Defekt - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2014
  • Opdateret: 4 jun. 2014
  • Status: Igang
Amber (Viola) lever i en perfekt verden. Alle gør hvad der skal gøres. Ingen fejl. Ingen sygdom. Men sådan en verden koster. Der er mange aborter og verden bliver mindre og mindre. Ambers (Violas) mor nægtede at få abort og fødte Amber (Viola) og hendes bror. De er anderledes. Ikke så perfekte som andre. Det understreger de andre ved at sende dem blikke stirrer på dem på gaderne og lukke dem ude af fællesskabet. En dag bukker Amber (Viola) under for presset og dræber en. Hun bliver dømt til glemsel og her begynder historien så...

4Likes
4Kommentarer
224Visninger

2. Defekt

Lægerne måtte sige mit navn op til flere gange, før jeg fangede at det var mit. Jeg satte mig op og prøvede at huske tilbage på, hvad der var sket. Men der var intet. Blot tomhed. Jeg vidste at mit navn var Viola. Viola, Viola, Viola. Det havde lægerne sagt, men der var noget forkert ved det navn. Som om det ikke helt stemte. Jeg så mig omkring. Rummet, jeg sad i, var hvidt og lignede mest af alt en celle. Tremmer i stedet for vinduer og en aflåst dør. ”Hun husker virkelig intet,” hørte jeg en af lægerne sige en dag. ”Ja det er fantastisk ikke,” svarede en anden. Jeg klemte en tåre ud gennem øjenkrogen. Ville tomheden aldrig forsvinde? Kunne den ikke bare det?

Alt det jeg har oplevet kommer stille tilbage, mens jeg går. Som en flodbølge skyller det ind over mig og er nær ved at drukne mig. Og så… Tomhed. Jeg husker intet før cellen. Det er væk. Slettet. Jeg går videre og prøver at finde ro i mit sind. Men det er i oprør og lytter ikke til mine formaninger, men guider i stedet min krop ind i et museum som jeg har på fornemmelsen at jeg har været på det før. Jeg kigger rundt og får øje på en pistol. Den ligger og skinner på en pude og skriger nærmest at jeg skal tage den. Omkring den står en flok turrister og spærrer min vej frem. ”Må jeg lige komme forbi?,” spørger jeg venligt og skubber mig blidt vej gennem turristerne. De gør ikke nogen modstand, men lader mig bare komme forbi. Dumme fjolser. Ved de ikke hvad jeg vil gøre? Mine tanker skræmmer mig. Hvad vil jeg gøre? Mine hænder lukker sig om pistolen og mærker det det kolde metal mod min hud. Det føles dejligt velkendt. Et skrig flænger den tunge stilhed, der før lagde sig over turistflokken som et blødt tæppe. Det er som om noget af min hukommelse kommer tilbage i det øjeblik. Jeg kan huske et skrig, bønner om frigivelse og så en uhyggelig latter. Jeg kan med det samme genkende den. Det er min egen. Et skud lyder. Jeg ved ikke om det er erindring eller virkelighed, for det er som om fortiden og nuet flyder sammen og bliver til ét. En kvinde falder om og tager sig til brystet, hvor blodet strømmer ud. Jeg gisper forfærdet og lader pistolen falde til jorden. Den klirrer i det den rammer jorden og ruller hen ad gulvet. Et afmægtigt hulk forlader mine læber. Jeg vender rundt på hælen og efterlader hulkende salen. Turisterne prøver heller ikke at stoppe mig denne gang, men rykker blot skræmte tilbage. Jeg fortsætter ud på gaden, drejer hen ad et hjørne og finder en lille losseplads hvor jeg ligger mig ind i en stor papkasse.

