr på hvilken stat de arbejdede i?

Men istedet for at klage eller råbe af hende, sendte jeg hende et anstrengt, sødt smil.

"Øhm undskyld, sagde du New York?"

Men hun var allerede gået videre til næste kunde og jeg blev pludselig skubbet ud af køen af folk som gerne ville til.

Jeg blev tør i munden. New York!? Stewardessen havde sagt jeg havde sovet i ti timer!... Det var standardprocedure at hun sagde New York, det kunne man høre. Det var ikke noget man bare lige kom til.

Det var ikke bare en dum lille fejl, en stewardesse havde misset.. De var vant til at sige det. De sagde det hver dag! Og hvorfor? Fordi det var New York!

På alle skiltene rundt omkring mig stod der New York airport. Det var derfor den var så stor! Kunne jeg så finde min kuffert!? Var den kommet med et andet fly!?

Jeg mærkede frygten stige op fra maven og helt op i halsen, mens mit hjerte bankede 200 kilometer i timen.

Mine piller, min kuffert, mødet med min psykolog! Min tur!

Åh gud, jeg var strandet i New York!


_______________________________________________________

 

Jeg var gået ned til rullebåndet med kufferter, med det lille spinkle håb at den skulle være kommet på det samme fly som mig. Jeg ville jo ikke overleve uden den! Jeg havde kun en lille pung med den mest nødvendige makeup og mobil, pung og lidt andet i håndtasken. Mit tøj og undertøj, mine mange piller, min toilettaske!.. Men den kom ikke. Jeg stod og ventede i lang tid, men efter at have spurgt vagten dernede om der manglede nogen og han havde svaret nej, gik jeg op til ventesalen.

Der gik en tre kvarters tid med panik og frustration, hvor jeg bare stod og kiggede ængsteligt på gud og en hver mand, som om han kunne hjælpe. Hvorfor kunne de ikke se jeg var i stor krise!? Lige nu ville jeg skide på min angst ( Hvilket slet ikke ville blive så nemt som det blev sagt, så snart vi stod ansigt til ansigt ), jeg ville bare have at én skulle se min panik i mit fjæs og spørge om der var noget galt, så jeg ikke selv behøvede at opsøge hjælp.

Det var bare sådan at jeg tog ting meget til mig. Hvis nogen virkede lidt sure eller fraværende, påvirkede det mig.

Jeg var et ekstremt sårbart og følsomt menneske, det var jeg ikke bleg for at indrømme.

 

Men så blev jeg enig med mig selv om at tage mig lidt sammen! Altså, det her var en lufthavn! Jeg behøvede ikke at binde mig med hvert eneste menneske jeg nu skulle spørge om hjælp, de havde jo nok deres eget at tænke på! Selvom jeg tvivlede meget på at der overhovedet var nogle andre end mig der var kommet med det gale fly.

Du behøver ikke at snakke om hele din baggrundshistorie, for at spørge om hjælp til kundeservice vel, tænkte jeg for mig selv. Forsøgte at få mig selv sat i skak. 

Så jeg endte med at tage en dyb indånding, klaske mig selv en mental lussing og så finde vej til kundeservice!

Hold da op, sikke en helt jeg var.

 

Jeg gik med hyppige og faste skridt, hen mod kundeservice. Problemet var at jeg ikke anede hvor jeg skulle finde kundeservice henne. Alt jeg kunne se var en masse taxa udlejnings steder og en masse restauranter og biler udenfor. Jeg kunne slet ikke finde rundt og da jeg havde set den samme McDonalds med den samme servitrice der vaskede de samme borde, gik det op for mig at jeg var gået i ring.

Ikke nogen overraskelse - jeg havde ingen stedsans.

Jeg sukkede tungt. Tanken om at tage et hvil og sætte mig ned på en af de snavsede plastikstole, var fristende. Men jeg forsatte bare med at gå hen langs den ene væg. Jeg tog min vandflaske op af håndtasken sammen med en pille og slugte pillen og skyllede efter med vand. Og netop som jeg havde fået flasken for munden og skulle til at sluge den første mundfuld, hørte jeg en høj råben.

