Strong - One Direction

Safira Hyland, havde alt. Et lykkeligt liv, fantastiske venner og en helt perfekt kæreste, Zayn Malik. Men alt går galt, da Zayn pludselig dropper hende for sit nye band One Direction.
Nu, 5 år senere, bor Safira i midten af London med sin datter, Alba. Men hvad sker der, når Harry pludselig dukker op med en dårlig nyhed om Zayn. Og vil han nogensinde finde ud af at han i virkeligheden er far til den 5-årige Alba Hyland?

118Likes
112Kommentarer
16099Visninger
AA

10. Kapitel 9

Zayns P.O.V

”Jeg kan bare ikke forstå det.” Endnu engang lyder Perries stemme fra hjørnet af værelset, hvor hun trist har sat sig på en stol.

”Perrie, jeg ved ikke hvad jeg skal sige.” Siger jeg og kigger ud af vinduet. Vi har haft den her diskussion en million gange inden for de seneste par døgn, men hun vil bare ikke lade den lægge.

”Hvordan kan du seriøst få dig selv til at bede hende om at komme ind, i stedet for mig?” Siger hun og slår ud med hænderne. Jeg ryster på hovedet. Det er virkelig håbløst.

”Perrie, for syttende gang, jeg led af hukommelsestab. Jeg troede at Safira og jeg stadig var sammen. Hvordan kan du blive sur over det?” Siger jeg og tager hænderne til hovedet. Jeg kan overhovedet ikke klare flere diskussioner med hende lige nu. Jeg har bare brug for lidt tid til at komme mig.

”Zayn, jeg er din forlovede, du burde kunne huske mig?” Siger hun og tager sig dramatisk til brystet.

”Hvordan skulle jeg overhovedet kunne huske nogen?” Spørger jeg og løfter et øjenbryn, træt over den her samtale allerede.

”Jeg tænker bare, måske har du stadig følelser for hende. Måske elsker du mig slet ikke.” Siger hun og kigger ned i gulvet.

”Okay Perrie, for det første, det der er latterligt. For det andet, jeg slog op med Safira for seks år siden, hvorfor skulle jeg stadig have følelser for hende? Og for det tredje, hvordan kan du tillade dig at være sur på mig, over at jeg ikke vidste hvem du var, netop på grund af hukommelsestab. Jeg kunne have været død, men du har tydeligvis for travlt med at være jaloux på Safira.” Siger jeg irriteret og rejser mig op.

”Jaloux?” Siger hun og skubber håret om bag skulderen. ”Jeg er overhovedet ikke jaloux på hende. Kan man overhovedet stadig kalde hende en hende?” Siger hun overdramatisk og tager hånden til hagen. Jeg ruller med øjnene og går ud af døren.

”Zayn, hvor skal du hen? Vi er faktisk midt i en diskussion her.” Siger Perrie og løber hen foran mig.

”Nej Perrie, du er midt i en diskussion, og jeg har brug for fred, så undskyld mig.” Siger jeg og skubber mig forbi hende, og efterlader hende alene på gangen. Jeg smiler lidt for mig selv i det jeg går til højre første gang jeg kan, og alene ned af gangen, og der går hun. Det brune, næsten helt sorte hår, lægger perfekt til hendes ansigtsform. Jeg kan næsten allerede se hendes skinnende blå øjne foran mig. Se hendes perfekte hvide tænder, der bliver blottet i et smil, mens hun holder den lille skabning i hånden, i det de går side om side. Og så slår det mig. Hvem gik hun egentlig hånd i hånd med?

”Safira?” Siger jeg og prøver at få hendes opmærksomhed. Hun kigger op fra den lille pige, der går ved hendes side og smiler.

”Zayn.” Hendes smil bliver større i det hendes ord forlader hendes mund. ”hvor er det godt at se at du er kommet ud af sengen.” Hun giver slip i den lille pige, som ihærdigt prøver at få Safira til at gå videre og komme væk her fra, men hun stopper ikke med at smile. Jeg trækker på skulderne, men smiler alligevel, selvom jeg prøver at skjule det.

