Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
313704Visninger
AA

21. World Turning

"Well mother dear, we're not the fortunate ones"

Greg Laswell - Girls just wanna have fun

 

”ANA!" Stemmen var fjern.

"Anastacia, luk op!" Jeg fornemmede panikken. Person lød ved siden af sig selv.

"ANA!" Det var desperat og høje dunk lød, indtil et kæmpe brag hørtes og fumlen og famlen føltes omkring mig.

"​Ana!?" Vrissede personen og jeg nåede ikke at svare, inden han greb hårdt fat i min skulder, for at skubbe mig ned over toiletkummen og bukke mit hoved ind over.

''Spyt ud!'' Der blev rusket i mig, men jeg kunne kun mærke, hvordan døsigheden tog over mig.

''For fanden, Anastacia, spyt ud!'' Råbte han, men da jeg intet gjorde og mørket ellers føltes så trygt og rart, så mærkede jeg to fingre, der stak sig ind i min mund og maste sig ned mod min hals. Jeg kvaltes, men endte så med at skubbe vildt til personen, da jeg kunne mærke, at jeg skulle kaste op. Han fjernede sin hånd og lod mig komme til.

Hele verden tumlede rundt og jeg kunne ikke holde mine øjne åbne, også selvom jeg kæmpede for det. Tungheden tog over mig, men kun i et kort sekund, inden jeg hørte et dybt suk. Jeg prøvede virkelig at åbne mine øjne, men hvis jeg gjorde, var det kun et mørkt og sløret udsyn jeg fik. Jeg opgav derfor, at bruge synet, men fokuserede i stedet på følesansen, da jeg mærkede en hånd, der sneg sig bag mine skuldre, mens en anden lagde sig under mine knæhaser og jeg to sekunder efter blev løftet op. Jeg prøvede at sige noget, men alt føltes så tungt, så det eneste der kom ud var et lavt støn. Hænderne under mig greb lidt mere fat, mens personen, der bar mig sukkede tungt.

”Du bliver min død.”

 

* * *

Solen skinnede mig stærkt ind i øjnene, så det nærmest brændte mine øjne. Min krop gjorde forfærdeligt ondt og det var nærmest umuligt, at bevæge mig. Min hals føltes tør, samtidig med at min hukommelse føltes helt tom og slettet. Jeg satte mig langsomt op.

”Louis?” Spurgte jeg, mens jeg fokuserede mere og mere på rummet jeg lå i. Jeg lagde hurtigt hånden på dynen og fik øje på de hvide sengelagener og den store dobbeltseng. Jeg rynkede på brynene. Jeg kendte ikke det her værelse. Jeg havde aldrig været her før.

”Liam?” Spurgte jeg. Var det Liam, jeg var endt hos? Der kom intet svar heller. Jeg kiggede rundt efter noget form for tegn på, hvor jeg var endt. Men der var intet. Ingen genkendelige ejendele, billeder… ingenting. Kun fire hvide vægge, en dobbeltseng i midten af rummet, som var ubrugt i den anden side end den jeg havde sovet i, samt et klædeskab og en kommode, hvor der ovenover hang et spejl. Jeg kiggede til siden og fik øje på et natbord. Der lå en sort iPhone 4, uden cover. Jeg tændte telefonen, for at se om der kunne være tegn på noget. Men nej, kun en sort låseskærm, der ventede på at jeg oplyste den 4-cifrede kode.

Hvor var jeg henne? Jeg kløede mig lidt nervøst på armen og bemærkede at det netagtige stof fra mit kostume var skiftet ud med en blød T-shirt. Em simpel grå, lidt halvstor T-shirt.

Hvor fanden var jeg?

Hele min krop frøs dog straks, da lyden af en dør, der blev smækket ind til det sted, hvor jeg var og en lav stemme hørtes. Jeg kiggede hen mod den lukkede soveværelsesdør og holdt vejret, mens at fodtrinene kom tættere på, indtil at de nåede døren og dørhåndtaget blev trykket ned i. Jeg knugede om taget i dynen, da døren gik op. Personen var høj og havde et par slidte sorte converse på, sammen med et par tætsiddende sorte jeans og en sort T-shirt, med en hættetrøje ud over, hvor hætten var trukket over hovedet.

"Jeg bliver nødt til at løbe, vi ses." Mumlede han, så jeg holdt vejret inde, da han lagde telefonen fra sig, hejste sit hoved og trak hætten af.

Vores øjne mødtes og jeg kunne være død på stedet.

"Godmorgen." Sagde han lavt, så min mave slog knuder. Det var... Niall.

