Lektier til Online Hogwarts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2014
  • Status: Igang
Det her er Alanna Coopers lektier til Online Hogwarts

7Likes
245Kommentarer
925Visninger
AA

8. Lektie i Magiske dyrs pasning og pleje: Uge 1

Roleplay historie om timen i Magiske dyrs pasning og pleje

"Ingen brug af stave!" Det gjorde Alanna ret så glad. For en gangs skyld var de alle sat på lige fod. I magitimerne var folk meget delt. Enten var man et naturtalent som Dale, eller bare superdygtig som Rosana, eller også var man elendig fordi man bare ikke var så god til det med besværgelse og magi i det hele taget. Og så var der dem i midten som Alanna hørte til. Alanna var ikke naturligt specielt dygtig, mente hun i hvert fald selv og det var ikke blevet bedre af den stav hun havde, men hun kæmpede hårdt for at lære det og når hun endelig mestrede en besværgelse var det faktisk svært at slå hende. Det havde selv Rosana og Dale måttet indrømme. Det var også sådan cirka sket to gange.

"Ja her er du nok på hjemmebane, var?" sagde Rosana med slet skjult morskab tro at hun prøvede at virke irriteret. Attituden krakelerede hurtigt og hun smilede stort.

"Ja, fordi de har helt sikkert fanget mange ugler i mugglerverdenen," sagde Dale smilende. Det var hans sædvanlige drillepindesmil og Alanna rystede på hovedet. Han havde fat i noget og Alanna umiddelbare glæde forduftede til fordel for panik.

"Hvordan i alverden vil hun have at vi skal fange en ugle uden magi?" udbrød hun opgivende og modløst. Det virkede som en helt og aldeles umuligt opgave.

"Er du sikker på at du er okay, Rosie? Du virker ikke som dig selv," drillede Rosana og Alanna var tæt på at hvæse et olmt svar tilbage. Men kom i tanke om at det nok ikke ligefrem ville hjælpe på deres ugleindfangnings-problem.

"Du er bare heldig, du har to Ravenclawelever på holdet Rosie, vi er nemlig über gode til at finde ud af, hvordan vi skal gøre ting. Ikke Kiki?" sagde Dale i et tonefald der mest gav Alanna lyst til at sparke ham. Men hans smørrede smil klædte ham egentlig ret godt.

"Du har helt ret mr. Masbole, som det kan forventes af en Ravenclawelev," svarede Rosana højtideligt med et pokerfjæs. Alanna sukkede opgivende.

"Mange tak, miss Grace," svarede Dale i samme tonefald. De gav hinanden en highive. Alanna rullede med øjnene.

"Hvaa undskyld mig, men havde vi ikke en ugle at fange?" spurgte hun.

"Jo!" svarede de i munden på hinanden. Alanna smilede. Hun havde en svag fornemmelse af at Dale var lidt småforelsket i Rosana, alt det med håret og ting og sager. Og så opførte de sig oven i købet som nogen der allerede havde datet så længe at de vidste hvad den anden ville sige. Det gjorde hende et øjeblik en smule trist. Det ville aldrig blive hende.

"I er fandme ligeså slemme som et kærestepar!" sagde hun til dem og smilede. Det ville være godt hvis hendes to bedste venner fandt sammen. Så slap hun for at stå til ansvar overfor hendes egne følelser.

"Gu er vi da ej, og desuden så er Dale for...," Rosana stoppede op midt i sætningen og Dale var blevet ligbleg. De skjulte et eller andet. Men så fik Dale farve tilbage i kinderne og gav Rosana en albue i siden. Alanna skød det til siden. Måske var Dale bare forelsket i en af de andre piger. Det gjorde ikke rigtig nogen forskel, så længe han var glad og han stadig var deres ven, var hun glad. Ikke?

"Okay det var så underligt at jeg ikke engang gider spørge ind til det!"

