The end of our memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2014
  • Opdateret: 9 sep. 2014
  • Status: Igang
"Jeg tror den eneste grund til at vi holder på minder i så lang tid er fordi minder aldrig ændre sig, ikke engang når mennesker gør, men ens syn kan blive ændret på dem" - Bonnie Stewart er 25 år, hun har været igennem ild og vand med hendes tidligere kærester Drew, og nu er minderne fra ham, det eneste hun har tilbage af ham. Både de gode og de dårlige. Da hun rydder op i deres gamle lejlighed finder hun deres væg med polaroidbilleder af alle deres minder. Selvom hun ihærdigt prøver at glemme dem, kan hun ikke lade være med at tænke tilbage...

3Likes
3Kommentarer
491Visninger
AA

4. Paris

”Det ligner en legomands ben” Drew pegede op på triumfbuen. Grinende slog jeg ham på skulderen. ”Jeg forstår faktisk godt hvorfor din søster gik ud af aftenkurset… vi er virkelig irriterende” jeg grinte af hans ansigt, der bare kiggede på triumfbuen, mens han nikkede istemmende til hans egen synsvinkel. Det var et af Drews talenter, han kunne sige noget, han mente som sjov og stadig holde masken. Igen slog jeg ham på skulderen.

Ja Bobbie var gået ud af aftenkurset for en måned siden dengang. ”Det var meningen, at det skulle være en mulighed for os til at være sammen, men nu bruger du kun tiden sammen med Drew” hun virkede ikke sur eller irriteret på nogen måde, nok mere anklagende og skuffet. Jeg vidste udmærket godt at hun ikke brød sig om den spontane og energiske type som Drew var. Jeg var blevet vred på hende, fordi hun ikke brød sig om ham, og vi havde ikke snakket sammen siden. Selv om jeg prøvede inderligt, kunne jeg ikke lade være med, at sende en lille tanke til hende, selvom jeg var vred. Bobbie havde altid elsket Paris, og i det hele taget Frankrig… hun burde have været der.

Som sædvanligt når ”crewet” var på tur, gik mig og Drew bagved og larmede, som vi nu havde lyst til. Drew tog mig under armen, og trak mig med de andre, der allerede var et stykke foran os.

”Prøv at forestille dig at bo her” jeg klemte hans arm. ”Jeg kan lige forestille mig det, dig og mig bo i en lille lejlighed. Den skulle være tæt på Eiffeltårnet, og have en altan, hvor vi kunne spise franskmad, og nogle gange sove derude, så vi kunne kigge på stjernerne hele natten” Drew havde viklet sin arm ud af armkrogen mens han forklarede, og stod og svingede ud med armene, for at vise hans begejstring. ”Vi ville have en lille hund, selvfølgelig en bomuldshund, så du er i sikkerhed for din hundeallergi, vi ville passe rigtig godt på den, og den ville have en kæmpe stor hundekurv, og når det var jul, måtte den få en af de der kæmpe kødben, hvor vi så havde bundet en stor sløjfe om”

Han smilte for sig selv, og nikkede anerkendende ud i luften. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lavt. ”Det ville vi aldrig få penge nok til, og det ved du. Undskyld hvis det er lidt af en spoiler, men prøv lige at tænk realistisk” Jeg kunne se på hans ansigt, at det jeg havde sagt, havde på ingen måde fjernet drømmen fra ham. ”jo jo for vi ville begge have gode jobs, hvor vi var godt betalt. Du ville være en anerkendt arkitekt, som du altid har ønsket dig, og jeg ville være en verdensberømt fotograf” Jeg kunne ikke lade være med at drømme med og sagde forsigtigt: ”ville vi have walk in closet?” Drew sendte mig et strålende smil, og jeg kunne ikke lade være med at ae ham på kinden. Det var som om livsglæden og håbet, lå som lysende gylden kappe om ham. ”Selvfølgelig ville vi det-””- og en bobbel åh jeg har altid ønsket mig sådan en bil” sagde jeg meget mere opstemt. ”hmm det skal vi nok diskutere lidt igennem først”

De andre rystede på hovedet af os, da vi næsten lå ned midt på gaden, og grinte så det gjorder helt ondt. ”Hvis vi på nogen måde skal kunne nå hjem til hotellet i dag, så vi kan komme på restaurant, så bliver i fandme nød til at tage jer sammen!” Jaquelyn vendte sig hidsigt om mod. Eftersom hun var halv kenyaner, stod hendes hår som en tæt sky omkring hendes hoved, og hun havde en knaldrød læbestift på de normalt chokoladebrune læber.

