Insulated {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 30 apr. 2015
  • Status: Igang
Der er gået to måneder siden Emma Walter og Harry Styles blev bortført og sendt i isolation i det nordiske Scotland. De lever som slaver og færdes hver dag i et farligt miljø med en stor chance for at blive kvast under store blokke sten, pisket ihjel eller død af sult. Det er strengt for den unge Emma, men kæmper for at holde håbet om frihed oppe. I et håb om frihed og kærlighed står Harry og Emma sammen, men det hårdere arbejde og det de bliver udsat for, truer deres forhold og i en kamp for at holde sin elskede i live, må man tage dystre konsekvenser. *2'eren til Different og kan indeholde voldsomme scener*

23Likes
28Kommentarer
4279Visninger
AA

14. 10. Et skridt i den rigtige retning.

Sneen havde taget til i Scotland i dette år, at det skaffede trafikken lange køer og flere biluheld end Dave nogensinde havde set. Hans skrivebordsskuffe var overfuldt med reporter fra flere forskellige uheld igennem de sidste to måneder. For ham føles det uoverskueligt at holde øje med alt, hvad der skete rundt i den hvide verden. 

Den slanke, kraftigt bygget unge mand, lænede sig tilbage i stolen og stirrede på i loftet. Han var udmattet og kørt træt i den opgave, der var henvendt sig til ham for ikke ret langtid siden. Folk havde åbenbart hørt om hans hårde arbejde, som havde sikkert sig stillingen som kriminalbetjent hos Scotlands politi. Dave havde arbejdet uafbrudt i uger for at få ledetrådene og puslespilsbrikkerne til at hænge sammen. Det irriterede ham gevaldigt, og han forstod langsomt godt hvorfor de fleste politimænd opgav sagen, alligevel var Dave opsat på at finde dem.

“Kommisær Brooks.” banken på døren afbrød Daves tankegang, mens en ung assistent dukkede op bag trædøren. Han smilede roligt til hende og skubbede alle hans bekymringer i baggrunden. Assistenten, Vikki, hvis kommisæren huskede rigtig, var en spinkel rødhåret kvinde for den tekniske afdeling, som stadig ledte efter spor på den strækning, de var forsvundet.

Dave nikkede venligt til hende og foldede hænderne sammen i forsøg på at virke så uforstyrret som mulig. Vikki sendte den muskuløse mand et genert smil. “Der er nogen for at se dig,” sagde hun gennem det hvide tandsæt. “…det er ikke jounalister, hr,” tilføjede hun, da han skulle til at spørge om det. “Det er venner af de forsvundende.”

Kommisæren lænede sig op ad skrivebordet og mødte assistens dybe grå øjne. “Kom ind med dem,” beordrede han uden så meget som en tøven. Han var fast besluttet på at vide, hvad de kunne fortælle ham om de to forsvundende personer. Måske ville det give et peg i den rigtige retning. Vikki nikkede og forsvandt ud af syne, men kort efter dukkede fire personer op i døren. Alle sammen drenge kun nogle år yngre end Dave selv.

“Sid ned.” Dave nikkede i retningen af stolene, der var stillet op foran hans skrivebord. Tøvende satte boybandet sig ned og slugte hver eneste detalje i betjentens ansigtsudtryk. Af få års erfaring, han hurtig havde fået indlært, bemærkede han personernes urolige opførsel og spændte muskler. Dave valgte at ignorere det for i stedet at trække informationer ud af dem.

“I er de forsvundnes venner, ikke sandt.” drengene nikkede samtidig. Generte, vurderede Dave og prøvede at gøre det så komfortabelt for drengene som muligt. “Hvor godt kendte I dem?”

Bandet forblev stille og så på hinanden, som de ventede på, at en af dem skulle sige noget. Kommisær Brooks sukkede og lænede sig ind over bordet få at fange deres øjenkontakt. “Jeg ved det er svært at tale om, og jeg forstår jer udmærket godt, at I helst vil undgå at snakke om dem. Tro mig, jeg vil have det lige sådan. Men jo mindre I holder tilbage, jo minder får vi at arbejde med, hvilket vil gøre, det sværere for os at finde dem og fange de skyldige. Vil I være skyld I at jeres to bedste venner skal rødne op, hvor gud ved hvor er? Så vær venlig at svare på de spørgsmål jeg stiller jer, det vil være til så meget nytte.”

Dave så på hver af dem, der langsomt kiggede ned i jorden. “Hvad hedder I?” lagde han ud med for at se om, han havde rusket lysten lidt op i dem.

“Louis,” kom det fra bandmedlemmet, der sad overfor ham. Louis var iført en langærmede trøje, som hang skævt over hans løse bukser. Hans øjne var matte og mindede Dave om en, der ikke havde sovet i længere tid. “Det er Niall, Liam og Zayn.”

Louis pegede skiftevis rundt på sine kammareter.

