Cheeting love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
Mød Bella Winters - det yngste medlem af familien Winters.
- Og det fører ikke så lidt med sig. Bella har nemlig tre storebrødre, som gør alt for at snage i hendes ting, irriterer hende, og gøre det som brødre nu gør. Bella og resten af familien Winters har lige slået sig ned i en villa, tæt på North way high school. Her har Bella sin første dag, og det er her historien begynder.
Bella, har nemlig lige slået op med sin kæreste, men er vist 'ok med det'. Hun er vant til at hendes brødre irriterer, og hun ved hvad man gør med sådan nogle drenge. Det får hun også brug for, for her på North Way, finder skolens bad boy - Justin - hende pludselig interresant. Ved Bella hvordan man tackler dét? Og hvad gør man lige, når man står med følelser overfor en dreng der har en kæreste, og tydeligvis er helt forgabt i én? Bella er imod alt der kaldes 'utro', så vil Justin nogensinde kunne få fat i hende, når Bellas nye, bedste veninde, er hans kæreste?
Og vil de kunne modstå hinanden?
¤Ikke kendt¤

35Likes
7Kommentarer
29313Visninger
AA

24. Field- flower kiss

"You can run, but you can't hide!"

- Citat.

 

LÆS BESKED I BUNDEN!

Bellas P.O.V.

Presset for min sidste og sværeste eksamen lå tungt på mine skuldre og sveden piblede ned af min pande, mens jeg forsøgte at forberede at forberede mig.

Jeg kunne ikke gøre for det. Det var så ufatteligt svært faktisk at tænke på kvantefysik og ioner, når det eneste jeg kunne tænke på, var Justin, Selena og Justin og Selena.

Det var umuligt at beskrive hvor ondt det faktisk gjorde. Det var som om at det gjorde mere og mere ondt, jo længere vi trak den. Jeg havde hele tiden en ufattelig lyst til bare at springe det hele i luften og sige det hele til stakkels Selena, som intet vidste. Eller gjorde hun? Altså, det var umuligt at vide og jeg var ved at blive sindssyg af at leve i uvisheden. Hver gang der tikkede en sms ind på min telefon, var jeg bange for at Selena havde skrevet at hun vidste det hele og hadede mig for det.

Jeg havde haft mange mareridt om det, men Justin fik aldrig skylden for det i drømmene. Det var altid mig hun var mest sur på og selvom det virkede fuldstændig urealistisk og dumt, var der altid en eller anden scene, hvor jeg så dem kysse.

Det var så ubehageligt og det hjalp ikke ligefrem. Jeg havde nemt til nerver og min fysik/ kemi eksamen gjorde altså ikke min situation bedre. Jeg var konstant sulten, men så snart jeg endelig tog mig sammen til faktisk at åbne køleskabet, som plejede at være mit ynglingsted at være, fik jeg kvalme og fik en ubeskrivelig mæthedsfølelse bare ved synet af mad.

Jeg var blevet tynd. Meget tynd og jeg kunne kun glæde mig til dimissionen, hvor jeg endelig kunne få en forløsning på alt det her rod. Det var en forfærdelig klump i maven at gå rundt med og det var et for stort pres for mig.

 

Blyanten knækkede. Min blik faldt ned på min røde hånd. Jeg havde knækket blyanten. Blyanten var knækket. Jeg var knækket. Jeg var knækket mentalt og nu var min blyant knækket.

Alt fløj gennem min hjerne; Da jeg så Justin og Selena kysse og holde i hånd den anden dag, doktorens hvide vægge, Selena der vendte ryggen til mig, råbte af mig i mine mareridt. Det hele flød sammen og jeg kunne tydeligt mærke hvordan sveden piblede ned af min pande. Min anspændte hånd, som var ved at knække blyanten var intet i forhold til min enormt synlige, anspændte blodåre i panden.

Jeg var træt. Træt af Selena, træt af Justin, træt af at se det indvendige af doktorens venteværelse. Træt af at mærke vægten under min tynde hud under mine tæer. Træt af at se pilen pege ned mod et lavere tal end sidste gang. Træt af at se min tallerken fuld, igen. Træt af at lyve overfor mine forældre. Træt af at tænke. Træt af utroskab, træt af eksaminer. Træt af det hele.