Da jeg næste morgen vågner op, kan jeg hører sirener. Jeg krymper mig lidt mere sammen og lukker kassens låg over mig. ”Hun må være her et sted. Hundene kan lugte hende,” lyder en stemme over mig. ”Ja hun kan ikke være langt væk,” lyder en anden stemme. Jeg holder vejret et sekund og ånder så lettet ud, da jeg hører sirenerne forsvinde. Jeg har det stadig som om, jeg har oplevet det her før. Som om det her er sket en gang før. Som om det bare er en gengivelse af fortiden. Så jeg bliver ikke overrasket da de finder mig. Alligevel sniger en tåre sig ned af min kind og flere efterfølger. Hvorfor mig?,  kan jeg ikke lade være med at spørge. En politimand løfter mig op i mine arme, og pludselig er det som om alt går i slowmotion. Jeg kan hører et skrig langt væk. Langsomt vender jeg mig om i skrigets retning og ser kvinden igen. Den kvinde som jeg skød. Hun står næsten lige foran mig, med blod vældende fra det sår, jeg gav hende. Jeg blinker forskræmt med øjnene. Kvinden er væk, og alt sortner for mig.

Jeg slår øjnene op og ser mig omkring. Jeg er tilbage. Tilbage i den hvide celle. ”Drik det her,” siger min tidligere læge og smiler sødt til mig. Jeg kigger på glasset, hun har i hånden, og gyser. Væsken i glasset ligner vand, men det er som om, den er klarere. Den virker bekendt. Min læge fører glasset op til min mund. Min krop reagerer instinktivt og rykker sig bagud. ”Du skal ikke være bange,” siger lægen og kommer stille nærmere.  Hendes ansigt skifter til en dæmons. ”Vær ikke bange søde,” siger dæmonlægen og læner sig ind over mig. Jeg lukker øjnene hårdt i og åbner dem så igen. Hun er der stadig. Smilende, så man kan se de skarpe hugtænder, står hun over mig med glasset i hånden. ”Det gør ikke ondt,” smiler hun og tager fat i mit håndled. Jeg ser ned på hendes lange knoglede fingre og sætter rædselsslagen i et skrig. Jeg slår panisk ud og rammer glasset, som splintrer. Den klare væske flyder ud på gulvet og daner et billede. Det er af mig. Jeg står og griner sammen med en dreng. Jeg ser lykkelig ud. Slet ikke som nu med rander under øjnene og evigt triste øjne. På billedet må jeg være omkring 13. Nu 3 år senere, er der sket så meget. Alt er gået i opløsning. Billedet toner langsomt væk, og det eneste jeg kan se nu, er mit nuværende ansigt. Forrevet og beskidt. Dæmonlægen tager mig ved armen. Jeg er alt for chokeret til at stritte imod, da hun trækker mig med ud til en anden læge. ”Jeg tror hun har skizofreni,” starter dæmonlægen ud og begynder langsomt at se normal ud igen, i takt med at min frygt svinder ind. ”Nej tag det nu roligt det er bare en bivirkning af hukommelsestabet,” beroliger den anden læge hende. ”Men jeg kan se hun ikke har fået medicinen endnu.” Den anden læge løfter et glas med den klare væske, og før jeg ved af det, har han stoppet det ned i halsen på mig. Lydløst sniger tomheden sig ind på mig. Den overmander mig bagfra og siver ind i mit hoved. Nådesløst dræber den alle mine minder derinde. Jeg holder fast i ét minde. Billedet af mig som 13-årig. Men ligesom alt det andet forsvinder det og efterlader ikke andet end tomheden tilbage. ”Viola,” kalder en stemme og trækker mig ud af min trance. ”Hvem er Viola?,” spørger jeg forvirret. ”Dig,” svarer stemmen. Jeg sætter mig brat op i sengen. ”Jeg hedder ikke Viola,” siger jeg men det er også det eneste jeg husker. ”Jo, du gør, søde,” insisterer stemmen der tilhører en kvindelig læge. Kvindens ansigt fremkalder en rædsel som jeg ikke kan forklarer. Det er som om jeg har set hende før. Jeg søger i min hukommelse men finder blot… Tomhed. ”Kender jeg dig?,” spørger jeg hende for genkendelse lyser også ud af hendes øjne. Hun ryster svagt på hovedet men lyder usikker da hun svarer: ”Nej.” Eller er det usikkerhed? Måske er det nærmere frygt. Men for hvad? ”Viola…,” begyndte min læge. ”Stop med at kalde mig det,” afbryder jeg hende. Det føles rart at komme ud med det, som om jeg har ligget inde med det i lang tid. Hun prøver at overbevise mig om det modsatte, men det virker ikke. ”Jeg hedder Amber.” Jeg ved ikke hvor de ord kommer fra, men de lyder rigtige. ”Jeg hedder Amber.” Jeg gentager det gang på gang, for endelig er der noget, jeg kan huske. Endelig noget jeg kan gribe fat i. ”Okay, Amber, det jeg ville fortælle dig var at du skal til London,” sagde min læge. ”London?,” spørger jeg undrende. Der er noget bekendt ved det. ”Vores hovedstad,” svarer hun og mumler et eller andet med, at de (hvem end det er) har slettet for meget. ”Hvorfor?,” spørger jeg og ser mistænksomt på hende. ”Det ville være godt for dig,” siger hun, og jeg stiller mig tilfreds med hendes svar. Jeg får alligevel ikke noget ud af hende. Jeg lægger mig ned og lukker stille øjnene

