Strong - One Direction

Safira Hyland, havde alt. Et lykkeligt liv, fantastiske venner og en helt perfekt kæreste, Zayn Malik. Men alt går galt, da Zayn pludselig dropper hende for sit nye band One Direction.
Nu, 5 år senere, bor Safira i midten af London med sin datter, Alba. Men hvad sker der, når Harry pludselig dukker op med en dårlig nyhed om Zayn. Og vil han nogensinde finde ud af at han i virkeligheden er far til den 5-årige Alba Hyland?

118Likes
112Kommentarer
16080Visninger
AA

13. Kapitel 12

Jeg vågner af en vibrerende lyd, der kommer fra det lille natbord ved siden af mig. Jeg gnider mig i øjnene og vender mig om på siden og kigger på min mobil, der lyser op. Displayet viser tre ubesvaret opkald og fire beskeder. Jeg sukker inden jeg tager telefonen op og låser den op.

>>Safira, det var altså ikke ment sådan. Jeg vil bare godt tænke det igennem inden jeg begiver mig ud i noget jeg måske ikke er klar til. Det håber jeg du forstår.<< Beskeden var fra Harry. Jeg bider mig i læben og læser den næste besked.

>>Safira for helvede. Svar mig. Jeg kan ikke lide du tror jeg afviser dig for det gør jeg ikke.<< Jeg sukker. Harry prøver tydeligvis at redde ud i det, så han kan afvise mig endnu engang og tro vi så kan være best friends, fordi Alba, er datter til hans bedste ven. Jeg himler med øjnene inden jeg læser den næste besked i gennem.

>>Kan vi mødes, når du vågner?<< Jeg smiler for mig selv, da jeg indser at beskeden er fra Zayn. Jeg skynder mig at klikke på besvar og skriver mit svar.

>>Selvfølgelig. Jeg kommer over på hospitalet, når jeg har sendt Alba i børnehave.<< Jeg smider telefonen fra mig uden at tænke over at ringe til Harry, eller læse den sidste besked igennem. Jeg rejser mig og går på jagt efter noget tøj, som passer til lejligheden. Hvad tager man overhovedet på, når man skal mødes med sin eks kæreste, på et hospital? Jeg ryster på hovedet og tager en sort top og et par lyse cowboy bukser ud og lægger det på sengen og går ind på Albas værelse.

”Skat, du skal i børnehave.” Siger jeg med en lav, beroligende stemme. Alba åbner forsigtigt øjnene og kigger på mig.

”Hvorfor?” Spørger hun forvirret. Jeg smiler og lægger hånden på hendes arm.

”Det er bare sådan noget du skal. Til næste år skal du i skole.” Siger jeg og hun rejser sig og gnider sig i øjnene.

”Men mor, jeg vil ikke i børnehave.” Siger hun irriteret, men går alligevel hen til sin lille kommode og finder en lyserød kjole frem.

”Men det skal du.” Siger jeg og smiler skævt til hende. ”Skal du have den på?” Spørger jeg og hun nikker og smiler til mig. ”Tag den på, så går jeg ud og laver morgenmad til dig.” Siger jeg og går ud i køkkenet. Jeg finder en skål frem og hælder nogle cornflakes i og stiller den på bordet til Alba.

 

”Så skat, kan du have en god dag.” Siger jeg, da vi er nået frem til børnehaven og hun hår fået sine sko af. Hun nikker og giver mig et kram inden hun løber ind til de andre børn.

”Ring hvis der sker det mindste.” Siger jeg til en af pædagogerne. Hun nikker og jeg går ud af døren og hen i mod hospitalet, i mens mit hjerte begynder at slå hurtigere og hurtigere. Sker det her virkelig? Jeg ryster tanken fra mig, mens en stemme i mig fortæller mig at han sikkert bare vil tale om Alba eller Perrie. Jeg bider mig i læben. Selvfølgelig vil han bare tale om Alba. Han er hendes far, og det skal Alba vide. Snart.

Jeg går ind af svingdøren og hen til kantinen, hvor Zayn sidder ved et af bordene. Jeg smiler og går hen til ham og sætter mig på stolen overfor ham.

”Hej.” Mumler han, men smiler alligevel stort til mig. Jeg gengælder hans smil og kigger ned på mine hænder. ”Vil du have noget og spiser?” Spørger han og lægger hovedet på skrå. Jeg ryster på hovedet.