”Hvad laver du her?” Spørger jeg og kigger ned på den lille pige og smiler til hende, så hun ikke længere føler sig utryg.

”Min datter, hun har været indlagt.” Siger Safira, med en rolig stemme og kigger ned på den lille pige, der viser sig at være hendes datter.

”Datter?” Mumler jeg og prøver at samle tankerne. Safira som mor. Den havde jeg ikke set komme lige foreløbig. Jeg smider tankerne til side og sætter mig på hug foran pigen og smiler skævt til hende.

”Hvad hedder du så?” Spørger jeg og prøver at være rolig. Jeg står nu foran mit livs største kærligheds datter. Men hvad tænkte jeg også på? At hun aldrig nogensinde ville finde kærligheden igen efter mig? At jeg var hendes første og sidste kæreste? At hun aldrig skulle starte en familie?

”Alba.” Siger pigen, stille og forsigtigt, i mens hun tager fat i hendes mors ben.

”Alba.” Gentager jeg med en lav stemme, for at smage på navnet. Et helt unikt navn, til en datter, af en helt unik pige. ”Mit navn er Zayn.” Siger jeg og smiler skævt til Alba, der bare gemmer sig længere ind til hendes mors ben. Jeg kigger op og lægger mærke til Safiras hånd, der ligger sig en beroligende bevægelse på Albas hoved.

”Hvor gammel er du Alba?” Spørger jeg og kigger smilende ned på Alba igen.

”5.” Hvisker hun. Jeg kigger på hende, mens hendes lille stemme, gentager sig i mit hoved. Fem. Vil det betyde at Safira, var så hurtigt ovre mig? At hun allerede startede en familie få måneder, måske uger, efter vores brud? Eller?

Jeg rejser mig op og kigger Safira direkte i øjnene, mens jeg gentagende siger tallet Alba lige har sagt; ”5?” Safira kigger ned på sin datter, som uden tvivl kunne være et resultat af utroskab, men hun fortæller mig ikke noget.

”Skat hvorfor går du ikke lige med Harry og får en is?” Jeg har ikke opdaget at Harry står ved siden af mig og smiler ned til Alba. Alt omkring mig forsvandt. Det eneste jeg kunne se for mig lige nu var Alba. Den lille femårige pige, der stod foran mig, for blot tre sekunder siden.

”5?” Jeg kigger tomt ud i luften og taler så lavt at jeg ikke tror at hun kan høre det. ”Safira, vi var sammen for lidt under 6 år siden.” Siger jeg og kigger på hende. Hun nikker og bider sig i læben. Det hun altid gjorde når hun skjulte noget.

”Var du mig utro?” Spørger jeg og tager mig til hovedet. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Jeg vidste at hun elskede mig. Højt endda. Hvilken anden forklaring skulle der ellers være. Jeg tror simpelthen ikke på at hun allerede havde fundet en anden. Det kender jeg hende for godt til. Det kunne hun aldrig gøre.

”Zayn, jeg var dig ikke utro.” Siger hun lavt. Jeg kigger forvirret rundt på gangen, og vælger at kigge tomt på et punkt lige bagved Safira, mens tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Hun var mig ikke utro. Hun havde ikke fundet en anden?

”Du var mig ikke utro…” Siger jeg. Jeg kan ikke finde andre ord. Jeg kigger rundt, kigger alle andre steder end på Safira. ”Hvad skal det betyde?” Spørger jeg, stadig uden at tage øjnene på hende. Min mund er tør, og jeg kan ikke længere sige noget. Hele rummet snurrer rundt, og jeg er bange for at besvime hvornår det skal være. Jeg måtte få sandheden at vide. Hun var mig ikke utro. Betyder det så?

”Zayn, hun er din.” Hvisker Safira. Hele min verden rablede sammen, og jeg håber inderligt at hun er i gang med en eller anden syg joke, og ikke har holdt en datter hemmelig for mig i fem år.

