Livet uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 30 jun. 2014
  • Status: Igang
Du fortalte mig, at jeg skulle være stærk. At jeg aldrig måtte give op, lige meget hvor håbløst det så ud. Men når dæmonerne inderst inde siger det modsatte - hvad skal jeg så gøre? | Inpspireret af Imagine Dragons' Demons

12Likes
4Kommentarer
895Visninger
AA

2. Prolog

Mørket havde lagt sig som et slør hen over provinsbyen jeg boede i, og det eneste der brød den endeløse intethed, var en lampe, der hang på broens kant. Broen var gammel og slidt, nærmest faldefærdig, og rækværket trængte i den grad til en omgang maling. Luften var som en pisk mod mit ansigt, og det varede ikke længe før blæsten fik fat i mine dybrøde lokker, og legede med dem i vinden. 

  Mine øjne stirrede stadig ned i det isnende vand, der på få sekunder kunne opsluge hele min krop i ét stort, smertefuldt hug. Rystende gik jeg et skridt tættere på mod det, der indrammede broen, før mine dirrende hænder tog fat om gelænderet. Jeg mærkede hvordan mit hjerte bankede mod mit bryst, da jeg forsigtigt fik min krop om på den anden side af rækværket.

  Fingrene holdt stramt om det kolde rækværk bag mig, sikkert så stramt, at knoerne var blevet hvide. Det ville ikke blive hårdt eller svært at give slip; det ville nok være det letteste af det hele. En følelse af, at jeg gjorde det rigtige skyllede ind over mig, og pludselig var jeg ikke længere i tvivl. Det skulle gøres, og det skulle gøres snart. 

  Vindens larmende skrig, der kynisk fór forbi mine ører, lyden af vandet der væltede ind over hinanden og broens knirken – det hele fyldte min øregang, og jeg nød at lytte til det. Med lukkede øjne tog jeg en dyb indånding – muligvis en af mine sidste.

Efter alle de år med lidelser og smerte, kunne jeg endelig komme væk. Der var ingen der bekymrede sig, ingen der bemærkede én. Folk var komplet ligeglade – og det var dét, jeg ville væk fra. Tårerne var ved at danne sig i øjenkrogen, da jeg tænkte på hvordan mit liv havde været. Født til at være en pyntedukke; én som alle kunne bruge, lige som de havde lyst til. Det var forfærdeligt. Lavede du bare den mindste fejl, ville det have flere konsekvenser end man kunne drømme om.

  Jeg havde hele tiden troet, at der ingen mennesker var, så lang tid efter mørkets frembrud. Men skridtene der kunne høres i det rungende mørke, beviste det modsatte; jeg var ikke længere alene. Skridtene stoppede ikke – tvært i mod var det som om vedkommende satte farten yderligere op.

  ”Ikke gør det.” Stemmen gav mig et mindre chok, og jeg måtte tage mod til mig, før jeg så mig over skulderen. Det var som om en skygge havde lagt sig over hans ansigt, så det gjorde det umuligt at kunne se hvem det var. Han trådte et skridt tættere på.  

  ”Ikke kom nærmere!” hviskede jeg med en tårevædet stemme, der var på nippet til at briste. Blikket blev igen vendt mod det brusende vand, jeg med ét fandt skræmmende. ”Hvis du kommer nærmere, så … så springer jeg!”

  ”Bare tag min hånd … du har jo ikke lyst til at gøre det,” konstaterede han med en beroligende stemme. Hans ene hånd strakte sig varsomt i mod mig, mens han for hvert minisekund kom tættere og tættere på.

  ”Det … det ved du ikke noget om.”

  ”Hvis du virkelig ønskede at gør det, havde du allerede taget springet …”

  Lamslået stirrede jeg på hans mørklagte ansigt, i det, der føltes som timer, før jeg igen vendte mig om. Mine øjne flakkede tilbage mod vandet, da det pludselig sortnede for dem i et sekund eller to. Jeg kunne ikke længere benægte, at det ikke fik angsten og tvivlen til at stige en smule i mig. Det sprudlende vand skræmte mig på så mange måder, men på den anden side havde jeg en ustoppelig trang til at forsvinde ned i det. Inderst inde vidste jeg han havde ret – hvis jeg virkelig ønskede dette, havde jeg ikke tøvet.

  ”Vil du ikke nok lade være med at springe?” spurgte han mig bedende, mens han tog det sidste skridt tættere på mig. Hans hånd var rakt ud, så jeg let kunne tage den. Flere tårer begyndte stille at løbe ned ad kinderne på mig, mens jeg overvejende så på hans hånd.

  Mine dirrende fingre gled langsomt ind i den hånd han rakte mig, og i et forsigtigt tempo fik jeg vendt mig om, så jeg nu stod ansigt til ansigt med denne fremmede person. Lyset fra lygten der hang på broen, sendte et blidt skær hen mod ham, så jeg nu kunne ane hans træk; det svagt blonde hår faldt ned i øjnene på ham, men han havde ikke i sinde om at fjerne det. De blålige øjne glimtede på grund af det sagte lys, og smilet på hans læber spredtes, da jeg endelig så op. ”Vi må nok hellere få dig over på den anden side igen, ikke?”

_________________________________

Nu er den endelig sat i gang! 

I skal betragte dette som et flashback, hvis man kan sige det sådan. Jeg tror ikke at der kommer specielt mange kapitler på denne her - tre hvis vi er heldige. Det afhænger nemlig meget af tiden og min lyst i øjeblikket. 

I de næste kapitler vil I stadig få indblik i deres forhold, men også om det nuværende liv. 

Skriv gerne feedback - det ville hjælpe mig enormt meget.

Christina x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...