Genforeningen

Dette er min skriftlige fremstilling fra den danske afgangsprøve i 9. klasse, som jeg fik 10 for.

0Likes
0Kommentarer
286Visninger

1. Genforeningen

Mors Dag havde aldrig rigtig sagt mig noget. Det var noget opreklameret fis efter min mening. Jeg kunne ikke se, hvorfor der skulle afsættes en hel dag til at fejre mødre. Jeg kunne ikke se, hvorfor det var nødvendigt. Jeg fik alligevel en lille klump i halsen, hver gang jeg tænkte disse tanker. Jeg var ikke fan af Mors Dag, det var sandt, men var der en grund til det?

 

Jeg sad en dag og holdt et lille, krøllet fotografi op foran mig. Fotografiet forestillede en rødhåret kvinde, som stolt holder en tegning at et rødt hjerte frem i strakt arm. På skødet af kvinden sidder en lille pige med pjusket hår. Teksten i hjørnet af fotografiet fik mine øjne til at blive fugtige. Mors Dag 1994. Det var min mor på billedet. Min mor og mig. Dengang hvor alt var godt, og hvor der ikke var nogen problemer. Vores lykkelige kernefamilies perfekte liv tog en drejning, da min mor en dag ikke kom hjem fra arbejde, som hun plejede at gøre ved 16-tiden. Min far og jeg sad længe og ventede på hende, men hun kom ikke. Hun tog heller ikke sin telefon, da vi prøvede at ringe til hende. Vi gik i seng med uro i maven, og da vi stod op næste dag, var hun stadig ikke vendt tilbage. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i flere dage ikke kunne sove og ikke kunne spise noget som helst, fordi jeg var så bekymret for min mor, som vi ikke vidste hvor befandt sig. Hun kom hjem efter en uge. Stangstiv og med et underligt, fjernt blik i øjnene. Det var tydeligt. Hun var påvirket af et eller andet, og senere kom det frem, at hun også havde været sammen med en anden mand, endda længe før hun var stukket af. Min far var rasende, og det varede ikke længe, før han havde pakket sine ting og var skredet. Jeg tog med ham. Jeg kunne ikke bo sammen med en mor, som i al hemmelighed havde været sin mand utro, og som senere blev afhængig af stofferne. Min far og jeg boede længe hos min farmor, men jeg var 18 år på det tidspunkt, så jeg flyttede hurtigt ind hos min kæreste i hans lejlighed. Vores familie var splittet, og jeg har ikke set min mor siden.  

 

Alligevel sad jeg hvert år på Mors Dag hulkende på bryggersgulvet med fotografiet af hende og mig i hænderne. Jeg savnede en mor, det vil jeg ikke benægte, og jeg havde da også tit tænkt på, om jeg skulle tage kontakt til hende igen, og om jeg skulle opsøge hende og få slået en streg over fortiden. Måske kunne jeg få et forhold til hende igen, selvom vi ikke havde været på talefod i seks år. Jeg havde aldrig fået taget mig sammen til at gøre det, og jeg vidste egentlig ikke hvorfor. Det var ikke fordi, jeg ikke vidste, hvor hun boede. Jeg havde fundet frem til, at hun boede alene i et lille villakvarter i udkanten af København, så der var ikke så langt igen. Problemet var nok, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige til hende. Jeg havde ikke set kvinden i seks år. Da faldt mit blik på tegningen i min mors hånd på fotografiet. I det øjeblik vidste jeg pludselig, hvad jeg skulle gøre.  

 

En time efter stod jeg foran hoveddøren til min mors hus med en buket blomster i den ene hånd. Forhaven var overraskende nydelig. Der var krukker med farverige blomster, et fint, lille fuglespringvand på terrassen og et messingskilt på døren, hvorpå der stod Velkommen. Jeg bankede på døren med en rystende hånd. Jeg forventede det værste; at jeg mødte en gammel, beskidt kone, som lugtede af cigaretter og øl, og som ikke ville kendes ved mig. Der var dog noget ved idyllen over forhaven, som sagde mig, at sådan en person ville jeg ikke møde, og ganske rigtigt: den kvinde, som åbnede døren, var slet ikke den samme kvinde, som vendte hjem til min far og mig den aften for længe, længe siden. Det var en helt anden person. Hendes røde, bølgende hår glimtede i sollyset, hendes øjne var krystalklare under de sorte vipper, og hendes kinder havde en smuk, gylden glød. Hun duftede dejligt af parfume, og i hånden havde hun hverken øl eller vin, men derimod en kop dampende, varm kaffe. Hun gjorde store øjne, da hun så mig, og det var tydeligt, at hun genkendte mig med det samme. Mit hjerte bankede hurtigt, og jeg mærkede gråden komme nærmere. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre, men til sidst fik jeg rakt buketten frem mod min mor, mens jeg sagde:

”Glædelig Mors Dag.”

 

Denne oplevelse har, uden tvivl, været den bedste og mest rørende i hele mit liv. Jeg er lykkelig over, at jeg endelig fik det gjort, og først nu føler jeg, at mit liv giver mening igen. Min mor fortalte mig, at det var tanken om, at hun en dag ville finde sin datter, der holdt hende oppe. Havde det ikke været for mig, var hun måske aldrig kommet ud af sine problemer igen. Siden min mors og min genforening har jeg generelt bare haft det bedre med mig selv. Jeg er ikke længere flov over at snakke om min mor, for hun er den dejligste og mest behagelige kvinde, man kan forestille sig. Hun er slet ikke den samme. Jeg har det rigtig godt, når jeg er sammen med hende i dag, og vores forhold har aldrig været bedre. Jeg kan nu besøge hende lige så tit, jeg vil, og jeg kan stolt vise hende frem til min mand og mine to små børn, som elsker hende lige så meget, som jeg gør. Så det, jeg prøver at sige, er, at man skal lytte til sit hjerte, for hjertet ved, hvad der er rigtigt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...