Forbidden Love (14+)

202723255618
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 mar. 2014
  • Opdateret: 22 jan. 2019
  • Status: Igang
Amalie Christensen, er blot en pige på 16 år, der mest muligt sørger for at passe sin skole og pligter. Hun er en køn pige med ben i næsen, men i skolen bliver hun mobbet og kaldt for grimme ting, som er lutter usandheder. Det er hårdt at være Amalie, der skal forestille at alt er godt i skolen og at hun har en masse venner. Men det er blot en facade hun har bygget omkring sig, for at hendes familie ikke skal opdage noget. Udadtil viser hun ingen sårbarhed, men inden i er hun ved at eksplodere og alt er kaos, når hendes tanker ikke hviler på hendes lektier og pligter. Amalie har i de sidste par år, været temmelig vild med skolens populære fyr Marcus, men han ser hende ikke som andet end det hun bliver stemplet for. En dag flytter en ny nabo ind i det næste hus ved siden af hende og familien. Et hus der har været forladt i knap fem år. Den nye nabo er ikke bare hvem som helst, men en flot fyr på tyve år, der er temmelig handy og helt sin egen. Kan Amalie lade ham være?...

AA
aa

49. Så klapper fælden!

Amalies synvinkel:


Der var fuldkommen stilhed.. Men måske var det heller ikke så mærkeligt endda. Havde jeg vidst på forhånd, at vi skulle have dansk eksamen i dag, så havde jeg nok rustet mig mere til det, men der havde foregået alt for meget for tiden, som havde stjålet min opmærksomhed fra skolen. Jeg havde langt om længe meldt ud om de voldtægts, som jeg havde været ude for. Det havde ikke været nemt at skulle nævne visse navne, men politiet havde ligesom ikke kunne gå efter noget, hvis jeg ikke havde haft bare lidt konkrete beviser for de voldtægts, som jeg havde været udsat for. Det havde virkelig været hårdt, at skulle sidde og fortælle politiet al det, som jeg kunne huske jeg havde været udsat for, men Jannick havde været en utrolig støtte. 

Det var stadig noget andet med min mor. Vi snakkede ikke rigtigt sammen længere, selvom vi opholdt os under samme tag. Hun ignorerede mig for det meste og virkede allermest meget tænkende. Om det var fordi hun inderst inde endelig langt om længe indså, at hun havde taget mere end fejl, vidste jeg ikke? Jeg vidste bare, at hun endelig lod mig leve lidt af mit eget liv. Hun protesterede ikke længere, når jeg var sammen med Jannick, men hun behandlede ham også som luft, selvom det kunne ske, at det var hende, der åbnede døren for ham. Hun stirrede bare køligt og ligegyldigt på ham, og de eneste ord hun kunne sige, var enten, at jeg var på mit værelse, eller at jeg ikke var hjemme eller noget helt tredje, som fremmedgjorte Jannick for hende, som om Jannick var en dørsælger eller en anden upersonlig person for hende.

Jeg tænkte allermest, at min mor accepterede at Jannick var min kæreste, men hun respekterede ikke vores forhold..

Min mors forhold til Henrik var heller ikke det bedste. For tit skulle jeg være model til deres skænderi, der var så højlydt, at det kunne høres i hele huset. Og som oftest, så kom Samuel rendende ind til mig på værelset, fordi han blev så angst og ked af situationen. Ja, det var ligesom hans far og mor der skændes, så det tog ret hårdt på lille Samuel. Jeg kunne godt følge ham et eller andet sted, selvom Henrik ikke var min rigtige far. Jeg vidste bare én ting, der var rigtigt. Min mor havde været Henrik utro op til flere gange, og det havde Henrik altså opdaget, så jeg tænkte ofte om Henrik snart ville gå fra min mor. For jeg kendte trods alt Henrik. Han var typen, der ikke ville finde sig i hvad som helst. Ja, der var min mor som var en ægte skorpion og Henrik, der var vandmand som dag og nat - Og det kunne virkelig mærkes!

Jeg sad nok og sukkede højlydt for hundredetyvende gang, men jeg gjorde mit bedste for at koncentrere mig om min stil, nu det var eksamen, og jeg havde valgt opgave 3, der bestod i at skrive en analyse omkring mobning i skolen, og hvor jeg skulle bruge nogle tekster i opgaven, der relaterede til emnet. 

Hvor tilfældigt var det lige? Altså.. Jeg følte mig meget truffet, og det var med utallige bid i underlæben og følelser, som jeg kæmpede med ikke at udbryde, mens jeg sad her og skrev nærmest non-stop på min computer. Cursoren fik dårligt nok lov til at stå stille bare et sted, fordi jeg følte at jeg kunne sidde og skrible min egen historie ned - altså jeg undlod at analysere mit eget liv, men dog med udgangspunkter for mange af mine oplevelser, som jeg dog omformulerede, så det var til at forstå. 

