One question: Why? (One Direction)

Eleanor Calder er død, eller ret og sagt hun er blevet myrdet, men af hvem? Og hvorfor? Så Englands bedste detektiv Taylor Phillips bliver sat på sagen. Det viser sig at være mere kompliceret end Taylor troede, for de "berømtes verden" som Taylor kalder den, er mere indviklet og fuld af løgne end hun troede. Og før Taylor ved af det, bliver hun viklet ind i den verden...
__________________________________________________________________________________________________________________________________
Det her er min første krimi og første fanfiction, og jeg vil gøre mit bedste. Jeg indrømmer også, at jeg ikke er den største One Direction fan, så måske er det ikke alle detaljer der passer helt.

41Likes
131Kommentarer
42956Visninger
AA

18. Kapitel 16: Did they hate me?

Noah var helt klar til at hjælpe, og lovede at finde pigen så hurtigt som muligt, men han ville ikke love for meget. Så nu var jeg så på vej hen til Noah, for at aflevere Louis billede. Jeg håbede ikke, at han opdagede, at han manglede det, ellers var jeg færdig. Det måtte betyde meget for ham, siden ham gik rundt med det i sin lomme. 

"Tay Hey", sagde Noah Og gav mig et venskabeligt kram. 

"Hey".

"Hvad er det jeg hører, er du blevet kærester med Niall Horan?".

"Øh... hvorfor tror du det?".

"Du ved min lillesøster Ashley. Hun er mega Directioner. Hun så et billede af dig og Niall, og spurgte om jeg ville spørge dig".

"Jeg ved ikke helt med Niall".

"Klart", svarede Noah en smule skuffet, selvom han virkelig prøvede at skjule det. "Du havde et billede".

"Ja, Louis tabte det, og så pigen var sløret, og tænkte du kunne hjælpe. Det ser meget slidt ud, og det er okay hvis du ikke kan", sagde jeg og rakte ham billedet. Han studerede det, og brummede nogle lyde.

"Ja det ser meget slidt ud og det vil nok tage lidt tid, men jeg er sikker på, at jeg nok skal finde pigen. Regn med mig. Jeg holder dig opdateret, og Edward er ved at udspørge Chloes forældre".

"Okay Tak Noah. Vidste jeg kunne regne med dig", sagde jeg og krammede Noah. "Og hvis du finder pigen, så lover jeg fortælle dig alt om Niall. Er det en deal?", spurgte jeg halvt ude af døren.

Noah gav mig Thumbs up, og jeg gik ned af gaden. Det regnede voldsomt, og i det sekund ønskede jeg, at jeg havde taget en paraply med. Et brag lød, og jeg for sammen. Torden og lyn var ikke lige min kop te. Jeg måtte skynde mig hjem. Endnu et brag lød. Jeg spjættede og hoppede flere meter op i luften.

"Taylor?", spurgte en velkendt stemme.

Jeg vendte mig forskrækket om, og stod ansigt til ansigt med Liam og Zayn. De kiggede begge virkelig seriøst på mig, og jeg var bange for de havde opdaget noget eller jeg havde gjort noget forkert.

"Er du okay?", spurgte Zayn.

"Jeg har det...", sagde jeg men blev afbrudt af endnu et brag. Kunne det i det mindste ikke vente til jeg kom indenfor? Det ville være meget belejligt.

"Hvad laver du overhovedet herude alene?", spurgte Zayn.
"Jeg kunne spørge jer om det samme. Jeg begynder snart at tænke, at I drenge stalker mig". Liam slugte et grin.

"Ja Taylor vi bruger al vores tid på at stalke dig for Niall", svarede Liam sarkastisk, eller det håbede jeg i hvert fald han gjorde. For hvis ikke... okay stop dig selv Taylor. Du er gået alt for langt.

"Ej seriøst Taylor hvad laver du her?".

"Jeg skulle bare lige aflevere et foto jeg fandt, da jeg...". 

Okay det var på tide at stoppe mig selv. Jo mindre de vidste, jo lettere blev det at finde Eleanors morder, og jo mindre var de i fare. Vigtigst af alt jo mindre blandede de sig. De ville nok også bare sladre til Louis om, at jeg havde hans billede, hvis de altså vidste det fandtes.

"Hvilket billede?". Pokker tag deres nysgerrighed.

"Taylor hvad forgår der?".

