What I dont remember - One direrection

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 24 apr. 2015
  • Status: Igang
Mød søde June Cruz som har mistet noget af sin hukommelse i en bilulykke. June prøver at vende tilbage til sit game liv. Men hvad sker der når fem drenge dukker op og ting fra fortiden vender tilbage. Hvem kan man overhovedet stole på! Og hvad sker der i drengenes kamp om at få June til at huske?

*Indeholder anstødeligt sprog, læsning er på eget ansvar!

10Likes
10Kommentarer
719Visninger
AA

6. Sweet dreams

Vreden boblede i mig, og knuden i halsen var ikke til at holde ud. "Hvad fanden har du gang i" råbte Eve. "Jeg forstår sku da godt du er sur, men helt ærligt June. Da du kom her i aften troede jeg virkelig vi havde lagt tingene bag os, men du havde åbenbart brug for at komme og ydmyge mig. Det er præcis ligesom i High school, jeg var altid bare skyggen af dig" fortsatte Eve indtil man ikke længere kunne høre hvad hun sagde, fordi hun snakkede så hurtigt. "Du ved ikke hvad der er sket? Gør du vel?" spurgte jeg og tog en dyb indånding. For jeg havde den største trang til bare at springe på hende, hvad bildte hun sig ind?

"Hvad der er sket.... Hvad snakker du om?" sagde Eve og lød helt lost. Det tog jeg som et nej, hun vidste ikke jeg havde været i en ulykke. Men jeg magtede ikke til at forklare hvad der var sket, så¨jeg strøg bare ud af døren. Jeg skulle væk herfra.

Jeg løb udenfor, og selvom det var en sen sommeraften, blev jeg omfavnet af kulden som med det samme lagde sig i tykke lag om mig.

Jeg kiggede mig omkring, hvor skulle jeg gå hen? Jeg gik om bag ved huset i håb om at finde vores telt, men  istedet mødte jeg et par velkendte blå øjne. "June, er du okay?" hans stemme var blid og sådan lidt engle agtig. Jeg rystede langsom på hovedet."Kom" sagde han og lagde forsigtigt en arm omkring mig. "Jeg tror det her er jeres telt" sagde han og åbnede ind til et af teltene, og det var altså ikke et af de der små lorte telte som man lige som i en nat. Nej det var et ordenligt motherfucker telt, sådan et som man tog på ferie i.

Vi gik begge to ind, det var faktisk rart at Niall var her. Af en eller anden grund følte jeg mig faktisk tryg når han var her. Niall smed sig på sengen, og jeg rodede i min taske for at finde min mobil. Der var den. Jeg trykkede på displayed og skærmen lyste op. Fjorten ubesvarede opkald for både min far, mor og Summer.

Summer, jeg havde helt glemt hende. Gud hvor jeg savnede hende, og det føltes ikke så fremmed mere. Jeg måtte ringe til hende, så kunne jeg også lige forklare situationen og at jeg havde sagt at jeg var hos hende.

Jeg havde lige snakket med Summer, hun havde heldigvis også bare sagt til mine forældre at jeg sov hos hende. Så aftalte vi at holde film aften i morgen, og spise en masse is med M&M. Så kunne vi få snakket ud og jeg kunne komme af med alt mit lort.

Jeg satte mig på sengen ved sidden af Niall. "Skal jeg gå" spurgte han forsigtigt. Jeg rystede på hovedet det var rart han var her. "Hvorfor fortalte i mig det ikke?" spurgte jeg, da jeg stadig var ret forvirret over alt det der var sket. "Fortalte dig hvad?" spurgte han og kiggede på mig. "Det hele....." sagde jeg og nu rendte tårrene ned af mine kinder. "June, vi lærte dig at kende cirka et år før din ulykke" sagde han alvorligt. Jeg kiggede også på ham nu, var det nu han ville fortælle mig hvad der skete? Det regnede jeg med, så jeg lagde mit hoved ned på puden og lyttede.

"Vi mødtes til en fest og faldt ret hurtigt i snak, og der gik ikke lang tid før vi sås hver dag" han holdt en pause, og virkede lidt usikker på om han skulle fortsætte. Så lagde han sig ned ved siden af mig, og jeg rykke helt tæt ind til han. Så fortsatte han "Vi var alle blevet utrolig gode venner, men dig og Harry havde et eller andet. Han var i hvert fald helt væk i dig, det er derfor han har opsøgt dig. Jeg er ikke helt sikker på hvordan det gik til for jeg var der ikke selv. Men det var meningen af dig og Harry skulle spise middag med dine forældre, og du skulle ligesom fortælle dem at i nu var et par. Men hverkan din mor og far var særlig tilfredse og mente at Harry havde dårlig indflydelse på dig. Du blev vred og råbte af dem, og ville gå sammen med Harry. Men de fik dig til at blive og ville ikke have at dig og Harry skulle ses mere. Da Harry kom hjem fortalte han os hvad der var sket. Jeg har aldrig set ham så ked af det, udover da han fik det med ulykken at vide. Sorgen lyste ud af hans øjne.

Men i blev ved med at ses, for du var ligeglad med hvad dine forældre sagde. Et par dage efter skulle vi til den her fest, og alle havde glædet sig helt vildt meget. Dig og Eve skulle følges, og havde allerede fået godt at drikke da i kom. Alle dansede og grinede, lige indtil at en fra skolen træk fat i dig og fortalte dig at hun havde set din far og Eve stå og kysse. Du blev rasende og råbte af Eve, som stod og græd. I skændes og du slog og sparkede ud efter hende, men  vi fik heldigvis skilt jer ad.

Da du var faldet lidt ned, ringede du til din far og græd ind i telefonen. Du sagde at du kendte jeres hemmelighed og at du hadede ham" så holdt han igen en lille pause, men mest for at jeg stadig kunne følge med. Jeg fik en klump i halsen havde jeg virkelig sagt det? Han lagde en arm mig og gik så  i gang igen.

"Senere på aftenen var festen blev rykket udenfor, da det var blevet varmt. Huset havde en lille balkon oppe på første sal.... Man formoder at du var gået op for at hvile dig, så ville tage lidt luft og er faldet ud over" han sank og mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere.

"Dagen efter kom vi ud på sygehuset for at besøge dig. Men din far kom os i forkøbet. Han bebrejdede os, eller mest Harry. Han sagde det var vores skyld og at vi havde sagt det med Eve for at skade jeres forhold. Han råbte af os at du hadede os og aldrig ville se os igen" så sluttede han.

Jeg ved ikke hvad jeg tænkte, jeg græd bare. Jeg tror jeg mest af alt var sur på min far, tænk at han kunne gøre sådan noget. Så rykkede jeg endnu tættere ind til Niall, og græd endnu mere. Der gik lang tid før jeg faldt i søvn, mit hoved var fyldt med tanker.

Jeg faldt langt om længe i søvn, da Niall nok havde tegnet en million cirkler på min skulder.

 

Det var alt for dette kapitel. Glæd jer til næste kapitel, for der får i en ledetråd til hvad der skete da June slog hovedet. Hvad synes i indtil videre? Husk at dette ikke er rettet igennem<33 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...