Cheeting love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Mød Bella Winters - det yngste medlem af familien Winters.
- Og det fører ikke så lidt med sig. Bella har nemlig tre storebrødre, som gør alt for at snage i hendes ting, irriterer hende, og gøre det som brødre nu gør. Bella og resten af familien Winters har lige slået sig ned i en villa, tæt på North way high school. Her har Bella sin første dag, og det er her historien begynder.
Bella, har nemlig lige slået op med sin kæreste, men er vist 'ok med det'. Hun er vant til at hendes brødre irriterer, og hun ved hvad man gør med sådan nogle drenge. Det får hun også brug for, for her på North Way, finder skolens bad boy - Justin - hende pludselig interresant. Ved Bella hvordan man tackler dét? Og hvad gør man lige, når man står med følelser overfor en dreng der har en kæreste, og tydeligvis er helt forgabt i én? Bella er imod alt der kaldes 'utro', så vil Justin nogensinde kunne få fat i hende, når Bellas nye, bedste veninde, er hans kæreste?
Og vil de kunne modstå hinanden?
¤Ikke kendt¤

35Likes
7Kommentarer
29302Visninger
AA

26. The time of disclose

 

"REALIZE"

- Colbie Caillat

 

Bellas P.O.V.

I dag. Idag var den bedste dag i mit liv! I dag var dagen hvor jeg skulle modtage mit længe ventede eksamensbevis og i dag var den dag jeg skulle have den sygeste fest med alle de andre, der også dimitterede!

I dag, var i dag!

Jeg skulle have det perfekte sæt tøj på indenunder min kappe! Jeg havde heldigvis haft en af mine bedre dage i går, så jeg var så klog at finde tøjet frem igår! Del lige begejstringen, her!

Det viste sig faktisk at være en super god idé, for det hele tog cirka. 4 timer, men nu, her til morgen kan jeg heldigvis bare se tilfreds på hele mit outfit som ligger perfekt og klar på min hylde. Derudover ryddede jeg også op på mit værelse igår! Det er nu så pænt som aldrig før og jeg er virkelig glad for at jeg brugte hele dagen på at forberede mig!

Så jeg hoppede glad ud af min seng, pludselig meget mere frisk end alle andre morgener. Utroligt, at jeg overhovedet havde kunne stå op nu - jeg havde ikke lukket et øje i nat!

Jeg trak gardinerne fra - en solrig dag! Jeg hoppede ned i køkkenet og fik mig en gang morgenmad. Derefter et bad.

Jeg tog mit hvide sæt undertøj på og derefter min kjole. Jeg redte mit hår og krøllede det så med mit krøllejern. Makeup. Tilfreds.

 

Outfit:

Makeup:

Sko:




Far og mor stod i døren. De havde også taget noget finere tøj på end normalt og vi skal følges til skole, da det er tradition at gøre på denne dag. Der er bare noget andet ved at gå vejen, end at køre som normalt. Vi går hele vejen i dag for også at nyde det dejlige vejr. Det er jo bare perfekt at det er så godt vejr lige i dag!

De har kapperne oppe på skolen, da vi skulle aflevere dem - nystrøget og presset - i går.

På vej til skole, hilste tredjeårseleverne på hinanden og ønskede held og lykke - uanset om man var i samme klike eller ej. Det varmede indeni.

Tænk at det øjeblik jeg havde ventet på gennem alle de år var lige nu! I dag! Drømt om at gå i mit fine tøj på en solskindsdag hen til skolen, med mine forældre ved siden og bare have det skønt! Det er ligenu!

Tre års skole og nu var det endelig min tur til at stå på podiet, når det var mit navn der blev råbt op og mit eksamensbevis blev overrakt til mig. Det var min hånd, som inspektøren trykte mens han sagde tillykke og det var mig hele skolen klappede af!

