One question: Why? (One Direction)

Eleanor Calder er død, eller ret og sagt hun er blevet myrdet, men af hvem? Og hvorfor? Så Englands bedste detektiv Taylor Phillips bliver sat på sagen. Det viser sig at være mere kompliceret end Taylor troede, for de "berømtes verden" som Taylor kalder den, er mere indviklet og fuld af løgne end hun troede. Og før Taylor ved af det, bliver hun viklet ind i den verden...
__________________________________________________________________________________________________________________________________
Det her er min første krimi og første fanfiction, og jeg vil gøre mit bedste. Jeg indrømmer også, at jeg ikke er den største One Direction fan, så måske er det ikke alle detaljer der passer helt.

41Likes
131Kommentarer
42986Visninger
AA

48. Kapitel 46: Can I ask you a Question?

*Taylors synsvinkel*

Hvorfor? Hvorfor skulle Rise have gjort det? Hvorfor var der overhovedet nogen, der ledte efter spor i hendes hus om natten? Måske fordi en eller anden forsøgte at give Rose skylden for det hele. Perrie. Måske ikke, men hvem ved.

Selvom drengene ikke spurgte, vidste jeg godt, at Niall og Louis ikke havde nogen ide om, hvad der foregik. Men på den anden side, hvad kom det her så dem ved. Det her var mit job.

Rimelig hurtigt fik jeg hentet mine ting på værelset. Bortset fra mine bilnøgler. Jeg kunne ikke finde dem. De var som sunket i jorden. Jeg ledte alle steder. Lad mig understrege ALLE!

"Drenge, har I set mine bilnøgler? Jeg kan simpelthen ikke finde dem", sukkede jeg og kløede mig i nakken. 

"Hvor skal du hen?", spurgte Louis og ignorerede mit spørgsmål fuldkommen. 

"Jeg skal bare lige ud og besøge Rose". Det var jo ikke en løgn. Jeg undgik bare lige nogle detaljer. 

"Midt om natten?". 

"Ja, det var vidst vigtigt". Løgn!

"Taylor, vidste du, at du er en forfærdelig løgner?". Louis så helt seriøs ud, men måden han sagde det på, fik mig næsten til at grine. 

"Det ved jeg så nu".

"Seriøst Taylor, hvad skal du?".

"Tom ringede og sagde, at jeg blev nød til at besøge Rose. Så har I set mine nøgler?".

"Du kan bare låne min bil", svarede Niall. Og jeg kyssede ham seriøst af glæde, men sådan set var han jo også min kæreste. Louis så knap så glad ud. "På en betingelse. Jeg kører dig". No fucking Way...

***

Hvor heldig kan man være? Seriøst, hvorfor er jeg så uheldig, at jeg ikke kan overtale min kæreste om, at jeg selv kan køre, og jeg med sikkerhed ikke smadre en af hans million biler. Ja min kæreste må have en million biler. Jeg tvivler seriøst på, at han har plads til dem alle sammen. Typisk drenge! Tilbage til pointen. Niall ville køre mig, og ingen af os turde lade Louis være alene hjemme. Hvem ville også det, og siden han nægtede at gå hjem, måtte vi tage ham med. Hvorfor han nægtede at tage hjem, kan jeg ikke svare på. 

Da vi drejede ned af Rose villavej, kunne jeg se politibiler og en afspærring. Det her kunne bare ikke ende godt. Det kunne jeg med sikkerhed konstatere. 

Jeg var rimelig hurtig til at springe ud af bilen, da vi var kommet lidt nærmere Rose Carters hus. Niall nåede ikke engang at trække håndbremsen før jeg var løbet hen til Edward, der stod midt på gaden. Hvis jeg skulle gætte, så ventede han på mig, imens hans bror, Noah var ved at undersøge huset. Og før I spørg, ja de er tvillinger.

"Opdatering tak?", spurgte jeg så professionelt jeg kunne og så på Edward.

"Mistænkt er blevet fundet med mordvåbnet, men nægter fortsat. Samtidig er emnets fingeraftryk på et af den mistænktes glas. Vi fandt samtidig en plan for... mordet. Alt dette burde kunne bevise, at Rose Carter er den skyldige", svarede Edward. Niall og Louis, der efterhånden var kommet hen til os, så ud til at at fatte nadar. Et vist sted forstod jeg dem godt. Jeg forstod jo heller ikke alt, hvad de gik og talte om, selvom jeg nogle gange ville ønske det. Det ville løse mange problemer. 

"Jeg vil gerne tale med den mistænkte, tak".

"Det må vente, Phillips. Først skal vi have færdiggjort undersøgelser. Til det ønsker jeg din hjælp". Hvordan gjorde den dreng det?

"Giv mig et øjeblik. Jeg skal lige have talt med min kæreste".

"Okay. To sekunder". Hvor mindede han mig umenneskelig meget om Tom, og det var ikke engang i familie. Edward var bare den fødte leder, imens hans tvilling Noah var supergeni/efterforsker. Og tro mig, det var ikke engang mine ord. Det står på hans visitkort. 

Jeg vendte mig mod Niall og Louis, der fulgte med i Edwards og min samtale med store øjne. Da de så, at jeg kiggede på dem, sendte de mig et forvirret blik, jeg gengældte med et smil. Hvorfor jeg nød deres forvirring, vidste jeg ikke. Gjorde det mig til en dårlig person?

"I burde nok tage hjem og sove. Det kommer nok til at tage rimelig lang tid".

"Er det fordi, at du ikke ønsker, vi skal være en del af det her?", spurgte Louis.

