Twilight 2 - Hvad Hvis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2014
  • Opdateret: 31 jan. 2017
  • Status: Igang
Hvad var der sket, hvis Bella Swan aldrig nogensinde var flyttet fra sin mor? Hvis hun var blevet hos hende, og aldrig havde vendt tilbage til Forks?
Hvad hvis… Det i stedet for Bella, var det en anden, som havde fanget Edwards opmærksomhed? Hvilken betydning ville det have fået på historien? Ville den have været det samme? Eller ville der ske yderligere drastiske ændringer, som ville ændre alt?

20Likes
23Kommentarer
3504Visninger
AA

1. Klar til bal

Jeg nøs endnu engang, og endnu en gang. Alice var nødt til at holde op med at pille ved min kjole, fordi at jeg nøs så meget, at jeg ikke kunne stå stille. Men det var langt bedre at nyse, end at ligge i sengen med en alt for høj feber.

”Skal du fortsætte, eller må jeg blive færdig?”

Spurgte Alice, og lød en smule utilfreds. Jeg holdt advarende en finger op, og nøs så igen, før at jeg let nikkede. Nu kunne hun fortsætte.

”Godt.”

Sagde hun tilfreds, og lynede min kjole helt til. Hun var allerede klar, med både kjole, hår og makeup. Rosalie var ved at finde den rigtige makeup frem til mig, og hun var også klar. De ventede kun på mig. Emmett, Jasper og Edward var sikkert også klar allerede. Ikke at Edward var i nærheden af huset. Alice havde jaget ham langt væk, så han ikke kunne læse hendes tanker, mens de fik gjort mig klar.

Jeg forsøgte at kvæle endnu et nys, men jeg fik alligevel bevæget mig en smule.

”Nu blev den skæv.”

Brokkede Alice sig, og hev hårdt en hårnål ud af mit hår. Jeg udstødte en klynkende lyd.

”Har du ikke snart været sur på hende længe nok?”

Spurgte Rosalie, og lød som om at hun kedede sig.

”Ikke helt.”

Svarede Alice utilfreds. Alle de andre havde tilgivet mig for at stikke af, bare ikke Alice. Og det var ærligt talt lidt skræmmende. Alice var jo altid så sød ved mig. Rosalie udstødte en opgivende lyd, og forlod værelset. Hun var vel ved at blive træt af Alices humør.

”Hvorfor er du stadigt sur?”

Spurgte jeg forsigtigt. Alice sukkede opgivende, og svarede ikke. Hvilket jeg ikke brød mig om. Jeg havde jo sagt undskyld, rigtigt mange gange. Og jeg mente hvert et ord.

”Du er nødt til at forstå…”

Begyndte Alice endeligt, og samlede mit pandehår bag på mit hoved med nogle pyntede hårnåle. Hun gik i gang med min makeup, mens hun forklarede.

”Edward har været alene, meget længe. Og der er ikke noget, som gør mig mere glad, end at se ham glad. Han er så forandret, siden han mødte dig. Så glad…”

Sagde hun, og afsluttede min makeup med lidt mascara. Hun fandt igen det hvide bånd frem, men bandt det om mit håndled denne gang.

”Så derfor er jeg sur. Du har ingen anelse om hvor ondt det ville gøre på Edward, hvis han mistede dig.”

Forklarede hun, og knyttede enderne på båndet sammen, så jeg ikke tabte det. Jeg nikkede forstående, og kunne gætte mig til, at når man kun havde en man elskede, så ville det gøre utroligt ondt at miste dem.

”Men helt ærligt, hvad går det her bånd ud på?”

Spurgte jeg, og stirrede nysgerrigt på det. For det var jo bare et ganske almindeligt, hvidt bånd… ikke?

”Det finder du nok ud af.”

Sagde Alice mystisk med et skævt smil, og havde ikke tænkt sig at afsløre det mindste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...