I Need You to Be Alright

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årige Judy Johnson lider af en speciel form af sygdommen Angst.
Hun har svært ved at stole på folk, danner derfor ikke bånd med nogle og er meget alene, da det tager lang tid for hende at give en person sin tillid. Hun er blevet alt for vant til at den bliver misbrugt. Men Judy er ikke en bange lille pige der græder sig selv i søvn hver nat. Nej tværtimod er hun sjov, sød og utrolig nem at holde af. Det søde ydre falder den kendte dreng- Justin Bieber - også for, da Judy kommer med det forkerte fly, og skal bo hos Justin. Underligt nok, føler Judy med det samme, at Justin er én man kan stole på og stoler ubetinget på det han siger til hende.
Justin begynder at kunne lide den pige, han nu ved hvordan er, og Judy er forlængst faldet pladask, for den dreng hun har givet sin tillid til.
Folk råder dem begge to til at tage afstand fra hindanden, for Justin er kendt og sladderblade er farlige. Kan Judy holde til mere, hvis Justin misbruger den tillid, hun så hurtigt har givet ham?

34Likes
17Kommentarer
52677Visninger
AA

19. Ellen.

Judy's P.O.V.

 

"Judy, tager du ikke taskerne?" blev der råbt et stykke væk fra mig.

"Jo!" råbte jeg tilbage og greb fat om taskernes hanke. Jeg så lige tidsnok Ryan løfte en tommeltot mod mig inden jeg forsvandt rundt om hjørnet.

Den kolde ude luft blæste mod mit ansigt og gjorde mit hår til lidt af et mareridt. Heldigvis nåede jeg snart bilen og fik faktisk et smil på læben da jeg fik øje på den lækreste brunette verden nogensinde har set.

Justin.

Han fik øje på mig, som jeg kom slæbende med favnen fuld af tasker, og lige da jeg nåede bilen, åbnede han bildøren så jeg kunne smide dem ind. Døren blev lukket igen mens jeg rystede armene, for at få lidt følelse i dem igen. Det var bidende koldt og armmuskler var ikke ligefrem noget jeg kunne prale af, så jeg var allerede godt træt i dem.

"Det var ikke meget der skulle til!" grinte Justin fornøjet lidt fra mig.

Jeg stoppede med at ryste armene og kiggede hen på ham.

"Til hvad?" spurgte jeg, selvom jeg havde en fornemmelse af hvad han havde tænkt sig at svare.

"Til at køre dig træt!" svarede han glad og sendte mig et frækt smil, da han helt tydeligt misforstod hans egne ord. Jeg grinte højt og gik derefter hen mod ham. Han stod lænet op ad bilen og så så godt ud i sin sorte t-shirt og hængerøvsbukser. Jeg gik hen mod ham og forsøgte at se dragende ud. Han fulgte mig med øjnene, lige til jeg stod foran ham. Jeg lagde langsomt armene om hans nakke og prøvede at abstrahere fra hans læber, som så så tiltrækkende ud.

"Der skal mere til at køre mig træt end du tror," svarede jeg og sendte ham et frækt smil.

Hans mundvige gled op i et smil og kort efter lænede han sig ned mod mig.

"Jeg tror godt at jeg kan køre dig træt," hviskede han med et selvsikkert smil. Sommerfuglene fløj rundt i min mave ved lyden af hans ord, men jeg forsøgte at ignorere det. Jeg trak mit ansigt en anelse tilbage og lod som om jeg overvejede hans sætning.

"Jeg ved ikke," svarede jeg tøvende, "Jeg har prøvet bedre," sagde jeg med et skuldertræk.

 Jeg nød at se hvordan hans ansigt ændrede sig fra selvsikkert til nu nærmest fornærmet ved lyden af mine ord. Hans hænder gled ned fra min lænd og ned mod mine baglår, hvor han klemte til.

"Jeg skal nok sørge for at du får en omgang du aldrig glemmer, baby." Han lænede sig ned mod mit øre.

"Så hårdt at du aldrig kommer til at gå igen," hviskede han og kyssede mig bag øret.

Nydende lukkede jeg øjnene, da hans læber fortsat kyssede mig ned af halsen. Lykken strømmede igennem min krop og mine læber formede sig til et smil. Jeg trak mig lidt væk og fangede hans øjne, som stirrede ind i mine fuld af lyst.

"Det vil jeg se frem til," hviskede jeg og pressede derefter mine læber mod hans. Han udviklede hurtigt kyssede hvilket fik mig til at smile. Mine hænder gled op i hans hår som han endnu ikke havde sat, og forvandlede også det til noget der kunne minde om en jungle i Sydafrika. Jeg bed ham blidt i læben, så Justins greb om min røv strammedes og jeg smilede kort. 