De gik hen til det nærmeste træ. De andre var stoppet under det, men det gad Alanna ikke. Hun kravlede bare beslutsomt op efter den ugler der sad og ventede i træet. Det gik forbløffende nemt at klatre op i træet og også pænt hurtigt. Måske lidt for hurtigt, for uglen fløj før hun nåede at fange den. Det lod de andre nede på jorden sig dog ikke slå ud af.

"Hvad nu hvis vi alle sammen kravler op i træet efter den samme ugle, så er den jo nødt til at flygte fra os alle," foreslog Dale og Alanna nikkede. Dale begyndte at kravle op til hende og Rosana godkendte også tøvende forslaget og begyndte opstigningen.

Heller ikke denne gang lykkedes det. Uglen nåede lige akkurat at stikke af da de nærmede sig fra hver deres side. Rundt omkring dem kunne de høre nogenlunde de sammen reaktioner komme fra de andre elever rundt omkring dem. Rosana fik et beslutsomt drag om munden.

"Hey, jeg har en idé," udbrød hun efter et øjebliks tavshed. Alanna kiggede forventningsfuldt på hende og håbede på endnu en af venindens geniale planer.

"Lad os høre," sagde Dale.

"Hvad nu hvis vi alle sammen klatrede op i træet men i forskellig højde, så hvis den nederste misser, kan den næste tage den eller den næste igen?" sagde hun og Alanna var imponeret.

"Det er faktisk en god idé, men altså hvordan skal vi egentlig holde en ugle fanget? Jeg mener, de er jo store dyr med  kløer og alt muligt," svarede Dale. Pludselig fik Alanna en idé.

"Nemt nok," begyndte hun og de kiggede overraskede på hende. "Vi tager vores kapper af og smider dem hen over hovedet på den!"

"Super god idé, Rosie," udbrød Rosana og gav Alanna en highfive.

Stille for ikke at forskrække uglen, kravlede de op i træet. Alanna øverst, Dale i midten og Rosana nederst. Det var egentlig ikke udtænkt særlig taktisk, de andre, eller i hvert fald Dale var højere end hende og han var også hurtigere. Men hun troede ikke han var så meget for højder egentlig og at Rosana befandt sig nederst var i hvert fald med vilje. Alanna havde intet imod dette, det betød bare at hun selv fik lov til at kravle så højt op som muligt. Måske skulle forsøge at komme på Quidditchholdet? Men det måtte vente til senere.

Da de andre havde gestikuleret at det var igang, kunne Alanna ikke rigtig gøre andet en at vente og håbe at de andre fik den fanget. Rosana var helt henne ved uglen før den vågnede, men den nåede at flyve væk op mod Dale. Den havde vidst ikke forventet at endnu en kappe ventede den på den nye gren, men også denne gang undveg den. Alanna holdt vejret, nu var det op til hende. Hun havde allerede kappen parat og ventede til det helt rigtige øjeblik. Uglen, der var overbevist om sin egen sikkerhed blev overasket da Alanna kastede sin kappe over den og med lethed indfangede den. Hurtigt lukkede hun kappen så den ikke skulle stikke af og gav sig til at klatre ned fra træet. Uglen kæmpede en tid endnu, men hun var stædig, og kom over halvvejs ned før hun mistede fodfæstet og var ved at falde hele vejen ned på jorden, hvilket sikkert ville have kostet både uglen og hendes eget liv. Men Rosana havde forudset dette og grab fat i hende hånd. Hun var slet ikke begyndt at klatre ned endnu. Alanna smilede taknemligt.

Triumferede holdt hun uglen op for Dale da de nåede jorden.

"Se, det var rent faktisk den mugglerfødte der var bedst til at fang ugler!" Hun grinede, men vidste godt at det ikke ville have gået så godt hvis de andre ikke havde hjulpet hende så meget.

"Ja, vi kunne ikke have gjort det uden dig Rosie," sagde Rosana med et smil.

"Nej, du misforstår Kiki, vi kunne ikke have gjort det uden DIG, vis ikke vi havde arbejdet sammen som et hold, var det ikke lykkedes," sagde Dale snusfornuftigt. Det fik dem alle til at rase i latter. Med sammenarbejde og venskab kom man længst, det var reglen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...