Forced Love ~ Justin Bieber

311676184305
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2014
  • Opdateret: 15 jan. 2020
  • Status: Igang
Samantha Hastings, bedre kendt som Justin Bieber's bedste veninde, lever et godt liv i skyggen af sin bedstevens rampelys. Alligevel finder spotlightet hende, da hun går med til at forstille at være Justin's kæreste for en lille tid. Det hele skal bare være en mulighed for at give Justin et godt ry efter bruddet mellem ham og Selena Gomez, men da bedstevennerne mærker andre følelser komme på spil, begynder de langsomt at tvivle på om, det overhovedet var nogen god ide.

AA
aa

42. Good girl

Jeg pressede en melært ned på bunden af skålen med min gaffel. Så slap jeg presset. Melærten flød straks til tops. Pop. Helt intetsigende gentog jeg handlingen, og observerede ærten flyve til tops igen og igen.

Fucking endelig havde Justin sagt ordene til mig. Og så havde det ikke engang været under sex. Amen det var da bare fantastisk. Jeg stak mere aggressivt til en melært, som om den var skyld alle de problemer, som synes at tromle mig ned for tiden.
Hvorfor virkede det som om, at han faktisk virkelig mente det? Som om han hele dagen havde gået og tygget på det, og så besluttet sig for at tiden var inde til at fortælle mig, hvordan han følte. Like what the hell. Kan vi lige snakke om dårlig timing?
Mine kinder blev varme af bare vrede og især af frustration. Hvad skulle jeg gøre? Enten kunne jeg sladre til Scooter, kræve min mobil tilbage og en flybillet. Jeg sank en klump. Det var det ansvarlige og rigtige valg, clearly. Jeg rystede kort på hovedet over mig selv. Eller jeg kunne vælge at blive. Det lod mærkeligt nok til, at det var det, Justin ønskede, at jeg gjorde.

I så fald skulle det være min egen beslutning, og det skulle ikke handle om, at han havde taget min mobil fra mig. Hvilket i det hele taget var noget af det mest latterlige, jeg længe havde oplevet. Man skulle ikke tro, at han var tre år ældre end mig. Jeg slap taget på min gaffel og den senest nedpressede ært flød op til toppen.

 

 

Jeg åbnede døren til Justins værelse og genovervejede kraftigt min beslutning. Hvad hvis min mission ikke lykkes og han fik mig busted i at snige mig ind på hans værelse? Jeg skubbede tanken væk og stak i stedet hovedet ind. Lyden af hans tunge åndedrag afslørede, at han sov. Det var efterhånden også en time siden, at han var gået fra stuen. Og ja, jeg havde brugt en time på at stikke til melærter. Jeg forstillede mig, at han havde siddet vågen og håbet på, at jeg ville komme ind til ham. Eller også havde han været ligeglad og blot langt sig til at sove. Option nr. 2 virkede af en eller anden grund mest sandsynlig.
Når bussen passerede et oplyst hus eller en lygte udenfor, røg der et lysstrejf ind af de lille vindue i værelset. Dette gav mig lige akkurat mulighed for at liste mig gennem værelset uden at larme.

"Av forhelvede" bandede jeg, da min storetå blev straffet på kanten af hans seng. Okay, my mistake: uden at larme alt for meget. Jeg tog hånden op til min mund og bandede istedet indvendigt, mens jeg så over på Justin. Heldigvis havde han intet bemærket. Han så dejlig fredfyldt ud. Fokus Samantha!

Jeg scannede rummet og fik øje på hans pengeskab. Til min store skuffelse opdagede jeg, at det ikke var med kode men, at der derimod hørte en nøgle til. Det havde været så meget nemmere at skulle gætte en kode.. Pengeskabet stod på hans tøjskab, og jeg kom pludselig i tanke om, hvor mange underlige ting, jeg havde fundet, når jeg havde rodet hans tøjskab igennem efter en trøje, som jeg kunne låne. Tanken gjorde mærkelig ondt, da den mindede mig om samtlige morgenener, hvor jeg var vågnet herinde. Jeg åbnede den øverste skuffe, og mærkede mig frem. Ingenting. Så åbnede jeg næste skuffe, hvilket var hans undertøj. Jeg fik fat i noget som føltes som en pung. Så var her da i hvert fald værditing. Jeg følte videre rundt, og havde næsten givet op, da mine fingre fandt en lille metalgenstand. Nøglen! Triumfen boblede i mig. 