Jaquelyn var den eneste i ”crewet” mig og Drew på nogen måde lyttede til og respektere, så der gik kun få sekunder før vi var på benene igen og små løb hen til de andre. ”Det er utroligt med jer, i er jo som små hundehvalpe” Jaquelyn slog hovedet tilbage og lo en hjertelig latter, mens vi bare stod og fniste lidt halvhjertet med.

 

***

 

”Jeg anede ikke du ejede sådan noget Drew” jeg lå flad af grin på vores hotel seng. ”Ved du hvor meget min mor hun skulle overtale mig for at købe det, jeg har endda også købt sko” han viftede med sine blankpolerede sorte sko, mens han knappede den sidste knap i hans vest.

Han havde først en hvid skjorte på, så en grå jakkesætsvest, et par jakkesætsbukser i samme farve som vesten, sine fine sorte snøresko og til sidst en sort butterfly. Jeg rullede stadig rundt på sengen af bare grin, imens Drew bare blev mere og mere irriteret. ”Ja ja så er det ikke sjovere, nu er det din tur” han trak mig op fra sengen, og skubbede mig uforsigtigt ud på badeværelset.

Mig og Drew var ikke så modebevidste som de fleste andre i ”crewet” var, og havde på en måde svært ved at gå op i det… det virkede forkert.

Min mor havde faktisk valgt min kjole, hvis det havde stået til mig, var jeg mødt op i mine gode gamle jeans og en helt normal T-shirt! Det var en ærmeløs auberginefarvet kjole, som sad stramt ind til kroppen, og gik til midtpå lårene. Den havde store bløde folder placeret strategisk over hele kjolen, og havde en høj halsåbning.

Jeg forventede at få Drews latter smidt lige tilbage i hovedet, efter jeg havde grint af ham, men da jeg trådte ud var der helt stille. Forlegent kiggede jeg på Drew, der bare smilede til mig. ”Det er min mor der har valgt den” sagde og var allerede kampklar, men han grinte bare let. Han rejste sig diskret fra sengen, og gik hen til mig. Han tog fat i mine hænder, og sagde lige ud ”Du er smuk Bonnie” Det slog ned som et lyn i mig. Jeg var blevet så forskrækket, at jeg ikke engang kunne svare ham, fortælle at han tog fejl, at jeg ikke kunne se smuk ud, men der var en helt speciel fornemmelse i min mave der gjorder mig helt mundlam. Det var som om der var en stor flammende kugle i min mave, der varmede hele min krop op, og det gjorder mig rædselsslagen. ”Jeg har tænkt meget på os to den seneste tid, hvis ikke det seneste år” mine kinder blussede flammende op, og jeg kunne mærke hvordan jeg måtte gispe efter vejret. Jeg vidste hvordan det ville ende

”Jeg elsker dig Bonnie” Dér mistede jeg for alvor kontrollen over min krop og handlinger, at jeg bare sagde forhastet og monotont tilbage ”J- jeg går nu, vi ses på restauranten” Drew rakte ud efter min arm, men jeg var allerede halvvejs ude af rummet. Jeg vidste at Jaquelyns dør, altid ville stå åben.

 

***

”Jeg forstår det bare ikke!” Jaquelyn klappede mig på ryggen, mens jeg bare græd og græd. ”måske har vi været forelskede engang, men ikke nu, nu er vi jo bedstevenner og” Jeg blev stoppet af et af mine mange hulk. ”Jeg kan ikke være forelsket i ham, og han kan overhovedet ikke i mig, det ikke meningen det her” jeg lod mig bare overgive mig til gråden, det gjorder alt meget lettere.

Jeg kunne mærke hvordan Jaquelyn grinte svagt. ”Hvorfor griner du nu?” hurtigt fjernede jeg mit hoved fra hendes skulder. Jeg kiggede undersøgende på hendes ansigt, hvor et strålende smil var solidt plantet. ”Du gør alting så besværligt Bonnie. Hvorfor er du så bange for at tingene ændre sig? forandringer fryder ikke sandt” Undrende løftede jeg øjenbrynene, og hun grinte endnu mere mens hun rejste sig fra sengen. ”Du kan ikke selv bestemme hvem du bliver forelsket i, men du kan vælge om du vil tage det alvorligt og tage det til dig” Jeg kiggede ned på sengebetrækket, som jeg stilfærdigt nulrede mellem mine fingre. ”Du skal være villig til at give slip på det liv, du har planlagt, så du får det liv, der venter på dig” Hun kiggede på mig, og sukkede over mit forvirrede ansigtsudtryk.

