Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
313616Visninger
AA

39. Secrets revealed

"You were red, and I was blue.

and you touched me, and suddenly I was a lilac sky

then you decided purple wasn't for you."

Halsey - Colors

 

Det ærgrede mig, at jeg skulle i skole dagen efter. Specielt fordi, jeg ikke huskede at have sovet så godt før, som jeg havde gjort den nat. Det var det tryggeste jeg nogensinde havde sovet.

Jeg stod op, da mit vækkeur havde ringet, og gjorde mig klar i ro og mag, som jeg bedst kunne lide det. Dog kom det problem, med at jeg kun havde husket bukser og ingen overdel, og min sweater var blevet lidt beskidt efter arbejde i går. Jeg kunne ikke nå at vaske den, inden jeg skulle i skole. Jeg prustede opgivende.

Dog lagde jeg hurtigt mærke til, at Niall var ingen steder at finde i lejligheden, så jeg var overladt til mig selv. Jeg kiggede over på Nialls klædeskab, inden jeg i et hurtigt skridt gik over, og hev en af hans trøjer ud, som jeg så tog over mig.

I mens prøvede jeg ikke at tænke over, at jeg var alene i lejligheden, og at jeg endnu en gang vågnede op uden Niall ved min side. Jeg prøvede heller ikke at tænke mere over, hvorfor han altid forsvandt sådan.

Jeg tog bussen til skolen, som var en lille halv times køretur fra byen af, mens jeg måtte løbe det sidste stykke hen til skolen, for lige at nå det, inden det ringede ind. Jeg nåede ind på gangen, da mine øjne faldt hen på Liam, så jeg straks kaldte:

”Payno!” Han vendte sig om og sendte mig et skævt smil. Jeg så at han kiggede tænkende på mig, så jeg sendte ham et uforstående blik.

”Så Louis havde altså ret i, at du er blevet kærester med Horan.” Sagde han, så jeg straks sukkede.

”Vi er ikke kærester..” Prøvede jeg, men blev afbrudt af hans lave fnis.

”Selvfølgelig ikke.” Sagde han og blinkede til mig.

”Jeg vil dog gerne indrømme, at jeg prøver at være ligeglad… Men jeg tror altså, du bliver nødt til at snakke med Louis. Snart.” Sagde han forsigtigt, da vi fulgtes ned mod de naturvidenskabelige faglokaler. Vi startede mandagen ud med fysik. Den allerbedste måde, at starte sin mandag på…

”Tro mig, jeg har prøvet, men det er som om han lukker ned og kun giver mig halve svar, men også tusinde vis af nye spørgsmål.” Liam prustede.

”Han kommer og spiser med til frokost. Måske vi kunne snakke der?” Foreslog han, som den venlige sjæl han jo var. Jeg prøvede at holde en lige så positiv indstilling.

”Ja, det kan vi godt.” Sagde jeg og smilede til Liam, så han gav mig et af sine cute små grin, inden han let skubbede til mig med sin skulder.

”Må jeg for resten sige, at det er en flot trøje, du har taget på i dag? Jeg tror jeg har den samme.” Sagde han og sendte mig et drillende blik, over den trøje af Nialls, som jeg havde taget på. (Outfit findes i kommentar). Jeg skubbede tilbage til hans skulder, så vi begge grinte, inden vi gik ind til fysik.

Ligesom så mange andre gange, faldt min opmærksomhed hurtigt hen på det faktum, at Louis, Liam og jeg skulle snakke om det hele i dag. Derfor fik jeg endnu en gang ikke så meget ud af mine timer. Jeg vidste godt, jeg haltede med det skolemæssige. Det gjorde mig dog ikke noget, da kunstakademiet i London mere tænkte på kunstneriske evner, end de boglige. Desværre havde min mor ikke samme indstilling, da kunst burde være det jeg satte som allersidste prioritet og ikke den første. Hun ville flå mig, når karakterbladene blev sendt ud om et par uger.

Dagen gik langsomt og det var som om, frokostpausen virkede længere og længere væk, end den var. Min mangel på fokus og koncentration hjalp dog ikke meget, men jeg kunne også mærke, at da der efterhånden kun var en time tilbage til frokost, så voksede nerverne også mere og mere. Jeg var nervøs, men inderst inde, brændte jeg virkelig efter at vide, hvad det var Louis gemte på. Det ville være en lettelse, hvis jeg endelig kunne få nogle svar. Nerverne voksede også bare mere og mere, fordi nervøsiteten om, hvad svaret mon kunne være, grublede sig mere og mere fast i min hjerne. Specielt fordi, jeg måske frygtede, at Louis’ svar ville ende med at vende op og ned på det hele… og at mit forhold til Niall ville blive vendt på hovedet.

Jeg ønskede det virkelig ikke. Men inden i mig, var jeg også virkelig nervøs for, at det var tilfældet.

Min vejrtrækning fungerede ikke 100 procent optimalt, da Liam og jeg mødte Louis, for at gå sammen ned mod cafeen. Heldigvis havde Liam og jeg samme time, som var blevet aflyst, så det gav os rig mulighed for at få snakket.

