Surrender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jul. 2014
  • Status: Færdig
Året 2016 har mange ting ændret sig. Mændene har igen magten over alle kvinder eller..
Grace Hunter og Savannah Hunter, som de eneste tvillinger i byen, bukker ikke under får mændene. De har andre ting at tage sig til. Deres syge mor der ligger for dødens dør og deres alvorlig syge lillebror. Deres dage kan hurtigt gå med at skjule sig og passe deres familie. Men hvad sker der hvis de to 17 årige bliver opdaget og nok aldrig vender hjem igen?

169Likes
221Kommentarer
40264Visninger
AA

14. 13

Kapitel 13 - Surrender

Savannah's POV.

Lægen var inde og tjekke til Grace, mens vi andre sad inde i stuen. Jeg rystede lidt, for jeg vidste godt hvad dette betød. Drengene kiggede ned i gulvet, utålmodigt.

"I kan komme ind til hende nu."

Vi rejste os op og gik ind på hendes værelse, som lægen sagde. Grace lå med lukkede øjne og hun så helt væk ud. Jeg satte mig roligt ned på sengekanten og tog hendes hånd i min.

"Jeg har givet hende nogle piller så hun ikke kan mærke smerten i nogle timer. Derefter skal i give hende dem hver time, okay?" Sagde lægen og rakte Zayn et stort glas med piller.

"Forstået." Sagde de i munden på hinanden. Jeg hørte slet ikke lægen gå ud, før drengene satte sig rundt om Grace.

"Hvor lang tid vare denne sygdom?" Spurgte Niall.

"For altid." Sukkede jeg.

"Kan intet hjælpe? Hvorfor fanden skal vi så betale for medicin?!" Udbrød Harry højt og vredt. Jeg kiggede tilbage, forskrækket, på ham og brød ud i tåre.

"Shhh. Det er okay Savannah, Harry sig så undskyld." Sagde Liam der krammede mig bagfra.

"Undskyld." Mumlede han.

"M-medicinen forlænger kun hendes levetid." Hviskede jeg og kiggede ned på Gracie. Tænk min tvilling skulle dø, snart. Mor havde haft det i et år, så Grace havde ikke langt endnu.

"Vi vil bruge alle vores penge for at holde på hende." Sagde Louis. Jeg kiggede på ham og troede slet ikke på det. Jeg trak mig ud af Liam's arme og rejste mig op.

"Kun til jeres egen skyld!" Græd jeg og løb ud fra værelset. Siden Grace blev syg og jeg har fået min menstruation har jeg været meget mere følsom. -og jeg ved ikke hvorfor?

"Savannah! Vent." Sagde Louis efter mig. Jeg rystede på hovedet og løb ind på mit eget værelse. Jeg smækkede døren hårdt i og faldt ned på gulvet. Mine ben rystede forfærdeligt og tårene flød ud af mine øjne, som et vandfald.

"Ehm.. Savannah?" Sagde nogle og der blev banket på døren. Jeg lagde mig som en kugle og begyndte at trække vejret hurtigt.

"L-lad mig være!" Græd jeg så lavt at ingen kunne høre det. Døren gik op og jeg mærkede nogle sidde på hug foran mig. Nogle tog hænderne fra mit ansigt og jeg kiggede op i nogle blå-grå øjne.

"Savannah, hun skal nok overleve. Nu venter vi og ser hvordan hun har det imorgen." Sagde han og hev mig op på hans skød. Jeg lagde mig bedre ind til Louis og lukkede mine øjne.

"Hun må ikke dø, hun er det sidste jeg har tilbage. Mor og Timmie er sikkert allerede døde!" Græd jeg og rystede voldsommere i hans varme skød.

"Nej sådan skal du ikke tænke! Sagde du ikke Timmie var en god dreng?" Spurgte han og jeg nikkede.

"H-han er 9 år og virkelig klog." Sagde jeg og smilede ved tanken om at se ham hos mig. Louis kyssede min pande og løftede mig op at stå, sammen med ham. Han lagde mig hen i sengen og tog min dyne over mig.

"Godnat, se at få noget søvn." Sagde han og lænede sig ned for at kysse mig.

"V-vil du ikke ligge hos mig, bare indtil jeg er faldet i søvn?" Spurgte jeg og han nikkede. Han løftede dynen så han kunne komme ind under og jeg lagde mit hoved på hans bryst.

Jeg ved godt det ikke er en god idé, alt det med at komme tættere på dem. Men jeg bliver nød til det, for ikke at komme helt til bunden.

"Louis?" Spurgte jeg.

"Mmm..?." Mumlede han og pillede ved en tot af mit hår.

"Vil du ikke fortælle lidt om dit tidligere liv?" Spurgte jeg.

"Jo selfølgelig. Altså jeg har en masse andre søskende, den ældste er nu 19 og de mindste er snart 3. Jeg snakker ikke mere med dem, da alle mine søskende er solgt og min mor er også solgt. Jeg har kun én lillebror og han er 3. Ellers har jeg en masse mindre lillesøstre. Da jeg var 18 selv, tog jeg til audition til X Factor, men kom ikke videre." Sagde han og tog en dyb indånding. Måske var det faktisk hårdt for ham? men alligevel var jeg nysgerrig efter mere.

"Kan du synge?" Hviskede jeg og legede med hans fingre.

"Ja, men ikke så godt." Sagde han.

"Prøv." Svarede jeg.

"Her name is Noel.

I have a dream about her

She rings my bells

I got gym class in half an hour

Oh how she rocks

In Keds and tube socks

But she doesn't know who i am

And she doesn't give a damn about me

 

'Cause i'm just a teenage dirtbag baby

I'm just a teenage dirtbag baby

Listen to Iron Maiden baby with me" Sang han, som en engel. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, for jeg elskede den sang.

"Sover du?" Hviskede han.

"Nej, jeg lytter til din dejlige stemme. " sagde jeg.

"Tak Savannah. Se så at komme i seng nu."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...