En evig kærlighed

Dette er et essay fra 9. klasse med overemnet 'skov', som jeg fik 12 for.

0Likes
0Kommentarer
101Visninger
AA

1. En evig kærlighed

Jeg stoppede op for tredje gang, pustende og stønnende. Jeg duppede panden med det lille lommetørklæde, mens jeg febrilsk klyngede mig til min stok. Min vejrtrækning var forringet, og mine fødder gjorde ondt. Mit helbred var tydeligvis ikke, hvad det havde været. Hvis man tænkte nærmere over det, var det nok heller ikke så mærkeligt; det var over tres år siden, jeg sidst havde været her. Dengang var jeg blot seksten år. Seksten år og forelsket.

 

Jeg kiggede rundt. Alt lignede sig selv. Træerne, som dengang havde været unge og stærke, var nu blevet ældre og en del svagere. De stod der endnu, men ikke så oprejst, som de havde gjort. Hvis man kiggede op, kunne man se de smukke trækroner, som solens stråler lige akkurat kunne trænge igennem. De var stadig lysegrønne og friske, men de blev trods alt også skiftet ud hvert år.
Jeg samlede al min energi og gik længere ind i skoven. Jeg kendte ikke vejen, men jeg vidste, hvad jeg ledte efter. Meget langsomt gik jeg, dog i et tempo, som jeg fandt behageligt.
Da jeg til sidst stod foran et kæmpestort bøgetræ, kunne jeg mærke, at det var her. Jeg cirklede rundt om træet, mens mit blik dansede hen ad stammen, indtil det ramte et helt unikt mærke i barken. Bogstaverne A og L, som var indrammet af et kantet hjerte.
Disse hjerter havde man hørt så meget om før. De fleste var dog uden betydning. I dag holdt kærlighed ikke længe. To elskende skærer deres initialer i et træ, og en måned efter har det allerede mistet betydningen.
Folk tror – for en kort stund – at de har fundet den eneste ene. At de omsider er lykkelige. Men hos de fleste forsvinder kærligheden til sin partner ganske langsomt. Det var ikke tilfældet hos min mand og jeg. Vores kærlighed havde holdt, lige siden vi mødtes første gang. Og den var der stadig. Han var stadig i mit hjerte, selvom han ikke var hos mig mere.
Jeg lod min finger glide hen over mærket. Snittet var stadig meget tydeligt, hvilket jeg egentlig syntes var imponerende, efter alle de år.
Jeg lagde nakken tilbage og kiggede op mod himlen.
En let vind fik fat i træernes grene, og de gyngede roligt frem og tilbage, som en båd på en blid bølge. Solens stråler ramte skovbunden og afslørede små biller og myrer, som kravlede forvildet rundt mellem hinanden. Jeg tænkte, at de nok var på jagt efter kærligheden.
Mens jeg stod der og betragtede de mange insekter, kom jeg til at tænke på, hvor ens de så ud. De var fuldstændig identiske. Alligevel gik hannerne efter én bestemt hun og kæmpede for hende, selvom alle hunbiller i skoven så ligedan ud. Det kunne mennesker lære noget af. I stedet for bare at finde en ny pige, hver gang man blev afvist, skulle man i stedet prøve at kæmpe for hende. Det får også pigen til at føle sig som noget særligt, og drengen fremstår mindre egoistisk.
Jeg fjernede mit blik fra insekterne og gik lidt videre. Jeg kom til et område med nåletræer, som stod tæt sammen. Det lignede noget fra et eventyr. Jeg lukkede øjnene og tænkte tilbage på dengang, hvor min mand og jeg legede tagfat inde i mellem dem. Han var den. Det stod stadig helt klart for mig. Jeg husker det, som var det i går. Det var sommer, og jeg bar min lette, røde sommerkjole. Han havde bar overkrop. Jeg husker stadig blikket i hans øjne og smilet på hans læber. Jeg husker stemningen, ja, selv fuglenes kvidren kan jeg høre for mig.
Vi sendte konstant hinanden blikke. Blikke, som sagde ”jeg kan lide dig.” Jeg løb langsomt med vilje, og han hurtigere end normalt.
Jeg husker også tydeligt, da han endelig fangede mig og væltede mig omkuld. Jeg lå på ryggen på den kolde jord mellem nåletræerne, og han sad på knæ, lænet ind over mig. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene, og kort tid efter havde jeg fået mit første kys.  
En tåre trillede ned ad min kind. Det var virkelig et minde, som jeg aldrig ville give slip på. Aldrig nogensinde. Det var så værdifuldt.
Jeg vendte tilbage til det store bøgetræ. Kastede et sidste blik på vores hjerte og gik så ud af skoven. Jeg hulkede stille for mig selv. Uanset hvor meget jeg end prøvede at huske ham som den, han var, tænkte jeg altid på ham i hospitalssengen på sygehuset. Billedet i mit hoved af ham i respiratoren, kunne jeg ikke slippe, uanset hvor meget jeg prøvede.

 

Anton. Min elskede ægtemand. Hvorfor kan man ikke spole tiden tilbage? Bare én eneste gang? Jeg savnede ham. Der var en ting, som jeg ønskede mig mere end noget andet; at se min kære mand en sidste gang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...