 

Da jeg så skoleporten kunne jeg slet ikke lade være med at tænke på alle de gamle minder!.. Alle de gange jeg på en mandag morgen havde gået søvnig ind af den port, den dag jeg kom hertil, den dag jeg mødte Selena, den dag jeg blev sendt op på kontoret med Justin.. For ikke at tale om alle de varme to-go kaffer jeg har drukket inde i den her bygning! Alle de forfærdelige måltider fra skolens kantine, jeg har indtaget herinde!.. Alle de gange jeg har grinet og grædt herinde. Alt sammen godt at kigge tilbage på.

Det var det jeg tænkte på, da jeg gik ind gennem skolens port og så skolegården foran mig. Godt nok havde jeg ikke gået her i alle tre år, men det var alligevel utroligt at jeg aldrig skulle gå ind af den port og se denne skolegård mere. Det gav allerede et stik af savn, da jeg jo allerede havde haft min sidste normale skoledag.

 

Spændingen for det der skulle ske udenfor på det kæmpe podie, gav mig sommerfugle i maven og vi fandt endelig derhen hvor mor og far skulle sidde. Vi skiltes ad for at mor og far kunne komme hen på deres pladser. De skulle sidde på hvide klapstole af en art ude på græsset, mens vi skulle stå i en lang række og gå ned mod podiet, for derefter én efter én at få vores eksamensbevis. Vi skulle gå ned fra begge sider i vores kapper. Podiet var fyldt med blomster som var snoet hen over stængerne som gik op i luften og samlede sig til et kæmpe skilt hvor der stod:

 

"Congratulations

with your Graduation!

 

At skiltet og det det sagde også omhandlede lige præcis mig, gjorde mig helt varm indeni og der var et konstant smil på mine læber da jeg tog min kappe over hovedet og min hat på og stillede mig ind i rækken. Det var det her jeg havde ventet på.

 

__________________________________________

 

Da jeg gik forbi mine forældres pladser, som sad helt yderst i rækken, mærkede jeg min fars hånd tage fat i min og give den et kort klem. Jeg gav ham et taknemmeligt smil og gik så derefter op på den lille trappe og ventede. Det var min tur lige efter Ethen, som stod og trykkede inspektørens hånd.

Da Ethen gik over på den anden side, rettede inspektøren sig lidt op og kiggede hen på mig.

Han vendte sig halvt om og sagde så mit navn ind i mikrofonen.

"Bella Winters!"

Skolen og alle forældrene begyndte at klappe og jeg gik over mod inspektøren og gav ham hånden. "Tillykke med dimissionen" sagde han og jeg svarede et lille 'tak'.

Jeg slap hans hånd og han gav mig mit eksamensbevis, mens publikum blev ved med at klappe. Jeg kiggede ud over forsamlingen og så min mor tørre en tåre væk fra kinden og smile stolt. Jeg smilede ud til forsamlingen og gik så over på den anden side og ned på den lille trappe. Det næste navn blev råbt op.

 

Det var mit øjeblik. Den langvarige ventetid havde været uudholdelig og jeg havde været så spændt!  Men det var faktisk okay. Øjeblikket havde været fantastisk og jeg var en af de sidste i køen, så der var ikke så lang ventetid igen, før det var hattetid.

 

"Giv en stor hånd til alle studenter på west side!" nærmest råbte inspektøren ud i mikrofonen. Publikum klappede. Vi stod samlet i en klump foran og vi havde lige sunget den amerikanske nationalmelodi.

Dette var et tegn til alle levende mennesker med hatte, der tilfældigvis dimitterede i dag, til at smide de hatte op i fucking luften!

Det næste øjeblik kunne jeg høre en ved siden af mig i gruppen, tælle til tre. Jeg mærkede min hånd tage fat i kanten af min hat og da det lød 'Tre!' kastede vi allesammen vores hatte op i luften, som det kun kan lade sig gøre på film. Indtil nu! Hattene flød om os og forældrene klappede og havde travlt med ikke at græde.

Jeg selv stod bare og smilede over hele hovedet!
 

____________________________________

 

"Tillykke Bella."

"I lige måde Steven!"

 

"Tillykke!"

"Tillykke Ash."

 

"Tillykke!"