Jeg ønskede at skrige, råbe eller bare sige et eller andet, men min tunge havde slået knuder og svigtede mig, da jeg prøvede at tale. Han gik hurtigt ud af soveværelset, så jeg kiggede efter ham om hvor han gik hen. Jeg turde dog ikke at følge efter ham, men blev siddende til han kom tilbage med en brun pose og et glas vand. Han satte sig overraskende, lige ned foran mig. Jeg trak mine ben til mig og kiggede på ham. Han smed sin hættetrøje ned i enden på sengen og gav glasset med vand til mig.

"Drik." Kommanderede han, så jeg ikke kunne gøre andet, end at drikke. Han trak noget morgenbrød op af den brune pose og lagde oven på, og lagde posen foran mig.

"Spis." Sagde han. Jeg rakte ham glasset tilbage, så jeg kunne spise.

"Er du dårlig?" Spurgte han. Jeg rystede ærligt på hovedet og tog en lille bid af bollen.

"Vil du have noget andet?" Spurgte han igen, så hans bekymring kom helt bag på mig. Jeg følte mig dybt forvirret omkring ham. Jeg rystede dog på hovedet, mens at jeg ikke kunne holde op med at kigge på ham. Jeg havde så svært ved at tyde ham og jeg var bange for, at han ville springe hvert sekund.

"Jeg har lagt din kjole til vask. Du kan få den med, når jeg kører dig hjem." Sagde han. Det forklarede T-shirten... hvilket i bund og grund betød, at jeg havde hans T-shirt på. Jeg sank bidden, jeg havde tygget på, inden jeg sagde:

"Tak." Han kiggede hurtigt op på mig, så vores øjne mødtes. Hans blå øjne borede sig ind i mine og jeg følte mig allerede som en lille mus.

"Ja, det må du fandme nok sige." Sagde han, så bare det udbrud forskrækkede mig.

"Hvad fanden tænkte du på, Ana?!" Rasede han straks og rejste sig fra sengen. Jeg sagde ingenting.

"Havde det ikke været for mig, kunne du have været død. Er du klar over det?!" Skældte han, så jeg følte mig mere og mere lille under hans raseri.

"Undskyld.." Var det eneste jeg kunne fremsige.

"Undskyld? Det er sgu ikke mig du skal undskylde overfor? Jo, måske lidt, siden jeg måtte brække den dør op, for at redde dig... Men det er fandme mere dig selv, du skal undskylde over for? Hvad fuck i helvede tænkte du på?!" Råbte han. Jeg begyndte at ryste i kroppen. Dig, jeg tænkte på dig.

"Er du virkelig så dum, at du kunne finde på at gøre sådan noget? Hvad fanden, Anastacia!" Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder og jeg ville tage det glas med vand, han havde stilt til mig, men mine kræfter svigtede og jeg tabte det, så det faldt ned på gulvet og smadrede.

"Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld!" Råbte jeg hurtigt og trådte ned og prøvede at redde det, selv om jeg godt vidste jeg ikke kunne. Ligesom jeg også vidste, at Niall havde ret, og jeg ikke kunne redde mig selv, heller.

"Jeg er så dum, så skide dum, så skide fucking dum og..."

"Ana, hold nu op." Sagde Niall hurtigt. Mit syn slørredes for de mange tårer og jeg begyndte at græde.

"Jeg ville ikke. Det var ikke meningen, at jeg ville..."

"Hold nu op!" Sagde Niall hurtigt og satte sig ned på hug ved mig. Jeg prøvede at samle stumperne sammen, men mærkede så, hvordan et af dem skar mig i håndfladen, så jeg straks trak min hånd stønnende til mig.

"Hold op, Ana!" Jeg kiggede op på Niall, så hans vilde øjne mødte mine, imens tårerne fyldte det hele og jeg så til sidst, endelig brød sammen. Jeg følte mig så flov over det jeg havde gjort, eller det jeg havde forsøgt at gøre. Men også mere over det faktum, at Niall havde fundet mig og set mig i min hidtil værste tilstand.

"Hey, hold nu op..." Prøvede han, men jeg trak mig bare sammen, mens alle problemerne ramte mig en efter en og stemmerne fyldte det hele.

"Stemmerne... de vil ikke holde op!" Græd jeg og prøvede at dække mine ører.

"Så luk dem ude!"

"Det kan jeg ikke. Jeg ved ikke hvordan!" Råbte jeg og kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede smertefuldt mod mit bryst. Lige indtil, et par arme lagde sig om mig og trak mig ind i en varm og beskyttende omfavnelse. Jeg slappede med det samme af i hele min krop, mens at varme og rolige strøg føltes på mit hår. Jeg lagde forsigtigt mine arme om ham, for at fuldende omfavnelsen og mærkede hvordan min krop faldt til ro.