"Nej, Ryan for satan jeg- nej stop!"

Høje grin fulgte med som en del af pakken. Der var en dreng der løb rundt i hallen.

Hm. Opmærksomhedskrævende. Hvem råbte så højt i en lufthavn!? Som om han ejede det hele.

"Aaaargh! Scooter, jeg-"

Kort efter mærkede jeg et ordentligt slag mod maven og en krop der stødte ind i min, så jeg røg ind i væggen bag mig.

Det føltes som om at pusten blev taget fra mig og en øjeblikkelig smerte, skød gennem min ryg. Jeg gispede hårdt og træk så vejret ind, men fandt hurtigt ud af at det ikke var muligt, da en krop var presset tæt op af min egen.

Vandet jeg havde i munden og i min vandflaske, røg ud over min trøje, hvilket bare gjorde situationen værre. Jeg mærkede min og drengens trøje blive gennemblødte, selvom der røg langt mest på min ellers så fine trøje:

 

( Outfit: )

 


Jeg mærkede hurtigt personen trække sig væk. Det hele var gået så stærkt at jeg overhovedet ikke havde tænkt på at se op. Det var ham drengen fra før. Når han stod sådan her, kunne jeg se at han var lidt højere end mig.

Jeg gispede hurtigt efter vejret og tog mig til hovedet for at få balancen. Hvad var der lige sket? Jeg så ned af mig selv og mærkede straks kulden mod min hud, fra vandet der sivede ind fra min gennemblødte trøje.

Han var løbet direkte ind i mig!

 

"Oh my... wow undskyld!" sagde han hurtigt efter han også havde fået styr på sig selv. Han gloede op og ned af mig. Jeg holdt et fnys tilbage.

"Det er fint," svarede jeg koldt og tog et lille skridt ud fra væggen, for at gå videre. Jeg skulle ikke tilbringe mere tid med ham.

"Nej, nej seriøst, det var ikke meningen at vælte ind i dig, min ven Ryan her..ja, han, oh god din trøje!"

Han gik hen og tog fat i kanten af min trøje og kiggede på den, mens jeg fik et stramt udtryk i ansigtet og skubbede hans hånd væk, ligeså hurtigt som han var løbet ind i mig.

Han fik et lidt undrende udtryk i ansigtet, men lod til at ignorere det. Godt. Jeg gad ham ikke.

Vi stod stadig som før. Bare ikke nær så..... sammenpresset. Jeg studerede ham. Han var flot! Hans brune hår var sat op med voks, han havde en grøn militær agtig jakke på og en sort ørering i det ene øre. Han havde de mest mandelbrune øjne, jeg længe havde set. Han var virkelig flot. Nærmest lækker! Ja, helt klar lækker.

Jeg hørte noget larm ovre fra siden, bag drengen og der kom en masse store mænd i sorte t-shirts.

Min puls steg da jeg så mændene. De havde ikke lidt muskler! Jeg tror aldrig jeg havde set så store overarme! Ville de gøre mig noget!?

Jeg blev pludselig bange og trådte et skridt tilbage til væggen. Var de en eller anden bande!? Var han sur på mig!?

Drengen så forvirret ud, mens der var en ikke så stor mand, der trådte hen ved siden af drengen.

"Justin hvad fanden laver du!?"

Jeg lavede store øjne.

"Ja, Ryan jagtede mig og jeg løb vidst lige ind i.." Han spurgte efter mit navn og jeg tog mig sammen til at fuldføre hans sætning.

"Judy. Jeg hedder Judy."

Jeg sank en klump og kunne mærke kulden fra min trøje sive ind på huden under trøjen.

"Åh ja. Det er vi meget kede af. Jeg er Scooter Braun, Justins manager." Han gjorde gestus til at jeg skulle tage den hånd han rakte frem. Jeg tøvede, men endte alligevel med at tage fat i den og give ham et nervøst håndtryk.