”Hvad?” Er det eneste jeg kan sige. Jeg kigger på Safira, der intet siger, men bare nikker. Jeg tager mig til hovedet. Jeg ved ikke hvordan jeg skal reagere. Følelser væltede ind, vrede, sorg, alt. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig det?” Spørger jeg lavt, men lægger ikke skjul på den vrede, som gemmer sig i mig. Hvordan kunne hun?

”Jeg kunne ikke få mig selv til det.” Siger hun og jeg kan se tårerne i hendes øjne, men jeg er ligeglad. Hun har holdt et barn hemmeligt for mig i al den tid. ”Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det.” Hun bider sig endnu engang i læben og tårerne begynder at trille ned af kinderne på hende. Jeg ryster på hovedet, stadig vred. Hendes tårer hjælper ingenting. Ikke nu. Ikke efter det her.

”Safira, hvordan kunne du holde et barn hemmeligt?” Råber jeg og slår ud med hænderne. Det er ikke meningen at vreden skulle tage så meget form, men jeg kan ikke længere holde den tilbage. Jeg bliver nødt til at fortælle hende, hvad jeg mener om det her.

”Zayn, jeg…” Begynder hun, men jeg afbryder hende. Hun skal ikke have muligheden for at forklare sig. Ikke før jeg har fortalt hende det jeg vil fortælle hende.

”Nej, Safira, nu er det min tur til at snakke. Du har holdt et barn hemmeligt for mig i 5 år, plus de 9 måneder du har båret på hende. Du har ikke ladet mig vide at jeg var far, du har ikke givet mig chancen for at være en del af hendes liv. Du har ladet hende vokse op uden en far. Hvordan kunne du? Hvordan kunne du få dig selv til det?” Råber jeg. Safira ryster på hovedet, og jeg kan ikke forstå hende. Hvordan kan hun få sig selv til det? Hvordan kan hun se sig selv i spejlet efter det hun har gjort? Ikke kun mod mig, men også mod Alba, som er vokset op uden en far.

”Zayn, jeg er ked af det. Jeg var såret, da jeg fandt ud af at jeg var gravid, og tro mig. Der er ikke gået en eneste dag hvor jeg ikke har fortrudt at jeg ikke har sagt det. Der har ikke gået en eneste dag hvor jeg ikke har kigget på Alba, og tænkt på dig.” Siger hun. Jeg kan se tårerne, der triller ned af kinderne på hende, som et kapløb om hvem, der kommer først og slipper væk fra ansigtet og ned på gulvet.

”Jeg vil møde hende.” Siger jeg lavt. Al vreden er ude, og nu er det sorgen og chokket, der tager over. Jeg vil være en del af hendes liv. Jeg vil kunne se hende starte i skole. Jeg vil være den far jeg ikke har fået muligheden for at være. ”Jeg vil lære hende at kende. Jeg vil være en del af hendes liv.” Siger jeg og nikker bestemt. Hun har ikke særlig meget at sige, men nu giver jeg hende valget til at modsige mig, hvis det er det hun vil, men hun siger ikke noget. Hun kigger ned i jorden og nikker, uden et eneste ord.

”Men Zayn, der er noget du skal vide.” Siger hun endelig og kigger på mig.

”Jeg vil ikke høre flere undskyldninger.” Siger jeg, måske lidt for hårdt, men Safira, virker ikke til at påvirke af det og ryster bare på hovedet.

”Det er ikke en undskyldning. Den dag du kørte galt. Jeg havde bedt dig og drengene om at møde mig. Jeg ville fortælle dig det hele. Om Alba altså. Hun er syg, Zayn. Hun lider af tuberkulose, og hun kan dø af det. Jeg ville fortælle dig om hende, for jeg havde ingen penge til medicin. Jeg havde ingen penge til at redde hende, men drengene hjalp mig. De reddede hende, men hendes medicin har en langsom påvirkning på Alba. Hun er bagud med helbredelsen, men det ser ikke håbløst ud endnu. Hun kan stadig overleve.” Siger hun og tørrer tårerne væk med sit ærme.  Jeg tager mig til brystet og trækker vejret i små hurtige gisp. Chokket tog overhånd endnu en gang. ”Zayn?” Siger hun og rækker forsigtigt sin højre hånd ud mod mig, men jeg trækker mig væk fra hende. Jeg ville ikke lade hende røre mig. Ikke lige nu.

