One question: Why? (One Direction)

Eleanor Calder er død, eller ret og sagt hun er blevet myrdet, men af hvem? Og hvorfor? Så Englands bedste detektiv Taylor Phillips bliver sat på sagen. Det viser sig at være mere kompliceret end Taylor troede, for de "berømtes verden" som Taylor kalder den, er mere indviklet og fuld af løgne end hun troede. Og før Taylor ved af det, bliver hun viklet ind i den verden...
__________________________________________________________________________________________________________________________________
Det her er min første krimi og første fanfiction, og jeg vil gøre mit bedste. Jeg indrømmer også, at jeg ikke er den største One Direction fan, så måske er det ikke alle detaljer der passer helt.

41Likes
131Kommentarer
42953Visninger
AA

7. Kapitel 5: Where is Chloe?

Stemmen var let at genkende. Selvfølgelig var den det, da jeg ligesom boede sammen med hende. Det var nu også hende, der havde skriftet min ringetone. Grunden kendte jeg ikke, men det gjorde man nu aldrig. Sikkert hævn. Mind mig lige om at skrifte den tilbage og tage hævn. Jep sådan er vi, vi tager hævn. Dog tror jeg aldrig, at vi kommer til at stå lige. For jeg aner seriøst ikke længere, hvem der startede vores lille krig. Den har kørt i næsten 3 år. Chloe og jeg har været venner i næsten 3 år.

"Taylor.... hallo er du der?", spurgte en nervøs Chloe i den anden ende af røret.

"Undskyld Chloe, hvad sagde du?.... jeg var vidst i min egen verden".

"Taylorland, nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne se hvad du tænkte på.....".

"Tilbage til sagen Chloe..... hvad handler det her om? Du lyder som om, at det er vigtigt", spurgte jeg en smule utålmodigt.

"Når ja undskyld Tay..... jeg vil bare sige, at jeg ikke kommer hjem den næste uges tid måske mere hvis....". Chloe nåede ikke at sige sin sætning færdig, før jeg havde afbrudt hende.

"Hvorfor? Er der sket noget? Skal jeg komme hjem? Hvem har gjort det?", alle spørgsmålene fløj ud af munden på mig, uden at jeg rigtig tænkte over det. Det var jo ligesom at være på arbejde. 

"Jeg har ikke meget tid til at forklare.... jeg har Øhm skrevet en seddel til dig hjemme i lejligheden, den vil forklare alt.... men jeg.... Øhm ville helst sige det til dig... Øhm hvad hedder det nu..". Hun lød som en eller anden i en actionfilm. Hvad forgik her?

"Personligt?", afbrød jeg hende.

"Exactly.... men i hvert fald.... sedlen ligger i køkkenet.... jeg har ikke meget tid..... jeg må løbe.... vi ses Tay....". Chloe lød virkelig nervøs, og det ligner hende ikke.

"Vent hvad mener du... er der sket noget?".

Hun svarede ikke, og kort tid efter lød den sædvanlige biptone som betød, at Chloe havde lagt på. Hvad var der sket? Det var helt klart alvorligt, ellers ville Chloe ikke have været så nervøs. Jeg måtte hjem, og det skulle være nu. Inden det var for sent, for noget sagde mig, at det her galt om liv eller død. Jeg gik tilbage til stuen, hvor drengene sad og grinede af et eller andet. De stoppede, lige så snart de så mig. Deres ansigter ændrede sig fra fjollede til seriøse på et øjeblik. 

"Hvad sker der Taylor?", spurgte den brunhårede med de brune øjne.

"Det Chloe.... Øhm jeg bliver nød til at.... tage hjem", stammede jeg og blinkede desparat for at få tårerne væk. 

Den lyshårede trak mig ind i et kram. Det var underligt, eftersom jeg ikke kendte ham særlig godt, men jeg følte mig alligevel tryg i jans arme.

"Hvem er Chloe?", spurgte ham med de sorte hår.

"Det er ikke lige tidspunktet Zayn....", mumlede den brunhårede. Så den sorthårede hed altså Zayn. Mind mig lige om at huske det. 

"Nej det er okay, Chloe er min bedste veninde og sambo", mumlede jeg ned i den lyshårede skulder. Jeg tror, at mine tårer blev tørret lidt af der.

"Undskyld for jeg tørre mine tårer af i din skulder", mumlede jeg endnu engang i hans skulder.

"Det er okay.... men hvad er der sket med Chloe?", spurgte den lyshårede.

"Hun ringede.... og sagde hun var nød...", jeg sank en klump "Nød til at rejse.... hun sagde, hun ikke havde meget tid... og alt var forklaret på en seddel i vores køkken... så jeg bliver altså nød til at tage hjem.... i hvert fald... det har været hyggeligt drenge...", jeg stoppede kort for at snøfte. "Jeg kommer sandsynligvis igen", sagde jeg med et mislykket forsøg på at smile.

"Taylor.... du kan ikke køre, når du er så ked af det... det kan være farligt.... jeg kører dig", sagde Louis.

"Så tager jeg med", sagde den lyshårede ivrigt.

"Niall, jeg tror ikke Taylor har brug for så mange", mumlede Louis. Så den lyshårede var Niall. Sikke et underligt navn, men det passede til hans accent. Mit gæt var, at han var irsk, som Chloe. Hun havde nemlig den samme accent. Hvad hedder ham brownien så? Ja jeg kalder brunetter for brownier. Lad vær med at spørge.

