Riverside | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2014
  • Opdateret: 12 jul. 2014
  • Status: Igang
Catarina er opvokset i skoven og har ingen kendskab til den moderne verden. En dag finder hun den kæmpe by London. Med hjælp fra Niall Horan (som hun møder) må hun overleve det moderne samfund. Det hjælper der for ikke meget at hun bliver eftersøgt af politiet.

5Likes
1Kommentarer
839Visninger
AA

1. På egen hånd

"Catarina skynd dig op, ulvene kommer" det var min mor der vækkede mig. Jeg slog øjende hurtigt op og blev meget hurtigt hel vågen. Jeg kom meget hurtigt på benende, grab fast i min bue og mine pile og var hurtigt af sted. "Hvor er far" spurgte jeg hende imens vi løb. "Han holder dem hen" svarede hun hurtigt uden at stoppe med at løbe. Jeg stoppede brat op. "Vi kan da ikke bare efterlade ham" men det var forsent. Jeg hørte ulvene hyle og min far skrige. Et lille klynk kom ud af min mund og vi begyndte igen at løbe. "Her op i det her træ" sagde i min mor og pegede på et stort træ der lå nogle få meter væk. "Der vil de ikke kunne nå os" jeg startede med at kravle op i træet, og da jeg havde kravlet i træer og plukket æbler siden jeg var 3, tog det ikke længer end 10 sekunder inden jeg var op i toppen af træet. Min mor som var ved at være gamle havde meget besvær med at komme op. Ulvene var allerede ved træets fod. Min mor kravlede det sidste stykke op til mig og det utænkelige skete. Den gren han satte sin fod på knækket og hun faldt. Hele min verden gik i stå det øjeblik. Min mor faldt og ramte med jorden med ryggen først. Hun skreg. Hun døde ikke af faldet, hun døde af de sultende ulve der hurtigt dræbte hende. En tåre trillede ned af min kind. Men jeg tvang mig selv til at være tapper. Jeg var fangede op i træet. Blev jeg oppe i træet døde jeg af slut, kravlede jeg ned blev jeg ædt levende. Tænk Catarina tænk. Jeg havde et problem. Jeg sad i træet i flere timer da det går op for mig hvor dum jeg har været. Jeg havde stadig min bue og mine pile. Jeg finder det frem og tæller mine pile. Der er kun 3. Det er en lille ulveflok på to hunner, (en ung og en fuldvoksen) en fuldvoksen han og en lille unge. Altså 3 pile til 4 ulve og det langt fra sikkert at en pil er nok til at slå en ulv ihjel. Men det er det eneste jeg havde. Jeg lagde en pil på buen og sigtede efter hannens hoved så mine skud blev dødelige. Pilen susede gennem luften og ramte ulven præcis hvor jeg sigtet. Den faldt til jorden med det samme og nået kun lige at komme med en lille pipe lyd. Ikke dårligt af en 12 årig pige at være. De to hunner fik jeg os hurtigt fældet. Den lille unge stod tilbage, men jeg kan sagtens kravle ned, da den ikke kan gøre mig noget. Lige så hurtigt jeg kom op i træet er jeg nede. Jeg tog pilende ud af ligende da jeg ikke har flere end de tre. Jeg kunne ikke lade vær med at være stolt af mig selv. Men så kom jeg i tanke om de forældre jeg lige har mistet. Mine øjne blev våde og jeg stod kun i mine tanker. De er virkelig væk. Jeg er alene nu. Jeg skal klare mig selv. Jeg er på egen hånd. Kan det virkelig passe? En lille pipende lyd fik mig tilbage til virkeligheden. Det var ungen der stod og sørgede over tabet af sine flok medlemmer. Hurtigt lagde jeg en pil på buen og rettede den mod ungen. Pilen dryppede stadig af bold. Den kikkede mig dybt ind i mine øjne. Jeg forstillede mig at jeg gav slip på pilen og den gennem bordet ungens kranie. Det vil være så let. Men jeg kunne ikke. Jeg skød i stedet pilen i jorden og faldt sammen i fortvivelse og begyndte at græde. Jeg mærkede den kolde jord under mig og tårerne strømmede ned af mit ansigt. Ungen kom listende hen til mig og satte sig i mit skød. Jeg kørte mine fingrene igennem dens pels og lod den trøste mig. Vi havde begge mistet alt, vi var begge alene. Vi havde kun hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...