"Så I to! Hvis vi skal nå hen til Ellens i tide, skal vi altså afsted nu. I kan gramse på hinanden bagefter," råbte Chaz et par meter fra os. 

Jeg trak mig hurtigt fra Justin og smilede undskyldende til Chaz. Jeg holdt om Justins t-shirt, men slap den nu, så Justin kiggede ned på mine hænder. Han tog dem i hans og kiggede derefter over på Chaz, mens han missede mod solen.

"Sagde du seriøst lige gramse?" spurgte han med et grin, så Chaz rullede med øjnene.

"Ja, ja det gjorde jeg. Hvad vil du ellers kalde det? Jeg-holder-bare-lige-casually-på-din-røv-fordi-jeg-i-al-hemmelighed-har-lyst-til-at-fucke-dig-så-hårdt-lige-nu?" spurgte han forvirret og sendte os et dumt blik.

"Det er ikke en hemmelighed," svarede jeg og kiggede op på Justin, som fik svagt rosa farvede kinder.

Chaz grinede højlydt.

"Nej det er det ihvertfald ikke! Han snakkede ikke om andet i går aftes, end hvor meget han havde lyst til at kna-" "Tak Chaz!" afbrød Justin. Jeg grinte højt og holdt mig om maven. Havde han seriøst sagt det til dem?

"Har du helt seriøst snakket om det? Hvor er du nasty!" udbrød jeg grinende og slog ham på hans brystkasse.

Justin greb fat i min hånd og trak mig med et ryk hen til sig. Mit grin stoppede brat. Han holdt stadig om min hånd og førte hans anden ned til min lænd. Han kiggede mig i øjnene med et blik jeg ikke kunne tyde.

"Vil du høre en rigtig hemmelighed?" spurgte han mystisk, men ventede ikke på svar.

"Du gør mig liderlig bare jeg ser på dig," hviskede han.

Ud af øjenkrogen så jeg at Chaz var gået igen, hvilket fik mig til at gøre som jeg gjorde. Jeg lagde armene om hans nakke og kiggede ham i øjnene.

"Jeg ville ønske jeg kunne sige det samme søde," svarede jeg omsider med et drillende smil, som fik ham til at grine hånligt.

"Nå? Det var ikke hvad jeg antog da du sidst stønnede mit navn," smilede han slesk og jeg blev stum. Minderne gik tilbage til dén nat og sommerfuglene forplantede sig endnu engang i min mave. Men jeg gav ikke op på denne her.

"Det var bare for at være flink. Du skulle jo nødig tro at du var helt dårlig," svarede jeg og løj som bare fanden. Justin kiggede vurderende på mig og trak mig så længere ind til sig.

"Er du sikker på det?" hviskede han forførende. Hans hænder gled endnu engang ned på min røv, hvilket fik mig til at synke en klump. Sandheden var jo at jeg fandt ham helt igennem uimodståelig, men jeg kunne så godt lide at drille ham ved at fortælle det modsatte. 

"Ja da," svarede jeg og undgik hans øjne som ellers ville brænde sig fast til mine. I lang tid sagde han ikke noget. Han stod bare og kiggede på mig med det betagende blik.

"Judy?" sagde han så endelig. Jeg undgik stadig de brune øjne og nøjedes med at mumle et ja. Han lagde dog en finger på min hage og drejede mit hoved, så mit blik med det samme mødte hans.

"Jeg ved godt du lyver," sagde han så, hvilket fik mig til at smile. Jeg trak ham helt ind til mig og lagde derefter min pande mod hans.

"Så bevis for mig at du har ret," hviskede jeg smilende og snittede hans læber med mine egne. Jeg kunne tydeligt mærke hans hjerte banke mod min egen brystkasse, da han tøvende svarede.

"Tro mig, du skal nok få beviser, honey. Så mange at jeg bliver nødt til at køre dig rundt i kørestol i morgen."

Jeg smilede af hans ord og bed mig blidt i underlæben.

"Så vil jeg give igen," begyndte jeg stille, "Så du aldrig vil kunne modstå mig igen."

Han udstødte et stille grin.

"Jamen baby, det vil jo ikke være anderledes end det er nu." og med de ord pressede han hans dejlige læber mod mine.

 

________________________________________

 

Et par timer efter ankom vi til et stort studie. Udenpå bygningen stod der med store bogstaver 'Ellen'.

Vi formodede at vi var kommet til det rette sted.

