Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
313750Visninger
AA

17. First day of hell

"I ain't waitin'"

Fleetwood Mac - Blue Letter
 

Jeg ønskede virkelig, at sommeren havde varet længere, at det ikke var mandag morgen, og jeg skulle starte i skole. På en anden vis var det også rart, for det betød, at der virkelig kun var et' år tilbage, før at jeg endelig var fri og kunne forlade det hele. Men sommeren havde virkelig været noget af det bedste... specielt den sidste del af den. Jeg havde ikke følt mig så fri, som jeg havde på den festival. Derfor gjorde det mig ambivalent i forhold til, hvad jeg skulle føle omkring i dag.

"Glæder du dig?" Spurgte min mor med hendes spændte stemme. Jeg sad ved morgenmadsbordet og spiste lidt af den skål cherios jeg havde hældt op. Jeg trak på skuldrene.

"Det ved jeg ikke... Ja, tror jeg?" Sagde jeg og sendte hende et forsigtigt smil. Hun var i gang med at gøre rent. (Fordi man kan jo aldrig være for tidligt ude med at gøre rent, i et allerede støv- og pletfrigt hjem?)

"Hvordan tror du dine karakterer kommer til at ligge her dit sidste år?" Jeg sukkede tungt.

"Bedre end sidste år." Sagde jeg hurtigt, så hun smilede stort til mig og rent faktisk aede mig over håret.

"Held og lykke med i dag, min egen." Sagde hun og smilede til mig, så jeg for en gangs skyld sendte hende et oprigtigt smil. Vi havde mange billeder i flere fotoalbums af min familie og jeg fra den gang jeg blev født og årene derefter. Nogle gange kunne jeg godt savne den tid, hvor mine forældre eller jeg, ikke gik op i, hvad en perfekt familie var. Derfor kunne jeg heller ikke lade vær med at tænke på, hvornår det hele gik galt?

Jeg rystede på hovedet og tog så mine ting, for at tage af sted. Jeg skulle til at sætte mine høretelefoner i, for at kunne høre musik, da en sms poppede ind.

#Hvad skal du lave i dag? - N. Jeg smilede lidt. Der var et eller andet inden i mig som blev varmt, når jeg tænkte på Niall. ​

#Skole. Skrev jeg og lukkede døren efter mig, for at være klar til at gå.

#Ugh! Skrev han, så jeg ikke kunne lade vær med at grine lidt.

#Jeg ved det. Jeg ville meget hellere sove.

#Lol, hvad laver du senere? Spurgte han, så jeg ikke kunne lade vær med at tænke på, hvor han mon ville have det her førte hen?

#Sove, tror jeg? Skrev jeg igen. Der gik ikke mange sekunder, før han skrev tilbage.

#Hvad skal du ellers lave?

#Tumblr.

#Er det seriøst alt hvad du laver?! Skrev han hurtigt, så jeg praktisk talt grinede højt. Niall var så meget mere, end man egentlig troede han var. Det var som om, at jo mere jeg lærte ham at kende, jo bedre kunne jeg lide ham. Men jeg kunne ikke helt finde ud af, om det måske var en dårlig ting?

#Nogle gange går jeg også ned til køleskabet. Skrev jeg og drejede om hjørnet ned af hovedgaden, som førte op til den store skole, en halv kilometer længere fremme.

#Sikker på, at du ikke er lidt af en loner? Skrev han, da jeg nåede hen til parkeringspladsen og kunne se, hvordan alle var i gang med at hilse på deres venner og klassekammerater efter en lang sommerferie, hvor de kunne dele alle deres oplevelser med dem, og fortælle om deres mange eventyr og ekspeditioner, der havde givet dem nye lærerige indsigter - Jeg var ikke en af de personer. ​

#Jeg har ikke brug for dig, jeg har mit internet. Skrev jeg hurtigt, inden jeg gik forbi parkeringspladsen og kom hen til gangstien op til hovedindgangen, hvor en masse fremmede mennesker stod og sludrede. Jeg mærkede en klump i maven og kiggede på min telefon, men Niall havde ikke svaret mig. Jeg lagde den hurtigt ned i lommen på min jakke, inden jeg gik indenfor, hvor lugten af hormonforstyrrede teenagere, der lige havde givet slip på frihedens dejlige aromaer, fyldte mine næsebor. Jeg prøvede at kigge efter nogen, som jeg måske havde kendskab til, eller som jeg vidste jeg kunne gå sammen med... Men så igen. Jeg var jo mig. Jeg var ikke, og havde aldrig været god til det med venner. Kun dem, der intet socialt havde med mig at gøre, som at gå på samme skole, eller samme årgang som mig. Jeg savnede Sophia.

Jeg havde fået et brev fra min rektor om, hvor min første time skulle holdes henne og da jeg intet kendte til skolen og alle lokalerne, var jeg nødsaget til at spørge nogle om vej. Det medførte dog til, at jeg faktisk endte med at fare vild og derfor også stadig gik og ledte, da klokken ringede ind til time.

