Tættere på fremtiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2014
  • Opdateret: 7 jun. 2014
  • Status: Igang
Alexandra Shay er ikke som de andre piger på hendes alder - tværtimod. Blot nogle år efter hendes fødsel finder hun ud af, at hun er i besiddelse med større kræfter. Kræfter, der kan være magtfuld både på det gode og onde plan, dog er der altid en hage ved alting. Da hun mister sine forældre og ender rundt omkring i landet, ved hun ikke, hvordan hun skal styre sin evne. Hun ved ikke engang, hvad det er for en evne, og hvad det vil sige at være savant. Det skal hun dog snart få ændret på, for en dag møder Alexandra sin soulfinder.

6Likes
4Kommentarer
400Visninger

2. 2

Jeg tager imod glasset med vand i, da Victoria rækker mig det. Jeg tager en lille slurk og kigger så skiftevis på William og Victoria, der sidder foran mig. Vi har i løbet af den sidste time prøvet så vidt muligt at finde ud af, hvem personerne var i det anfald, jeg fik, men som alle de andre gange har det ikke lykkedes os at komme frem til noget. Det betyder altså at vi endnu engang ikke kan forhindre hændelsen i at ske, for de ting, der sker, når jeg får et anfald, er nemlig ting, der kommer til at ske i virkeligheden. Jeg kan se dødsfaldende ske, før de sker. Jeg kan se ud i fremtiden. Det fandt vi ud af, da jeg engang endte på en skole, der endte i en brand, i et af mine anfald. Blot to dage efter så vi i nyhederne, at præcis den samme skole, som jeg så for mig, var den skole, der gik brand i. Fra den dag vidste vi, at jeg kunne se ud i fremtiden. Få andre gange så vi også nogle af hændelserne i nyhederne, men langt fra alle. 

"Hvordan var det nu hun så ud igen?" spurgte William mig for nok 4. gange.

Jeg sukkede kort, før jeg begav mig ud i en beskrivelse af pigen. "Kort, lyst hår og grønne øjne. En højde på ca. 165 cm og normal kropsbygning. En lille tatovering af en fugl på venstre arm." nåede jeg at fortælle, før jeg blev afbrudt af Victoria.

"Det nytter ikke at få hende til at beskrive personerne om og om igen. De kan være, hvor som helst i landet, og vi vil ikke have en jordisk chance for at finde dem." lød det fra Victoria, som nok mere var henvendt til William.

Han nikkede svagt på hovedet. "Du har ret. Vi kan ikke gøre noget ved det."

Nu var det min tur til at nikke. De havde ret. Det havde de altid, men alligevel kunne jeg ikke lade vær med at tænke på det. Jeg følte altid en skyldfølelse, nu hvor jeg vidste, hvad der ville komme til at ske, men ikke gjorde noget ved det. Jeg KUNNE ikke gøre noget ved det, men alligevel er det så nervepirrende det hele. 

"Jeg må hellere komme hjem." Med det sagt forlod jeg Victorias hjem, hvor Victoria og William fortsat befandt sig, mens jeg tog hjem til mig selv. Jeg valgte at gå hjem, selvom det nok ville være lette at få William til at køre mig, nu hvor mit eget hus befandt sig i udkanten af skoven i den anden ende af den lille by. Mens jeg gik hen ad de grusbelagte gader, kørte tankerne rundt i hovedet på mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...