"Tillykke!"

 

Tillykke. Tillykke til højre og venstre og kram op og ned. Folk jeg aldrig havde set før eller ikke kendte navnet på, krammede mig og jeg krammede glad igen!
I dag var dagen hvor alle var sammen om alt og hvor man havde chancen for at gøre gamle fjendskaber godt igen!
Vi skulle nemlig ind i hallen, hvor man kunne træde op på en skammel og sige undskyld for noget man havde gjort i løbet af skoletiden. En god ting syntes jeg, så jeg gik selvfølgelig med ind i hallen hvor inspektøren også stod. Jeg gik hen og fik en god snak med ham indtil den første trådte op på skammelen og alles opmærksomhed gik til drengen.

Han havde rødt hår der strittede lidt og fregner. Han havde sorte, runde briller på, men det var pænt til ham.

Jeg kendte ham ikke.

 

"Jeg vil gerne sige undskyld til Stephanie for at stjæle hendes historie opgave første år. Det var ikke min mening og jeg fortryder det nu," sagde han og så ned i gulvet.

Han gik stille væk fra skammelen og ned til forsamlingen igen, hvor hans kammerater klappede ham på skulderen og sagde 'godt klaret'. Det var også modigt.

Salen klappede af ham og jeg kiggede febrilsk efter Stephanie som først så helt chokeret ud, men nu var hun gået hen til drengen og hun smilede til ham. Hun har sikkert tilgivet ham. Det var jo det der er meningen og det var derfor at man gjorde det i dag. En glædens dag, hvor man ikke havde tid til at lade de gamle skænderiger nage.

 

En pige trådte  op på skammelen.

"Jeg vil gerne sige undskyld til min bedste veninde, Cilvia for at lyve om hende til hendes andre venner,da jeg var jaloux. Det er jeg virkelig ked af."

Pigen virkede helt trist og hun kiggede hurtigt hen på hendes bedste veninde, som jo så var Cilvia, som gav hende thumps up.

Jeg smilede. Det gjorde mig glad at alle folk sådan fandt ud af det. 

Jeg havde selv en indre trang til at gå op på skammelen og fortælle alt om Justin og jeg og sige undskyld til Selena!.. Jeg troede bare ikke rigtig at hun vil tage det så pænt som de andre.

Det andet var sådan noget småhapseri som nok fyldte meget i en overgang, men at være ens bedste veninde utro med hendes kæreste er ikke ligefrem som at stjæle en historieopgave en enkelt gang. Ikke at det er okay, men altså.

 

Der gik en anden pige op på skammelen.

Det var underligt at jeg slet ikke havde set Selena i dag. Jeg ville så gerne sige tillykke og hvine sammen med hende, men hun var slet ikke til at få øje på.

Jeg ved at hun skulle have sit eksamensbevis ved en anden stand på et andet tidspunkt, da vi var delt op tre dele, på størrelse som hvis det havde været tre klasser. Justin skulle med den helt tredje, så vi var alle tre delt op.

Men det var også okay. Justin havde for et par dage siden spillet sine sange for mig igen og derefter lovet at han ville slå op med hende lidt før jeg ville snakke med hende om hvad vi havde gjort. Om 2 dage.

Det hele skulle nok blive okay. Der ville gå lidt tid, men det ville det. Det sagde han.

 

"Jeg vil gerne sige undskyld for at hælde min juice udover.."

Det var allesammen sådan nogle meddelelser der blev delt med hele skolen, hvorefter vi så klappede for modet til at sige det. Nogengange vidste den anden det godt - andre gange ikke. Men alt i alt endte alt okay mellem begge parter.

 

Endnu en dreng gik op på skammelen.

"Jeg vil gerne sige undskyld til alle dem jeg har spyttet på, eller gjort nar af i dette skoleår."

Vi klappede. Det var Axel. Han havde været lidt af en led stodder, men havde aldrig gjort mig noget. Istedet havde han gjort en masse andet mod en masse andre og han var normalt en hård negl med læbepiercing og det hele. Derfor var det ret flot af ham, sådan at sige undskyld. Men det var vidst også ved at være på tide.

