Strong - One Direction

Safira Hyland, havde alt. Et lykkeligt liv, fantastiske venner og en helt perfekt kæreste, Zayn Malik. Men alt går galt, da Zayn pludselig dropper hende for sit nye band One Direction.
Nu, 5 år senere, bor Safira i midten af London med sin datter, Alba. Men hvad sker der, når Harry pludselig dukker op med en dårlig nyhed om Zayn. Og vil han nogensinde finde ud af at han i virkeligheden er far til den 5-årige Alba Hyland?

118Likes
112Kommentarer
16101Visninger
AA

3. Kapitel 2

”Alba, kom nu, vi har ikke tid til det her.” Siger jeg, mens jeg leder efter Albas taske.

”Men mor jeg vil ikke!” Siger Alba irriteret og sætter sig ned med armene over kors.

”Alba, vi har haft den her snak en million gange. Du skal i børnehave.” Siger jeg og tager hendes taske op, som hun havde sparket under sengen.

”Men mor.” Siger hun og kigger ned i jorden.

”Ikke noget men, Alba. Gør dig så klar.” Siger jeg og går ud i køkkenet og putter hendes madpakke ned i den lille lyserøde taske. Alene mor, med en fem år gammel datter er ikke altid lige nemt. Nogle gange ville jeg sådan ønske at jeg havde fortalt Zayn om hende, den gang. Men jeg kunne ikke. Hvordan skulle jeg gøre det? Jeg havde netop sagt at jeg aldrig ville se eller høre fra ham igen, da jeg fandt ud af det. Hvordan skulle jeg så kunne stå ansigt til ansigt med ham og fortælle ham at jeg bar på vores barn?

”Alba har du taget sko på?” Spørger jeg og går ud i vores lille entre, hvor Alba står, fuldt påklædt og klar til at gå. ”Godt skat.” Siger jeg og rækker hende, hendes taske og kysser hende på kinden, inden jeg selv tager sko og jakke på. Jeg tager Alba i hånden og går ned af trapperne og ud på gaden.

”Hvorfor vil du ikke i børnehave, skat?” Spørger jeg Alba om, mens vi stille går hen mod hendes børnehave, som lægger to gader fra vores lejlighed.

”Det vil jeg bare ikke mor.” Siger Alba og kigger ned i jorden, mens hun med forsigtige skridt følger med mig.

”Glæder du dig til at starte i skole til næste år?” Spørger jeg og kigger ned på hende. Alba kigger på mig og hendes øjne lyser op.

”Ja meget.” Siger hun og smiler stort, da vi når hen til børnehaven.

”Hej frøken Hyland.” Siger en af arbejderne, da vi træder indenfor. ”Godmorgen Alba.” Siger hun og smiler til Alba, der bare kigger tomt ud i luften.

”Så skat, jeg kommer og henter dig igen senere, okay?” Siger jeg, mens jeg sætter mig på hug foran hende og hjælper hende af med jakken.

”Okay.” Siger hun og giver mig et kram, inden hun løber ind til de andre børn og jeg går ud af børnehaven.

Jeg drejer til højre og går ned af gaden og hen mod mit arbejde i det en mand, med stor hættetrøje og mørke solbriller kommer gående hen i mod mig. Jeg holder min taske strammere og tættere ind til mig og kigger ned i jorden, mens jeg hurtigt går forbi ham.

”Vent, Safira?” Lyder en stemme bag mig. Jeg vender mig om og ser at manden med hættetrøjen og solbrillerne nu er stoppet op.

”Ja?” Siger jeg spørgerne og kigger nærmere på den ukendte mand, der pludselig har sagt mit navn og brudt tavsheden på gaden.

”Det er mig, Harry.” Siger han og tager hætten ned og solbrillerne af, der før skjulte det krøllede hår og de grønne øjne. ”Styles.” Tilføjer han efter jeg ikke har sagt noget.

”Ja, ja. Undskyld. Hej Harry.” Siger jeg og smiler til ham, mens han går tættere på mig.

”Jeg kunne slet ikke genkende dig.” Siger Harry og kigger grundigt på mig. ”Du har forandret dig.” Jeg trækker på skulderne.

”Harry, det er fem år siden vi sidst så hinanden. Selvfølgelig har jeg forandret mig.” Siger jeg og smiler skævt, mens han stadig kigger op og ned ad mig.

”Hvordan går det?” Spørger han og kigger mig i øjnene, mens han blotter et sæt perfekte, hvide tænder, i et smil.

”Det går fint. Jeg er flyttet ind i en lille lejlighed ikke så langt herfra, med min datter.” Siger jeg, men lukker hurtigt munden igen, da jeg har sagt det.