"Det kan I ikke rigtig undgå at være. Hun var ligesom din kæreste", svarede jeg uden at se på ham.

"Men...".

"Nej Niall gå hjem så ringer jeg til jer, når jeg har brug for jer", afbrød jeg Niall.

"Jeg...". Louis og jeg var rimelig gode til at afbryde Niall, havde jeg lige fundet ud af.

"Liam bor rimelig tæt på. Vi irriterer ham. Hvad siger du til det?". Havde Louis William Tomlinson lige reddet mig? Befandt vi os i en anden dimension? Og blinkede han lige til mig? 

"Men Louis før du går, er der noget, du lige bliver nød til at svare på". Han nikkede bekræftende. "Hvad gjorde du med de sidste sider i Eleanors dagbog?". Da Louis så forvirret ud, fortsatte jeg. "Du var den eneste, der vidste, hun skrev dagbog. Du må vide, hvad der skete med siderne".

"Beklager Tay. Jeg troede, jeg var den eneste, der kendte til bogen. Det må helt sikkert være Rose".
"I to hader da også hinanden som pesten. Eleanor må have betydet meget for jer begge, siden I er villige til at slås. Og jeg forstår ganske enkelt ikke hvorfor. Lig dog fortiden bag jer og bliv voksen".

"Siger hende der hader sin mor. Måske burde du også komme videre. Uanset hvad hun har gjort dig, kan det vel ikke være så slemt". Den gjorde ondt, Louis. Og det blev heller ikke sagt specielt pænt. 

"Havde Eleanor andre tætte veninder?", spurgte jeg og skiftede tydeligt emne. 

"Ehm...Perrie og Sophia tror jeg... og hun lærte aldrig Chloe at kende, hvis det er det, du går og fisker efter". Jeg burde i hvert fald ikke nævne, at Chloe rent faktisk var uskyldig. Uanset hvor meget jeg hadede det faktum. 

Jeg fik afsluttet min samtale med drengene, som nok mere endte med en diskussion med Louis omkring Eleanors dagbog. Han blev ved med at hævde, at han intet vidste om de sider. Som tiden gik blev vi færdige, og jeg fik dem overbevidst om at tage over til Liam, selvom klokken ikke var meget mere end omkring 5. Stakkels Liam, men nogen må jo lide, og denne gang skulle det ikke være mig.

Efter det mødtes jeg med tvillingerne, altså Noah og Edward hvis I skulle være i tvivl, inde i Rose hus. Alt blev undersøgt. Fingeraftryk blev fundet. Ved hjælp af en opdatering fra Noah, fandt jeg ud af en person i går aftes/nat, og politiet af en eller anden grund derefter var dukket op. Nogen ville give Rose skylden, men hvem? Sandsynligvis en, der ønskede at komme af med sin egen skyld. Morderen. Personen havde forladt lejligheden, før politiet kom. Mystisk. 

Jeg kunne i hvert fald konstatere, at det ikke var Louis eller Niall, Da jeg ligesom havde brugt tid sammen med dem aftnen før. Derfor kunne det kun være: Harry, Chloe, Liam, Zayn, Perrie eller Sophia. Jeg var overbevidst om, at det var en af dem. 

Et glas lå smadret på gulvet, og jeg bad Noah om at skaffe mig fingeraftrykkene fra glasset. Det burde kunne gøre det. Han sagde, der ville gå noget tid.

Jeg bad om at møde Rose. Jeg havde brug for at snakke med hende. Hun blev nød til at forklare mig, hvordan tingene hang sammen. Jeg var tæt på nu. Tættere på end jeg troede. Først ville de ikke lade mig gøre det, men tro mig jeg kan være overbevisende. De gav mig 2 minutter. 2 freaking minutter.

"Hej Rose", sagde jeg, da jeg kom ind i lokalet til hende. Hun sad ved et bord, som man gør, når man bliver afhørt. 

"Taylor, du bliver nød til at hjælpe mig. Det her gør mig sinssyg". Det må være første gang, siden jeg mødte hende, at jeg ser hende så desparat. Hun plejer at være afslappet og mystisk.

"Jeg gør, hvad jeg kan. Men Rose, må jeg stille dig et spørgsmål?". 

"Selvfølgelig".

"Og du skal love mig at svare helt ærligt". Rose nikkede. "Gjorde du det?".

"Nej Taylor, du bliver nød til at tro på mig. Måske besøgte hun mig, men jeg slog hende ikke ihjel. Det kunne jeg ikke finde på. Du bliver nød til at stole på mig". Det gør jeg, havde jeg lyst til at svare, men jeg kunne ikke få ordene frem. 

"Jeg forstår. Men hvem besøgte dig egentlig i nat, Rose?". Hun tøvede et øjeblik, før hund svarede mig.

"Det kan jeg ikke fortælle dig. Beklager Taylor". Du gør det ikke lettere for dig selv, Rose. 

Jeg vidste det var nu. At jeg blev nød til at handle, før drengene tog på tourne igen. Jeg havde brug for at finde svaret. Den skyldiges skulle findes, og det skulle være nu. Før jeg fik set mig om, havde jeg fundet min telefon frem og indtastet et velkendt nummer...

###

Ja... hvem mon Taylor ringer til? Og hvorfor kan Rose ikke fortælle Taylor sandheden? Og hvad tror I, der er sket med de sidste sider i Eleanors dagbog? 3 gode spørgmsål.

Vi nærmer os en afslutning. 2 kapitler tilbage + en epilog. Lad mig høre jeres gæt. Hvem gjorde det? 

Love ya, Guys<3
- Sophia The Cupcake X

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...