Jeg kunne være dømmende og nævne en masse navne, men jeg havde selvrespekt, og undlod selvfølgelig at nævne navne, og jeg vidste allerede nu, at jeg med garanti ville skrive en egen bog eller lignende, for at komme af med mine følelser, men lige nu måtte jeg fokusere på at klare mine eksamener, som jeg havde lovet skolen, min mor og nok allermest for Jannicks skyld. Det var ham, der gav mig det sidste skub på mig og ham som fik mig til at indse hvor vigtigt det var at jeg formåede at bestå eksamen her. Det gav også meget mening for mit eget vedkommende, for så betød det, at jeg kunne vælge at komme videre med mit liv og ikke skulle fortsætte mine dage på skolen her.

"Duk duk duk!"

Det kom helt som en overraskelse, da der blev banket på døren udefra forsamlingssalen, eftersom vi havde skriftlig eksamen i forsamlingssalen - samme sal, hvor vores afslutning med uddeling af eksamensbeviser ville finde sted om en måneds tid.

Censoren og et par af vores dansklærere gav os alle tegn til, at vi blot skulle fortsætte vores eksamen, mens én af dansklærerne fra én af mine parallelklasser begav sig over mod døren, hvorefter hun forsvandt ud af døren, som hun lukkede til efter sig.

Jeg så sukkende væk, og desværre kom jeg til at lande mit blik henne på Stefan, der åbenbart så tilbage mod mig med et klamt smil. Desværre sad han bordet foran mig til venstre. Om han havde sat sig der med vilje anede jeg ikke.

Jeg valgte ikke at gengælde hans sleske smil, og jeg så atter ned på min computer og begyndte at skrive videre. Denne gang gik det desværre ikke lige så hurtigt, kun på grund af Stefans klamme smil havde sat sig på nethinden på mig. Ja, han var én af de værste mennesker, som jeg kendte - Hvis man altså kunne kalde ham et menneske?

Døren til salen gik pludseligt op, og lyden af flere tramp i gulvet, fik alle os elever til at se derhen. Jeg sank en klump, da jeg så ikke mindre end otte politimænd træde ind på rad og række, mens dansklæreren fra parallelklassen og vores skoleinspektør kom ind bag efter.

"Der er sket et akut ophold i eksamen - Det beklager vi, så hvis I alle lige vil være venlige at se bort fra jeres opgaver og vend jeres opmærksomhed her hen tak!", forklarede vores skoleinspektør højt og i en ret alvorlig tone, hvorpå han så hen på betjentene, og den ene af dem, en bred karseklippet mand der formentlig var et sted i fyrrerne trådte frem.

"Vi beklager forstyrrelsen kære elever, men vi har en arrestordre på Stefan Nikolaj Rasmussen, Marcus Larsen, Lea Holmberg, Serkan Yilmaz, Tobias Mathias Nielsen, Nick Enevoldsen, Jahid Omar Celik og så en Lasse O. Winter!", udbrød betjenten, og lyden af flere larmende stole lød, så jeg straks så hen mod Stefan, der løb væk over mod den anden ende af salen, men han kunne godt spare sig, for den eneste vej han kunne komme væk var ud af døren, hvor alle betjentene spærrede af.

Lea hulkede op, mens Stefan begyndte at råbe arrigt, og minutterne var flygtige, da jeg først så Lea der hulkede for livet løs, mens hun blev som den første fulgt ud af en kvindelig betjent bag sig, mens hun havde håndjern på. Jeg fangede Marcus' sørgmodige blik, da han blev ført forbi mig med en ældre mandlig betjent bag sig. De andre drenge gik modvillige med de andre betjente, mens Stefan og Serkan skabte mest oprør, så betjente og lærerne måtte tvinge dem ned på gulvet, mens alle os andre sad som målløse over situationen.

"Det er fandeme vold det her! Jeg får min far til at retsforfølge jer man!", råbte Stefan arrigt, mens én af betjentene sad med et knæ over Stefans ryg, mens han kæmpede med at spænde håndjernene om Stefans håndled, og det var med en masse modstand, da Stefan blev tvunget til at gå hen mod udgangen.

Minutter efter forsvandt arrige råbende skældsord og tumult, da Serkan og den sidste betjent forsvandt ud af døren.

Jeg kunne slet ikke holde gråden tilbage, da jeg følte at alt luft var suget ud af mig, og lige da jeg troede det hele var overstået, så dukkede Jannick op henne ved døren, så mit hjerte stoppede i sekunder. Han nikkede svagt med et lille sørgmodigt smil mod mig, så jeg dårligt kunne tænke på eksamen lige nu og jeg rejste mig straks fra bordet og småløb hen til ham, hvor han straks lagde armene om mig.