 

Jeg så op mod skammelen igen og helt uventet så jeg Selena gå op på den.

Hvad ville hun? Og hvor havde hun været helt indtil nu!? Skulle vi ikke følges til festen i aften? Hvorfor havde hun ikke sagt hej?

Hun rømmede sig og begyndte så at tale ind i mikrofonen.

"Jeg vil gerne sige undskyld til min bedste veninde Bella."

Hun startede sarkastisk ud og jeg fik et enormt uforstående og overrasket udtryk i ansigtet, mens jeg akavet forsøgte at smile til de folk der med det samme vendte hovederne i min retning. Hun fortsatte og jeg vendte igen opmærksomheden mod Selena, for nu henvendte hun sig direkte til mig.

"Bella! Undskyld fordi jeg bustede jer! Undskyld fordi jeg slet ikke sagde det! Undskyld, fordi jeg fandt ud af at min BFF og min kæreste gik bag om ryggen på mig og havde et forhold i hemmelighed. I ved.. gik på dates, kyssede, skrev søde beskeder.. alle sådan nogle ting som jo er rigtig hyggelige sådan at opdage, mens vi var kærester!"

Hendes stemme blev mere og mere bitter alt imens jeg bed hårdere og hårdere i min underlæbe og flere og flere hoveder kiggede på mig.

Det her var forfærdeligt! Men hun var ikke færdig.

"Du må også meget undskylde at jeg fandt Justins og dine sedler inde på dit værelse og hans lille hilsen til dig på det brugte kondom. Og du må altså også meget undskylde at jeg først lige fandt ud af det i går, mens I var i tivoli sammen, som jeg heller ikke vidste noget om! Mange gange undskyld, det var også dumt af mig når det nu var så tydeligt at I gerne bare ville have det for jer selv. Mange, mange, mange gange undskyld Bella. Det var ikke min mening!"

Hun fik et vredt blik i øjnene og hun skar nærmest tænder. Der var en lille tåre på hendes kind og mine øjne var selv oversvømmet med dem.

Jeg hviskede et lille 'undskyld' ud i luften. Jeg ville så gerne forklare, men hele min verden stod i den anden ende og mit indre føles som om det skulle til at eksplodere. Jeg mærkede en trykken mod mit bryst og jeg blev hurtigt enig med mig selv om at det er hjertet der brister.

Det her var forfærdeligt! Det var jo ikke meningen at hun skulle få det at vide sådan! Eller at hun skulle sige det overfor alle lærere, elever og ikke mindst skoleinspektøren og ødelægge min sidste skoledag!

Endnu værre var det for hende, det vidste jeg godt. Der var så meget hun ikke vidste!. Såsom hvor meget jeg var gået igennem for det her, fordi jeg ikke kunne sige det! Hvor ked af det jeg havde været på hendes fucking vegne!
Der var så meget jeg gerne ville forklare, som hun nok ikke ville høre eller tro på, men jeg kunne ikke! Det ville være så meget nemmere bare at skyde skylden på Justin og sige at det var ham der talte mig fra at fortælle hende det, men jeg kunne jo bare have fortalt det alligevel.

Sagen er jo den at jeg elskede Justin og ikke ville gøre sådan noget! Og jeg elskede Selena og jeg ville heller ikke gøre det mod hende, men det var jo for sent at lave om på.

Det hele gjorde så ondt. Hele forsamlingen regnede jo nok med at jeg ville storme op til Selena og fortælle hende hvor ked af det jeg var. Det ville jeg også, men jeg blev enig med mig selv om at finde Justin først! Om jeg så skulle lede efter ham hele dagen, måtte jeg finde ham, bede om hans hjælp og forklare situationen! Lige nu lå hele skylden jo på mig!
 