”Vi bliver nød til at gå nu” det begyndte straks at svige heftigt i mine øjne og jeg kunne mærke hvordan mit ansigt fortrak sig i et hulk. ”Jeg kan ik’, jeg kan ik’, jeg kan ik’” hikkede jeg og kastede mig ind i hendes favn igen. ”Nu må du tage dig sammen Bonnie Stewart! Du har sandelig sans for drama” hendes næsebor udevidede sig i hidsige træk, og jeg bukkede mit blik under hendes. ”Du bliver nød til at tage din beslutning i aften, hvis du venter, vil han tage det som en afvisning, og så har du mistet din mulighed for overhovedet at vælge!” hun sukkede en gang, før hun fortsatte i et mere blidt toneleje ”Hjertet tager aldrig fejl og det ved du” Jeg kunne med det samme genkende det lille citat. ”kom” hun rakte sin hånd ud til mig, som jeg taknemmeligt tog imod.

 

***

Mit hjerte slog næsten smertende hårdt i mit bryst. Vi nærmede os restauranten. Jeg kunne med det samme se Drew, der kiggede sig lidt malplaceret rundt. Det første der strejfede mig var: hvor var det godt han havde mig, så var han ikke alene, men igen smertede det i mit bryst, da en anden tanke skubbede sig frem som en alarmerende klokke der råbte og skreg: ”Nu må du bare vælge om det bliver som venner eller kærester!” Det lød i forvejen nok så plat, men ordene ramte mig så hårdt, at de næsten tog pusten fra mig selvom det bare var en tanke. Lige meget hvad jeg valgte, ville intet blive det samme igen…

”Når lad os sætte os” Det var Jaquelyn der reddede mig, og jeg sendte hende et taknemmeligt blik. Drew og jeg blev placeret overfor hindanden, og Jaquelyn ved siden af Drew.

Mit blik var placeret ned i min tallerken. Jeg kunne slet ikke få mig selv, til at kigge op. Mit blik måtte ikke være dødsstødet.

Maden kom stilfærdigt ind, men jeg tog igen notits af, hvad der blev placeret foran mig. Jeg begyndte mekanisk at spise, mens jeg stirrede ned i tallerkenen. ”Det ser specielt ud var” Min hals var tør som en ørken og min tunge knudrede sig sammen. Jeg fik et hæst og tørt ”ja” ud og prøvede at lukke samtalen der, men han ville ikke lade mig slippe så let. ”Så forfærdelig arrogant jeg kunne brække mig over det” det var umuligt at stoppe det smil, der stille lyste op på mine læber. Hvor var det dog typisk ham.

”Vil du ikke nok kigge på mig Bonnie” Jaquelyns spark gjorder mig opmærksom på at han spurgte mig om noget. Bare smil, et smil var vel ikke det samme som et ja, og da overhovedet ikke et nej.

Langsomt… meget langsomt kiggede jeg op fra min tallerken og fangede dem. De ubeskriveligt varme og uskyldige brune øjne, det smukkeste jeg nogensinde skulle se i mit liv. De fangede mig, jeg kunne slet ikke lade være med at stirrer. Hvordan kunne noget være så smukt? De lyste nærmest af varme og kærlighed, man følte sig nærmest tryg bare af at kigge på dem. Det eneste man så var den ubeskrivelige brune farve der udstrålede alt det han var og er… nemlig en af de mest fantastiske fyre jeg har mødt. Uanset hvordan tiderne er nu.

Der var det ikke engang min egen beslutning, at et smil blev plantet så solidt, at jeg var bange for, at jeg aldrig ville kunne tage det af igen. Det var dét der skubbede mig det sidste stykke over på hans side, over i hans hulehånd, og jeg overgav mig med glæde.

Han grinte kort, inden han forsigtigt med en grinende undertone spurgte: ”Skal vi gå” Under bordet aede jeg hans ben med min fod. ”Lad os det” hviskede jeg sagte, og rejste mig stille op. ”I behøver ikke vente på os” Hviskede jeg igen til Jaquelyn, der smilede forstående.