Jeg skubbede stolen ud. Mit hjerte pumpede afsted og jeg var lige ved at græde, samtidig med at mit indre var i oprør. En stor klump overtog min sind, min krop og det gik op for mig hvor lang tid siden det var, jeg havde løbet en løbetur. Jeg var ikke tilfreds. Hvor var jeg blevet af!? Den glade, selvsikre pige, der var glad for sin krop og som var 110 procent imod utroskab. Hvor var hun henne? Hvor var Bella Winters henne? Hvor var jeg henne? Hvordan var jeg endt sådan her!?

Klumpen i maven spredtes og jeg vidste at jeg var ved at kaste op, men for en gangs skyld var jeg ligeglad. Jeg var ligeglad med at mit indre var ved at flå mine indvolde i stykker. Mit hjerte var allerede flået i stykker og der var næsten intet tilbage. Der var intet der var som det plejede at være.

Jeg ignorerede den svimlende følelse af at være ved at kaste op - der skulle ikke mere op! Jeg løb ud på gangen, lod min dør står åben, og løb ned af trappen. Tårene løb ned af mine kinder og min mascara løb ned over mine kinder, men jeg var ligeglad.

Jeg hørte min fars fodtrin i gangen og derefter min mors. Jeg hev den gule regnjakke ned fra hvidmalede knage i entreen, åbnede døren og smækkede den i.

Jeg løb. Jeg løb så mine ben ikke kunne bære mig mere og jeg faldt, men jeg var ligeglad. Jeg var ligeglad med alt. Alt kunne rende mig, alle kunne rende mig! Jeg var træt af at tænke på alle fucking andre end mig selv! Det var fandme forkert! Alt var forkert!

Tankerne gjorde mig endnu mere forvirret og ked af det, så jeg rejste mig og løb endnu hurtigere end før. Jeg havde klip klapper på og jeg frøs, men jeg var ligeglad. Jeg så skyggen af en bil, men løb videre. Hvis det var mor og far ville jeg ikke kunne klare mere. Jeg kunne ikke mere. Det var slet ikke okay. Hvorfor skulle jeg blive forelsket!? Hvorfor skulle Selena være min bedste veninde!? Hvorfor var det mig der var blevet tilbudt jobbet som model!? Det havde jo ikke ført til andet end løgne! 

Det gik op for mig at det alle sammen var gode ting. Det var allesammen ting der var gode, det var bare mig der havde fucket det hele op. Det var mig der var noget galt med!

Tanken gjorde mig tung om hjertet og min krop føltes som bly, men jeg løb alligevel. Jeg løb og løb, hen af fortove, skubbede til mennesker, ud på vejen og bare videre!

Jeg var ved at springe og jeg havde ingen idé om hvad jeg lavede, selv om jeg havde fuld kontrol om mine handlinger og det hele var under kontrol. Og så alligevel, jeg tror aldrig jeg har følt mig så forvirret, sur, ked af det og... som ingenting!

"Hov hov hov!" råbte en ældre mand, som tydeligvis ikke havde set min strøm af tårer som rendte ned af mit ansigt, som var helt hevet op.

"Ja og fuck også dig!" råbte jeg tilbage, uden at vende mig om. Jeg var færdig, slået ud. Aldrig havde jeg troet jeg kunne snakke så grimt til folk, når det igen var mig der var fjolset!

Jeg nåede til en grusvej, kunne mærke sidestikket i hele min brystkasse, men fortsatte. Det var ligemeget. Præcis som alt det andet!

Grusvejen holdt snart op, men det var ligemeget, jeg var ligeglad! Jeg kunne høre en bil meter bag mig og jeg vendte hovedet en enkelt gang, for at se den samme sorte bil, som jeg havde set før. Det at bilen fulgte efter mig gjorde mig vred og jeg sparkede så hårdt til en dåse som lå på vejen at jeg var ved at falde. Jeg stoppede op, fik vejret. Jeg bøjede mig forover, med hænderne på min knæ og åndede ud og ind. Jeg kunne høre at bilen stoppede og kunne mærke både min mascara og tårerene tørre ind i min hud, mens de bare blev erstattet af nogle nye. Jeg strøg dem arrigt væk. Hvorfor skulle det hele - alt det her - ske for mig!?