"Vent lidt? Manager?" spurgte jeg forvirret, med en hovedrysten. Der kom en anden hen ved siden af ham Scooteren, som vidst nok var ham der havde jagtet ham Justin ind i mig.

"Ja. Jeg er manager for Justin. Du ved, Justin Bieber?" svarede ham Scooter med et forvirret blik, mens han kiggede hen på Justin med store øjne.

Vent hvad!? 

"Vent..Justin Bieber, som i Justin Bieber!?" spurgte jeg forvirret. Var drengen der lige var løbet ind i mig en kendis!?

"Ja. Stor fan?" svarede Justin så med et lidt smørret smil, hvilket fik mig til at kigge på ham. Han havde været stille, mens Scooter talte.

Var det Justin Bieber? Som i den-verdens-berømte-sanger-som-tusinder-af-teenagepiger-ville-falde-død-om-for-at-møde-Justin-Bieber?

Den Justin Bieber!?

"Det kan man vidst ikke ligefrem påstå," svarede jeg ud i det blå, hvilket fik dem begge to til at grine, af en eller anden grund.

Jeg havde et øjeblik glemt alt om fly og kundeservice og kufferter og jeg blev igen panisk.

Nogle af tingene ville jo snart lukke og der var næsten ikke flere mennesker tilbage inde i hallen!

Jeg følte pludselig at jeg stod meget trængt og jeg gik lidt væk fra menneskerne, som jo så måtte være Justins crew.

"Nå, men det var rigtig hyggeligt, men jeg har virkelig travlt. Jeg er kommet med det forkerte fly og-" Justin afbrød mig.

"Vent, er du kommet med det forkerte fly?"

Jeg sukkede. Hvorfor skulle jeg også sige det!?

"Ja, jeg skulle oprindeligt til Californien, men damen som gav mig mit boardingpas, kom til at give mig manden forans billet, så nu er jeg her. Jeg sov hele vejen, så jeg opdagede ikke rigtigt noget."

Jeg sukkede, situationen var virkelig slem og jeg kunne ikke ringe til min mor herinde.

"Jamen, har du så heller ikke din kuffert?" spurgte han. Det lød virkelig som om han var oprigtigt bekymret. Hans brune øjne var triste, som om han var ked af det på mine vegne. Han havde jo først lige mødt mig!?

"Nej og jeg skal op til kundeservice, så jeg bliver nødt til..-" "Nej kundeservice hjælper ikke og desuden lukker den snart. Vil du ikke med hjem til os?"

Jeg lavede store øjne. Hvad!? Mente han det seriøst? Stod drengen jeg fucking lige havde mødt og spurgte om jeg ville med hjem til ham!?

"Undskyld hvad?" spurgte jeg målløst og trængte virkelig til svar.

"Hjem til mig? Er det OK med dig, Scooter?"

Justin så hen på Scooter som om det var det mest indlysende i verden. Scooter så ikke forbavset ud.

"Tja, jeg tror vi skylder hende det. Du løb jo trods alt ind i hende og prøv lige at se hendes tøj!?"

"Oh, nårh ja! Din trøje, du har jo ikke nogen kuffert! Ej, jeg har masser derhjemme du kan låne."

Det virkede som om at de stod og tog hele beslutningen indbyrdes og uden mig.

Jeg kunne sgu da ikke tage med ham hjem!?

"Jeg kan da ikke tage med dig hjem!? Jeg skal til Californien og have fundet min kuffert og-"

Igen afbrød han mig; "Jeg tror du bliver nødt til at glemme den kuffert. Når den først er blevet væk i New York's lufthavn er der sgu ikke så meget at gøre. Selvfølgelig kan du tage med mig. Du bor jo bare hos mig, Chaz og Ryan indtil du finder ud af det med Californien, ikke Scooter?"

"Tjo, det lyder helt fint."

