Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
313705Visninger
AA

52. Welcome to Wonderland - Part 2 (16+)

DETTE MARKERES SOM ET RØDT KAPITEL GRUNDET MODENT OG VOLDSOMT INDHOLD!

"Give it to me this is heaven, what I truly want'

It's innocence lost

innocence lost."

Lana del Rey - Gods and Monsters

 

Jeg vidste, at jeg havde taget mit livs værste beslutning. Men så igen, så anede jeg ikke, hvor jeg ellers skulle gå hen? Jeg var træt af at blive hjemme, men jeg ønskede heller ikke, at gå hen til Louis og Liam, for at få at vide, hvor dum jeg havde været. Hvor ufattelig dum, godtroende, naiv, ynkelig, patetisk jeg havde været gennem det hele.

Men det betød bestemt ikke, at den beslutning jeg havde taget, ikke ville forværre det hele endnu mere. Specielt fordi jeg vidste, at lige så snart jeg trådte ind ad døren til det store opholdshus, ville det allerede bugne med flere festende nytårsgæster.

Jeg mærkede straks alles blikke ramme hen mig, og nærmest alle stoppede, hvad de var i gang med. Det føltes ubehageligt, og jeg ønskede at flygte. Flygte så langt væk som overhovedet muligt, og gemme mig, indtil de alle havde glemt, hvad der var sket og ikke længere kunne huske noget som helst om Anastacia Edwards. Pigen, der satsede alt for fyren Niall Horan, som i sidste ende, alligevel aldrig ville kunne elske hende.

Jeg vendte mig om, men så blev hoveddøren smækket i, og en velkendt dullet blondine trådte frem.

”Hey Babydoll.” Sagde Leah, så min mave vendte sig.

”Du går vel ikke nu, vel? Niall er lige inde ved siden af, og skal til at forsvinde hen til drømmeland, så han kan snakke med dig hele aftenen.” Jeg vendte om. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle løbe hen, men jeg løb bare igennem stuen og ud i baghaven, hvor det fine nyfaldne sne havde plantet sig over hele plænen, og gjorde det at stå udenfor ufatteligt koldt. Men det gjorde Intet, for jeg kunne alligevel ikke føle noget mere. Kun de brændende tårer, der pressede sig på i mine øjenkroge. Min krop begyndte at ryste, mens vejret blev hevet ud af mig.

Min status lige nu, var at jeg stod på linjen mellem at give op, eller se, hvor meget mere jeg kunne tage.

Jeg trak vejret tungt ind, og håbede inderligt, at det her bare var et ondt mareridt, som snart ville ophøre. Desværre for mig, så det ud til, at mareridtet kun ville fortsætte og fortsætte.

”Ana…” Jeg genkendte straks hans blide, hæse stemme og mærkede at hele min verden lå på kanten til at brase sammen. Jeg vendte mig forsigtigt om, så vores øjne mødtes. Hans blide, blå og fortryllende øjne, men som jeg ikke længere kendte.

”Hvad laver du her?” Spurgte han, og selv om jeg ønskede at svare, så kom intet ud.

Flygt! Flygt, din kryster! Stemmen var så tydelig i mit hoved, at jeg gik direkte forbi ham, mens så greb han fat i min arm, så hele mit inderste inde slog knuder på sig selv.

”Niall, slip mig.” Sagde jeg hårdt.

”Anastacia, lyt til mig. Du kender mig, jeg ville aldrig…”

”Men det gjorde du.” Afbrød jeg ham, så han kiggede sorgfuldt på mig.

”Du løj for mig, Niall. Jeg troede jeg kendte dig, men åbenbart, så var det kun dine løgne jeg kendte… Jeg ved ikke engang, hvem du er..” Sagde jeg.

”Ana, du kender mig bedst af alle mennesker. Jeg ville aldrig såre dig… Det var aldrig meningen, det her skulle ske. Noget af det. Please, lyt nu til mig…”

”Nej, Niall!” Råbte jeg næsten, mens at tårerne pressede på.

”Jeg ville ønske, jeg vidste hvad jeg skulle gøre, eller vidste hvad jeg skulle sige til dig… men det eneste jeg ved, er jeg er så følelsesdrænet. Jeg stirrer bare ind i mine blanke vægge og håber på at jeg kan forstå hvad der skete. Men det er nyttesløst, for det eneste jeg ser, er de blanke vægge.” Sagde jeg, inden den første tåre trillede ned af min kind.

