Psykisk syg eller blot misforstået?

I denne movella sættes der spørgsmål ved behandlingen af unge højintelligente, og hvor let det kan være at komme på afveje, når ingen lader til at se at man har et problem, og man selv er klog nok til at kunne snige sig uden om folks mistanke, i et ungdoms rebelsk forsøg på at vise, at man selv ved bedst. Den unge og kloge teenager Sari følges i denne movella, gennem få, dog intense dage i hendes liv.

3Likes
0Kommentarer
204Visninger
AA

2. Forstår i da ingen ting!

Det tager hende blot 5 minutter at cykle ud til Emil. Jeg kan ikke forstå hvorfor folk har et problem med at jeg og ham er sammen! 8 år betyder intet, han forstår mig i det mindste, og er ikke umoden lige som dem i min klasse.  Kan godt være at han er ved at blive smidt ud fra RUC, men i det mindste er han da kommet ind! Han gider jo bare ikke mere, ikke fordi han er dum eller noget. Hun banker på døren til hans lille lejlighed, og går så blot ind. Emil sidder i den ene af to sofaer sammen med nogle venner, som tydelig vist alle sammen er skæve. En kraftig lugt af hash og øl møder Sari da hun går ind af døren. ”Hej skat” siger hun henkastet, mens hun smider sig ned ved siden af Emil i sofaen, og giver ham et inderligt kys. Hun åbner en øl og tager en stor tår. Jointen bliver sendt rundt, og da den når hende tager hun et stort hvæs, og læner sig afslappet tilbage. Endelig, lige hvad jeg havde brug for. Bare glemme kommentarerne fra i dag. Tiden går, og hun opdager ikke at hendes mor ringer til hende op til flere gange, og klokken bliver langt over 00. Mange flere øl bliver åbnet, flere joints bliver sendt rundt. Skønt at være sammen med modne folk tænker hun for sig selv, mens hun mærker rusen rykke ind, og resten af natten forsvinder i et væld af farver, former og tabt hukommelse.

Næste dag vågner Sari med en slem hovedpine nøgen ved siden af Emil, og kan knap nok fokusere på sin mobil, da hun forsøger at se hvad klokken er. Klokken er 15. ”fuck!” Skoledagen er allerede overstået, og hvis jeg kender min mor ret, er hun ved at blive sindssyg af ren og skær bekymring. Kan lige så godt bare tage direkte hjem. Emils venner ligger og sover rundt omkring i det lille rum, og hun samler hurtigt sine ting, før hun cykler hjem.

Så snart hun træder ind af hoveddøren der hjemme kommer hendes mor styrtende. ”Skat! Hvor har du været? Jeg har været så nervøs for dig! Og hvordan er det du ser ud? Har du røget igen, jeg har sagt at det er strengt forbudt. Det her var sidste gang, jeg har snakket med din psykolog Annika, og du må ikke længere se Emil og resten af det slæng. De kan umuligt være sunde for dig.” ”hvad!” udbryder Sari. ”Mor, det kan du ikke mene, han er den eneste der forstår mig!” ”Skat, det er det bedste for dig, og du skal også starte hos en psykiater ved navn Niels, han vil gøre dig godt, og så kan vi få hold på hvilke psykiske lidelser det er du har. Jeg og far har jo intet andet en godt gjort for dig.” Sari står mundlam i døråbningen. Det kan hun ikke mene. Hun mærker hvordan tårerne begynder at løbe ned af hendes kinder, mens vreden ulmer op inden i hende. ”I bestemmer ikke over mig! I forstår jo intet, der er ikke noget galt med mig!” råber hun højt, mens tårerne får frit løb. Og så står min mor bare der og glor åndssvagt på mig. Hun bestemmer ikke hvem jeg skal ses med, jeg ved nok bedst hvem der gør mig godt jo. Og det er langt fra en hjernevrider til, som kan tro han ved alt. ”Sari, lyt!” siger hendes mor skarpt, og afbryder hendes tankestrøm. ”Du er stadig under 18, og bor under mit tag, så derfor bestemmer jeg! Har du forstået det”.  Sari står lamslået i et øjeblik. Hun berøver mig jo min frihed, hvad er der galt med det kvindemenneske? ”Tror du at hvis det stod til mig, at jeg så ville bo her?” spørger hun i et køligt tonefald. ”Tror du ikke at jeg så for længst ville være flygtet fra dig, far og alle de hjernevridere i bliver ved med at sende mig til, fordi dig og far er så sikre på at I aldrig har gjort noget galt, og jeg er praktisk talt sindssyg! Tror du ikke at jeg har gennemskuet jer to for lang tid siden?”. Hendes mor åbner munden, på vej til at sige noget, men Sari forsætter i samme hadske tonefald. ”Men nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed. Der er intet galt med mig, det er jer som har fejlet, aldrig været der for mig, aldrig lyttet. Forstår du mor? Dig og far, det er jeres skyld det hele!”. Hendes mor begynder lydløst at græde, mes hun står som forstenet og bare ser på hende. Sari vender sig om, og uden et ord mere går hun ud af døren, og lukker den efter sig. Det er sidste gang jeg sætter mine fødder her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...