Jeg måtte indrømme at det lød tiltalende at vide hvor jeg kunne bo til jeg fandt ud af det. Men så igen, jeg havde lige mødt ham!? Godt nok var han verdenskendt, men alligevel.

"Jeg ved ikke.. jeg kunn-" Han afbrød mig igen.

"Og med den trøje går det altså slet ikke. Kom nu, det var mig der gjorde så du blev helt gennemblødt, lad mig gøre det godt igen!" argumenterede han nærmest bedende.

"Der er virkelig nogen der må lære ham ikke at afbryde hele tiden," mumlede jeg surt, før det gik op for mig hvad jeg havde sagt. Det var meningen at jeg skulle have tænkt det!

De andre grinede dog af det og Justin fik et lille smil på læben. Han blinkede kort til mig, så jeg fik et overrasket ansigtsudtryk. Han så sød ud når han smilede.

"Jeg ved ikke.. I kunne potentielt være øksemordere hele bundet!" svarede jeg og de grinte igen. Hvorfor grinte de af det lort jeg lukkede ud!?

"Det kunne vi potentielt," startede Justin, mens han så ned på mig, med et blik fuld af charme. 

"Men det er vi ikke. Og du er helt våd, lige nu hjemløs og drivvåd. Hvordan synes du oddsene ser ud?"

Han smilede smørret.

Han havde ret. Jeg var bedst stillet med et hjem lige nu. Ihvertfald med et foreløbigt hjem og jeg kunne godt lide de der folk. Jeg blev bare nødt til at skide på min angst og så flytte ind i det lortehus for et stykke tid!

"Hvis jeg absolut ikke kan vælge andet, så takker jeg ja til øksemorderne," sukkede jeg med et lille grin. Justin smilede, kiggede på Scooter som nikkede.

"Så er det en aftale."

 

Vi begyndte at gå mod udgangen, mens jeg knugede min håndtaske ind til mig.

Jeg havde ingen idé om hvordan de var. Jeg vidste bare at han var en verdenskendt popstjerne, så hans hus kunne vel ikke være helt slemt. Jeg havde hørt et par af hans sange og det var jo ikke fordi han var grim. Tværtimod.

Jeg havde ingen idé om hvad det var jeg havde sagt ja til, hvor vi skulle hen eller hvad jeg skulle gøre overhovedet. Jeg gik bare med. Pigen med angst og tillidsproblemer gik med en fremmed mand hjem. Eller, mand og mand. Han var vel på alder med mig.

Men jeg kunne jo ikke ringe til min mor eller min psykolog for den sags skyld, så jeg måtte bare vente til jeg kom hjem til ham og så ringe der for at få hendes råd. Lige nu måtte jeg selv træffe en beslutning og alt var bedre end at skulle sove på en bænk i parken, i nat.

Jeg havde bare glemt at tænke på én ting.

Han var kendt. Og selvfølgelig vidste hans fan hvor han var. Så da vi kom ud af lufthavnen var der flere tusinder af skrigende teenagepiger som stod tæt pakket, meget tæt på indgangen. Politimænd holdt dem væk og da det var mørkt kunne jeg tydeligt se de mange blitzer fra deres kameraer.

I morgen ville alle vide at de så mig sammen med ham. Og hvad ville der så ske!?

Jeg dækkede mit ansigt til min ene hånd og gik igennem mængden og ind i en eller anden stor sort bil, hvor jeg satte mig på bagsædet. Justin sad ved siden af mig, så jeg prøvede at falde ned ved at tænke at han var her. Han var vant til det, jeg skulle nok klare det. Det var bare et par dage jeg skulle bo hos ham, så ville verden have glemt alt og jeg ville ikke være kendt når jeg gik på gaden. Ja, det var sådan det var.