"Sam?" gryntede en træt Justin ovre fra sengen. Jeg knyttede hånden og vendte mig mod ham. Samtidig gennemgranskede jeg mit hoved efter en god undskyldning. Justin så forvirret ud og kørte en hånd gennem sit hår, mens han så afventende på mig. Bevægelsen bevirkede, at dynen gled ned, så jeg fik frit udsyn til hans bare overkrop. Holy moly, hvor var det svært ikke at udnytte lejligheden til at kigge lidt.

"Har du tilfældigvis set min tandbørste?" spurgte jeg, hvilket var det bedste, som jeg kunne finde på at fyre af. Samtidig prøvede jeg ihærdigt at holde mit pokerface. Han pressede øjnene sammen og så skeptisk på mig. 

"Tror du ikke, der er større chance for, at den er på badeværelset end i mit tøjskab?"

Jeg kunne mærke mine kinder brænder. Nøglen føltes mærkelig tung i min hånd. Selvfølgelig var der større chance for, at den var i badeværelset. Jeg satte den tomme hånd i siden og lod som ingenting. Så sukkede jeg. 

"Har du set denne eller hvad?" 

Han trak på skuldrene. Så rejste han sig og gik ud mod badeværelset. Så snart han havde vendt ryggen til, fik jeg febrilsk stukket nøglen i pengeskabet og åbnet. Bingo. Min mobil lå i pengeskabet, og jeg skyndte mig at tage den og lukke pengeskabet i. 

"Here you go" lød det fra Justin. Jeg snurrede rundt og holdte min hånd bag ryggen. Justin havde rent faktisk fundet min tandbørste og stod med den i hånden. Det lod ikke til, at han havde opdaget mit lille nummer, og jeg kunne mærke, at jeg trak vejret igen. 

"Tak" sagde jeg bare. Imens jeg gik hen for at tage imod den, listede jeg min mobil i baglommen. Da han rakte mig den, strejfede hans varme fingre mine, og jeg skyndte mig at tage imod den. Opmærksom på at min mobil stak ud af baglommen, og at jeg ikke kunne vende ryggen til ham, bakkede jeg mod døren. Justin hævede øjenbrynet. Jeg var nu ude af hans synsvinkel, og var næsten kommet ud af døren.

"Hastings"

Fuck.
"Bieber?"

Jeg ventede blot på, at han ville afsløre mig og kræve mobilen tilbage. 

"Du er så fucking mærkelig."

Jeg åndede lettet ud, og valgte at ignorere ham, da jeg endelig kunne komme ud fra gerningsstedet.

 


 

Justins synsvinkel:

"Brrr...Brrr...Brrr"
Jeg vågnede ved, at min mobil vibrerede under min hovedpude. Scooters navn oplyste displayet. Jeg sukkede. Han var ikke ligefrem den person, som jeg havde mest lyst til at snakke med.

"Ja?" sagde jeg og tog mobilen op til øret. Samtidig gned jeg mig i mine trætte øjne. Godt havde jeg ikke sovet.

"Godmorgen Justin. Jeg vil gerne snakke med Samantha og dig udenfor bussen om 10"

Han lagde på igen, og jeg sukkede endnu engang. Well. Jeg var virkelig ikke i humør til det her. Sandsynligheden for at Samantha ville fortælle Scooter, at jeg havde taget hendes mobil var enorm. Og herfra var det let at forestille sig, at Scooter ville kræve, at jeg afleverede den tilbage. Jeg prøvede ikke, at tænke på samtalen mellem Samantha og jeg fra igår. Det var ikke ligefrem det smarteste træk fra min side at fortælle, at jeg elskede hende.  Det gjorde i hvert fald ikke tingene nemmere. Well, jeg havde faktisk fortrudt det, så snart ordene havde forladt mine læber. På den anden side kunne jeg ikke bære, hvis jeg aldrig havde fået hende fortalt det ordentligt. I know, det kunne være gjort bedre, men det var jo mere ordentligt end under sex. Jeg skubbede tankerne væk og iklædte mig noget tøj. Det pigebarn var efterhånden det eneste, som jeg tænkte på.

På vej ud af bussen bankede jeg på inde ved Clarissa og Samantha. Uden at vente svar åbnede jeg døren og gik ind. De sov begge to. Jeg gik hen til Samantha og rørte hende på skulderen. Hun så så fredfyldt ud.

"Så er det op" sagde jeg højlydt. Hun blinkede med øjnene. Da hun fik øje på mig, forsvandt alt det fredfyldte fra hendes ansigt. 