”Hey.” Hilste Louis og stak hænderne i sin denim-jakke med den hæslige uldkrave, som Liam og jeg havde kommenteret et par gange, men som han insisterede på, var lige præcis ”ham”. Liam og Louis gik straks i gang med at snakke med hinanden, mens jeg gik ved siden af dem og kiggede ned i jorden. De sagde lidt til mig en gang i mellem, og selvfølgelig svarede jeg, men mit fokus var kun på, at komme ned til cafeen.

Heldigvis mærkede vi alle, at den stille decemberkulde, efterhånden havde lagt sig hen over England, og derfor værdsatte vi den varme temperatur inde på cafeen. Vi satte os ned ved vores sædvanlige bord, med mig på min egen side og Louis og Liam på overstående side. Jeg kiggede på Louis, som smilede kækt til servitricen, da vi havde bestilt vores mad og drikke. Derefter kom stilheden. Den akavede stilhed.

”I skulle aldrig overveje at prøve noget andet end grillede ostesandwhiches?” Spurgte jeg og kiggede på drengene, som endnu en gang havde bestilt deres sædvanlige frokost. Liam rystede på hovedet, mens Louis kiggede nøje på mig.

”Du skulle vel aldrig overveje, at din kæreste er jordens største idiot?” Jeg kiggede hurtigt chokeret på Louis. Liam kiggede opgivende på ham.

”Kunne vi ikke gemme den samtale til efter, at vores mad var kommet, jeg..”

”Hvorfor, det er jo derfor vi er her. Ikke sandt, Tommo?” Sagde jeg og kiggede på Louis, så Liam sukkede tungt og satte sig tilbage i stolen.

”Anastacia, din kæreste er en idiot.” Sagde Louis og lagde sine arme over kors.

”Han er ikke min kæreste.” Sagde jeg og kiggede vredt på ham. Han trak på skuldrene.

”Whatever… Jeg siger også kun det her, for at hjælpe dig.”

”Men det er lige det, du ikke gør!” Sagde jeg hurtigt. Han kiggede op på mig.

”Louis, du bliver ved med at fable om, hvor forfærdelig Niall er, men du kommer aldrig med rigtige argumenter… Du er måske bare lidt jaloux?” Spurgte jeg hårdt.

”Jaloux? Mig? Det er det sidste jeg nogensinde bliver, på den idiot.” Sagde han hurtigt.

”Så fortæl mig hvorfor. For i min verden, er Niall muligvis ikke den bedste person i verden, men jeg kan se ham. Og jeg kan se, at han har potentiale. Niall er den eneste, der virkelig ser mig. Det er som om, at jeg er hel sammen med ham.”

”Og du er sikker på, at i ikke er kærester?” Sagde Louis hurtigt.

”Niall er en god fyr, Louis. Han har sine dårlige sider, men det har vi alle.. selv jeg har. Men med Niall, er det som om de forsvinder… ikke helt, men lidt. Han forstår mig…”

”Mennesker er ikke medicin, Anastacia. Han kan ikke redde dig fra dine mørke sider.” Sagde Louis og kiggede vredt på mig. Jeg mærkede raseriet sprænge i mig.

”Men du kan?” Spurgte jeg afgørende.

"Anastacia, de er ikke andet end ballade." Sagde han og kradsede på noget indtørret drikkelse på bordet.

"Hvordan ved du, at de er slemme mennesker, hvis du aldrig har talt med dem?" Spurgte jeg frustreret. Han så op på mig, så jeg så det vrede blik.

”Hvor tror du, jeg ved alt det her fra? Tror du jeg konkluderer ud fra observationer? Anastacia, du ville aldrig nogensinde ønske at kende dem, som jeg gør..”

”Hvad fanden har de gjort dig?!” Vrissede jeg frustreret, så Louis bankede sin hånd ned i bordet.

”Niall vil flå dig i stykker, tage alt hvad du har kært fra dig og være ligeglad med, hvor meget han sårer og ødelægger dig som efterfølge.”

”Du får det til at lyde som om, at han har stjålet fra dig? Tog han din eneste ven, og lod dig blive tilbage munters alene?” Vrissede jeg, men holdt hurtigt inde, da Louis kiggede koldt på mig, inden han tog sine ting og gik.

”Louis,..” Prøvede Liam, men Louis havde allerede forladt os og cafeen. Jeg kiggede hurtigt på Liam, mens mit hjerte var ved at slå sig selv til døde.

"Liam, hvad skete der?" Spurgte jeg stille, så han kiggede på mig.

"Det er en lang historie..."

"Liam, hvad skete der?!" Sagde jeg hurtigt. Han sukkede dybt, inden han rettede sig op.

"Tro det eller lad vær, men Louis og Harry..."

"Harry?!"

"Da Louis og Harry var små plejede de at være sammen 24/7. Så du Louis, var Harry lige ved siden af... Så du Harry, var Louis der. De var de bedste venner i hele verden... Folk begyndte endda at omtale dem som brødrene Stylinson." Sagde han og fnyste lidt.