Drew ventede nede forenden af bordet. Det føltes som evigheder før jeg nåede hen til ham, selvom det sikkert havde set ud som en vædeløbshest der var løbet fra start. Lige så snart vi var kommet ud fra restauranten, satte jeg i løb fuldstændig flad af grin, ikke rigtig fordi der var noget at grine af, men fordi jeg var for glad til at holde min glæde inde.

 

***

Han førte mig videre op i bygningen og ud på deres altan. ”Se Eiffeltårnet” sagde jeg åndeløst, og betragtede det enorme tårn der lyste natten op. ”mmh det flot ik’” jeg kunne mærke hans ånde i min nakke, da han foldede sine arme omkring min talje bagfra, og placerede blidt sin hage på min skulder.

Jeg fornemmede hurtigt hvordan folk kiggede på os. Det var vel heller ikke helt normalt et par ikke kom for at spise på restauranten, ikke engang kom for at blive bare kom for at nyde hinanden, vi måtte sikkert ikke engang være der.

Som altid havde Drew slæbt din rygsæk med, som altid indeholdt han polaroidkamera. ”Vent her” han smilte inden han gik hen til det nærmeste bord hvor en gråhåret mand med utroligt venligt men tandløst smil, sad med sin vældigt udsmykkede kone.

”Excusez-moi” Franskmanden løftede hovedet, så han havde tydeligvist forstået det han havde sagt. ”il peut être possible que vous prenez une photo de nous devant la Tour Eiffel” Han smilede venligt til os ”bien sûr” Drew smilede begejstret til ham, mens han besværet rejste sig op fra sin stol. Smilene så jeg på hvordan Drew forklarede ham, på hans ikke helt perfekte fransk, hvordan han skulle bruge kameraret.

Han småløb hen til mig, og tog fat om min talje og smilede mod kameraret, og som sagt smilede jeg uafbrudt. Franskmanden kiggede ind i linsen og stak så hovedet frem igen. ”no no no monsieur clin clin” Han truttede med munden og gemte igen sit hoved bag kameraret. Drew smilede bredt til mig, og tog langsomt det sidste skridt så vores læber mødtes, og jeg overgav mig åndeløst.

”Bravo” sagde manden som kiggede på kameraret mens den spyttede billedet ud. Drew modtog billedet fra ham og takkede ham mange gange inden vi løb ud af restauranten igen.

 

***

”Lås den nu op” hviskede jeg utålmodigt men stadig utrolig kærligt. Han fik endelig hoteldøren op, og vi trådte ind. Hans arme snoede sig hurtigt rundt om mig igen.

”Du elsker mig ik´” jeg grinte over hans komplet latterlige spørgsmål. ”selvfølgelig gør jeg det” Jeg aede ham på kinden. ”Jamen for den jeg er, jeg er ikke for meget… mig?” af refleks løftede jeg øjenbrynene let og kiggede gennemtrængende på ham, men opdagede at han mente det helt oprigtigt.

Jeg rynkede forvirret på næsen og trak mig ud af hans favn. ”Hvorfor tror du nu lige pludselig det?” han trak forsigtigt på skuldrene ”Bare siden din søster stoppede, og det var jo heller ikke ligefrem fordi du overhovedet ikke tøvede, da jeg nævnte noget omkring os tideligere i dag” jeg sænkede mit hoved. ”Måske var jeg i tvivl, men det er jeg ikke mere” han smilte men ikke helt overbevisende. ”Bare lige siden gymnasiet har jeg prøvet at være ”normal” altså bare i nogle perioder” han holdte en kort pause ”Men det har jeg indset jeg ikke rigtigt kan finde ud af” Han smilede for sig selv ned i gulvet, inden han løftede sit blik igen. ”Så jeg vendte tilbage til at være mig… bare mig” jeg kunne ikke lade være med at smile endnu større, end jeg havde gjort den aften, spørg mig ikke hvordan det kunne lade sig gøre. Jeg styrtede med det samme ind i hans favn ”Hvor er du dog dum at hører på” sagde jeg ind i hans bryst. ”Jeg ved det godt, men det håber jeg ikke gør noget” Jeg kiggede op på ham igen. ”slet ikke”

Han bevægede prøvende sit hoved frem mod mit, og jeg lod hurtigt mine øjenlåg lukke i inden hans læber ramte mine. Han lagde mig så forsigtigt i sengen, så man næsten skulle tro jeg var lavet af glas, og ville gå i stykke ved det mindste fejltrin. Jeg kiggede kort ud af vinduet. Eiffeltårnet lyste stadig. Og på en eller anden måde følte jeg at det aldrig havde lyst så klart før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...