Hjertets begær | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2015
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Rigmandsdatteren Lucie og hendes to bedsteveninder tager på en bytur, der ender ud over det sædvanelige, da Lucie bliver væltet omkuld af en mystisk dreng, der slæber hende med gennem New Yorks gader. Men hvem flygter han fra, og hvem er han? Og hvad skal hun stille op, når hendes bedsteveninde begynder at date ham, og hun indser, at hun har følelser ham?
Bliver det loyaliteten til hendes veninde, eller hendes hjertes mest hemmelige, inderlige begær, der vinder?

34Likes
53Kommentarer
36263Visninger
AA

14. "Du er fandme for barnlig nogle gange, Victoria."

      Det var lidt som om, at stormen Sandy ramte mig i form af en stemme, da jeg dårlig havde nået at sige ‘hej’, før Sheila var startet med at snakke hurtigt som et lyn, hvilket resulterede i at jeg ikke forstod et ord af hvad hun sagde. 

     “Sheila! langsommere tak” 

     Hun sukkede. 

     -“Jeg sagde; jeg sidder nede på Starbucks helt alene på en kold 4. December! Hvad siger du til at komme herned og fortælle Victoria og jeg om din date igår?” 

     “Sagde du ikke lige, at du var alene?” 

     -“Jo altså… Alene og alene… Altså Victoria er her, men vi er også næsten en og samme person, så vi tæller ikke som to!"

     Jeg tog en hurtig beslutning om ikke at diskutere med Sheila, da det som regel var en rigtig dårlig idé. Det kunne nærmest mærkes helt nede i maven, at jeg blev utroligt utryg ved informationen om Victorias tilstedeværelse. Hun havde ikke sagt eller gjort noget truende i et par dage nu, men jeg vidste også at hun hurtigt kunne vende 180 grader og gøre mit liv til et helvede, selvom jeg ikke havde den mindste form for kontakt med hendes elskede Justin.  

Sheila endte hurtigt, med at få mig overtalt til at komme ned til hende og Victoria på Starbusk, men det var nu heller ikke fordi det tog særligt meget at få mig overtalt til Starbucks.

 

     Jeg stod med hænderne mod de blanke, våde fliser på væggen i brusebadet og nød det varme vand skylle ned over mig. Hvad fanden var det, jeg havde haft gang for tre dage siden, da jeg var sammen med Brandon? Det var ikke, fordi det ikke var godt for var det, men jeg følte mig en smule klam efter at have haft sex med min barndomsven. Jeg vidste ikke hvorfor jeg ikke havde sagt fra overfor ham, for jeg var ret sikker på, at jeg allerede i øjeblikket hvor det skete vidste, at jeg ville komme til at fortryde det kort efter, og det måtte jeg da så også give mig selv ret i. Der var ligesom noget umoralsk i at have haft sex med Brandon. Tjo, jeg vidste da udemærket godt, at jeg havde haft et one night stand eller to (måske mere lad være at dømme mig), men at have et med min barndomsven? Jeg fattede ingenting længere. Det føltes så forkert, og min krop føltes helt forkert.

     Det varme vand brændte næsten min sarte bløde hud, efter jeg havde stået under det så længe, selvom jeg burde være trådt ud og have tørret mig selv for længst, men jeg var hundrede procent sikker på at jeg ikke var den eneste, der brugte 20 minutter på faktisk at bade og derefter brugte yderlige 30 minutter på at stå og reflektere over de ting, jeg havde foretage mig i livet. Lige idag kunne jeg så reflektere over at have haft seksuelt samleje med min barndomsven. Min ene hånd fandt hurtigt sin retmæssige plads i mit ansigt, da jeg uden videre face-palmede mig selv, men det havde jeg vidst også fortjent. 

     Et lavt pling kunne pludselig høres, og jeg formodede straks, at det kom fra min telefon, der lå på marmor pladen ved håndvasken, jeg tænkte, at det nok var Sheila, der spurgte, om jeg var druknet i mit toilet eller hvad, siden jeg ikke var kommet endnu, så jeg slukkede hurtigt for vandet og greb min badekåbe og et håndklæde. Håndklædet viklede jeg hurtigt rundt om mit sjaskvåde hår, badekåben lukkede jeg stramt om livet på mig selv. Hurtigt prøvede jeg at fjerne noget af alt duggen fra spejlet med ærmet fra min badekåbe, men ligeså hurtigt som det forsvandt, var det der igen, og jeg sukkede dybt irriteret over det pokkers dug, der forhindrede mig i at se mit eget spejlbillede. Jeg tog min telefon op fra den skinnende bordplade for at se hvad Sheila havde skrevet, men til min overraskelse var det ikke engang hende. Det var Patrick, der havde sendt mig en besked på Kik.  

