Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
313616Visninger
AA

13. Thinking

"I can tell you're curious

it's written on your lips"

Ariana Grande - Focus

 

"Skyd nu!" Råbte Louis utålmodigt, så Liam løb hen mod bolden og skød den lige hen mod målet. Louis nåede at stoppe den og Liam missede endnu en gang.

"Var aftalen ikke, at du skulle støtte mig?" Råbte Liam til mig ude fra fodboldbanen af. Jeg havde faktisk ikke fulgt med, så jeg glippede tåget med øjnene og råbte:

"Men han er altså bare lidt bedre..." Prøvede jeg. Louis grinede triumferende.

"Det er sgu da klart, når han har driblet bolde siden han gik på potte!" Vrissede Liam irriteret, efter han for muligvis for 100. gang missede et mål.

"Skal vi bytte?" Spurgte Louis grinende og tog målmandshandskerne af. Liam nikkede opgivende.

"Vær barmhjertig, okay? Sophia kommer i aften og jeg vil ikke møde hende på skadestuen." Sagde han bedende, så jeg ikke kunne lade vær med at grine. Louis trak på skuldrene.

"Måske bare en forstuvet skulder… Eller begge." Sagde han og smed fodbolden ned foran sine fødder og sparkede til den med det samme og lavede et flot mål, selvom Liam ellers kastede sig ud for at stoppe den. Louis og jeg kiggede på hinanden og grinede opgivende af ham. Det var blevet søndag og aftalen om at tage ned og spille fodbold med Liam og Louis var i dag. Jeg havde også sparket lidt sammen med dem i starten, men efter en nat uden søvn var jeg ikke så oplagt og frisk som forventet. Jeg var gået hjem i går aftes efter episoden ved det lille gemmested. Det havde dog medført manglende søvn, grundet mange underlige drømme. Drømme om fulde, høje fyre med hvidt hår, hæse stemmer og blå øjne.

"Hvordan gik det med dine venner i fredags?" Spurgte Louis hurtigt, så jeg kiggede op på ham. Han fortsatte med at score mål og frustrere Liam til bristepunktet.

"Det var okay?" Sagde jeg. Han kiggede over på mig.

"Hvad gjorde de?" Spurgte han.

"Ikke noget." Svarede jeg og kiggede uforstående på ham.

"Anastacia, du ved, du kan komme til mig." Sagde han og stoppede med at spille med Liam, for at vende sit fokus mod mig. Jeg sukkede.

"Louis, og Liam, jeg værdsætter virkelig, at i har taget så godt i mod mig, og er så søde og imødekommende og alt det der. Men i må altså lige indvie mig i, hvordan hele det her samfund fungerer, siden i tror jeg hænger ud med en flok ballademagere?" Sagde jeg og kiggede på dem begge to. Liam grinede lidt, mens han kom forpustet over til os.

"Har du set på dem, Anastacia? De udstråler ikke ligefrem imødekommenhed eller venlighed, for den sags skyld?" Fnyste Louis.

"Så du dømmer dem ud fra udseende, i stedet for personlighed?"

"Anastacia, de folk har ikke en personlighed. De er alle døde vampyrer, som hele tiden søger nye sjæle de kan føje til deres store klan af hjernevaskede fordrukne zombier." Sagde Louis, så Liam grinede. Jeg prustede tungt ud.

"Af de gange, hvor jeg har mødt dem, så virker de altså rimelig okay... De fleste af dem, i hvert fald." Sagde jeg. Louis hævede det ene øjenbryn og kiggede på mig.

"Anastacia, jeg vil nødigt blive ved med at gentage mig selv, men please... Hold dig fra dem!" Sagde han hårdt.

"Men hvorfor? Hvorfor er de så forfærdelige? Har i overhovedet prøvet at snakke med dem?" Spurgte jeg, mens at frustrationen tog over mig. Liam sukkede tungt.

"Anastacia. Tænk på det sådan her:" Han begyndte at vise med faktor og mimik.

"Der er et bestemt hierarki her. Der er top, midten og bunden... En hvis, samfundsstruktur og opdeling, kan man vel kalde det?" Sagde han.