Jeg skal væk fra det hele! var tanken der var - og stadig gik igennem hovedet på mig. Det var det eneste rigtige!

Jeg rettede mig op og kiggede hen på bilen, hvor det lignede en chauffør, der prøvede at slukke den ordentligt.

Jeg syntes at bilen virkede bekendt. Det var en Mercedes, den var sort. Der sad en brunhåret dreng med håret sat op, inde i den.

Jeg løb. Løb og kunne høre bilen starte. Jeg løb indtil grusvejen blev mindre og til sidst helt holdt op. Kiggede mig febrilsk rundt og mit blik faldt på den gule mark der var ved side af mig. Jeg løb hurtigt derind, men min fart sænktes af de høje, gule blomster. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, men det var ikke engang tæt på at være hurtigt nok. Jeg hørte en stemme der råbte 'stop!' Og hans bil der drejede ind på marken og trampede de flotte gule blomster ned. Jeg løb. Jeg var ligeglad med stemmen og personen den kom fra - det ville ikke hjælpe. Tværtimod. Det var umuligt at redde noget overhovedet.

Jeg løb ind i en busk og var ved at falde, men løb videre. Jeg hørte flere råb bag mig og en bildør der smækkede. Han var steget ud af bilen som var næsten lige bag mig. Jeg bøjede derimod hovedet i stedet for at stoppe. Jeg løb. Løb henover den uendelige gule mark, der strakte sig så langt som øjet kunne se til. Jeg var færdig. Færdig med det hele!

Jeg kiggede op og kunne i det samme mærke min fod stødte på noget, jeg var stødt ind i en lille træstubbe og jeg faldt øjeblikkeligt. En smerte skød op i mit knæ og jeg skar øjeblikkeligt en grimasse i smerte, mens jeg mærkede tårene tage plads ned over mine kinder. Jeg hørte skridt bag mig.

"Stop!"

Stemmen løb forpustet. Han løb. Han løb efter mig. Men jeg valgte, ikke at lytte til stemmen. Jeg havde lyttet til den alt for mange gange og det havde ikke ligefrem hjulpet - tværtimod.

Jeg rejste mig med besvær, nåede også at tage to skridt inden jeg mærkede to stærke arme om mig, som øjeblikkeligt stramtes da de nåede rundt om mine skuldre.

"Stop!"

Armene hev mig hårdt indtil sig, som var de bange for at jeg ville løbe igen. Lige nu var der ingen fare. Jeg havde det for dårligt. Det hårde greb om mine skuldre og stødet ind mod hans overkrop gjorde ondt i min brystkasse og fik mig til at bøje mig forover.

Grebet stramtes - han troede at jeg ville løbe igen. Jeg forsøgte at flytte hans arme, men han sagde bare noget jeg ikke hørte.

"Sli-p" fik jeg fremstammet, mens grebet bare stramtes. Jeg havde det dårligt. Jeg lukkede alt ude, kunne ikke høre det. Mit blik blev hurtigt fjernt og langsomt begyndte det at flimre for mine øjne.

Jeg kunne mærke mit indre gå amok og det gjorde så ondt at jeg fandt min egen arm, slå til hans. Men han sagde igen noget jeg ikke hørte. Grebet stramtes. Så meget jeg ikke kunne mere. Jeg havde fået nokJeg løftede min fod og slog med skoen så hårdt ind på hans ben, som jeg kunne. Han hylede et eller andet, da han slap mig og jeg faldt straks ned på jorden.

Og ud kom det. Opkasten voldtagede min hals og den ru fornemmelse, blandet med den dårlige smag af det jeg havde spist - det vil sige en halv bolle - var ikke særlig lækkert. Den forfærdelige lyd af mine egne lunger der hev efter vejret, samtidig med at tårene flød ned over mine kinder var uudholdelig.

Jeg havde fået det sidste op og faldt helt sammen på jorden, på knæ. Jeg græd. Jeg var ked af det! Det var en forfærdelig følelse, som jeg havde oplevet så meget på det seneste at jeg havde fået nok af den. Jeg kunne den ikke mere.