Publikum gik langsomt i opløsning og hele processen med undskyldende elever gik i stå, fordi at denne her 'undskyldning' ikke bare lige var sådan en man sprængte hen over og gik videre fra. Jeg frygtede at nogle af lærerne ville tage fat i mig eller skælde mig ud som jeg fortjente det, men de stod allesammen som frossede da jeg maste mig gennem forsamlingen og ud af hallen.

Tårene stod i min øjne og jeg var så ked af det at jeg knap nok orkede at skubbe til de folk der stod udenfor. Men jeg skulle finde Justin, hvor lang tid det så end ville tage!
 

Dog fandt jeg ham ret hurtigt. Han stod lænet op af muren udenfor og der var kun et par enkle andre elever udenfor. Der flød balloner og serpentiner over det hele.

"Justin," var det eneste jeg kunne få frem, da jeg målrettet gik hen til ham, for at græde og fortælle ham det hele. Men der var noget i hans holdning da jeg kom derhen, som fik mig til at stoppe. Jeg sagde ikke noget. Hele hans krop var anspændt, mens han dog lænede sig op af muren for at se afslappet ud.  Han vendte ikke hovedet. Han kiggede overhovedet ikke på mig.

Han tog et sug af cigaretten. Hans ansigt var koldt og hans blik mundede ud et sted ude i horisonten. Han skænkede mig ikke et blik og lod til at tænke på noget helt saligt, selvom at den situation vi stod i var værre end mit værste mareridt om vores afsløring.

"Justin," gentog jeg omsider mig selv og gik hen foran ham, da han stod med siden til, så han flugtede med muren. Han kiggede på mig. Ikke med de sædvanlige varme øjne der var fulde af ømhed og kærlighed. Nej, der var noget i hans blik som igen fik mig til at stoppe helt op.

Han vidste det.

Han havde hørt det og vidste det allerede. Jeg kunne se det ud fra den måde han kiggede på mig, som om han aldrig havde mødt mig før. Var det ikke nu vi skulle holde sammen? Sådan som han altid sagde? Det han altid trøstede mig med? Det han altid forudsagde ville ske, hvis dette skete?

Jeg indså at jeg blev nødt til at sige noget, da det var tydeligt at han ikke selv havde tænkt sig at gøre det. Jeg startede en snørklet sætning, da jeg overhovedet ikke vidste hvor jeg skulle begynde. Vi stod i lort til halsen.

"Justin, Selena er derinde og hun sagd-"

Han afbrød. Han afbrød med nogle ord jeg aldrig havde troet kunne gøre så ondt, som det gjorde her.

"Hør her Bella.. Det her går ikke. Du bliver nødt til at finde en anden manager, for jeg flytter og du skal ikke med mig."

Og så smed han cigaretten på jorden og gik. Forsvandt rundt om hjørnet. Ud af min synsvinkel.

Mine arme faldt slapt ned langs siden. Mit blik var forstenet, det stod som printet i min pande. Jeg mærkede tårene på mine kinder, men ude af stand til at kontrollere dem. Havde han lige forladt mig? Slået op med mig!? Lige efter det her!? Lige efter alt hvad der var sket!?

Tårerene på mine kinder var nu så voldsomme at det flød ned på jorden og dannede en lille vandpyt. Det føltes som om alt varme blev hevet ud af min krop som følge af disse to forfærdelige begivenheder. 

Det her var værre end mit værste mareridt! Selena havde på en eller anden måde fundet ud af det hele. Jeg havde lige efterladt hele sedlen og Justin havde lige forladt mig. Helt alene.

Der var helt tomt i skolegården, men Justins kolde ord gav genlød i mit hoved, så det var larm nok til at det kunne have været over hundrede elever. Al den smerte og lidelse jeg var gået i gennem, kun på grund af andre mennesker jeg elskede og holdt af! Navnlig Justin som havde givet så mange løfter!

Og stedet for at holde dem havde han brudt dem, gået og trådt på det hele. Og efterladt mig her. Med min dimissions hat i hånden og i min fine kjole.

Og ligemeget hvor meget jeg end følte mig single da det stod på, så var det nu overstået og her stod jeg. Sønderknust og endnu mere single end før.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...