"Skrid" mumlede hun og vendte sig med ryggen til mig. Sikke en solstråle.
"Scooter holder krisemøde" sagde jeg og jeg vidste, at hun hørte mig. Så gik jeg. Faktisk ville det være til min fordel, hvis jeg talte med Scooter uden Samantha. Det mindskede chancen for, at hun ville fortælle om mit lille nummer fra igår.

 

Luften var kold, da jeg steg ud af tourbussen. Jeg fortrød, at jeg ikke havde taget min jakke med. Scooter var allerede udenfor, og stod og snakkede i telefon. Da han så mig, nikkede han mig an og lavede en armbevægelse mod et bordebænkesæt. Solen skinnede på trods af kulden og det var en smuk morgen. Jeg bevægede mig hen til bænken og placerede mig, så jeg havde ryggen til tourbussen. Endelig lagde Scooter på og kom hen til mig. Han satte sig overfor mig. 

"I er slået op" konstaterede han og lød tilfreds i sit toneleje. Jeg kastede et blik over skulderen, men Samantha var stadig ikke at se. 

"Ja - lige efter planen." nikkede jeg, og lænede mig tilbage. Scooter betragtede mig, men nikkede så også. Jeg tror udmærket, han var klar over, at Samantha og jeg var blevet mere end bare "falske kærester", men han havde nu aldrig konfronteret mig med det. 

"Jeg tænker, at næste skridt er at Samantha tager hjem fra touren" forsætte han, og jeg bemærkede hvor forsigtigt han førte sig frem. Forsigtigt, men bestemt. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at bevare fatningen. Well, han måtte helst ikke lure, hvor meget dette her betød for mig.

"Er det virkelig nødvendigt?" spurgte jeg. Scooter rynkede med det samme panden. Selvom han bestemte en del, havde jeg stadig en stor påvirkning. Det var trods alt mig, som var grundlaget for denne tour. 

"Nødvendigt?" gentog han lidt tankefuldt. Der gik lidt tid, og så fortsatte han endeligt: "Normalt har man ikke sin ex-kæreste med på tour". 

"Men hun er jo min bedsteveninde" forsvarede jeg mig, og kunne mærke at jeg var ved at løbe tør for gode argumenter. Sandheden var at der ikke var ret mange at komme efter. 
"Og er det alt, hvad hun er Justin?" spurgte Scooter seriøst. Scooter var ikke dum. Selvfølgelig var det ikke alt, hvad hun var. Efterhånden var hun blevet så meget mere. Well, efterhånden var jeg faldet pladask for hende. Og det gjorde mig så bitter, at vi ikke bare kunne være sammen - at jeg var tvunget til at såre hende. Det stak i hjertet på mig. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke fortælle ham.
Jeg fakede et afslappet smil, og gjorde et nummer ud af, at læne mig afslappet tilbage, så min ryg ramte den hårde træbænk. "Det er alt Scooter. Jeg har - og har aldrig - haft andre følelser for Samantha. Det har bare været en fling." jeg sagde ordene så afslappet, at jeg næsten begyndte at tro mig selv. Men den afslappede følelse forsvandt brat, da en kold stemme lød bag mig.
"Jeg kunne ikke være mere enig." Samantha stod bag mig med armene over kors. Solen oplyste hendes smukke ansigtstræk, som var trukket i meget kolde folder. Faktisk lignede det ikke, at hun havde nogen følelser for noget som helst længere. Scooter så frem og tilbage mellem os. Så nikkede han langsomt. 

"Jeg håber du ved, hvad du sætter på spil Justin." sagde han. Jeg trak lidt på skuldrene for at holde den afslappede facade. Imellemtiden overvejede jeg, hvornår Samantha ville bryde ind, og fortælle at jeg havde taget hendes mobil. Eller måske var det ikke planen? Måske tænkte hun omvendt, at jeg ville give hende den igen, hvis jeg fik min vilje? Well, whatever. Bare jeg fik min vilje. 

"Har du lyst til at blive Samantha?" Scooter afbrød mit tankemylder ved at se over på Samantha. Jeg ventede bare på, at hun ville stikke mig i ryggen. 

"Ja det har jeg" svarede hun til min store overraskelse. Det prøvede jeg også at skjule. Scotter sukkede så og nikkede.

“Du får lov at blive.” besluttede han til sidst. “Men hvis i to” - han pegede fra Samantha og tilbage til mig - “bliver opdaget i noget som helst, så bliver du nødt til at tage hjem”. Han rejse sig og gik sin vej og efterlod Samantha og jeg alene. Jeg prøvede ikke at smile alt for meget, men kunne ikke modstå fristelsen til at lægge hovedet på skrå og se på Samantha for så at sige:

"Good girl."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...