”Nej ellers tak.” Siger jeg og smiler til ham. Der er et eller andet ved ham, der bare ikke kan få mig til at gøre andet end at smile. Han nikker og kigger til siden. Jeg følger hans blik, men kigger hurtigt tilbage på ham, da jeg ikke kan finde ud af hvad han kigger på. Eller efter…

”Vi bliver nødt til at fortælle hende det.” Siger han uden at kigge på mig. Jeg kigger ned på mine hænder, mens en stemme lavt griner og siger; ”Jeg sagde det jo.”

”Ja, jeg ved det godt.” Siger jeg lavt uden at løfte blikket, selvom Zayn har rettet sit mod mig.

”Snart. Jeg kan ikke holde paparazzierne væk for evigt.” Siger han. Jeg nikker.

”Men vi bliver nødt til at forberede hende på det. Hun er kun fem, Zayn. Vi kan ikke bare smide sådan en bombe, uden nogen form for varsel.” Siger jeg og kigger direkte ind i hans brune, dybe øjne.

”Hvad hvis jeg flytter ind hos dig?” Siger han. Jeg spærrer øjnene op og kigger på ham, som et stort spørgsmålstegn. ”Bare indtil vi har fået fortalt hende det.” Fortsætter han. Jeg bider mig i læben og rødmer ved tanken om at Zayn og jeg skal bo under samme tag.

”Der er vidst ikke rigtig andre måder.” Siger jeg og kigger på ham for at finde ud af hvad han tænker, men han skjuler det godt.

”Jeg bliver udskrevet senere i dag. Jeg fortæller Perrie at jeg ikke kommer hjem lige foreløbig.” Siger han og bider sig i læben.

”Vil du fortælle hende at du bor hos mig?” Spørger jeg forvirret. Han griner smørret og ryster på hovedet.

”Nej selvfølgelig ikke. Jeg fortæller hende at jeg bor hos Harry, indtil hun stopper med at være så jaloux hele tiden.” Siger han og smiler. Harry… Det havde jeg helt glemt.

”Hvad tid bliver du udskrevet?” Spørger jeg. Jeg vil væk fra Harry emnet.

”Klokken 13.” Siger han og kigger på sit ur. Jeg nikker og rejser mig. ”Hvor skal du hen?” Spørger han og kigger forvirret på mig.

”Du skal snakke med Perrie og have pakket dine ting ned og jeg regner ikke rigtig med at den snak kommer til at være hurtig overstået.” Siger jeg og smiler skævt til ham.

”Du har ret.” Siger han og rejser sig selv og begynder at gå hen mod døren. Jeg følger hurtigt efter ham og sætter først farten ned, når jeg går ved siden af ham.

”Du kan snakke med drengene i mens jeg snakker med Perrie.” Siger han og smiler til mig. Jeg nikker og sukker indvendig. Snakke med Harry…

”De har ikke forladt mig siden den dag, kun når de skulle hjem i bad og hente ting, men jeg var aldrig alene.” Siger han og smiler stort.

”De er nogle gode venner.” Siger jeg og smiler til Zayn, som bare nikker, da vi går ind af døren hvor drengene sidder og fjoller, og Perrie sidder med sin telefon.

”Perrie, må jeg lige snakke med dig?” Spørger Zayn. Perrie kigger op og hendes blik går fra blidt til hadefuldt, da hun ser Zayn og mig ved siden af hinanden. Hun nikker og rejser sig op, men fjerner ikke på noget tidspunkt, sit blik fra mig. Jeg ånder lettet ud, da døren bag mig er lukket og fanger Harrys blik. Han kigger på mig med store, såret, grønne øjne. Jeg kigger hurtigt ned i gulvet. Jeg kan ikke holde ud at kigge på ham, når han ser sådan der ud. Der er noget ved ham som giver mig et sug i maven, hver eneste gang jeg ser ham. Et sug, som ikke engang Zayn kan give mig. Om det er længsel, begær eller kærlighed, ved jeg ikke endnu og jeg finder nok heller aldrig ud af det.

Jeg sætter mig ned på stolen, længst væk fra Harry og smiler til Liam, der lægger hånden på mit knæ og giver det et klem.

”Er du okay?” Spørger han og smiler til mig. Jeg nikker og skubber mit hår over den ene skulder.

”Jeg har det fint.” Siger jeg så oprigtigt som overhovedet muligt. Men sandheden er, jeg har det ikke fint. Jeg er overvældet. Zayn skal bo hos mig. Jeg er ked af det. Min datter er syg. Og jeg er ikke mindst såret. Harry afviste mig.

”Safira, må jeg ikke lige snakke med dig ude på gangen?” Spørger Harry. Jeg kigger op og ser at han har rejst sig og står næsten helt foran mig. Jeg bider mig i læben, men nikker alligevel. Jeg kan ligeså godt få ham ud af mit liv, med det samme.