Mit syn kom langsomt tilbage og min krop havde det bedre, efter alt jeg havde løbet rundt med, endelig kom ud. Det indeni var bare endnu værre end før. Tænk jeg ikke engang kunne holde det inde! En halv bolle havde jeg spist og nu kunne jeg ikke engang løbe uden at skulle kaste det op igen!? Hold kæft hvor var jeg svag. Fysisk og psykisk.

"Bella, for satan!" hørte jeg ham vrisse bekymret, inden han trak mig op at stå. Han trak mig ind til sig og duften af ham gjorde mig straks mere rolig. Jeg fik min vejrtrækning på plads, men da han lagde armene om mig, blev det for meget.  Jeg ville ikke være tryg og sikker i hans arme! For det var måske dejligt nu, men den mest smertefulde følelse efterfulgte når han slap mig igen. Jeg ville ikke opleve den igen.

Jeg trak mig straks fra ham, vendte mig om og begyndte at gå. Jeg ville ikke have at han så mig sådan. Jeg var jo ikke Bella.

Men han løb straks efter mig, tog fat om mit håndled, svang mig rundt og trak mig ind til sig.

Han gjorde det altid og denne gang var ikke en undtagelse.

"Bella, du bliver her!" skændte han oprevet. "Du går ingen steder!" fortsatte han skånselsløst. Jeg blev vred. Jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke den varme fornemmelse overtage den grimme svag i munden og jeg blev rød i hovedet af raseri. Skulle han nu komme og bestemme hvad jeg skulle og hvad jeg ikke skulle!?

"Du skal ikke røre mig!" råbte jeg næsten af ham og trak mig fri af hans greb. Jeg vendte mig rundt. Han kiggede såret på mig. Jeg havde aldrig snakket sådan til ham før. Men han var selv ude om det.

"Bella, nu går vi tilbage til bilen og så-"

"Og så er det hele okay eller hvad!?" afbrød jeg ham heftigt og vendte mig vredt om. Han skulle ikke bare komme her og tro at det hele kunne reddes hvis han gik hjem  og sagde mig nogle opmuntrende ord!

"Så er hvad okay!?" råbte han næsten. Det var tydeligt at se at han var forvirret, skuffet og vred.

"DET HER forsatan da! Hvorfor fanden tror du at jeg løb herud!?" råbte jeg først og derefter talte jeg mere halvhjertet. Det at det her ikke var det første skænderi vi havde, gjorde mig forfærdelig ked af det. Inden han kunne nå at svare, slog tanken mig!

"Og hvorfor fanden fulgte du efter mig!?" spurgte jeg vredt. Hvis han ikke kunne se og ikke mindst mærke på mig at jeg var vred nu, så var han ikke ved sine fulde fem. Enhver kunne se det - selv mig.

"Jeg var forfanden da på vej over til dig, fordi jeg vidste at du døjede med din eksamen!" råbte han af mig. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle føle. Følelserne blev blandet sammen og jeg kunne ikke længere holde styr på dem. Det føltes som om jeg var fuld - jeg havde mistet overblikket.

Han fortsatte.

"Jeg så du løb og fulgte efter dig! Hvorfor løb du også!?"

Fattede han ingenting!?

"Nok fordi jeg har det fucking forfærdelig Justin!" 

Det var ikke fair for nogen af os. Han kendte ikke til det med at spise og det skulle han heller ikke. Men jeg kunne ikke lade være med at være sur på ham. Det er ligesom når man diskuterer med sin mor og man godt ved det ikke er fair, men man kan ikke lade være. Det var sådan det var - det var sådan jeg havde det.

"Hvad? Hvad er det der er så forfærdeligt?" spurgte han næsten fortvivlet, i et lidt blidere tonefald. Jeg vendte bare hovedet lidt ned og bed mig i læben. Jeg havde ikke lyst til at svare. Havde ikke lyst til at sige de ord der skulle siges. For selvom vi havde snakket om det rigtig mange gange, havde vi aldrig nævnt 'det'. Det som jeg ville sige, hvis han ikke snart holdt sin kæft. Da jeg ikke svarede, pressede han mig op af bilen bag os og placerede en arm på hver side af mit hoved. Han kiggede hurtigt ned, som om han tænkte, og kiggede så igen på mig.