”Datter?” Siger han måbende og stor nu med åben mund. Jeg nikker og kigger ned i jorden.

”Ja, hun hedder Alba.” Siger jeg og smiler, da jeg siger hendes navn højt.

”Sikke et smukt navn.” Siger han, tydeligvis stadig forvirret over at jeg var blevet mor.

”Hvad med dig?” Spørger jeg og kigger op på ham igen. ”Hvordan går hele det der One Direction?” Han smiler og sætter sig ned på en bænk, der står lidt væk. Jeg går med og sætter mig ved siden af ham.

”Det går fantastisk. Jeg havde aldrig troet at vi ville blive så store som vi er blevet.” Siger han og smiler stort og stolt over hvad han har opnået.

”Jeg er stolt af dig Harry. Af jer alle sammen. Hvad med de andre? Hvordan har de det?” Spørger jeg for at virke interesseret i dem, selvom jeg allerhelst har lyst til at tage min taske og gå så hurtigt jeg kunne, før han begyndte at snakke om Zayn.

”Det går også godt. Louis har endelig fået fansene til at tro at ham og Eleanor er virkelige, Niall har fået det bedre med sit knæ, Liam og Sophia er lykkelige sammen og Zayn er forlovet.” Siger han, men stopper hurtigt sig selv og kigger på mig. ”Det er jeg ked af jeg sagde. Jeg ved du ikke er særlig glad for Zayn.” Siger han og kigger ned i jorden.

”Harry, det er okay. Jeg er glad på hans vegne. Hvem er den heldige?” Spørger jeg og smiler så troværdigt jeg nu kunne smile.

”Ved du ikke det? Han er forlovet med Perrie Edwards.” Siger han, og det var så der hele min verden rablede sammen.

”Perrie?” Siger jeg og kigger ned i jorden.

”Ja, hende fra Little Mix. De fandt sammen kort tid efter hun var med i X-Factor.” Siger han og smiler, mens han kigger på mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller hvordan jeg skulle reagere. Det eneste jeg vidste, var at jeg måtte væk derfra, nu.

”Harry, jeg kommer for sent på arbejde. Jeg må virkelig til at gå nu.” Siger jeg og rejser mig op.

”Ja selvfølgelig. Det var hyggeligt at se dig igen Saf.” Siger han og trækker mig ind i et kram, mens tårerne presser på bag mine øjenlåg. Jeg trækker mig væk fra ham og smiler falsk inden jeg vender mig om og går væk fra ham og hen i mod mit arbejde, mens Harrys ord kørte igen og igen.

”Han er forlovet med Perrie Edwards.”

Perrie Edwards. Den Perrie Edwards, der var min bedste veninde, lige indtil Zayn droppede mig.

Den Perrie Edwards, som jeg troede altid ville være der for mig.

Den Perrie Edwards, som jeg lige har fundet ud af bare brugte mig.

Brugte mig for at komme tættere på Zayn…

 

”Mor, hvornår er vi der?” Spørger Alba om, mens hun hopper forsigtigt over stregerne på fliserne og kigger ukoncentreret hvor hun går.

”Vi er der om lidt.” Siger jeg og går med et fjernt udtryk i øjnene, mens vi drejer ind til lægen.

”Safira, Alba. Velkommen tilbage.” Siger sekretæren, der sidder bag skranken. ”Hvis I bager tager plads, så kommer mr. Adams om et øjeblik, med jeres resultater fra sidst.” Hun smiler stort til både Alba og jeg, mens vi sætter os ned på to af de få stole, som er samlet over i et hjørne, som et slags vente værelse.

”Hej Alba.” Siger mr. Adams, da han kommer ud for at hente os ind. Jeg rejser mig op og tager min taske og Alba i hånden og følger efter ham. ”Hvis, i bare tager plads.” Siger han og peger hen mod de to stole, som står på den anden side af hans skrivebord.

”Jeg har desværre dårligt nyt om Alba, Safira.” Siger mr. Adams og kigger mig direkte i øjnene. Jeg kigger ned på Alba og synker den klump af frygt, der sætter sig i halsen på mig i det han siger det.

”Alba lider af en sygdom, der hedder tuberkulose. Sygdommen er ikke smitsom, men kan til gengæld være dødelig hvis hun ikke kommer i behandling med det samme. Behandlingen består af flere forskellige typer af antibiotika i gennem et halvt år.” Siger mr. Adams og kigger skiftevis på Alba og jeg. ”Desværre er denne behandling ikke just billig.” Siger han tøvende. Jeg kigger op og fanger hans blik.

”Hvor meget snakker vi om?” Spørger jeg og tager Albas hånd i min.

”5500 pund…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...