 

_______________________________

 

Anonymous Stranger: 

 

Flot veranda du har dig babe ;) 

_______________________________

 

     Jeg fløj nærmest ud på min veranda, kun iført min badekåbe, og jeg så mig med det samme rundt. Han var her ikke. Jeg trådte ud til rækværket og lænede mig let ud over det, for at se nede på gaden, om jeg eventuelt kunne få øje på en dernede, som muligvis kunne være den mystiske Patrick, men jeg så ingen, der så ud som jeg havde forestillet mig inde i mit eget hoved. Pling! lød det igen fra min telefon som jeg heldigvis havde taget med herud. 

 

_______________________________ 

 

Anonymous Stranger: 

 

Lige været i bad? Sød morgenkåbe. Du ser

godt ud ;) 

_______________________________

 

     Jeg rynkede på panden, da jeg så rundt igen. Et snært af skuffelse løb henover mig da jeg endnu engang følte, at jeg havde haft muligheden for at se ham, men at jeg var for langsom til at nå det. 

     Det var lidt underligt med Patrick. Vi havde skrevet sammen hist og her siden den aften med Brandon - Okay måske havde vi skrevet lidt meget. Han virkede virkelig som en cool fyr, men han nægtede at lade mig se ham, hverken på billeder eller i virkeligheden, selvom han altid så ud til at vide hvor jeg var, eftersom han som regel kommenterede på hvordan jeg så ud. Det var meget mærkeligt, at jeg nærmest følte mig knyttet til en jeg ikke havde mødt og snakket med. For helvede! Jeg havde jo ikke engang set ham, men han var bare så utroligt sød og charmerende at jeg næsten var bange for, at han kunne være en uhyggelig gammel pædofil eller noget. 

     Jeg vendte hurtigt snuden ind på mit værelse, og svarede Patrick med det samme spørgsmål som alle de andre gange han kommenterede på noget, som jeg foretog mig - Hvor er du? Hvordan kan du se mig? Jeg vidste ikke hvorfor, jeg blev ved at spørge, når jeg udemærket godt vidste hvad han ville svare. 

     Jeg havde ligesom forestillet mig en høj, bredskuldret ung mand med mørk-blondt hår og et fængende blik, men alt dette var bare noget jeg forestillede mig, da jeg ikke havde det mindste hint om hvordan han så ud. Han var så fast besluttet på at forblive anonym, at han ikke engang ville fortælle mig hvilken del af New York han var fra, og det dette irriterede mig grænseløst på alle tænkelige måder. 

     For første gang i lang tid besluttede jeg mig for at klæde mig lidt rocket, da jeg i det sidste lange stykke tid enten havde klædt mig meget piget med en knivspids af street, eller havde klædt mig meget street med en knivspids af noget piget eller sofistikeret. Idag havde jeg besluttet, at det skulle være anderledes, så jeg hev en stor hvid sweater ud af mit skab, nogle sorte uld strømpebukser og tog mine Michael Kors Vivia Metallic leather ankle boots på. Det var et par sko, som jeg havde købt for hundrede år siden på en ferie, men jeg havde aldrig rigtig gået med dem. Mit hår smed jeg op i en hestehale da jeg bare overhovedet ikke magtede det, og så var jeg ellers ude ad døren inden for et par minutter. 

 

     “Det var du fandme længe om! Du skal være glad for at jeg ikke står midt i en økonomisk krise, jeg har kun bestilt din latte til dig 4 gange,” grinede Victoria og Sheila grinede mindst ligeså meget med hende. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke skulle være bange for Victoria idag, heldigvis. Med et varmt tæppe rundt om mig satte jeg mig ned på den ledige stol og tog en tår af min latte, som til mit held stadig var varm, så det måtte jeg takke Victoria mange gange for. Med alt det der var sket med Brandon, havde jeg slet ikke haft tid til at tænke på hvordan hende og Justin gik. Generelt havde jeg ikke haft specielt meget overskud til at tænke på Justin her for tiden, måske var det fordi jeg prøvede at finde ud af, hvem Patrick var, og at jeg faktisk følte mig ret fængslet af hans mysterie. 