”Du knuste mig, Niall. Du knuste mig og jeg vil aldrig nogensinde se dig igen.” Sagde jeg og bakkede bag ud ind mod stuen.

”Anastacia, please… Lyt nu til hvad jeg siger!” Bad han desperat, men jeg rystede på hovedet, inden han kunne nå at gribe fat i mig og stoppe mig.

Efter de lange 6 måneder, der var gået siden jeg kom til York, havde jeg indset en masse ting.

Jeg havde mødt en masse nye mennesker, som alle havde vendt op og ned på de vante stereotyper og fordomme jeg før havde haft. Nærmest hele mit syn på omverdenen og hvordan jeg i så mange år havde troet den havde været, var blevet vendt på hovedet. Så meget, at jeg til sidst ikke længere vidste, hvad der var sandt eller falskt.

Jeg kiggede til siden, mens jeg gik gennem stuen og fik øje på en velkendt, men fremmed skikkelse sidde over i sofaen. Han var ligbleg i hovedet og de normale grønne og funklende øjne, var røde og havde intet liv i dem længere. Harry. Hvad var der sket med ham?

”Lad vær.” Sagde en stemme hurtigt, inden en hånd tog fat om min, da jeg var på vej til at gå over mod ham. Jeg kiggede tilbage, så mine øjne mødte Zayns.

”Hvad er der med ham?” Spurgte jeg forsigtigt. Zayn prustede lidt.

”Hvad der mest ødelægger vores liv, er ideerne om, hvordan det hele skulle have været.” Sagde han, så jeg kiggede hen på Harry, der havde sin mund mod en flaske vodka og lignede et lig.

”Marie?” Spurgte jeg. Zayn fnyste igen.

”Marie vil ikke ses med os mere. Specielt Harry… Utroligt, når man tænker over de stærke følelser de havde for hinanden, ikke?” Sagde han og skubbede til min skulder. Mit hjerte splintredes endnu mere, mens Zayns ord gentog sig i mit hoved.

Jeg kiggede hurtigt på Harry og så hen mod døren ud til haven, hvor Niall ikke længere var i syne. Hvad der virkelig kunne ødelægge alt, var ideerne om, hvordan det hele skulle eller kunne have været. Niall, og jeg var aldrig forelskede… det var han i hvert fald. Men åh gud, hvor vi kunne have været. Det var måske bare mine fantasier om, hvordan det hele kunne have været? At forelske sig i nogen, der ingen intentioner har om at elske dig tilbage, er nok den værste form for kærlighed.

Jeg tog mig til hovedet, mens at de forbandede tårer, hobede sig op.

”Kom, Prinsesse. Det er nytår og vi skal være glade.” Sagde Zayn og tog min hånd igen. Selv om alle mine sanser skreg inden i mig, at jeg burde skynde mig væk, fordi jeg godt vidste, Zayn betød mere ballade, så gik jeg med ham.

”Jeg er så træt, Zayn.” Sagde jeg, da vi satte os op på nogle af de øverste trappetrin ved trappen op til førstesalen. Zayn tændte en cigaret, som han hev op fra lommen på hans revnede sorte jeans.

”Det hele er bare sjov og leg, indtil en forelsker sig.” Sagde han og pustede den første røgsky ud. Mit hjerte bankede hårdt. Det var jo lige meget, hvor meget jeg nogensinde vil elske ham… Han vil jo ikke have mig.

”Det værste ved det hele er bare, at jeg blev løjet over for af nogen jeg stolede på.”

”Undskyld, baby… men vi prøvede at fortælle dig det, lige fra starten af. Du kan og vil aldrig nogensinde høre til. Du var tæt på, da du farvede dit hår, men det var jo bare en facade.” Sagde han og inhalerede den dræbende røg. Jeg snøftede kort.

”Jeg troede, at jeg havde nået bunden, da jeg kom hertil, men så mødte jeg Niall.. og jeg var så overbevist om, at han ville redde mig,  men…” Hakkede jeg, indtil Zayn sagde:

”Han er en dårlig person, du er en dårlig person og i troede begge to, at i kunne redde hinanden… men det er svært, når en pistol er rettet i mod dig, og ham du ville tage en kugle for, er bag aftrækkeren.” Sagde han, så jeg kiggede på ham og mærkede, hvordan mit hjerte sprang et slag over. Smerterne inden i mig var så store. Jeg vidste snart ikke længere, hvor meget jeg kunne tage, eller om jeg i virkeligheden havde taget så meget, at det var blevet for meget.