"Det er ovre nu, Ana... Det er okay." Lovede han mig, så jeg trak vejret dybt og knugede mig ind til ham.

"Det hele skal nok blive okay igen." Sagde han beroligende, så mine tårer stoppede.

 

Ingen af os sagde noget i bilen på vej hjem. Jeg sad bare og kiggede ud af vinduet, mens vi kørte igennem en storby, som jeg vidste, ikke var en del af York. Niall boede altså uden for York? Jeg kunne godt lide byen dog. Den virkede mere lyst op og levende, end jeg ellers havde troet, at en by kunne være. I hvert fald en på størrelse med denne, som endda ikke engang var særlig stor. Niall kom til en rundkørsel, hvor han kørte mod den anden vej til venstre, som annoncerede at der var 2 kilometer til York. Jeg kiggede over på ham, men kiggede hurtigt væk igen. Han kørte hurtigt gennem byen og hen til vejen op til mit huskvarter. Han parkerede uden for mit hus, og jeg klikkede mig hurtigt op og skulle til at åbne døren og stige ud af hans sorte bil, inden han spurgte

"Er du i live, eller eksisterer du bare?" Jeg stivnede i kroppen og kiggede tilbage på ham. Han kiggede tænkende ud i luften.

"Du er ikke død... men du lever heller ikke? Du er bare et spøgelse med et bankende hjerte." Konstaterede han.

"Jeg passer ikke ind..."

"Nej... du er anderledes." Sagde han og kiggede over på mig.

"Det er du også." Sagde jeg forsigtigt. Han strammede sit greb om bilrattet, så jeg holdt vejret, for at se om jeg havde gået over stregen.

"Hvad du gjorde, Anastacia... Var virkelig, virkelig dumt. Og jeg nægter at se dig selv gøre det igen." Sagde han og kiggede alvorligt på mig. Hvorfor, du kan jo slet ikke lide mig. Jeg er alt for anderledes? Jeg sagde ingenting. ​

"Okay?" Pressede han. Jeg trak vejret dybt ind.

"Kan du love mig det, Anastacia?" Spurgte han, så jeg kiggede ned i mit skød. Jeg var så bange for, at det her var endnu en af hans små lege, hvor han prøvede at knække mig, for at han kunne bruge mine svagheder mod mig igen.

"Ana, jeg beder dig!" Jeg kiggede hurtigt op på ham og kunne se det ændrede udtryk i hans øjne. Helt sårbart.

"Anastacia, jeg ved godt, at jeg har gjort det hele ufatteligt svært for dig, og at du hader mig. Og det er fint, for hvem gør ikke det? Bare lov mig, at du ikke gør det der igen." Sagde han. Jeg kiggede hurtigt op på ham.

"Niall, jeg..."

"Lov mig det!" Råbte han og kiggede hen på mig, så jeg blev slået lidt tilbage af hans udbrud. Jeg svarede ikke, men nøjedes i stedet med at nikke. Han sukkede tungt og startede bilen.

"Farvel?" Sagde jeg hurtigt. Han kiggede lige ud, inden han kort sagde:

”Jeg håber der en dag, vil være en, der hjælper alle dine knuste dele på plads igen.” Jeg gik ud af bilen og lukkede døren efter mig, så han kunne starte bilen og langsomt køre væk.

"Det håber jeg også." Sagde jeg forsigtigt, mens jeg så bilen køre væk. Jeg trak vejret dybt ind i mine lunger og tog mig til hovedet. Mit hoved fyldtes med tusinde spørgsmål. Hvorfor ham? Hvorfor hjalp han? Han hadede mig? Men hadede jeg ham? Hvad hvis han ikke gjorde? Hvad gjorde han så? Og hvad gjorde jeg?

Noget brummede fra min taske og da jeg opdagede, at det blev ved med at brumme, besvarede jeg opkaldet.

"Hallo?" Sagde jeg.

"Undskyld." Sagde han så jeg straks genkendte hans stemme.

"Niall?" Spurgte jeg forsigtigt.

"Du er ikke bare endnu en mursten i væggen." Sagde han, så en klump samlede sig i min hals og opkaldet så sluttede. Jeg kiggede ned på hans nummer, mens at jeg langsomt begyndte at gå ind i mit hus. Selv om jeg straks blev mødt af råben og skrigen fra min mor, så fortsatte jeg bare vejen op til mit værelse. Jeg lukkede døren efter mig og låste den, inden jeg lagde mig over i min seng og bare kiggede på hans nummer.

______________________________________________________________________________________________

Vores søde Anastacia blev reddet! Og så af Niall! Havde i troet det?

Og hvad tror i der sker nu? :) ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...