”Lige indtil den dag, den nye pige kom til byen..” Sagde han og kiggede forsigtigt op mig.

”Marie.” Tilføjede han.

”Marie?” Spurgte jeg forbavset. Liam nikkede.

”De kaldte hinanden ”de tre hellige musketeer”. De var hinandens et og alt, og var der for hinanden uanset hvad. Lige indtil…” Jeg kiggede ventende på ham.

”Det er ikke mere end to eller tre år siden, det skete. Jeg havde boet her i et års tid, og Louis og jeg havde faktisk snakket en del. Han var stadig en af de hellige tre med Harry og Marie. En dag indviede han mig lidt i nogle følelser for...” Han stoppede og så meget tænkende ud.

”For hvem?” Spurgte jeg nervøst, så Liam sukkede lidt.

Marie… Louis og hende havde tilbragt et par aftener sammen, hvor Harry ikke havde været med, og Louis var vist begyndt at se hende som en lidt mere favoritperson, af sine to musketeer...”

”Liam, hvad skete der?” Han kiggede op på mig, så jeg kunne se vreden i hans blik.

Niall.” Mit hjerte sprang et slag over.

”Niall kom og ham og Harry begyndte at snakke. Marie snakkede lige meget med Niall og Harry, så nogle gange, når Harry hang ud med Niall var hun også med… Allerede der, kunne alle fornemme, at Harry og Niall klikkede bedre, end Louis og Niall gjorde. Niall var også virkelig led ved Louis.. Niall favoriserede Harry og Marie meget mere end Louis.”

”Hvad gjorde Harry og Marie så?” Spurgte jeg og frygtede allerede svaret.

”Marie var bedre til at sige fra, men Niall er… Niall kan sno folk let om sin lillefinger og kan overbevise dem til mange ting… Specielt, når man kommer på toplanshånd med ham.” Jeg kiggede på ham, mens han fandt ordene.

”De begyndte at tage med til nogle af festerne, og snakkede stort om det til Louis. Og du kender Louis, han er jo ikke helt den store festtype, så klart, at han aldrig blev inviteret.. Men han blev også langt væk fra festerne. Han ville ikke hænge ud med de typer, men det ville Marie og Harry meget gerne. Allerede helt fra starten var de to helt opslugt af det miljø… Det betød så bare, at de så mindre og mindre til Louis og når de så endelig gjorde, så var det som om ingenting nogensinde var sket. Men alle vidste godt, at når Niall så kom i nærheden, så forsvandt de fra Louis igen." Sagde han og tog en pause.

"En dag mødte Louis, Harry, og han var helt anderledes. Han havde fået en læbepiercing og et par enkelte tattoos. Louis kunne nærmest ikke kende ham. Han mødte Marie lidt efter, som annoncerede, at de skulle holde Harrys fødselsdag og som et lille ekstra skår i hjertet, måtte Louis ikke komme med... Det var vel nok også det bedste." Sagde han, så jeg kiggede op på ham.

”Hvad skete der?” Spurgte jeg.

”Harry havde godt vidst til Louis’ følelser for Marie, hvilket Niall vist havde fået nys om og inden Louis så sig om, blev der sendt billeder til ham fra festen af… Ja… af.”

”Af hvad, Liam?” Spurgte jeg hurtigt.

”Harry og Marie. Louis fik nogle beskeder af Niall, med billeder af dem… sammen. Billeder, med ret meget aktion i… Hvilket Niall skrev til Louis var hans egen skyld, grundet den taber han var. Louis var synderknust. De var hans bedste venner. Desværre, endte han med at møde Harry efterfølgende, hvor han spurgte omkring det og Harry.. Ja, jeg tror nærmest, at hele byen så, hvordan han knuste sin bedste vens hjerte på den groveste måde, den dag…”

”Hvad sagde han?”

”Harry ignorerede ham og da Louis så fik nok og tog fat i ham, grinede Harry bare og gik over og kyssede Marie foran ham. Så selvfølgelig reagerede Louis og tog fat i Harry, for at slå ham, men..”

”Men hvad?!” Spurgte jeg hurtigt, mens mit hjerte bankede af sted.

”Harry svor den dag, efter at de nærmest havde ydmyget Louis nok, med den brækkede næse, som alle slagene havde givet ham, at Louis aldrig nogensinde havde været hans ven, og at hvis Louis nogensinde talte til ham igen, så ville han trække sit sidste åndedræt.. Louis har stadig mareridt en gang imellem..” Tårerne sad i mine øjenkroge, mens mit hjerte bristedes og sorgen ramte mig over hvor forfærdelige de alle havde været. Jeg kunne ikke tro, at Niall havde manipuleret dem så meget… jeg troede jeg kendte ham.

”Men, hvordan kan de gøre sådan mod ham, jeg…” Prøvede jeg, inden Liam kiggede op på mig.

”Fordi de værste monstre ikke kun findes i vores drømme, men også i vores rigtige liv… Og de er forklædt som mennesker.”

______________________________________________________________________________________________

Jeg undskylder på forhånd for mulige knuste hjerter og nyt had mod Niall...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...