“Jeg er Dave Brooks, kriminalkommisær,” præsenterede Dave sig og sprang direkte til spørgsmålene. Job først, hyggesnak bagefter. “Hvor godt kendte I dem?”

“Øh … vi mødte Harry første gang i x factor i 2010, mens Emma kom senere hen,” begyndte den blonde af dem, som Dave huskede som Niall. “I starten kendte vi ikke så meget til Emma, da hun ikke var så glad for at fortælle om sig selv, indtil Harry og Emma begyndte at komme sammen flere måneder, før de forsvandt.”

“Hvad fortalte Emma jer?” drengene så tænksomme ud.

“Til hvad jeg kan huske, var hun aldrig særlig gode venner med sin mor,” svarede Liam og lænede sig tilbage i stolen. Dave kunne langsomt mærke, de faldt til ro og gav ham deres tillid - præcis som han gerne ville have det. “De havde mange skænderier, især om hendes forhold til Harry, at hun til sidst besluttede sig for at flytte over til Harry. Den dag blev også deres sidste. Emma slukkede alt kontakten til hende.”  

“Hendes mor døde en uge før Emma og Harry forsvandt, kan jeg forstå på de reporter, jeg har fået ind,” sagde Dave og startede med selv at føle sig godt tilpas i deres selvskab. Han kunne godt få en lang snak med dem, hvis han ikke havde meget, der skulle gøres.

“Det passer,” udtrykte Zayn, en sorthårede fyr med synelige skægstubbe. “Hun var meget ked af det i den periode og holdt sig inde døre. Emma ville kun lade Harry komme i nærheden af dem de første par dage, men lukkede mere op for os andre. Selvom hun var ked af det, valgte hun at forblive væk for begravelsen for i stedet at gemme sig under dynen.”

“Havde de nogen fjender?”

Der blev stille i rummet. Drengene så tænksom ud, mens de stirrede ud af vinduet, der viste dyngerne fuld af sne. Dave lod dem tænke ud, da han vidste, det kunne være svært at finde folk andre ikke kom for godt ud med. Imellem tiden fandt Dave et blankt stykke papir frem og begyndte med hurtigt, klodsede bogstaver at skrive stikord ned, så han kunne huske tingene tidligere, idet øjeblik han skrev sin Report.

Tavsheden varede ydeligere femten minutter, før Liam tog ordet. “Jeg ved ikke om hun tæller med,” startede han og så hurtigt over på de andre drenge, som så ud til at have den samme person i tankerne. Dave lænede sig koncentrerede over bordet for at være sikker på, han fik alt med. “Men jeg kan huske, hun aldrig kom godt ud med en der hed Natalie. Jeg kan ikke helt huske hendes efternavn, men i hvert i fald havde de ikke et særlig godt forhold mellem hinanden.”

“Hvordan var Emma som person,” sagde Dave og skrev hurtig Natalie ned på papiret. Måske et skridt tættere på gerdningsmanden eller kvinden, tænkte han, inden han så forventningsfuld på de fire drenge.

“Emma var en sød, en smule følsom pige, der var gang med en uddanelse. Øh … nogen gange virkede hun lidt mystik, men ikke noget som virkede vær at byde ind til. Hun vil sikkert heller ikke svare på det, hvis vi spurgte,” fortalte Louis, som stirrede ud af vinduet og undgik Daves blik.

“Jeg er bare lidt nysgerrig.” Dave smilede beroligende til drengene. “Hvad døde hendes mor af?”

Bandet fik store øjne. Kommisæren fik hurtig indtryk af, de selv havde stillet det samme spørgsmål, eller om det politiet havde fortalt dem, faktisk var sandt. Med sin erfaring lænede han sig helt overbordet, at han skubbede en bunke ark ned på gulvet, og sagde med dyb alvorlig stemme: 

“I tror der ligger mere i hendes død end et selvmord eller hvad jeres politi har fortalt jer. Normalt vil jeg ikke tvivle på jeres tjenestemænds dømmekraft, men som situationen står, har jeg den samme tanke. Jeg tror også, der var nogen som havde en finger med i spillet. Måske den samme person som har kidnappet Emma og Harry … men hvad ved jeg … ingenting. Hvem tror I, der gjorde det?”

Dave vidste, det var et besværlig spørgsmål, han slyngede mod drengene, men måske den eneste til at skubbe dem i den rigtige retningen. Selvom han ikke havde en kendskab til Natalies og Emmas forhold, fortalte hans sjettesans ham, at hun trængte til et besøg af politiet.

“Vi tænker vist det samme, gør vi ikke.” Niall kiggede ind i Daves nøddebrune øjne, der glitrede som musaikker. Drengene vidste, han var deres eneste håb - deres eneste håb om at få deres venner tilbage.

“Hvordan så Natalie ud?” spurgte Dave og fandt et blank stykke papir i sin notesblog, klar til at skrive hver evig eneste detalje ned.