Jeg puttede mig hulkende ind mod brystet på ham og følte hans arme stramme sig en anelse om mig.

"Det værste er overstået baby...", hviskede han i håret på mig og jeg mærkede et blidt kys i panden på mig...

~

Eksamen var blevet forlænget med en halv time, efter mange elever havde haft en hel del spørgsmål til hvad der havde været foregået, og hvor underligt det end føltes, så havde jeg det som om, at mange af eleverne fra mine to parallelklasser og enkelte stykker fra min egen klasse pludseligt så anderledes på mig. De sagde ikke noget, men deres angrende blikke sagde mere end tusinde af ord. De følte med mig..

Og med den tungeste byrde, der havde hvilet på mine skuldre var nu som forsvundet. Jeg var én af de første elever, der fik afleveret min opgave, hvor ved jeg stille og roligt pakkede mine ting og min computer sammen.

Og med et lettet smil, trods øjne, der sveg blev jeg lukket stille ud af salen af Sten min dansklærer. Han smilede med svagt tårevæddet øjne og nikkede.

"Godt klaret Amalie.. Jeg er stolt af dig..", hviskede han og trak mig ind i et flygtigt knus, hvorefter han holdte døren for mig, og jeg kneb selv en lettet tåre og nikkede taknemmeligt til ham, hvorefter han stille lukkede døren efter mig.

Der var ikke mange i hallen, men der var en vis person der trådte smilende frem mod mig, hvor han havde en stor buket røde roser indpakket i cellofan til mig.

"Så lykkedes det baby.. Første eksamen overstået..", udbrød Jannick lavt og kom helt hen til mig med et dejligt smil.

Jeg nikkede lettet og tog imod den finde buket, hvor ved han bøjede sig ned mod mig. Jeg lukkede øjnene og tog imod hans lille blide kys, hvor ved han trak sig væk igen. 

Jeg sank en klump, "Det var hårdt at skulle være vidne til det hele, da politiet brød ind, m.." "Jeg så dem godt baby.. Nu tager vi det hele fra en ende af, eftersom vi nok bliver indkaldt til retten på et tidspunkt..", brød Jannick roligt ind.

Jeg nikkede med et trist smil, "Jeg ved at det de har gjort er utilgiveligt, men det gjorde alligevel ondt på mig.. Særligt, da Lea græd og Marcus med, men all.." "Baby..", brød Jannick ind med et tungt suk, så jeg nikkede lettere trist.

"Sorry.. Jeg ved det godt..", undskyldte jeg trist. Ja, selvom jeg viste, at alt det de havde gjort ved mig langtfra var utilgiveligt, så havde jeg stadig en underlig stopklods i mig. Jeg følte lidt at det var min skyld det hele. Var det virkelig sådan en skyldfølelse man skulle tage til takke med som voldtægtsoffer?

Jannick lagde armen om nakken på mig, "Kom elskede.. Vi lægger det hele lidt på hylden for en tid..", sagde han roligt, så jeg nikkede med et svagt smil, og vi gik sammen ud af skolen og med retningen ned mod parkeringspladsen.

"Amalie?"

Hendes stemme var svagt genkendelig et stykke bag Jannick og mig, og vi stoppede op, hvor ved jeg vendte mig halvt omkring, hvor jeg så Melissa komme småløbende efter mig. Noget sagde mig, at hun også havde fået afleveret hendes eksamensopgave.

Hun stoppede op en halv meter foran Jannick og mig, og hun så ud til at tage Jannick i øjemed et flygtigt øjeblik, hvorefter hun så på mig igen.

"Amalie.. Jeg ved godt, at jeg ikke har gjort mit bedste for at støtte dig i klassen.. Jeg har været blind og kun tænkt på mig selv.. Hvis jeg overhovedet var klar over, at det du blev udsat for var så slemt, så havde jeg støttet dig fra begyndelsen.. Du har slet ikke været fortjent med at blive mobbet og slet ikke at blive voldtaget.. Jeg håber at de får hvad de fortjener.."

Jeg kunne ikke rigtigt svare Melissa, men nikkede blot med et trist smil. Melissa overraskede mig lidt ved at lægge hendes arme om nakken på mig og trække mig ind i et dejligt knus. 

"Du har i alt fald min støtte nu Amalie.. Bare ring til mig hvis det er, okay?", sagde Melissa lavt i knuset til mig, hvorefter hun trak sig blidt fra mig.

Jeg nikkede med et lille smil, "Det skal jeg huske Melissa..", svarede jeg taknemmeligt.

Melissa nikkede med et smil, "Og hvis ikke du ringer, så forstår jeg også godt.. Vi ses på onsdag til skriftlig engelsk eksamen..", svarede hun roligt med et smil.

Jeg nikkede med et smil, og mærkede Jannick tage mig i hånden, hvorefter jeg vendte mig omkring, og vi gik hen til Jannicks bil...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...