”Først fortæller du mig at jeg har en fem årig datter, og nu fortæller du mig at hun er dødelig syg?” Siger jeg og læner mig op mod væggen. Alt det her, det var for meget for mig. Hvordan skal jeg kunne forholde mig til alt det her?

”Zayn jeg er så ked af det.” Siger hun og kigger på mig, mens jeg langsomt lader mig falde, langs væggen, ned på gulvet.

”Nu hvor vi alligevel har hemmelighederne ude, kan jeg vel ligeså godt fortælle dig hvorfor jeg forlod dig den gang.” Siger jeg og kigger ned i mit skød. Jeg ved at hun har haft svært ved at fortælle mig om Alba, men det ændre ikke på noget, men alligevel føler jeg stadig hun også fortjener at høre sandheden om vores brud. ”Du vil måske gerne sidde ned.” Jeg gør tegn til at hun skal sætte sig på gulvet, ved siden af mig, og hun gør det. Jeg trækker vejret dybt inden jeg fortæller hende, hvad jeg har og sige.

”Da vi var kommet med i live showene, fortalte producerne at vi havde en større chance hvis vi alle var singler, at fem teenage drenge, der kunne synge og også var frie, havde en kæmpe chance for at vinde. Jeg fortalte dem at jeg ikke kunne vinde på den måde. At jeg ikke ville forlade dig for at vinde et program. At du betød mere end berømmelsen. Men de fik talt mig fra det. De tvang mig til at droppe dig, og de tvang mig til ikke at fortælle dig hvorfor. De sagde at jeg ikke måtte ses med dig længere, derfor droppede jeg dig på den måde jeg gjorde. Jeg vidste at du aldrig ville se mig igen efter, og jeg har hadet mig selv lige siden. Der gik ikke en eneste dag hvor jeg ikke overvejede at tage telefonen op og ringe til dig og fortælle dig det hele, og trygle dig om at tage mig tilbage. At tilgive mig. Men så mødte jeg Perrie og jeg forelskede mig i hende. Jeg havde aldrig troet jeg ville elske igen efter dig, men det gjorde jeg. Og jeg tillod mig at gøre det, selvom hun var din veninde. Og hver eneste dag overvejede jeg om den eneste grund til jeg elskede hende, var fordi hun mindede mig om dig. Hver eneste gang jeg kiggede på hende, kunne jeg se dig stå ved siden af og smile, og grine, som du plejede at gøre.” Siger jeg. Jeg trækker vejret dybt endnu en gang, lettet over endelig at have fortalt hende sandheden. Lettet over at hun måske kan se på mig uden at føle at jeg svigtede hende, ligesom hun lige har svigtet mig, ved at holde en datter hemmelig for mig. Jeg fik ikke engang chancen for at se fødslen, barnedåben, de første skridt. Ingenting. Jeg kigger på Safira, som sidder og kigger ned i gulvet, med tårerne løbene ned af kinderne. Jeg tager forsigtigt min hånd op, men tager den hurtigt til mig igen. Jeg kan ikke allerede tilgive hende, for det hun har gjort. Jeg kan ikke allerede være overbeskyttende og trøste hende, efter alt det hun lige har gjort. Jeg sidder med tårer i øjnene, og kan ikke helt finde ud af om jeg skal græde, eller hvad jeg skal gøre. Sandheden er ude, og der er intet at gøre ved den. Ikke nu.

”Kom.” Siger Safira pludseligt og har rejst sig op. Jeg kigger forvirret på hende, og hun smiler skævt til mig. ”Du skal møde din datter.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...