     “Hvordan går det med kæresten Victoria?” 

     -“Det er overhovedet ikke vigtigt. Har du hørt mere fra Brandon?” hun begyndte at grine lidt, stadig overvældet ved tanken om at jeg overhovedet havde kunnet finde på det. Selvfølgelig havde jeg allerede fortalt mine piger alt om det, og detaljerne var selvfølgelig også skåret ud i pap (til en hvis grad). 

     “Han ringede morgenen efter, og så har han nok skrevet til mig 50 gange.” kort tog jeg mig selv i at rulle med øjnene, og grine lidt da jeg syntes, det var en smule barnligt, at han havde skrevet så meget til mig, “men jeg ved bare heller ikke hvad jeg skal svare."

     -“Jeg ved hvad du mener. Jeg bearbejder det stadig.” et lille fnis hørtes fra Victoria, og efter det var der stille i et par minutter mellem os alle sammen. Overvejende om jeg skulle spørge mere end til hende og Justin, så jeg på hende. Hun svarede så undvigende og drev straks opmærksomheden over mod Brandon og jeg. Hvordan jeg skulle tolke det, vidste jeg ikke. Det kunne selvfølgelig også bare være, at jeg overreagerede og at hun bare ikke ønskede at være samtalemnet? Nej, nej, nej det var ikke en mulighed. Victoria dyrkede nærmest opmærksomhed, hun tilbad det om ikke andet. 

     Efter nogen tid var Sheila gået på toilettet og havde efterladt mig med Victoria. Dette var mit øjeblik. Øjeblikket, hvor jeg skulle finde ud af, om hun og Justin havde problemer, og om kontakt mellem Justin og jeg stadig var strengt forbudt. Problemet var bare at jeg ligesom ikke rigtig vidste hvordan jeg skulle starte en samtale om noget, der over længere tid havde været tabu; Justin og jeg. 

     De små 4 uger, måske mere, hvor vi ikke havde været i kontakt med hinanden føltes som evigheder, men det var nok mest fordi, at det var ret tydeligt, at vi begge ønskede at være i kontakt med hinanden, vi kunne bare ikke komme til det. Bare ved tanken om alt det der havde foregået, begyndte jeg at føle mig irriteret, så jeg rumsterede lidt rundt i min stol i håbet om at komme til at tænke på noget andet.

     Victoria så på mig med et semi koldt blik og stillede sin kaffe fra sig. Kuldegysningerne løb op og ned ad armene på mig. 

     “Hvorfor spørger du ind til Justin og jeg?” hendes tonefald havde ændret sig. Det var meget monotont ligepludselig  og lidt robotagtigt. 

     -“Ren nysgerrighed…” jeg trak lidt på skuldrene og så lidt rundt omkring for at undgå hendes blik som altid, når hun stille gled ind i sin zone. 

     “Nysgerrighed.” hun tog atter sin kaffe i hånden, “hvorfor? Troede du at i tilfældet af, at Justin og jeg var uvenner, at så ville jeg ikke kunne finde ud af hvis du kontaktede ham? Hmm?” hun skræmte mig en smule, men gjorde det også meget hurtigt klart, at det ville være umuligt for mig at komme i kontakt med Justin, uden hun fandt ud af det, selvom det egentlig ikke var min hensigt. 

     -“Victoria… Jeg ved godt du ikke vil have, at jeg snakker med Justin, og derfor gør jeg det ikke."

     “Hvad er du så så nysgerrig for?” snerrede hun med det samme. 

     -“Fordi vi er sammen med Sheila lige nu, og fordi jeg faktisk bekymre mig om dit forhold. Tro det eller ej.” 

     Hun pressede sine læber sammen i en tynd streg og hævede øjenbrynene lidt. Sassy much. Mig, jeg satte mig bare tilbage og tog en tår af min kaffe, imens jeg virkelig prøvede at have så fredelig en udstråling som muligt.

     “Jeg har aldrig løjet for dig Victoria. Der har aldrig været noget mellem Justin og jeg, og det ønsker jeg heller ikke at der skal blive,” men var det der så løgn? Med alle de underlige følelser jeg havde i kroppen, når jeg så dem sammen? Eller de små-romantiske øjeblikke Justin og jeg havde haft? Var jeg virkelig påvirket af hans charme? Det var alle sammen spørgsmål jeg ubesvarede måtte skubbe væk i en fart og atter rette min opmærksomhed mod Victoria. 