Det er tosset hvad mennesker gør for kærlighed, men også tosset hvad kærlighed gør for mennesker. Det havde jeg indset nu.

”Det gør ondt.” Sagde jeg lavt, så jeg virkelig kunne høre de skår hele det her forløb havde sat i mig og hvor lidt kræfter jeg egentlig havde tilbage.

”Jeg ved det godt, prinsesse.” Sagde Zayn og smed det færdige cigaretskod ned af trappen. Jeg vidste godt, at det var den værste tanke nogensinde, men i dette øjeblik, så kunne jeg ikke mere.

”Please, Zayn, gør mig følelsesløs… Jeg har brug for noget til at dræbe mine smerter.” Sagde jeg, så han kiggede på mig.

”Anastacia, jeg..”

”Zayn, jeg ved du har noget.. Jeg nægter at have det sådan her et sekund længere, så vil du af alle mennesker, ikke nok bare for en gangs skyld, hjælpe mig?!” Bad jeg inderligt, mens tårerne allerede trillede ned af mine kinder. Han kiggede på mig og rejste sig.

”Kom med mig.” Sagde han og tog min hånd, og trak mig op ad resten af trappen og ned af den lange gang, hvor en masse værelser lå. Han åbnede døren ind til et af værelserne, som faktisk var indrettet ret pænt. Der var en stor dobbeltseng, en reol fyldt med bøger, et skrivebord og skydedøre ud til en af de altaner, man kunne se på ude fra baghaven.

”Sæt dig.” Sagde han og pegede på sengen. Han hev sin jakke af og hev noget op af sine lommer, inden han smed jakken på gulvet og smed det han havde taget op af jakken, over i skødet på mig. Jeg kiggede på posen.

”Det er lykkepiller.” Sagde han og gik over og satte sig ned ved siden af mig og tog posen, for at hælde dem ud i hånden. Det her var verdens værste ide.

”Jeg ved ikke, jeg…” Sagde jeg lavt.

”Al din smerte forsvinder bagefter, prinsesse.” Sagde han og holdt den lille håndfuld piller op mod mine læber. Jeg kunne mærke hans læber ved bunden af min kæbe.

”Jeg har ikke noget, at betale dig med.” Sagde jeg og tog pillerne over i min egen hånd, mens jeg mærkede, hvordan min krop begyndte at ryste.

”Bare spis, prinsesse, det hele skal nok blive bedre bagefter… Det lover jeg.” Sagde han, så hans forsikrende ord lød som det sødeste musik i mine ører, mens at hans ene hånd begyndte at pille ved stroppen på min kjole. Jeg tog forsigtigt en’ pille op mellem min pege- og tommelfinger og puttede den ind i min mund. Tårerne trillede ned af mine kinder.

”Spis smerterne væk, prinsesse.” Sagde han hviskende i mine ører, mens han kravlede om bag mig, og begyndte at lyne min kjole ned. Hulkene formede sig i min hals, mens jeg indtog pillerne ind en’ efter en’. Han tyssede på mig, for at berolige mit knuste hjerte, mens hans læber fandt vej til min hals og hans hænder ned mod mine ben.

”Jeg kan fjerne dine smerter, prinsesse. Bare læg dig ned.” Jeg kunne mærke tungheden i mit hoved, da jeg smed den nu halvfyldte pose væk fra mig og så lagde armene beskyttende om mig selv. Dog tog Zayn hurtigt fat om mine håndled og trak mig tilbage, så han lagde mig ned på sengen. Mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig, mens Zayn kiggede mig i øjnene og hans viste en sådan mørke, der gjorde at tårerne trillede ned af mine kinder.

”Shh, prinsesse.” Tyssede han, i det han flåede stoffet min kjole var lavet af, fra hinanden, så den flående lyd fik mit hjerte til at banke. Jeg mærkede panikken og skubbede så hårdt mod hans bryst, da han sænkede sig ned mod mig og igen plantede sine læber mod min hals, mens hans hænder bevægede sig ned af min krop.

