Harry Styles | Perfection

Perfektion var ikke afgørende, for det var hverken på det perfekte tidspunkt eller på den perfekte måde, de mødte hinanden.

215Likes
131Kommentarer
97728Visninger
AA

10. 7

 

 

Syvende kapitel
Perfection


"Der er ikke nogle søde fyre?" spørger jeg og tager en bid af min mad.

     Mia kigger på mig med et humoristisk ansigtsudtryk, hvorefter hun rynker i brynene og lader caféen, vi sidder på, rumme hendes latter. Hun ryster opgivende på hovedet af mig og tygger på en kartoffelbåd, inden hun giver sig til at åbne munden. "Siden hvornår er du begyndt at snakke om fyre?" spørger hun med et drillende smil.

     Det er ikke mig at snakke om fyre, for jeg ved, hvor jaloux Josh bliver, men det er noget andet nu. Nu sidder jeg blot sammen med Mia, ikke Josh, så det kan ikke skade. Mia er åben overfor alle, hvilket jeg ikke direkte kan sige om mig selv, og så har vi vidt forskellige interesser. Det vil sige, jeg sommetider må give mig og snakke om ting, jeg normalt ikke vil, for at komme på bølgelængde med hende.

     "Svar nu bare på spørgsmålet," smiler jeg og fører glasset med Coca Cola Zero op til munden, for at lade den kolde drikkelse glide ned igennem min tørre hals. Dagen byder på mindst tredive grader, så det er ligesom at sidde ude i ørkenen.

     "Der er ikke nogen," svarer Mia afvisende. Jeg ser mistroisk på hende.

     "Argh, hold nu op! Du har ikke kunne slippe din telefon, siden vi mødtes på stationen," svarer jeg med et smil.

     "Jeg kunne spørge dig om det samme. Hvem er ham den lækre med krøllerne?" spørger hun og ser kort op på mig med et gennemskuende blik, hvorefter hun vender tilbage til sin mad og skærer i sin bøf.

     Selvfølgelig ved jeg, hun hentyder til Harry, men jeg har ingen anelse om, hvordan hun kender til ham, så hendes spørgsmål kommer bag på mig. Jeg har hverken snakket om ham eller præsenteret ham for hende. Jeg ryster mine tanker diskret væk og tygger på min mad.

     "Hvordan kender du til ham?" spørger jeg hende i stedet.

     "Jeg var i byen med nogle veninder i går. Jeg så jer spise nede på kebabgrillen. Det ligner bare ikke dig at tage sådan nogle steder hen," forklarer hun sig og slikker sig om læberne.

     "Harry og jeg er bare venner," svarer jeg. "Jeg har Josh."


"Hyg dig, men ikke for meget," smiler Josh til mig, da han holder op foran Michaels lejlighedskompleks. Josh spidser læberne og læner sig frem for at kysse mig, hvilket jeg automatisk undgår ved at vende hovedet til siden og kigge ned i min taske, så hans læber i stedet lander på min kind.

     "Farvel," smiler jeg forsigtigt og åbner døren, så jeg kan stige ud af bilen.

     "Ring, når du skal hentes!" råber han til mig igennem det nedrullede vindue.

     Jeg vender mig om og smiler til ham, inden han vinkende kører væk. Det virker et øjeblik som om han har travlt med at komme væk, hvilket får mig til at kigge efter hans nu forsvundne bil i flere minutter. Jeg vender mig derefter om mod lejlighedskomplekset. Et tungt suk forlader mine læber, som jeg begynder at gå op mod døren og kommer i tanke om den store mængde trapper, der venter mig forude.

     "Hallo?" spørger Michael snøvlet over højtaleren, da jeg ringer op til hans lejlighed.

     "Michael, det er Annabeth," råber jeg op, så jeg er sikker på, han kan høre mig. Musikken kan trods alt høres helt nede på gaden. "Luk mig lige op!"

     "Annabeth! Du ser godt ud!" råber Michael glad over højtaleren.

     Jeg griner og slår armene omkring mig selv. "Du kan ikke se mig, din tumpe! Luk mig nu ind. Her er hundekoldt!"

     Michael lyder stille i den anden ende et øjeblik. "Okay, okay. Øjeblik, og du ser forresten altid godt ud, Annabeth." Og med de ord forsvinder forbindelsen til Michael. Jeg tror, jeg står udenfor i flere minutter uden at blive lukket op. Jeg ringer op til flere gange op til Michaels lejlighed, men ingen reagerer.

     "Lad mig låse op," lyder det bag mig. Jeg fryser til is og kigger mig over skulderen, hvor Harry læner sig indover og låste op for opgangen med en nøgle. Hans duft indtrænger min næse. Den gør mig helt ør i hovedet, så godt dufter han, men det gør han jo altid.

     "Tak," svarer jeg efter et par åndeløse minutter. Harry og jeg står tæt, og i et øjeblik tager jeg mig selv i at ville kysse ham, men jeg når det ikke, for som jeg er ved at løsrive mig selv alt kontrol, strækker Harry armen ud og holder døren åben for mig.

     "Tak.. Endnu engang," svarer jeg tøvende, da vi går opad trapperne. Jeg foran Harry, der stille følger med.

     "Ingen årsag," nikker han.

     "Hvorfor har du egentlig en nøgle hertil?" spørger jeg pludselig og stopper op på trappen, for at se tilbage på Harry. Han ler sin sprøde latter og slikker sig om læberne, inden han kører sin hånd igennem de perfekte krøller.

     "Jeg bor i opgangen," smiler han. "Jeg regner desuden med, at du fester med mig i aften, for jeg kender ingen af de fulde tosser i Michaels lejlighed, der hverken har forstand eller god musiksmag - hvis jeg altså selv skulle sige det."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...