Jeg rejser mig og følger efter ham ud af døren og lidt ned af gangen, indtil han stopper op.

”Safira, hvorfor har du ikke svaret mig?” Spørger han. Jeg kigger til siden, prøver at undgå hans blik. ”Jeg er bekymret. Du betyder noget for mig Safira. Jeg vil ikke miste vores venskab.” Siger han og prøver, forgæves at få øjenkontakt med mig. Jeg sukker og kigger endelig på ham.

”Harry, hør. Du havde ret. Jeg løj. Stort. Jeg skulle have fortalt dengang med Alba, men jeg kunne ikke. Du behøver ikke gøre det her svære end det allerede er. Du har afvist mig en gang. Jeg behøver ikke en til.” Siger jeg koldt og borer neglene ind i håndfladerne på mig selv, for at holde fokusset og ikke begynde at græde.

”Jeg har ikke afvist dig. Jeg skal tænke over det. Det burde du da kunne forstå.” Siger han og kigger ned i gulvet. Jeg ryster på hovedet.

”Jeg har nok at se til lige nu. På en eller anden måde skal jeg fortælle Alba at Zayn er hendes far, før nyheden spreder sig ud til resten af London. Jeg skal give Zayn muligheden for at lære sin datter at kende. Jeg skal sørge for Alba for sin medicin på de rigtige tidspunkter og jeg skal også tjene penge så jeg kan leve. Jeg har ikke også tid til at skulle gå og tænke over hvornår du har bestemt dig for om du vil mig eller ej.” Siger jeg tørt og kigger Harry direkte i øjnene. De dejlige grønne øjne..

”Safira, jeg ved hvad du går i gennem, men kan du ikke også forstå hvad jeg går i gennem?” Spørger han uden at flytte sit blik fra mig.

”Fortæl mig Harry, hvad er det du går i gennem?” Råber jeg op, så alle sygeplejerske, der går forbi stopper op og kigger på os. Harry smiler undskyldende og jeg flytter ikke blikket fra ham.

”Skal jeg virkelig fortælle dig hvad jeg går i gennem?” Spørger han irriteret. ”Okay. Min bedste vens datter er også datter til pigen jeg kan lide, som også er min bedste vens første rigtige kærlighed. Hvor hårdt tror du ikke det er for mig?” Spørger han og slår håbløst ud med hænderne. Jeg ryster på hovedet.

”Harry, det er ingenting i forhold til hvad jeg gennemgår.” Siger jeg lavt. ”For resten. Zayn skal bo hos mig.” Siger jeg selvsikkert, men har ingen ide om jeg vil ødelægge det hele mellem os, men jeg er også ligeglad.

”Hvad?” Spørger Harry lavt og såret. Jeg nikker.

”Alba, skal kende hendes far og det her er den eneste måde.” Siger jeg og undgår tanken om at hele den her samtale pludselig har skiftet retning. Harry nikker og vender sig om og begynder at gå.

”Du gjorde det her mod dig selv, Harry.” Siger jeg usikkert og med en skælvende stemme. ”Du valgte at droppe det vi kunne have haft.” Fortsætter jeg. Harry stopper med at gå og jeg kan høre hans urolige vejrtrækning. Jeg bider mig i læben over stilheden, der pludseligt har ramt gangen, og gisper, da Harry vender sig om i en pludselig bevægelse og går hen i mod mig. Han lægger hænderne på hver sin side af mit ansigt og trækker mig ind til ham. Hans læber møder mine. Jeg er i chok og ved slet ikke hvad jeg skal gøre, så jeg gør det eneste jeg kan tænke på. Jeg kysser ham igen. Åbner munden en smule og kysser ham så passioneret som jeg ikke har kysset nogen længe.

Hans hænder finder vej ned til mine hofter og jeg lægger mine omkring hans hals og giver adgang til hans tunge, som danser rundt om min. Han trækker sig lidt fra mig og hviler sin pande mod min, mens vi begge prøver at få styr på vores vejrtrækning.

”Var det et godt nok svar?” Spørger han og kigger på mig. Jeg smiler og nikker, mens min tunge vejrtrækning begynder at blive mere rolig. Han tager min hånd i sin og retter sig op, så han kan se ordentligt på mig, og så smiler han. Et rigtig drenget smil. Jeg bider mig i læben og retter på mit hår.

”Vi skal nok komme igennem det her.” Siger han lavt. ”Også selvom Zayn skal bo hjemme hos dig.” Jeg nikker og smiler til ham.

”Det ved jeg.” Er det eneste jeg kan sige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...