"Er det noget om os?"

Han spurgte som om han var bange for at spørge og bange for svaret. Jeg kunne godt forstå ham.

"Der er ikke noget 'os' "

Jeg skulle til at fortsætte, da han pludselig pressede sine læber mod mine. En strøm af følelser gik gennem min krop, som en kæmpe bølge der skyllede ind over stranden. Jeg følte øjeblikkeligt en stor lykke, som blev efterfulgt af en tom og vred følelse. Jeg skulle til at skubbe arrigt til Justin, da han selv trak sig ud. Han ville åbenbart bare få mig til at holde kæft. Well... igen, kunne jeg godt forstå ham. Det måtte være belastende at jeg blev ved med at tvivle.

"Jo der er," svarede han blidt og kyssede mig en enkelt gang blidt på kinden.

"Ja, men der burde der ikke!" sagde jeg halvhårdt til ham, efter jeg havde sundet mig lidt efter kysset.

"Det er forkert, Justin og det ved du godt. Jeg er træt af at lade som om at det er rigtigt, bare fordi du siger det. Prøv at høre, Justin, det er ikke fair for fucking nogen!" råbte jeg mere og mere arrigt. Hans blik ændrede sig ved mine ord. Det var tydeligt at det var det her han havde prøvet at undgå.

"Hvis vi bare venter til der er dimmi-"

"Ja, dimmission. Selvfølgelig! Det siger du altid! Tror du virkelig at alt vil ændre sig, bare fordi vi ikke går op af hinanden hver dag!? Justin! Jeg kan godt lide Selena, hun er min fucking bedste veninde!"

Jeg holdt en pause og så mig fortvivlet rundt.

"Aner du overhovedet hvor ondt det gør!? Er du overhovedet klar over hvor fucking ondt det gør, når Selena helt lykkelig, kommer hen til mig og siger 'Justin kyssede mig igår!', 'Vi holdt i hånden' 'Han købte blomster til mig!' !? Var, er du!? Nå, men så kan jeg godt sige dig en ting Justin! Det gør fucking ondt, når du lige dagen før har stået og sagt at du elsker mig og ikke Selena, og så hører jeg dagen efter at du har gjort det lige efter du var hos mig!?"

Jeg græd. Jeg græd igen. Tårene flød og jeg tørrede dem arrigt væk, efterhånden som jeg kom henad mod slutningen af min talestrøm. Jeg råbte næsten af ham. Han skulle forstå det nu.

"Og hvad betyder det!? Bella forsatan, jeg lyver ikke for dig og ville aldrig gøre det! Hvorfor betyder det noget!? Jeg har jo fucking valgt dig!"

Han råbte det sidste.

"Ja det siger du jo. Der er bare én ting du ikke har fattet; Hvis du kan gøre det her mod hende, kan du vel også gøre det mod mig på et tidspunkt!"

Jeg græd halvhjertet - sandheden gjorde ondt og mine egne ord gjorde ondt.

Og ligesom jeg forventede en skarp kommentar, bøjede sig frem og.. kyssede mig. Hans løber masserede mine som aldrig før og af ren refleks og savn, kyssede jeg med. Lige indtil han igen trak sig ud. Følelsen af forvirring, tårer, lykke og fortvivlelse er åenbart sådan det er at være forelsket.

"Var det ikke bevis nok!? Hvor mange gange skal jeg sige det!? Bella, jeg fucking elsker dig! Og når jeg siger at jeg elsker dig, så skal det hele sgu da nok gå, forsatan da!"

Uh, det var mange bandeord. Det triste var bare, at han også havde ret. Jeg var så snæversynet. Jeg skulle lige til at sige noget, men han kom mig igen i forkøbet.

"Fuck jeg har brug for at kysse dig!" nærmest stønnede han og lod sine læber ramme mine. Vi kyssede, nej vi råsnavede og det var rart. Det var så dejligt at jeg stoppede med at græde. Han tog fat om mit hoved og kyssede med så meget længsel at jeg næsten ikke kunne holde tempoet. Mine læber ville blive slappe imorgen. Tanken gjorde mig glad og jeg tog mig selv i at smile i kysset. Hvad skete der lige!? Jeg kyssede grådigt med, inden jeg næsten ikke kunne trække vejret og trak mig ud. Jeg tørrede mine øjne, skubbede til ham og gik så lidt væk, men han gik bare efter.