”Nej, Zayn, jeg vil ikke…” Men mere nåede jeg ikke at sige, før Zayn lagde sin ene hånd ind over min mund, mens den anden let fjernede de lag stof, der var mellem vores 37 graders nøgne kroppe. Tårerne trillede ned af mine kinder, og selv om jeg bad ham stoppe, eller ikke gøre det så voldsomt, så kunne jeg også mærke, at alle mine sidste kræfter havde forladt mig. Det eneste der til sidst var tilbage at gøre, var at lade tårerne trille, og lade Zayn stjæle det sidste kostbare jeg havde tilbage.

”Nu har jeg noget Niall aldrig vil få.” Lød hans mørke mareridt af en stemme i mit øre, mens smerterne bredte sig i mig og mine hulk blev holdt inde af hans hånd.

Da han endelig stoppede rullede jeg straks om på siden, og prøvede at skubbe smerterne i min krop væk, mens at jeg krummede mig sammen.

”Gider du rydde op, inden du går? Jeg tror sgu ikke jeg når det.” Sagde han, da han sad på sengekanten og trak sine bukser og trøje på igen.

”Du ved, klokken slår 12 om ganske få minutter. Hvis du vil nå at afslutte året ordentligt skal du nok skynde dig.” Sagde han og smed den lille pose med de resterende piller over mod mig. Jeg satte mig op og trak dynen omkring min nøgne krop, mens jeg trak det tøj til mig, som Zayn ikke havde revet i stykker.

” Hvis du ikke kan håndtere dine egne dæmoner, hvordan kunne du så nogensinde tro, at du ville kunne håndtere hans?” Sagde Zayn, så jeg kiggede sorgfuldt op på ham, inden han tog en cigaret i munden. Jeg ønskede at skrige, eller råbe af ham, men jeg kunne intet få ud.

”Glædelig nytår, babydoll.” Sagde han og sendte mig et blink, inden han forlod mig og resten af det kaos, han havde skabt.

Hele verden snurrede for mine øjne, mens minder om Niall kørte rundt i hovedet på mig. Tårerne trillede og min krop rystede. Jeg var udmattet… Jeg havde ingenting tilbage. Jeg troede jeg havde det hele under kontrol, men jeg tog fejl. Jeg havde ingenting under kontrol. Jeg havde mistet alt, og intet ville nogensinde blive som det var før.

Jeg prøvede at bruge det sidste energi, jeg havde på at tage posen med piller og hælde dem ud i sengen, for at jeg kunne gøre en ende på det hele. Én gang for alle.

Mit hoved blev tungere og mit blik blev mere og mere slørret, mens hele verdenen snurrede. Jeg smed den tomme pose fra mig, og var tæt på at kaste op, men da jeg rejste mig, faldt jeg ned på gulvet.

Jeg elsker dig, Ana… Lyt nu til mig!” Hans stemme var tydelig i mit hoved, men jeg vidste, at det bare var min hjerne, der spillede mig et puds. Niall elskede mig ikke, det ville han aldrig gøre. Alt jeg vidste var, jeg elskede ham og det dræbte mig. Men så igen, jeg ville nok stadig elske ham, med hans hænder knyttet om min hals.

Jeg åbnede dørene ud til altanen, så jeg næsten blev slået ud, af den iskolde luft. Jeg greb fat i gelænderet og kiggede ud over byen, mens mine kræfter svandt ud.

Hvis du vil flyve, må du springe. Hørte jeg stemmen sige i mit hoved. Jeg lukkede mine øjne og trådte tættere på gelænderet, inden at hele husets stemmer råbte:

”10… 9… 8…”

Nogle gange kræver det ikke en sølle kniv, at slå nogen ihjel, men bare et simpelt farvel.

”7…6…5…”

Jeg tog en sidste indånding, og skulle til at hive mig selv over gelænderet.

”4…3…2…1!”

”Jeg elsker dig, Niall.” Sagde jeg og tillod mørket at lade mig falde.

”ANA!” Lød et højt råb bag mig, inden alle skreg:

”GODT NYTÅR!” Alle raketterne og larmen gik i gang, mens den mørke himmel blev lyst op og jeg kiggede tilbage, på den slørede skikkelse, der løb i mod mig, mens mine øjne lukkedes og jeg faldt.

”ANA, NEJ!” Lød stemmen, inden mørket omslugte mig og alt blev koldt…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...