"Der er dem, der styrer det hele oppe på toppen. I de fleste tilfælde er det dem med højeste løn og bedste uddannelse. Herefter kommer middelklassen, som er dem, der gør hvad de øverste befaler, for at stille dem selv i en bedre situation. Dog har de stadig styr på rigtigt og forkert, i forhold til den nederste del. Det er dem, der følger efter, fordi de intet andet valg har. Middelklassen er Louis og jeg, og i toppen ligger "dem"." Jeg kiggede tænkende på ham.

"Hvorfor ligger i ikke i samme kategori? I er jo bare mennesker, hvorfor skal det opdeles?" Spurgte jeg forvirret.

"Fordi der er en orden, Anastacia. Du holder dig til din slags og sætter ikke spørgsmål ved det." Sagde Louis hurtigt. Jeg nikkede forstående, men inden i kunne jeg ikke lade vær med at tænke på, hvor ​sygt det lød. ​

"Kan man ikke rykke i klasserne?" Spurgte jeg hurtigt. Liam nikkede.

"Bare husk, at hvis du først er rykket op eller ned, så kan du aldrig rykke tilbage igen..." Sagde han og kiggede alvorligt på mig og jeg forstod sagtens hans hentydning.

"Har i prøvet det?" Spurgte jeg. Liam og Louis udvekslede blikke, inden Louis kiggede på mig.

"Alle kender alle, Anastacia. Nogle mere end andre." Sagde han hårdt og så ud til at være blevet træt af samtalen, så han vendte om og gik hen til hans fodbold, der lå midt på fodboldbanen. Jeg sukkede opgivende.

"Jeg ved godt, at de alle sammen virker ufatteligt spændende, Anastacia, men hold dig fra dem. De viser sig, at være nogle virkelige væmmelige mennesker, når du først lærer dem at kende." Sagde Liam hurtigt. Jeg kiggede ned i jorden og nikkede forstående. Liam klappede mig på skulderen, inden han løb over til Louis og spillede videre.

Den aften var mit hoved fyldt med alle mulige tanker. Det var så forvirrende og frustrerende. Jeg gik bare rundt i mit nattøj oppe på mit værelse i cirkler, mens jeg fandt mig selv i et kæmpe tankespind. Jeg ville ønske, at jeg kunne forstå, hvorfor Marie, Harry og dem, blev betegnet som væmmelige mennesker? De var muligvis ikke det allerrareste i hele verden en gang i mellem. Ikke i forhold til den første fest, hvor jeg var løbet grædende hjem... eller måske slet ikke i forhold til Louis og Liam. Måske dømte Louis og Liam dem kun ud fra dårlige ting? Måske var de ikke så slemme? Eller var det i virkeligheden bare mig, der ikke forstod Louis' og Liams påstande? Men så igen, hvad var det så jeg ikke forstod? Eller var jeg måske forblændet? Men forblændet af hvad? Festerne? Drikkerierne? Deres mentalitet om at være fuldstændig ligeglad med alting? Det store fællesskab de alle havde med hinanden? Eller var det mere specifikke ting, jeg var forblændet af? Forblændet af menneskerne? Forblændet af dem? Forblændet af...

Mine tanker blev afbrudt, da min mobil brummede ovre fra mit natbord. Jeg tog den hurtigt i hånden og så at det var en sms.

#Klar på en gemmeleg? Afsenderen var anonym, så jeg havde absolut ingen ide om, hvem det var. Jeg vidste ikke om jeg skulle føle mig spændt, eller rædselsslagen?

#Louis?

#Nej. Skrev personen hurtigt tilbage. Jeg rynkede mine bryn forvirret.

#Marie? Skrev jeg så og blev faktisk en smule nervøs for, hvem det var.

#Nej. Skrev personen tilbage endnu en gang. Hvis det ikke var Marie eller Louis, eller en af de andre. Hvem var det så?

#Hvem er du? Skrev jeg og kiggede ventende på mobilen, indtil den brummede igen:

#Find mig, og du vil vide.
_____________________________________________________________________________________________

Ja, det vækkede jo lige spændingen måske en lille smule? :)

Jeg så at nogle af jer efterlyste en lidt større forklaring på hvorfor Louis/Liam ikke er sammen med "dem" Jeg håber det var godt nok, ellers så skal mere info nok komme undervejs ;) ​

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...