"Faktisk Louis... så tror jeg det er præcis hvad Taylor har brug for". Wow brownien var klog.

"Det er okay... jeg vil ikke....".

"Du er ikke til besvær", sagde Harry, som om han vidste, hvad jeg ville sige.

"Du ved ikke, hvad jeg ville sige".

"Jo Taylor.... jo det gjorde jeg.... men lad os nu tage med.... vi kan hjælpe dig", sagde Harry.

"Fint.... men der er okay langt... jeg bor i den anden ende af London", sagde jeg i håb om, at de ikke ville tage med. Men jeg tog fejl.

"Udflugt.... jeg kører", sagde Harry.

"Gud gør du ej.... lad Liam køre... du kører som en brækket arm Harry", sagde Zayn. Louis fnisede. Så ham den sidste var Liam. Godt det var alle navnene. Louis, Harry, Zayn, Niall og Liam. Jo ik? Eller var det... hold op Taylor, du forvirret dig selv...

I et sekund gik det op for mig, at Liam, Zayn og Niall sikkert ikke vidste, at jeg er detektiv. Medmindre Louis eller Harry har sladret. Jeg fortæller dem det senere, nu er i hvert fald et dårligt tidspunkt.

***

Ja nu sad vi så i Liams sorte Rangerover, på vej mod Chloes og min lejlighed. Jeg sad foran ved siden af Liam, for at dirigerer ham i den rigtige retning. Selvom vi kørte forkert et par gange. Ups! Til mit forsvar kommer jeg ikke til de "Riges" del af London særlig tit. Niall, Louis og Zayn sad bagi og aller bagerst i bagagerummet sad Harry. Helt alene.

Jeg havde ret, det tog næsten halvanden time, at komme til vores lejlighed. Lyset var stadig tændt, og Chloe plejede ikke at glemme det. Noget var sket! Noget meget alvorligt. Og nu begyndte jeg at få de værste tanker omkring situationen. Jeg trådte langsomt ud af bilen, med Niall og Louis, da Harry og Zayn ville hjælpen Liam med at parkere. Hvorfor aner jeg ikke.

Jeg låste langsomt døren op, og hvorfor det hele skulle væren langsomt, det kan jeg ikke svare på. Måske frygt for, at her stadig var nogle, men så havde jeg jo drengene. Alligevel hvad nu hvis..... Nej bare glem det. Jeg må holde op med alle de tanker. 

Det tog noget tid, før Zayn, Harry og Liam gad at dukke op, men Louis og Niall prøvede at løfte stemningen lidt. Det gik okay, men den var stadig anspændt. Det gik ret hurtigt op for mig, at Niall og Louis var de sjove i bandet. 

"Hvilken etage?", spurgte Zayn.

"6.".

"Sig mig engang, sagde du 6.?", spurgte Harry tydeligvis en blanding af forvirret og overrasket. 

"Ja 6. hvorfor?".

"Der er jo enormt langt", sukkede Louis.

Lige nu havde jeg ikke en trang til at fortælle dem om elevatoren, og jeg ville godt drille dem lidt, som de drillede mig i morges. Liam fik hurtigt øje på skiltet.

"Drenge vi tager da bare elevatoren".

"Jaaaaaaa", råbte Louis og var glædeligt på vej derhen.

"Den virker ikke", løj jeg så overbevisende som jeg kunne. 

"Det mener du seriøst ikke Phillips!", sagde Louis og sendte mig dødsblikket.

"Jo det gør jeg Tomlinson". 

De andre kiggede bare mærkeligt på os, men med tiden havde jeg begyndt at se Louis som en bedste ven/ bror. Intet andet og efter det med Eleanor, tror jeg ikke han har brug for en ny kæreste her det næste stykke tid.

Vi kom endelig til den rigtigte etage, og hvor kunne de drenge bare brokke sig. Men det var sjovt at høre dem puste og stønne for at komme op på 6. etage.

"Hvordan klare du det her hver dag?", spurgte Niall.

"Easy, det kaldes at være i god form".

Der blev Louis sur, han væltede mig, og begyndte af kilde mig. Og tro mig, jeg er ret kilden. Så her lå jeg og grinede i vores opgang. Godt der ikke boede nogen i vores opgang udover Chloe og jeg. Vi ejede begge lejligheder på etagen, så vores lejlighed var dobbelt så stor som de andres. Og så boede vi øverst. Jaaaaa.

"Louis..... stopppp".

"Ikke før du siger "Louis Tomlinson er en sexgud, og der findes ingen i bedre form end ham"".

"Aldrig i livet!".

"Okay". Der kildede Louis mig så endnu mere.

"Okay Okay... Louis Tomlinson er ikke en....".

"Nej forkert prøv igen", afbrød Louis mig.

"Louis Tomlinson er en.... sexgud og der findes ingen i bedre form end.... ham".

"God pige", sagde Louis og klappede mig på hovedet. Han stoppede også med at kilde mig, og gav mig en hånd op. De andre drenge stod bare og grinede.

"Sjovere var der heller ikke", sukkede jeg irriteret, og låste døren op. 

Jeg trådte meget  langsomt ind i entréen, og det syn jeg mødte rundt om i huset, bekræftede min teori......


###

Undskyld jeg ikke har skrevet længe, men har været i Italien i næsten 3 uger. Håber I kan lide kapitlet, og jeg vil meget gerne høre jeres mening.

- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...