Justin skulle lave et interview her og jeg havde fået lov til at se på. Ikke backstage, jeg havde faktisk fået en tilskuerplads. Jeg glædede mig rigtig meget, men jeg vidste også at der nok ville komme et spørgsmål eller to omkring Justins indrømmelse. Det at jeg var blandt publikum var måske heller ikke så smart så. Nå, jeg sad i hvert fald helt nede i hjørnet, lidt afskåret fra de andre tilskuere, så de ikke så let kunne se at det var mig. As if. Jeg kunne stadig ikke rigtig forstå at der var nogen der faktisk genkendte mig? På min skole, var jeg én stor luftsky. Hvordan mon det ville blive at komme tilbage?

Jeg blev revet ud af mine tanker, da Chaz råbte mit navn og på grund af bygningen vi befandt os i, rungede det ekstremt meget. Jeg sendte ham et dumt blik og et løftet øjenbryn, som han bare grinede af. Jeg trak på skuldrene og kiggede smilende ud i rummet. Det her skulle nok blive godt.

 

Cirka 25 minutter senere var Justin endelig ved at være klar til at sætte sig ind i de berømte stole hos Ellen. Jeg var nervøs, hvilket også var årsagen til at jeg nu stod og bed negle. Ja, stod. Jeg var blevet nødt til at droppe tilskuerpladsen. Jeg ville ikke fanges på kameraet eller overfaldes af piger der genkendte mig. Der var meget mere trygt heromme bagved.

"Så Judy, nu er det nu!" hviskede Chaz og lagde en arm om min lænd, som han stillede sig ved siden af mig. Jeg rynkede svagt brynene og skævede til armen, men opgav det hurtigt. Det betød sikkert ikke noget. I stedet smilede jeg kort til ham og spejdede derefter igen ud mod stolene, som jeg vidste Justin snart ville sætte sig i.

Pludselig fjernede Chaz armen fra min lænd. Jeg kiggede forvirret på ham, men en skikkelse spærrede vejen. Det var Justin. Han smilede stort og kiggede kort fra Chaz til mig. 

"Hva', foregår der noget her?" spurgte han og kiggede mærkeligt på os med et smil. Jeg kunne dog se et strejf af mistænksomhed gemt dybt inde i de brune øjne.

"What? Nej," svarede Chaz hurtigt og så en smule anspændt ud. Jeg kiggede mærkeligt på ham, men rystede så forvirret på hovedet og kiggede op på Justin med et smil.

"Hvad skulle der foregå?" grinede jeg og lagde armene om ham. Han smilede stort og lagde også armene om min lænd.

"Ingenting," svarede han og sendte mig et stort tandpastasmil.

"Ønsk mig held og lykke," sagde han hvilket fik mig til at smile.

"Det behøver jeg ikke. Du klarer det fantastisk!" svarede jeg med et smil, som også fik ham til at smile. Så lagde han panden mod min og kiggede mig ind i øjnene.

"Sig det nu bare," svarede han en anelse utålmodigt, hvilket fik mig til at grine kort. Jeg kiggede smilende på ham og lagde begge mine hænder om hans kinder. Hans øjne så forventningsfuldt ind i mine.

"Held og lykke," sagde jeg stille. Han smilede kort.

"Tak," svarede han blidt og pressede derefter hans dejlige læber mod mine. Jeg mærkede hurtigt suget i min mave og den ustyrlige glæde. Jeg havde virkelig manglet hans læber mod mine, skønt det kun var 2 timer senere jeg sidst havde fået et ordentligt kys.

Smilende trak jeg mig stille ud, da en sikkerheds mand begyndte at råbe at der nu var 20 sekunder til Ellen begyndte showet. 

Jeg nussede stille hans kinder med mine tommelfingre. "Smut så med dig," beordrede jeg kærligt så Justin slog en latter op og fjernede sig en anelse fra mig. Det gik pludselig op for mig at Chaz var forduftet for lang tid siden.

"Okay okay," svarede Justin med et smil.

"Vi ses efter showet,"  hilste han og gik mod døren. 

Jeg smilede og vinkede kort.

"Det gør vi ihvertfald."

 

_____________________________________________

 

Godt inde i interviewet fornemmede jeg tydeligt at det var ved at være tid. Snart ville spørgsmålet glide over Ellens læber. Det spørgsmål jeg frygtede så meget.

Lige nu snakkede de om Justins søskende, Jazmyn og Jaxon som jeg endnu ikke havde mødt. Faktisk så havde jeg ikke mødt nogen fra Justins familie endnu, men var det ikke også lidt tidligt?

"Så.. Justin."

Mit blik fløj op på skærmen. Den var blevet sat op så vi kunne følge med i showet backstage.

"Ellen?" svarede Justin kækt, så hun undslap et grin.

"Nej, men altså. Hvis jeg nu siger den anden dag, hvad siger du så?" spurgte hun.

Kameraet zoomede ind på Justins ansigt. Han var god til ikke at vise følelser, det var han virkelig.