Næste gang jeg slår øjnene op, er jeg i London. Et par grønne øjne dukker op og jeg spekulerer på, om jeg mon har set dem før. Men for tiden virker nærmest alt bekendt. Jeg lader blikket løbe ned fra de grønne øjne og vurderer personen. Det er en dreng. Han ligner lidt mig. Med de fyldige læber, formen på øjnene og det mørke brune hår. Han er nok omkring 2 år ældre end mig og ser på mig med bekymring lysende ud af øjnene. ”Hey Amber,” siger han nervøst og ser ned i gulvet. Jeg gennemsøger hurtigt rummet, men finder ingen læger. ”Hvor er jeg?,” spørger jeg. ”Hjemme hos mig,” svarer han stilfærdig.
”Vent lige lidt. Har du kidnappet mig?!”
”Jeg ville nu ikke lige kalde det kidnapning. Snarer at jeg har lånt dig.”
”Du skør.”
”Og det siger pigen, der åd en edderkop som 4-årig.”
”Hvad?!”
Jeg bliver mere og mere forvirret. Kender jeg ham? Han kender i hvert fald mig. Men det kan jo også bare være en løgn det hele. Ædt en edderkop? Helt seriøst, det ville jeg da aldrig gøre. ”Hvem er du overhovedet? Er du klar over hvor skræmmende det er at vågne op hos en fremmed mand?!,” spørger jeg rasende. ”Kan du slet ikke genkende mig? Jeg er din bror,” siger han grødet. Minderne vælter ind over mig. Minder om strandture, leg og spil. ”Ethan?,” hvisker jeg stille. Han nikker svagt. Flere minder melder ind. Men ét er stærkere end de andre og trækker mig med ind.

