Lektier til Online Hogwarts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2014
  • Status: Igang
Det her er Alanna Coopers lektier til Online Hogwarts

7Likes
245Kommentarer
926Visninger
AA

7. Lektie i Botanik: Uge 1

Roleplayhistorie om timen i Botanik

Alanna rystede på hovedet af den besked. Djævleslynge. Af alle ting så denne farlige plante. Men så vidt hun huskede virkede den lysbesværgelse aldeles godt på planten. Lumos et eller andet....

"Alanna, George, vi har noget djævleslynge at tage hånd om, kom så!" udbrød Rosana ivrigt.

"Jeg hader altså når du kalder mig George!" udbrød Dale irriteret. Det var rigtig nok, han kunne ikke fordrage sit fornavn og forlangte af alle at de kaldte ham ved hans mellemnavn. Alanna syntes nu at George var et sødt navn, men hun var blevet så vant til Dale at hun ikke kunne lide lyden af det andet alligevel. Og når han nu ikke brød sig om det, skulle de nok lade være. Den eneste gang hun havde kaldt ham det, omkring den tid de alle tre mødtes første gang, havde han fortalt at der var personlige årsager til det. Og det irriterede hende en smule, hun ville gerne vide hvorfor.

"Besværgelsen i skal bruge i dag hedder Lumos Solem," forklarede Professor Buttom. HUn demonstrede kort besværgelsen, hvilket resulterede i at de alle blev blindet. Alanna gned sine øjne, men var imponeret. De tre venner vendte tilbage til deres udleverede plante.

Alanna var ikke videre begejstret. Hun kunne ikke fordrage ting med flere arme end fire og den plante havde måske ti. Eller tyve. Det var et hel hun ikke havde taget talmagi, for i det fag ville hun i hvert fald dumpe.

"Måske skulle vi øve os på noget der ikke er en plante først? Altså ud i luften eller noget?" foreslog Dale. Rosana nikkede og Alanna sluttede sig også til den beslutning. Det var faktisk rigtig klogt.

Hun hævede sin tryllestav for at kaste besværgelsen, vel vidende at det ikke vil gå godt, for det gjorde det aldrig. Hendes tryllestav voldte hende altid ekstreme problemer, men hun ville hellere dø end at sige det til nogen. Staven var af Hyldetræ og besad en kerne af både enhjørningehår og hippogriffjer. Staven havde selv valgt hende, men alle havde advaret hende imod den. Staven var utrolig stædig og lystrede kun en den fandt værdig. Den havde svært ved at binde sig til en heks eller troldmand. Den hånede en hver der ikke tjente den ordenligt. Hvorfor den overhovedet spildte sin tid på en gemen mugglerfødt som hende selv, fattede Alanna simpelthen ikke. Hun håbede bare at folk ikke opdagede hvor udmattet hun altid blev når hun sloges med sin tryllestav. Og som regel gik det da okay. Hun skulle nok en dag vise den trylestav at de var makkere for livet. Hun havde ikke tænkt sig at give op.

"Lumos Solem!" sagde de i munden på hinanden. Resultatet var langt fra tilfredsstillende og Alanna bandede indvendigt. Men de SKULLE altså lykkedes.

Alanna prøvede at slappe helt af. For det meste var det ikke stædighed der skulle til, men simpelt sammenarbejde og koncentration.

"Lumos Solem," gentog hun og de andre gjorde ligeså. Denne gang gik de godt for dem alle og lyset var næsten lige så kraftigt som professorens.

"Er vi ikke klar il palnten nu?" sagde Dale med et selvsikkert smil.

"Det tror jeg," svarede Rosana, men knap på selvsikkert. Det var Alanna ikke enig i og prøvede at opmuntre veninden.

"Åh, hold op Kiki, den plante kan bare komme an, den kan garanteret ikke gøre os noget!" De gik tætter på planten og hævede alle deres stave.

"På tre?" sagde Rosana. De to andre smilede. Af en Ravenclaw elev var hun meget usikker på sig selv. Efter Alannas mening var der ikke den ting Rosana ikke kunne finde ud af, og hun mente ikke veninden havde grund til bekymring.

"På tre," svarede de.

"En, to, tr-" Rosana nåede ikke længere, for pludselig råbte Alanna op. En af djævleslyngens fangearme havde grebet fat om hende højre arm og trak nu voldsomt i hende.

I adskillige sekunder stod hendes to venner som forstenede, den ene mere skræmt end den anden. Alanna var på en gang glad for at de bekymrede sig om hendes sikkerhed, men irriteret over at det hindrede dem i at hjælpe hende.

"Hvad gør vi Kiki?" Alanna hørte ikke rigtigt, hvad de talte om, for rykket i hendes arm tog til i styrke og hun tabte sin tryllestav og den trillede hen over gulvet. Det gjorde faktisk sindssygt ondt, men hun bed tænderne sammen for ikke at skrige af smerte. Den skulle ikke lykkes i at trække hende tættere på så den kunne kvæle hende.

"Lidt hjælp her Kiki," sagde hun irriteret og stirrede olmt på planten og trak som en sindssygt i fangearmen for at komme fri. Ingen effekt, hvilket gjorde hende mere gal.

"Vi skal nok hjælpe, klar Dale?" spurgte Rosana og det fik lidt mere ro til at falde over Alanna.

"Lumos Solem," råbte de i kor og et blændende lys strømmede ud fra deres tryllestave. Det gjorde sindssygt ondt  Alannas øjne, men planten lod også til at lide og krøb væk fra hendes arm. Alanna åndede lettet op og smilede taknemligt til sine venner.

"Se det var bare lidt motivation der skulle til, I er jo stærke, når det virkelig gælder kan i nok se." Rosana rystede på hovedet og gav hende et kæmpe knus. Dale smilede overlegent og snurrede sin tryllestav rundt om sin finger i en overlegen bevægelse.

"Så, jer er altså okay," sagde Alanna og trak sig en lille smule væk fra veninden og trak ned i sit ærme så hende arm var skjult. Rosana smilede.

"Selvfølgelig er du det, du kunne sikkert have klaret dig fint uden os." Alanna rystede på hovedet, men nåede ikke at modsige hende. Professor Buttoms kom hen mod dem og holdt Alannas stav i hånden.

"Ikke uden den her. Du burde passe bedre på den, den er farlig i de forkerte hænder." Alanna tog taknemligt imod staven og overhørte truslen. Der var intet uheld forbundet med staven. Det var bare overtro.

Klokken ringede et sted oppe på skolen. Dale klappede sine veninder på skuldrene.

"Jeg ved ikke med jer, men jeg er skrup sulten!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...