Da jeg var nået et stykke, greb han fat i mit håndled, drejede mig rundt og trak mig hen til sig. Den klassiske og som sædvanlig fik det mit hjerte til at banke helt sindssygt. Jeg gispede imod hans læber, der var næsten lige foran mine.

"Og hvor tror du så du skal hen?" spurgte han charmerende, med et endnu mere charmerende blik. Jeg kunne mærke at jeg rødmede lidt, så jeg kiggede hurtigt væk.

"Væk," svarede jeg hurtigt og koldt. Han smilede blot lumsk, inden han holdt om mig og trak mig helt ind til sig, for at give mig et kram.

"Ikke i dag," svarede han lumsk, inden han ved hjælp af sit greb rundt om min overkrop, fik mig løftet over hans ene skulder

"Justin!" Jeg gispede. "Justin, sæt mig ned!"

"Nobe," svarede han bare og jeg kunne mærke han smilede. Han fortsatte.

"Nu skal vi hjem."

Jeg blev straks bange. Hvad ville mor og far sige!? De ville udspørge mig om en hel masse!

"Justin nej, det er ikke en god idé!"

"Jo det er. Det er lige netop det det er, Bella."

 

Vi nåede tilbage til bilen og han satte mig ind på forsædet, lukkede døren og gik over på den anden side og steg selv ind og begyndte at køre. Han kørte væk fra den gule mark og ud på grusvejen og ud på vejen. Havde jeg virkelig løbet så langt? Jeg sad bare med et udtryksløst blik, mens tankerne gjorde mig mere og mere utilpas. Jeg havde ikke haft nogen hensigt med min løben. Jeg havde bare løbet. For at bevise noget? Måske.

Justin skiftede gear og da han havde rykket gearstangen en tak, lagde han hånden på mit lår og fortsatte med at køre. Jeg spændte i hele kroppen. Havde han ikke fattet noget af alt det der lige var sket!? Det der lige var blevet sagt!? Det var altså ikke lige tidspunktet til sådan noget! Jeg skubbede hans hånd væk og kiggede lige ud af forruden. Jeg kunne mærke at han kiggede på mig.

Han lagde hånden på mit lår igen.

 

 

Endelig kørte vi ind af Justins indkørsel. Han havde spurgt mig hvor vi skulle hen, jeg havde sagt at han ikke skulle med. Han havde sagt at han ville tage med ligegyldigt hvad. Da jeg ikke svarede, læste han mine tanker og kørte hjem til ham.

 

Vi steg ud af bilen og jeg gik langsomt ud af bilen og ind af Justins dør.

Jeg blev med det samme gladere, da jeg mødte duften af Justin inde i hans hus og vi gik op til hans værelse.

Det var tydeligt at Justin gjorde alt for at vi skulle have det hyggeligt og det lykkedes da også okay. Det var lidt svært ovenpå den traumatiske oplevelse vi lige havde haft 'sammen', men det gik okay. Jeg gik i hans bad og lånte noget af hans tøj, som vi grinte meget af, var for stort.

Jeg fik en pille og så lagde vi os under hans dyne - han, med armen om mig. Jeg lå trygt og godt og varmt inde i hans favn og ærligt var der ikke noget sted jeg hellere ville være lige nu, end hos Justin. Som sædvanligt.

Hvor var det godt han var fulgt efter mig.

 

 

__________________________________________________

Hej guys!

Jeg er ked af at sige at det her er et af de sidste kapitler i får i "Cheeting love", men der kommer jo en to'er! I får snart navnet på den og jeg er ved at lave cover til den.

( Husk at blive fan af mig, hvis I vil have mine nyheds-mumbles. Der står det hele. )

Jeg kommer til at opdatere så meget jeg kan og glæder mig til at få denne afsluttet, så vi kan begynde på to'eren sammen!
 

Husk at like, så er I dejlige <3

 

~ AnnabananaHoran<3

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...