Livet uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 30 jun. 2014
  • Status: Igang
Du fortalte mig, at jeg skulle være stærk. At jeg aldrig måtte give op, lige meget hvor håbløst det så ud. Men når dæmonerne inderst inde siger det modsatte - hvad skal jeg så gøre? | Inpspireret af Imagine Dragons' Demons

12Likes
4Kommentarer
904Visninger
AA

4. ”Jeg elsker også dig.”

  ”Forsigtig ... Lidt længere, ja, det er fint. Hold dine øjne lukkede …” Hans nervøse stemme lød udenfor min øregang, som han navigerede mig vej hen mod det, han kaldte en ”overraskelse”. Omhyggeligt tog jeg et skridt videre, mens han blidt holdt mig i hånden. Det gav mig en mere tryg fornemmelse, som straks fik et smil frem på mine læber.

  ”Sådan, du er der næsten,” hviskede han blidt ind i mit venstre øre, inden han førte mig videre.  Han havde fortalt mig, at jeg havde været her før. At det havde en særlig betydning for os – det gav mig en klar fornemmelse af, hvad det var han ville vise mig. Men jeg sagde ingenting, i frygt for at ødelægge overraskelsen. Han fik mig til at stoppe, før hans fingre fandt mine, og begyndte at flette sig sammen. ”Nu … Åben dine øjne.” Langsomt lod jeg øjenlågene løfte sig, og blev mødt af et fantastisk syn; en mørkerød himmel fyldt med lanterner.

  ”Hvor er det … det er … Jeg ved ikke hvad jeg skal sige,” hvislede jeg stille, som mine øjne flakkedes over himlen, ned over vandet og rundt til alle de lanterner, der forsvandt op mod den ligeså forsvindende sol. ”Det er meget smukt.”

  ”Jeg er glad for at du kan lide det.” Han hvilede sit hoved på min skulder, og krammede mig let bagfra. En nynnen begyndte langsomt at lyde, og jeg opdagede han begyndte at mumle en sang vi engang havde danset til, på et lokalt dansested. Jeg grinede stille af han kunne huske den, og tog mig selv i at nynne med.

  Jeg mærkede hvordan han løftede sit hoved fra min skulder, og begyndte at se ned på mig. Roligt vendte jeg mit ansigt i front mod ham, og mødte hans øjne. De skinnede af lykke, før han lyste op i endnu et smil. Vores ansigter kom tættere og tættere på hinanden, og det varede ikke længe, før vores læber var få millimeter fra at mødes. Et blidt tryk blev sat mod min mund, samtidig med jeg lukkede øjnene for at nyde øjeblikket. Min hånd fandt frem til hans nakke, mens den blidt trykkede hans hoved tættere på mit.

  Sommerfuglene i min mave kunne ikke styre sig, og mit hoved var fuldkommen frit for tanker. Det eneste jeg fokuserede på, var hans læber mod mine, og det, at han var her sammen med mig. Vores læber skiltes efter det, der føltes som minutter, men var stadig kun få centimeter borte fra hinanden. ”Du er den mest fantastiske, forbløffende og mest dejlige pige, jeg nogensinde har mødt,” hviskede han, for derefter at lægge sin pande mod min. Det sitrede i hele min krop, og den blev langsomt fyldt af lykke. ”Jeg elsker dig.”

  ”Jeg elsker også dig.”

***

 

  Jeg mærkede hvordan alting gnavede inden i mig; smertefuldt og hårdt. Erindringerne om os rullede gang på gang over min indre biograf, og lige meget hvor meget jeg havde lyst til at slukke for den, kunne jeg ikke. Tårerne banede sig vej ned ad mine kinder, der hurtigt blev kølige af vinden.

  Nu stod jeg her igen; lige så ynkelig som første gang, men nu med knuste minder og drømme. Det var som om jeg ikke længere kunne tænke klart, og alt hvad han nogensinde havde sagt til mig, alt det han havde gjort for mig – det blandede sig sammen, så jeg ikke længere kunne skelne et minde fra det andet. Alt inden i mig sagde, denne gang skulle jeg gøre det. Denne gang ville der ikke være nogen forhindringer, for der var ingen der elskede mig alligevel.

  ”Lov mig du ikke giver op, okay? Lige meget hvor håbløst det ser ud, lige meget hvad der sker … lov mig det, og lov mig det nu.”

  Ekkoet af hans stemme gav en svag genlyd i mit hoved, der allerede var fyldt op med stemmer, tanker og erindringer om fortiden. Det havde været en af de sidste ting han sagde til mig, inden han lukkede øjnene i for sidste gang.

  ”Jeg savner dig så forfærdeligt meget. Jeg ved bare ikke, om jeg kan klare det længere uden dig ved min side,” mumlede jeg grødet, hvorefter jeg måtte kæmpe for ikke at smide endnu flere tårer. Jeg tøvede, da jeg så ned på vandet – det havde ikke ændret sin brusende tilstand, siden jeg stod her første gang. Det skræmte mig, og jeg vidste egentlig godt hvad det var jeg ventede på. En, der råbte stop – én, der ville redde og beskytte mig endnu engang. Men inderst inde vidste jeg jo godt, at han ikke ville komme. Ikke igen, og aldrig mere.

  Du er jo intet værd, hvæsede noget inden i mig. Alle de ting han har sagt passer jo ikke. Du er hverken stærk eller udeholdene – du er ingenting. Han kendte dig ikke. Han elskede dig ikke.

  Jeg måtte bide mig hårdt i læben for ikke at skrige. Jeg kunne intet se, intet føle – kun mærke savnet og smerten æde mig op indefra, mens den gjorde mig parat til at falde ned i døden. Det var som om der var en indre kamp inden i mig – den ene stemme var svagere end den anden, men lød god og tryg, men den anden derimod, var væmmelig og bestemt. Jeg vidste jo godt hvad der tiltalte mig mest, men jeg kunne ikke længere skelne mellem løgne og sandhed. Det hele var ét stort kaos, som jeg bare ventede på skulle høre op. Jeg vidste hvad jeg burde gøre – jeg vidste hvad det rigtige var at gøre. Men det var som om alt det onde, alt det, han havde afskærmet mig fra, igen blussede op, som det havde gjort, før han kom ind i mit liv. Det pinte og skreg inden i mig, og til sidst kunne jeg ikke længere høre hans stemme. Alt blev stille – alt blev smertefuldt. Ligesom den gang han forlod mig.

 

__________________________

Well, nu er den vel færdig. Jeg ved virkelig ikke hvor mange overvejelser jeg har haft om, at jeg skulle ligge denne ud eller ej - men nu havde jeg jo skrevet det, og det synes jeg ikke skulle gå til spilde!

Jeg håber I kunne lide den, selvom jeg nu ikke har fået specielt mange kommentarer. Håber ikke jeg bliver disket, fordi jeg teknisk set lagde dette kapitel ud om mandagen, upps. Den er lidt over et, og tror jeg smutter i seng nu.

Godnat dejlige mennesker!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...