     “Tror du ikke, at jeg har set hvordan du kigger på ham, med lysten lysende ud af øjnene på dig?” 

     -“Victoria, er det ham eller mig, du ikke stoler på?” hun satte sig tilbage i stolen og så lidt til højre og venstre. Hun vendte sig for at se om der var noget syn af Sheila, hvilket der ikke var, så hun rettede blikket tilbage på mig. 

     “Jeg stoler på jer begge to bare ikke, når i er i hinandens selskab.” 

Jeg grinede, irriteret over hendes latterlige kommentar. Aldrig havde jeg da hørt noget så latterligt. Der var vel en grund til, at han var blevet kæreste med hende, og det var vel for guds skyld ikke, så han kunne gå og være hyggelig med mig i smug. 

     -“Du er fandme for barnlig nogle gange Victoria,” sagde jeg til hende hudløst ærligt, men hun trak bare på skuldrene. 

     “Jeg sørger bare for at det, der er mit, forbliver mit. Så simpelt er det,” hendes nuværende provokerende attitude gjorde så irritationen inden i mig boblede op som gloende hed magma i en vulkan, og jeg var ikke sikker på, om jeg ville ende med at eksplodere eller ej. Jeg tog nogle dybe vejrtrækninger, men intet syntes at hjælpe. 

     Victoria udbrød i et flabet ondskabsfuldt grin, der for alvor sendte mig ud over kanten, og i det næste øjeblik fløj jeg ind over bordet og tømte hendes kaffe ud i skødet på hende. Kraften fra vores sammenstød (bedre kendt som mig, der gik i flæsket på hende) resulterede i, at stolen væltede brat ned på jorden, og jeg lå ovenpå hende. 

     “Wow, intens stemning tøser. Er i midt i en mental cat-fight eller hvad?” Sheilas stemme brød forstillingen i mit hoved, af mig der gik lige i kødet på Victoria. Det gav et ryk i mig, og jeg så mig kort omkring, før det ligesom gik op for mig at det ikke var sket. Puha. 

     -“Tja du ved, stilheden tog ligesom over.” jeg smilede til Sheila og så til Victoria, der sad og halvgrinede en smule. Jeg havde så gerne set at jeg bare var gået amok på hende og fortalt hende en ting eller to, men for det første ønskede jeg ikke at blive suspenderet fra Starbucks, og for det andet var fængsel ikke lige et sted for mig. For slet ikke at nævne hvad min mor ville sige. 

     “Åh,” Sheila grinede en smule og nikkede, i det hun satte sig ned. “Når ja! Cameron skrev lige at hans ven Oliver holder fest i aften. I ved ham ude fra Hamptons,” åh gud… Hun måtte da lave sjov… “jeg regner med at i begge to kommer?” 

     Victoria var straks på. Hun fløj nærmest frem i stolen, og var igang at lave både Nae Nae og Noi Noi inden for de næste 3 sekunder. I det næste øjeblik så de begge to på mig som om de ventede på, at jeg skulle sige noget eller rettere, at jeg skulle være ligeså ekstatisk som dem, men for at være ærlig var jeg ikke helt sikker på, at jeg havde lyst. Og dog, så ville det være rart for en gangs skyld bare at drikke for at have det sjovt. 

     “Okay, okay… jeg skal nok tage med.” 

     I samme øjeblik hørte jeg et meget velkendt pling nede fra min taske, og jeg skyndte mig faktisk relativt meget med at få min mobil op ad tasken, for at se om det mon kunne være Patrick, og hvad han i det tilfælde havde skrevet. 

 

_______________________________

 

Anonymous Stranger: 

 

Hvad så engel? Hvad underholder du dig

selv med? 

_______________________________ 

 

     “Sig mig, hvad smiler du af?” spurgte Victoria med en nysgerrig stemme. Sheila stillede næsten samme spørgsmål, lige efter Victoria og jeg så op på dem. Jeg kunne fornemme hvordan mine kinder blev varmere og varmere. 

     -“Ikke noget” svarede jeg og vendte tilbage til min mobil, imens jeg kæmpede en brag kamp for ikke at dø af grin. 

 

_______________________________

 

Miss. L. Alaire: 

 

Jeg får mig bare en kaffe med pigerne. Hvad

med dig handsome?