"Jeg fandt bare et gammelt billede af Chloe", løj jeg. 

Undskyld drenge, men det er for jeres eget bedste

Som om du mener det Taylor

Jo jeg gør

Nej du vil bare have dem til at blande sig uden om dit liv.

"Taylor?". Liam så spørgende på mig.

"Undskyld hvad sagde du?", spurgte jeg dumt.

"Det gør mig virkelig ondt, det der er sket med Chloe", sagde Liam.

Zayn så stadig ret skeptisk på mig. Der var et eller andet der sagde mig, at han egentlig ikke brød sig specielt meget om mig. Som om han rent ud sagt hadede mig som pesten. Han var nu også meget mystisk selv.

"Men hvad laver I her? I svarede aldrig seriøst på mit spørgsmål".

"Vi skal ned og hente noget pizza til...". 

Endnu et brag lød, og jeg krøb mig helt sammen. Jeg trak min hætte over hovedet. Hvorfor findes lyn og torden overhovedet. Kunne jeg ikke bo i et land, hvor det hverken tordnede eller lynede? Som... okay jeg kan ikke komme på et. Trist.

"Taylor er du okay?", spurgte Liam bekymret. Hvorfor skulle den dreng også være så godhjertet? Han var nok født sådan. Sophia var heldig.
"Ja", mumlede jeg blot, og studerede mine sko. De var egentlig meget slidte. Jeg trængte vidst til nogle nye.

"Taylor jeg kan se, at du ikke...", begyndte Liam, men Zayn tog over.

"Liam hun har det fint, men skal nok ikke blive stående ude i regnen. Du må nok hellere se at komme hjem til din lejlighed". 

Min teori var bekræftet. Zayn var altid så kold overfor mig, men med alle andre var han flink nok. Så det var nok bare mig han hadede og ikke alle andre. Hvad har jeg egentlig gjort ham, siden han hader mig? Et eller andet har jeg vel gjort? Ik? 

"Jo vi ses. Hils Niall fra mig".

 Ved lyden af Nialls navn, poppede et smil frem på mine læber. Jeg kunne virkelig lide ham. Mere end jeg måske burde. Hvem vidste, om han følelser var gengældte, eller om han bare lod som om. 

Måske når jeg har fundet morderen, går jeg bare i glemmebogen og er fortid. Måske er det sådan med alle drengene. Jeg er bare interessant nu, men så snart jeg har klaret opgaven er jeg glemt.

"Vent! Skal du så være alene? I det her torden vejr?". Jeg ville ønske, jeg kunne sige nej, men noget i Liams blik fortalte mig, at jeg ikke kunne narre ham.

"Ja, men det gør ikke noget jeg har...".

"Nej du skal ikke være alene, du kan tage med os hjem til Harry og Louis", sagde Liam stolt over sin ide.

"Jeg vil ikke være til besvær. I drenge skal have lov til at være alene. Det er I jo ikke så ofte, nu hvor...". Den dreng var god til at afbryde.

"Harry har ret, hun mener hele tiden hun er til besvær", sagde Liam nok mest henvendt til Zayn.

"Drenge det er fint. Jeg kan godt klare at være alene".

"Selvfølgelig kan du det, men jeg syntes bare...". Denne gang var det Zayns tur til at afbryde Liam.

"Liam pigen vil ikke, lad hende nu bare komme hjem. Det er det hun allerhelst vil".

"Men...". Liam så en anelse skuffet på Zayn, indtil han lyste op i et smil igen. I skulle seriøst have set hans ansigt. "Vi invitere da også bare Perrie og Sophia over, og så underholdende de Taylor og så kan vi drenge hygge os". 

Zayn tænkte et øjeblik, men nikkede så anerkendende til Liams ide. Jeg havde vel heller ikke andet valg end at acceptere ideen. Liam tog ikke et nej for et nej. Skøre unge. Og sådan endte det med, at Liam, Zayn og jeg hentede pizza, og kørte hjem til Harry og Louis lejlighed. 

På turen snakkede drengene så lidt frem og tilbage, og spurgte også mig om nogle ting. Mest om Nialls og mit forhold, og der måtte jeg så digte en masse. Jeg måtte seriøst snakke med Niall, og aftale nogle ting med hensyn til vores forhold. Alt gik fint på turen indtil Liam sagde:

"Når har Niall og dig så aftalt noget med hensyn til turnéen i næste uge?".