Tankerne fik mig til at falde til ro og jeg forsøgte at dæmpe min vilde vejrtrækning, som jeg altid fik når jeg var nervøs. Det var når der var for mange mennesker, eller jeg fik et andet angst-relateret anfald.. Og hvis der var én ting, jeg tænkte da bilen begyndte at køre, så var det at hverken Scooter, ham Ryan, hans crew eller Justin skulle vide noget som helst om mit problem! Det var mit og den eneste jeg delte det med var min mor og min psykolog, som sikkert også fandt det mere som en plage.

 

Vi kørte ind på en stor vej. Det var så længe siden jeg havde været i New York og det var så anderledes end derhjemme. Det var mørkt udenfor, men der var lys overalt på grund af vejskilte og lyskæder.

Der var mange folk på gaden og der var flere sorte biler efter os. Justin forklarede hurtigt at det var resten af crewet.

"Er du okay?"

Han vendte hovedet mod mig, mens han spurgte og jeg kiggede overrasket på ham. Han havde opdaget noget!?

"Jeg fryser lidt, men ellers har jeg det helt fint. Hvorfor?"

Det var ingen løgn. Jeg frøs helt vildt.

Han trak på skuldrene.

"Det kan bare godt være lidt rystende første gang man oplever menneskeskaren og alt det. Og angående trøjen så låner du bare noget af mig, når vi kommer hjem. Vi er der om fem."

Jeg kunne ikke andet end at nikke til alt hvad han sagde. Jeg havde det vel okay?

Han var utrolig rar og sidde og snakke lidt med og da de fem minutter var gået, kørte vi ganske rigtigt ind i en form for parkeringskælder eller indkørsel. Jeg gad ikke at kigge efter og jeg kunne heller ikke se noget ud af de nedtonede vinduer.

"Jeg tvivler på at du vil have den store rundvisning lige nu," smågrinte Justin med et smil, mens der var en der hjalp mig ud af bilen. Bilen var utrolig høj, syntes jeg men klokken var også forfærdelig mange, så jeg havde svært ved at se hvordan jeg skulle kunne bedømme det lige nu.

"Du har helt ret. Jeg vil faktisk bare gerne sove, hvis det er okay," svarede jeg med et træt smil. Jeg havde jetlag. Jeg havde jo ikke ligefrem regnet med at flyve ti timer. Jeg havde regnet med at flyve to og en halv.

Vi gik op til huset og ind i en gang.

"Det er helt okay, der er et gæsteværelse herhenne, der burde være redt op.."

Hvorfor var der dog redt op fra starten? Det var jo ikke fordi at han havde vidst at jeg ville ende herhenne fordi han løb ind i mig i en lufthavn.

Vi gik hen til et eller andet form for værelse og der var ganske rigtigt redt op. Der var helt mørkt i hele huset, så jeg havde ærligtalt ikke set ret meget af det.

"Du kan bare tage noget tøj i skabet. Godnat."

Jeg svarede hurtigt i lige måde og gik så på jagt efter en vilkårlig trøje.

Jeg gik ud på det toilet, der åbenbart var på værelset og skiftede min gennemblødte trøje ud med den nye jeg havde lånt. Det viste sig at det var en form for fodboldtrøje. Det var et amerikansk forboldhold og der stod et nummer på ryggen, som jeg ikke lagde så meget mærke til. Jeg tog mine leggins og smykker af og kastede mig så ned i den komfortable seng.

 

Hvad var det lige jeg lavede? Nu lå jeg pludselig i en verdenskendt sangers hus om aftenen, som jeg frit var gået hen til!? Mig!? Pigen med angst problemerne, gik med en fremmede pop-dreng hjem og sov i en stor trøje i hans gæsteværelse klokken lort om natten!?

Åh, hvorfor gik jeg ikke bare op til kundeservice?

 

_________________________________________________

Så! BUM BUM BUM nu fik I et kapitel!

Hvad tror I der sker imorgen?

Undskyld at der først kommer et kapitel ud nu, men jeg har haft så travlt.

Mange knus

 

~ AnnabananaHoran <3

 

Psst: Her er hendes nattrøje:

 


 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...