“En slank pige med flotte grå øjne, men alligevel så kolde at se ind i. Hendes hår var en smule krøllet med sort/brun farve, der passede godt til hendes kolde ansigt. For at sige det lige ud, var ingen af os særlig glade for hende,” beskrev Zayn. Dave nikkede og kradsede det sidste ned, før han rejste sig.

Efter flere timer fanget i sin stole og gennemlæst reporter om sagen, inden drengene kom, havde gjort hans krop træt, at det knagede i hans ellers stabile knogler. Han bandede lavmælt, at han havde siddet ned så længe om dagen. Kommisæren vidste udmærket godt, det var dårligt for hans heldbred, og han orkede ikke at høre på den times lange prædiken for hans forlovede om, det ville kunne tage livet af ham.

Han rystede sig ud af hans tanker, da han åbnede døren og trådte ud i myldret af betjente, der forgæves prøvede at finde hoved og hale i deres sag. Sekretær løb rundt som høner uden hoved for at bringe flere forskellige reporter til forskellige tjenestemænd i deres mørke uniformer. Dave skyndte sig forbi passagen af travle mennesker og drejede i stedet for til højre mod en ny række kontorer, der var slået sammen.

Kommisæren stoppede midlertideligt op og spejdede udover hovederne på flere forskellige assistenter til han fandt Vikkis røde hår, siddende ved en computer, sikkert ved at skrive en ny report af et færdelsuheld. Han havde intet i mod at forstyrre hende, når det gjaldt sådan en vigtig sag, han kæmpede for at få opklaret, at han besluttede at hoppe direkte til kødet.

“Kan du finde en kvinde ved navn Natalie, der passer til de her beskrivelser.” Vikki så overrasket op og nærmest stirrede ind mandens brune øjne. Assistenten observerede hurtigt alvoren i sin chefs øjne og tøvede ikke et sekund med at tage papiret fra ham. Hun var allerede til tasterne, da Dave vendte ryggen til hende og vendte roligt tilbage til drengene.

Deres øjne flagrede hen til ham, idet han trådte ind af døren og fandt tilbage til sin stol. Han kunne mærke spændingen gennem deres påtrængende blikke, der var direkte mod hans pande. Kommisæren kunne nemt se på dem, at de var ladt med spørgsmål, som de bare ventede med at fyre af. Dave lænede sig afslappet tilbage og ventede tålmodigt på, at de skulle fyre løs.

I starten så de på hinanden til Liam tog modet og stillede det første spørgsmål. “Er der overhovedet en chance for vi for dem til at se igen?”

“Hør, drenge,” begyndte Dave. “Jeg vil gøre alt i min magt for at finde jeres venner og få dem hjem i sikkerhed igen, så om jeg skulle dø i forsøget.”

“Har I overhovedet en teori?” kom det fra Niall.

“Kidnapperne og morderen for den sags skyld, har været meget grundige med at skjule deres spor. Vi har følelsen af, vi står overfor nogen profesionelle, der hele tiden er et skridt foran os. Vi har intet at gå efter, ingen vidner. Gerdningstedet var ødet, da Harry og Emma blev kidnappet. Undskyld drenge, men vi er blanke,” bekendtgjorde Dave modvilligt. Han var ikke selv stolt af situationen og ønskede, han kunne fortælle dem det modsatte. Gud, please lad der stadigvæk være håb for de stakkels stakler, bad han i sit stille sind.

Med det samme bankede det på døren, at det både gav et sæt i boybandet og Dave, der nærmest var røget ned ad sin stol. Det tog ham noget tid, før han kom sig over forskrækkelsen og bad venligst personen om at komme ind. Vikki hoved dukkede for anden gang i dag bag døren, men i stedet for hendes blide, venlige facon, lyste hun af alvor, Dave aldrig så ved hende. Allerede der vidste han, der var sket noget overraskende eller alvorligt. Den sætning som strømmede ud af Vikkis mund, bekræftede det.

“Der er noget De lige skal se.”

Hun lukkede døren i igen og dæmpede skridt, fortalte Dave hun forlod stedet. Kommisæren rejste sig hurtigt op og traskede med store skridt ud i gangen, der nu var nærmest propfuldt. Af en eller anden grund fulgte drengene efter ham igennem mængden. Betjentene flyttede sig lydigt, når Dave placerede dem. Han mærkede nysgerrigheden omkring postyret og håbede inderligt, det var noget med sagen at gøre.

Drengene, der havde indhentet ham, tabte nærmest pusten, da de så en ung pige med høje kindben og fedtet brunt hår. Hans mave snurrede sig sammen ved synet af klappen for øjet, der tyede på, hun på en eller anden måde havde skadet øjet så kraftigt, at det måtte blive fjernet. Tortur, var det første, der løb gennem hans hjerne.

Emma kiggede nervøst og urolig omkring sig. Hendes ben rystede under hende, at det var tydeligt, hun var udmattet og dehydreret. Hun sagde ikke noget, stirrede kun, som om folkene omkring hende var fremmede væsner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...