Harry Styles | Perfection

Perfektion var ikke afgørende, for det var hverken på det perfekte tidspunkt eller på den perfekte måde, de mødte hinanden.

215Likes
131Kommentarer
97722Visninger
AA

3. 1

 

 

Første kapitel
Perfection
 
Regnen siler ned i store flænger, de grå skyer overskygger den ellers nydelige, blå himmel og fuglenes sang er stoppet. Det er ægte sommerregn, der falder. Den er varm og klam, og jeg bryder mig ikke om det.

     I det øjeblik ønsker jeg at have min paraply med mig, men så alligevel ikke. Jeg behøver ikke at få underlige, lige såvel som medlidende, blikke fra folk, fordi de kan se, at jeg græder. Nu kan jeg give regnen, der falder hårdt på min ømme hud og får mit hår til at klistre sig til mit ansigt, skylden.

     Det grå, triste vejr minder perfekt om mit humør. Man kan ikke ligefrem kalde det strålende, men intet er perfekt. Det er ved at gå op for mig. Jeg vil nok bare ikke indrømme det overfor mig selv. Jeg er noget af en perfektionist. Det er ekstremt trættende til tider, men jeg er opdraget i en perfektionistisk familie, hvor selv det bedste aldrig er godt nok, så det er svært at komme af med de vante vaner.

     Regnen bliver ikke just mindre, som jeg bliver ved med at stå i den og se rundt på langt mere intelligente mennesker, der løber under halvtage og træder ind i læ. Hvis altså ikke det helt tredje: Løber over gaden til Billah's grønthandel, hvor man kan forene sig med hans umådelige gode grøntsager under hans solparasol.

     En taxa kommer kørende i regnen. Jeg løfter armen, hvorefter jeg flytter det slaskede hår væk fra øjnene og åbner bildøren. Jeg er klar til at fortælle chaufføren min adresse, da døren på den anden side pludselig går op og en person sætter sig ind til mig.

     "Undskyld, men det her er min taxa," fortæller jeg personen, da han kigger mærkværdigt på mig. Vi får øjenkontakt. Han fjerner sit våde, mørkebrune hår fra panden, der nærmest minder om sort, og slikker sig om læberne.

     "Du så mig da komme løbende," svarer han igen. Han hører den tydelige snært af irritation i min stemme.

     "Vel gjorde jeg ej?! Det her er min taxa," fortæller jeg mere bestemt. Han læner sig frem i sædet og slår på det plastikmaterielle glas, der altid er imellem chaufføren og passageren, med knoen på sin pegefinger.

     "Du så, at jeg kom først? Gjorde du ikke?" spørger fyren chaufføren. Chaufføren tager ignorerende en avis frem og lader som om, at intet sker på bagsædet af hans taxa.

     "Ved du hvad? Jeg er i forvejen i dårligt humør, og sådan én som dig skal ikke have lov til at ødelægge det endnu mere. Jeg stiger ud. Det din taxa," sukker jeg teatralsk. I samme øjeblik jeg træder ud af taxaen, rammer regnen hårdt min hud på ny.

     "Nej! Det er din taxa," råber fyren pludselig igennem regnen og stiger også ud. Vi står og kigger uforstående på hinanden, inden vi begynder at råbe af hinanden på hver vores side af taxaen. Efter et par lange minutter kører den fra os, så ingen af os kommer med den.

     Jeg slår i irritation ud med armene imod den forsvundne taxa og kigger efterfølgende på fyren med et opgivende blik. "Hvorfor gjorde du nu det?!"

     "Du fik mig til at føle mig som et dårligt menneske!" råber han tilbage.

     "Du er sådan en dumrian!"

     Den frustrerende, vrede atmosfære forvandler sig på ingen tid til det stik modsatte. Vi kigger på hinanden, imens vores tøj bliver mere og mere klæbrigt og gennemblødt af at stå i regnen. Fyrens T-shirt bliver især betydeligt gennemsigtig. Det er svært at kigge væk, men det virker samtidig forkert af mig at kigge. Jeg har jo Josh.

     Fyren får et lille, smørret smil på læben og gemmer sine hænder i sin blå trenchcoats lommer. "Kaldte du mig lige en dumrian?" spørger han. Man kan tydeligt fornemme, han prøver på at holde sin latter tilbage. Den er hæs, men alligevel lys. Han morer sig over mig.

     Jeg føler mig flov.

     Derfor begynder jeg også at gå fra ham. Jeg har brug for at komme hjem, skifte tøj og gemme mig væk i min lejlighed. Det er dog ikke noget, som jeg umiddelbart får lov til, for kort efter lukker et par forsigtige, bløde fingre sig om mit håndled. Jeg kigger op og bliver mødt af de grønne øjne, der stråler klarere end nogensinde før, og de charmerende ansigtstræk. Man kan nærmest skære sig på den kæbelinje.

     "Hey.. det må du altså undskylde," undskylder fyren fra før og ser mig i øjnene.

     Med et bid i læben kigger jeg ned i jorden. "Det er okay."

     Han ser ud til at tænke lidt, inden han beslutsomt rækker sin hånd frem mod mig. "Jeg er Harry."

     "Annabeth." Jeg tager imod hans hånd og trykker den. Jeg føler mig godt tilpas med det - set bort fra det faktum, at vi lige har stået og råbt af hinanden på gaden.

     "Lad mig gøre det godt igen. Vil du ikke med over og have en kop kaffe? En kop te? Et eller andet?" beder han med et eksisterende blik, der siger, at han ikke gør det for min skyld, men for sin egen. Det er nok også dét, der fremtvinger et lille nik fra min side. Han har dårlig samvittighed, og det er på grund af mig.

     Vi går i stilhed, men den er ikke som sådan akavet. Det er svært at forklare. Imens Harry går og spejder efter en café, prøver jeg på at finde ud af, hvorfor jeg er bukket under for hans blik. Harry får øje på en café på den anden side ad gaden og lægger støttende sin hånd mod min ryg, da vi skal over fodgængerovergangen. Noget siger mig, han gør det ubevidst. Derfor kommenterer jeg det heller ikke.

     "Kom. Inden du bliver mere våd," smiler han og holder døren for mig ind til caféen. Jeg kan ikke lade være med at smile, da hans eget ikke ligefrem bliver mindre, men nærmest større, som vi træder ind ad døren.

     En blid, indbydende musik spiller. Man kan ikke andet end at føle sig hjemme med det samme, man træder ind. Små borde og slidte stole står midt ude på gulvene. Ud mod væggene stod der sofaer. Det hele ser så varmt og hyggeligt ud. Caféen er indrettet i cremefarvede og rødbrune nuancer. Man kan ikke andet end at forelske sig i stedet.

     "Er du tit her?" spørger jeg. Harrys smil sidder som klistret fast til hans læber. Han fører mig over til et lille bord i hjørnet af caféen. Det er en anelse for intimt til min smag, men jeg tager det ikke tungt, for der er trods alt mange mennesker, så det er fint at sidde lidt for os selv.

     "Det er min yndlings café," svarer han på mit spørgsmål og trækker sin stol med sig ind til bordet. Imens han kører en hånd igennem sit våde hår, holder han mine øjne fast med sine egne. Hans blik er intenst, og så noget andet jeg ikke helt kan beskrive.

     Harry læner sig ind over bordet. Et øjeblik bliver jeg panikslagen for, om han har tænkt sig at kysse mig, men i stedet tager han menukortet og tilføjer med sin hæse klang, uden at fratage sit blik fra mit: "Og så laver de den bedste kakao, jeg nogensinde har smagt."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...