_______________________________

 

     Jeg tror hurtigt de lugtede lunten. Jeg sad jo med min mobil i hånden og smilede som en anden retarderet sæl, så det var vel egentlig ret åbenlyst, at jeg skrev med en fyr, hvilket også var grunden til at jeg ikke helt vidste hvorfor jeg overhovedet prøvede at skjule det. 

     Det overraskede mig faktisk at Sheila ikke begyndte at protestere for slet ikke at nævne Victoria, men så igen kunne Victoria vel egentlig være ligeglad med hvem han var, og hvor han var fra, så længe det var en, der ville holde mig fra Justin. Vent… det kunne vel ikke være muligt, at det var Victoria, der havde fået en eller til at skrive til mig bare for at holde mig fra Justin? Tanken skræmte mig. At hun måske kunne finde på sådan noget gjorde mig i tvivl om, hvad jeg egentlig havde haft gang i her de sidste dage. Kunne Patrick virkelig være en af Victorias venner? Kunne Patricks charme i virkeligheden være en del af ondsindet plan? Der var nok kun en måde at finde ud af det på, og det var vel ved at spørge ham, om han kendte en, der hed Victoria, og om den Victoria tilfældigvis skulle være min veninde, men jeg tænkte at nu, ikke var det rigtige tidspunkt bare at smide en bombe af mistillid som den. Jeg måtte møde ham, snart - og da måtte jeg finde ud af, om jeg kunne koble ham til Victoria på nogen mystisk måde. Men lige nu var det nok bare bedst at holde lav profil omkring mine mistanker om deres samarbejde. 

 

_______________________________

 

Anonymous Stranger: 

 

Hvordan kan du kalde mig handsome, når du 

ikke har set mig babe? ;

_______________________________ 

 

     Forhelvede da. Jeg håbede virkelig ikke, at han var sådan en type, der skulle modsætte sig mig, hver evig eneste gang jeg gav ham en kompliment, for så ville jeg da blive vanvittig i længden. Sandheden var, at jeg ikke var specielt imponeret over mennesker, der ikke kunne tage en kompliment. Selvfølgelig skulle alle da have lov til at have deres personlige kampe, men når andre folk gav en kompliment, var det mindste man kunne gøre da at tage imod den i stedet for at begynde at protestere og modsige andre folk. 

     Igennem de seneste to år, hvor jeg havde været meget åben overfor mine meninger om diverse ting, havde jeg skam også modtaget meget kritik for at være så kold og kynisk over for nogle ting, fordi jeg tit godt kunne lyde lidt kynisk, men så længe jeg udemærket vidste at jeg ikke var det, så var jeg faktisk ret ligeglad med hvad andre gjorde af tanker om mig. 

     Og alligevel var der bare noget ved hans flabede måde at fastslå at jeg ikke havde set ham, der gav mig endnu mere lyst til at se ham. Lyst til bare at finde ham og se om han så ud, ligesom jeg havde forestillet mig. Det var en underlig form for tiltrækning, den jeg følte for ham, og jeg var helt tom for ord, der kunne beskrive den. 

 

_______________________________

 

Miss. L. Alaire: 

 

Jeg stoler på min mavefornemmelse, og den 

fortæller mig at du er handsome ;) 

_______________________________ 

 

     Patrick og jeg havde en underlig måde at flirte med hinanden på. Nogle gange var den sukkersød, og andre gange var den bare direkte flabet og provokerende. Jeg kunne fornemme ud fra hans måde at svare mig på, at han var mindst ligeså provokerende som jeg selv var, hvilket betød, at han ville være en positiv udfordring. Der var noget, over Patrick der virkede fængslende, noget mystisk som jeg ikke helt kunne forklare. Han var spændende netop, fordi jeg ikke vidste hvem han var, men også en smule skræmmende, idet han vidste præcis, hvem jeg var og hvad jeg foretog mig på adskillige ad dagens tidspunkter. 

 

 

***

Endnu en fest i Hamptons? Det kan kun betyde mere drama mellem vores kære Victoria og Lucie
Åh oh... 

 

***

 

Endnu engang har jeg tilladt mig at lade være vente i mega lang tid, på at et nyt kapitel ville blive udgivet!

Som altid er jeg ked af det! 

Håber i nød kapitlet og at vi ses igen, næste gang et kapitel bliver udgivet! 


- Une fille 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...