"Fuck!" Bandede jeg, inden jeg kiggede på mit papir over skolen og de mange lokaler og opdagede at jeg var på 2'er gangen, og bare skulle finde 2.87. Det skulle dog vise sig, at det at komme til time, som den allersidste, men også som hende den nye, muligvis var det værste, der kunne ske i dag.

"Undskyld jeg kommer for sent…" Fik jeg hurtigt sagt, da jeg nåede klassen og så, hvordan både min lærer og hele klassen stirrede op på mig.

"Du må være Anastacia Edwards." Sagde min lærer. Han virkede som den der sure lære, der selv om vi alle nok var mellem 17 og 18, stadig ville sende os ud for døren, for at have en seriøs snak, hvor han ville spørge: "Hvad er det der går dig på, min ven. Du ved, du kan komme til mig. Jeg er jo din ven." Jeg nikkede med hovedet.

"Det er mig." Sagde jeg og prøvede at undgå alles blikke.

"Velkommen til historietimen, Miss Edwards." Sagde han, så jeg allerede gøs over hans formelle tiltalemåde. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle smile, eller sige noget kækt, så folk straks fik et indtryk af mig, men så igen, jeg var mig. Jeg kiggede ned i jorden og listede hen til den først ledige plads. Den var desværre på forreste række, midt i alles åsyn. - Åh gud, det her ville blive en lang dag!

Jeg følte mig helt befriet, da det til middag ringede ud til frokost og jeg endelig kunne slippe væk. De sidste tre timer havde været et helvede, grundet alles mærkelige blikke, plus det at den eneste samtale jeg havde haft i de sidste tre timer, var med mig selv og min indre samvittighed i, om jeg skulle sige noget i Engelsk om To Kill A Mockingbird eller ej. Jeg valgte det sikre valg og tegnede i stedet på opgavepapiret. Dog ændrede det sig, da jeg satte mig alene ved et ledigt bord med dagens frokost, og der blev prikket på min skulder.

"Hej Anastacia." Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen og til min gigantiske lykke, var der et velkendt ansigt.

"LIAM!" Skreg jeg nærmest af glæde og hoppede op og omfavnede ham. Han grinede straks af mig.

"Endelig en jeg kender!" Sagde jeg lettet, inden han satte sig ned ved over for mig ved bordet. Han sendte mig sit venlige varme smil, så jeg følte mig lidt mere tilpas igen.

"Hvordan er første skoledag, min pige?" Spurgte han venligt, mens at han gik i gang med sin burger. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle lyve eller lade vær?

"Det er vel okay... Jeg sagde næsten noget i engelsk." Sagde jeg og tog en bid af min klase vindruer. Liam smilede skævt.

"Det er ikke sjovt, at være hende den nye, hva?" Spurgte han. Jeg trak på skuldrene.

"Der er bare ikke nogen jeg kender." Sagde jeg lavt.

"Vi kan følges til fællestimen i auditoriet i næste time. Og går du ikke på den sproglige linje?" Spurgte han hurtigt. Jeg nikkede forsigtigt og så, at han lyste op i et endnu større smil, hvilket jeg nærmest ikke havde troet, var muligt for Liam.

"Fedt! Så har vi nogle fag sammen. Vi er jo på sidste år, begge to." Sagde han. Jeg mærkede straks det lille lyspunkt i mørket.

"Fantastisk!" Sagde jeg og lyste op i et stort smil. Vi småsnakkede lidt videre, indtil en velkendt ung pige, kom gående forbi.

"Hey, Babydoll!" Det var Leah. Det havde overrasket mig, hvis hendes beklædning i skolen havde været mere "passende" i forhold til festerne. Men det var Leah vi talte om, og lædernederdele med en stram guldtop og høje sorte, slanke støvler, var åbenbart passende skolebeklædning.

"Hej.." Sagde jeg forsigtigt.

"Jeg vidste ikke, at du skulle starte her på skolen?" Sagde hun og kiggede overrasket på mig. Nok fordi du aldrig har spurgt mig?

"Men altså... Marie starter først i næste uge, fordi hendes forældre er i Paris, for at besøge hendes bedsteforældre, så du kan nok ikke regne med hende. Vi andre sidder dog udenfor under træerne, hvis det er. Du kommer sikkert krybende på et eller andet tidspunkt alligevel, tænker jeg." Sagde hun og sendte mig et falskt smil, inden hun vandrede videre i sine høje stiletter. Dog kun kort for at kigge om på os igen.

"Flot sweater, Payno." Sagde hun og grinede så skingert og hånende. - Gud hvor jeg dog savnede Sophia... og Marie.

"Ik’ tag dig af hende." Sagde jeg hurtigt undskyldende til Liam. Han sukkede lidt, men kiggede så op på mig, inden han pakkede sin frokost bakke sammen.