"Eh, det ved jeg ikke?" svarede han spørgende.

"Jeg var ude og handle forleden? Hvis det altså er det du fisker efter?" svarede han sødt og det fik hurtigt publikum og jeg selv til at grine hysterisk. Ellen grinte selv, inden hun spurgte på en anden måde.

"Nej, ikke helt det. Jeg tænkte mere på.. det her," svarede hun og sendte publikum et hemmelighedsfuldt smil. Underligt nok var jeg ret rolig omkring det klip hun havde tænkt sig at vise. 

På storskærmen så vi nu pludselig Justin den anden dag, som indrømmede at han ikke var single.

 'Nej, jeg er ikke single.' 

Ordene genlød i mine ører. Jeg huskede hvor glad jeg havde været lige der.

Da klippet sluttede vendte Justin smilende hovedet mod Ellen som bare stirrede på ham.

"Forklar dig, Justin," beordrede hun hvilket fik ham til at slå en høj latter op indtil hun selv grinte.

"Ej, spøg til side, hvad mente du med denne sætning?" spurgte hun interesseret. 

"Hvem er den heldige pige?" fortsatte hun smilende.

Justin smilede så meget at han lignede en lille dreng som var blevet spurgt om han kunne tænke sig en is. Helt igennem cute.

"Du har sikkert et gæt," svarede han bare med et smil, så Ellen grinende nikkede.

"Du kender mig for godt Justin!" svarede hun lige inden et billede af mig poppede op på storskærmen. Det var igen det billed Justin havde lagt op af mig. Jeg smilede. Justin kiggede smilende på billedet og så nikkede han til Ellen, hvilket resulterede i en stor klapsalve fra publikum.

"Jeg tænkte det nok! Justin, hvad fik dig til at falde for Judy?" spurgte hun da publikum igen var faldet ned. Justin trak på smilebåndet.

"Du finder ikke en sødere, mere beskeden pige end Judy," svarede han med det konstante smil på læberne og publikum klappede igen af hans rødme.

"Jeg mener, bare se på hende!" forsvarede han sig og pegede på billedet af mig. Jeg smilede stort og mærkede hurtigt den varme fornemmelse i maven. Jeg tror det kaldtes lykke.

"Jamen du har helt ret. Skal vi give en klapsalve for Justin Bieber og hans kæreste Judy Johnson?" råbte Ellen så og publikum rejste sig og klappede. Justin hilste af, fjernsynet backstage slukkede, kamerarene lukkede ned og publikum fandt sin vej ud af bygningen.

Uden at være i stand til at tørre smilet af mit fjæs, smuttede jeg om bagved for at hjælpe med pakningen. Jeg hørte Justin give high-five med Ryan, men jeg stod med ryggen til.

Jeg begyndte at pakke taskerne vi havde haft med, men blev afbrudt, da et par arme lagde sig om mig. Smilende kiggede jeg ned på hans tattoverede håndled uden at vende mig om. Han tog en smule hårdere fat om mine hofter og drejede mig blidt en halv omgang så jeg nu stod i hans favn. Han sagde ikke noget, smilede bare, så derfor begyndte jeg som sædvanlig at snakke.

"Det gjorde du godt," roste jeg og sendte ham et smil. Han trak på skuldrene.

"Det er ikke så svært at tale lige fra hjertet."

Mit hjerte blødte bogstaveligtalt af lykke ved hans ord, hvilket også var det der fik mig til at kysse ham på kinden. Han smilede stort og gav mig så et rigtigt kys.

"Stop med at være så sød," mumlede jeg hvilket fik ham til at grine.

"Vil du hellere have at jeg ikke er sød?" spurgte han.

Jeg slog ham blidt på brystkassen, så han tog fat i min hånd og trak mig helt hen til sig.

"Nej da," hviskede jeg.

Han smilede.

"Det regnede jeg heller ikke med."

Så gik han et par skridt i den modsatte retning, så han blev nødt til at slippe min hånd. Jeg holdt øjenkontakten lige indtil han mimede; 'later'. Så rødmede jeg så voldsomt at jeg blev nødt til at gå videre med taskerne.

Det sidste jeg hørte inden jeg igen forsvandt ind i min egen verden var Justins høje grin, som lød som sød musik i mine ører. 

 

___________________________________________

Hey alle!

Så var der endnu et kapitel! Ikke særlig spændende, jeg ved det, men jeg må gemme det til næste xD

Hvad tror I der vil ske? Hvad var der med Chaz? Opførte han sig ikke liiidt underligt? You'll see.

Vi ses i næste kapitel <3

Btw så TAK FOR DE 8000+ visninger!

 

~ Anna M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...