Der gik min hjerne seriøst i blackout. Skulle de rejse væk? Skulle jeg undvære dem. Mine eneste venner for tiden. Min kæreste, eller hvad Niall nu var. Hvad skulle jeg lave med hensyn til mit arbejde. Jeg kunne ikke holde øje med Louis, og se hvad han lavede. 

Han opførte sig ret underligt for tiden, og jeg dukkede op på de mærkeligste tidspunkter. Han vidste mere end han gav udtryk for. Mistænkeligt. Det føltes lidt som om, at han holdte øje med mig. Rimelig creepy. Ikke, at jeg troede ham var morderen, måske lidt, men jeg vidste, at han viste mere end han ville fortælle. Han kunne hjælpe mig, mere end han troede. Jeg havde brug for ham.

Ikke at jeg var forelsket i ham. Tvært imod. Jeg elskede Niall, og det skræmte mig en smule. Jeg havde ikke kendt ham så længe, og jeg følte mere end jeg burde. Jeg var bange for at miste ham. Min første rigtige kæreste, eller næsten da.

"Skal I på turne?", var de eneste ord jeg kunne få frem.

"Ej har han ikke fortalt det. Det må du altså undskylde Taylor. Det troede jeg altså bestemt han havde gjort".

"Måske han ville vente etik det perfekte øjeblik", indskød Zayn. "I kender jo Niall. Han er ikke så direkte. Ting skal planlægges". Det forklarede en del.

"Jeg håber ikke, jeg har ødelagt det for jer...". Jeg lukkede af. Liam han plaprede løs.

"Jeg tror ikke hun høre efter længere", mumlede Zayn. Liam grinede lidt. Var det sjovt? Jamen okay.

"Men kan du ikke bare lade som om, at du ikke ved ved, og lade ham fortælle det?", spurgte Zayn. 

Få minutter efter, gik det op for mig, at han rent faktisk talte til mig. Det var jo ikke fordi, Zayn havde talt særlig meget til mig. Det havde enten været til Liam, om mig eller til os begge. Ikke direkte til mig.

"Jo god ide", mumlede jeg.

Efter at have parkeret bilen på parkeringspladsen. Sjovt nok. Gik vi ind i bygningen, og tog elevatoren op. Hvor var vi bare dovne, og så med pizza, slik og sodavand i hænderne, så tegnede det ikke til en særlig aktiv aften. Ikke at jeg havde forventet det. Det var jo One Direction jeg skulle være sammen med. 

Zayn bankede på døren, og den blev ret hurtigt åbnet af Harry. Han havde nok set vi var på vej op, da vi ligesom ringede på dørklokken længere nede. Han smilte venligt og tog imod maden fra Zayn og Liam, men da turen kom til mig, så han bare en anelse skuffet på mig, som om han havde ventet en anden. 

"Øh Hej Taylor", hilste Harry.
 
Han kløede sig akavet i nakken og tog imod maden og forlod entréen. Havde han forventet en anden, eller kunne han heller ikke lide mig? Han var ligesom Zayn nu, bare værre. Og det havde jeg ellers ikke troet, at man kunne være. Jeg begyndte snart at føle mig uønsket i deres selskab. Hvis ikke Liam havde sendt et opmuntrende smil til mig, var jeg nok gået ud af den dør.    

Hvorfor var de pludselig sådan overfor mig? Måske hadede de mig. Var der virkelig noget galt med mig? Måske var det bare sådan de var normalt? Og pludselig gik det op for mig. 

Rose havde ret...

###

Igen undskylder jeg for ikke at have opdateret længe, men skolen er jo startet igen, og der følger jo også en masse timer og andre ting med, der gør det svære for mig st opdatere, som jeg gerne vil. Så igen undskyld.

Men her er et ekstra lang kapitel, som undskyldning og fordi jeg ikke kan opdatere i næste uge, da jeg tager til Lesbos. Yay, ned i varmen. Til jer der ikke ved hvor ligger, kan jeg informere jer om, at det er en græsk ø

Dog vil jeg gerne høre jer. Er der noget i vejen med movellaen, siden andre ikke følger med. Skriver jeg dårligt, eller kan I ikke lide selve historien eller er det noget helt andet. Hvad syntes I? Fortæl mig.

Love you guys❤️

- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...