Jeg stod foran en grav sammen med min bror, Ethan. Tåre løb ned af kinderne på mig, mens Ethan bare stod og gloede på graven. ”Jeg kan ikke klare det længere, Ethan. Alle de perfekte mennesker uden bare én genetisk fejl. Vi skulle ikke være blevet født, Ethan. Vi er fejltagelser. Mor nænnede ikke at skille sig af med os og se hvad der nu er sket med hende,” hulkede jeg og pegede på graven. ”Hvis vi ikke var blevet født, var det her aldrig sket! Jeg vil ikke prøve at passe ind mere. For det vil jeg aldrig komme til. Hvad de gjorde med mor, var straffen for at give os liv. Jeg vil ikke have flere kommer til skade på grund af mig. Mor skulle have fået en abort både med dig og mig. Det ville være bedst.” ”Nej lad være med at sige sådan noget. Bare fordi vi burde blive valgt fra, betyder det ikke at vi ikke kan passe ind,” sagde Ethan og lagde en hånd på min skulder. ”Jo det gør! Vi er forkerte! Sådan nogen som os har der ikke været siden år 2136. Det er snart 50 år siden nu. Allerede i 2004 blev der valgt fra af geniske grunde. Ja og man kunne jo få en abort helt tilbage i 1997. Og så tror du bare vi kan vade ind. Det er en lille verden, Ethan, og den bliver mindre og mindre, for hver dag der går. Højest 1 barn bliver født i hver familie. Jeg tror de vil kunne genkende os og huske vores fejl. Jeg vil ikke leve i sådan en verden,” sagde jeg og rav mig løs af hans greb. ”Amber,” begyndte han. ”Nej, jeg har læst bøger fra den gamle tid. Bøger hvor hovedpersonen er ligesom os, og budskabet er at ingen er perfekte. Men det er de i denne her tid, Ethan. Ingen begår fejl. Alle gør bare hvad, der skal gøres. Jeg kan ikke klare det mere. Der er alt for… Perfekt,” afbrød jeg ham. ”Men perfekt er jo godt,” indskød Ethan. ”Nej ikke i dette tilfælde. Perfekt er ondt. I en perfekt verden er der nogen, der er nød til at afskæres, for ellers vil verdenen gå ned. Og os. Os mopper de. På deres egen måde. Stirrer efter os på gaden, sender fjendtlige blikke og lukker os ude fra fællesskabet. Og når en perfekt verden står på, dør mange. Ingen lægger mærke til det, for de fleste som dør er ingen gang født endnu,” sagde jeg hidsigt. ”Amber, fald ned,” sagde Ethan roligt. ”Jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke leve i en perfekt verden, okay?,” hvæsede jeg, vendte mig om og gik. Jeg hørte Ethan kalde efter mig, men jeg ignorerede ham.

 Mindet siver langsomt væk og efterlader mig chokeret tilbage. Jeg kan hører Ethan kalde og bliver i tvivl om, jeg stadig er i mindet. Men nej. Det er virkeligheden, der banker på. Jeg åbner øjnene og ser lige ind i hans grønne øjne. Igen. I en tid kæmper vi om at komme ind til den andens tanker. Mine grå øjne mod hans grønne. Til sidst opgiver vi begge. ”Du gik lige pludselig bare ud som et lys. Hvad skete der?,” forlangte Ethan at få at vide. ”Bare et minde,” slår jeg det hen med. ”Hvad for ét?,” spørger han nervøst. ”Bare ét. Hvad skete der med vores mor?,” spørger jeg undvigende. ”De dræbte hende,” mumler han. ”Den perfekte verden? Jeg vidste det! Den dræbte også mig. Inden i,” sagde jeg hånende, men inden i var jeg knust. Knust af alt det her. Jeg er ikke perfekt, og det vil jeg aldrig blive. Aldrig vil jeg passe ind. Ikke ind i denne perfekte verden. ”Amber, lad være,” siger han såret. ”Und… undskyld,” stammer jeg og bryder hulkende sammen. ”Kom her,” siger Ethan og trækker mig ind i hans favn. ”Jeg kan ikke mere. Jeg vil bare væk. Please sig du kender et sted,” beder jeg grædende. ”Jeg kender ét men jeg er ikke sikker på at du kan tage af sted, efter det du gjorde mod de mennesker. Først mod kæresteparret hvor du derefter bliver arresteret og dømt til forglemmelse. Så mod kvinden hvor de endnu en gang arresterer dig og dømmer dig til forglemmelse. Det bliver jo gentaget om og om igen. Hvad får dig til at tro, at du ikke begår den fejltagelse igen?,” spørger han mistænksomt. ”Fordi nu ved jeg hvad der er rigtigt og forkert,” svarer jeg kort. Han overgiver sig og fortalte mig, hvor de endnu ikke havde en perfekt orden. Kenya. Det eneste land det ikke var indført i endnu. ”Så farvel,” siger jeg og knuger ham ind til mig. ”Er du sikker på at du ikke tager med?” Jeg spørger en sidste gang for at være helt sikker. Det er så uretfærdigt, at jeg lige som jeg har mødt min bror mister ham igen. ”Helt sikker,” svarer han og trækker sig ud af krammet. ”Farvel.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...