"Kom, lad os gå hen og få nogle ordentlige pladser i auditoriet." Sagde han og rejste sig fra bordet. Jeg fulgte efter ham og var lykkelig over, at jeg ikke lignede en fortabt lille mus mere. Jeg kiggede hurtigt ned på min telefon og tænkte på, hvad Niall mon egentlig lavede? Jeg rystede hurtigt tanken væk, da Liam hev mig med ind i auditoriet og vi fandt nogle pladser. Vi fik sat os 10 minutter før, at alle andre også kom. Jeg kiggede lidt rundt, indtil jeg fik øje på Leah og Harry, sammen med nogle af deres andre venner, som jeg tit også havde set til festerne. De skilte sig ret meget ud fra mængden.

"Hvad ved du egentlig omkring Marie og dem?" Spurgte jeg hurtigt Liam. Han kiggede lige ud og fik øje på dem ovre i den anden side af salen.

"Jeg ved, at Leah er på sidste år på samfundslinjen. Jeg ved ikke, hvordan hun ligger fagligt. Nogle siger det er hendes krop karaktererne er baseret ud fra, mens andre mener hun faktisk er klog. Jeg har dog aldrig selv hørt hende sige noget fornuftigt... Harry er på andet år, fordi han kom ud i nogle problemer for et par år siden, og så blev nødt til at tage året om, og derfor studerer 3. år om igen, sammen med Marie. De er vist på samme linje. De er også uadskillelige, så det forbavser ikke nogen. Zayn gik ud sidste år og arbejder vist hos en eller anden mekaniker uden for byen. En onkels eller sådan noget.. Louis gik ud sidste år. Bestod den videnskabelige linje med rene 10 og 12-taller, men det er også Louis vi taler om. Han starter på det lokale universitet i næste uge." Sagde han. Jeg nikkede hurtigt, og mindedes, at Louis havde snakket noget om, at være lidt af et vidunderbarn. Dog var der stadig en person tilbage, som jeg undrede mig over, hvad der var blevet af.

"Hvad med Niall?" Spurgte jeg hurtigt og lænede mig ind til Liam, fordi skolens rektor kom op til podiet med mikrofonen og startede dagsordenen for fællestimen.

"Hvad med ham?" Spurgte Liam hviskende.

"Hvad laver han?"

"Han blev smidt ud for et par år siden. Rimelig hed affære."

"Hvad gjorde han?" Spurgte jeg hurtigt, men blev tysset på af nogen bag os. Liam sukkede.

"Jeg ved det ikke. Det kom vist aldrig rigtig frem. Han blev i hvert fald bortvist og bandlyst fra skolen og alt muligt. Hør nu efter." Sagde han og rettede sin fulde opmærksomhed mod talerne nede på podiet. Jeg kunne dog ikke helt lade vær med at tænke på, hvad det var, der var sket med Niall. Og hvad han lavede nu?
 

Alt i alt, havde min første skoledag vel været ligesom en normal anden første skoledag? Bortset fra, at det lidt føltes som første skoledag i børnehaven, og ikke sidste år på High school.

Jeg traskede ind af døren derhjemme og gik direkte op til mit værelse, hvor jeg dumpede min taske ned på gulvet, så jeg kunne dumpe mig selv ned i min seng. Jeg prustede tungt ud. Sikke en dag! Jeg vendte mig om på siden til min computer og tændte for den, så jeg kunne tilbringe dagens resterende timer på Tumblr. I hvert fald indtil min telefon brummede fra min jakkelomme. Jeg tog den op og så beskeden.

#Lang dag? Jeg smilede lidt. Der var et eller andet inden i mig, som havde det mærkeligt over, at dagens højdepunkt var Nialls sms'er.

#Tumblr har savnet mig! Skrev jeg og kunne ikke lade vær med at smile, da han efter få sekunder skrev:

#Anastacia, du er et sørgeligt menneske, siden du udelukkende lever på de sociale medier.

#Jeg håber snart din telefon dør! Skrev jeg og kunne ikke lade vær med at grine over ham og hans mærkelige sms'er.

#Jeg håber dit wifi dør!

#Strengt! Skrev jeg og lagde min telefon ved siden af min computer, for at surfe lidt på Tumblr.

#Er der slet ikke noget andet jeg kan få dig til denne simple mandag aften? Skrev han efter et lille kvarters tid. Jeg kiggede lidt på min skærm, inden tusinde tanker fløj gennem mit hoved.

"Anastacia! Kommer du ikke lige ned, min egen?" Råbte min mor nede fra stuen af. Jeg sukkede opgivende.

"Jeg kommer!" Råbte jeg, men kiggede så ned på min telefon, inden jeg tog mig sammen og skrev:

#Du kunne komme over? Jeg trykkede send uden at tænke over det, og smed så hurtigt min telefon fra mig, inden jeg gik nedenunder.

Samtalen stoppede der.

______________________________________________________________________________________________

Hvad siger i så om Anastacias første skoledag? Tror i hendes skolegang bliver god?

Og hvad med Niall og dem? Hvad er der mon sket med Niall?

Og hvad mon Niall svarer på Anastacias beskeder? Og hvad betyder det egentlig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...