Pigen med det ene øje

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2013
  • Opdateret: 9 dec. 2013
  • Status: Igang
Dette er en novelle, jeg skrev en aften. Håber I kan lide den.

0Likes
0Kommentarer
230Visninger
AA

1. Pigen med det ene øje

Pigen med det ene øje

 

Han fortalte mig altid, den samme sætning igen og igen. "Bevar roen, det er ovre om lidt" ... Men, hvad talte han dog om. Det er ikke ovre, det forfølger mig til mine dages ende, og jeg må bøde - bøde med tårer og den dybeste smerte i mit ødelagte hjerte. Jeg må vise dem, at jeg er mere værd, vise at jeg er det værd, plus lade dem føle hengivenhed - selvom de ikke har påført mig andet end smerte. Tilgivelse, er hvad de får. Det er det uhåndgribelige - det knækkende, og det vil jeg vise dem.

Angeren sidder med en dyb væmmelse i min strube. Den vil hurtig finde sin vej op, men vil den nå min hjerne. Jeg rejser mig hurtigt op, hvor befinder jeg mig? Jeg søger omkring mig, mærker en fugtig strøm af vådt sand omkring mig, hvordan er jeg havnet her? Jeg går ned langs bredden, jeg er på en strand. Jeg hører de små hviskende stemmer omkring mig, "Bevar roen, Malene". Stilheden følger mig derefter, men så igen "Bevar roen, du skal ikke være bange." - "Jeg gør dig ikke noget". Væmmelsen fylder mig med sorg. Sorgen af et tab, et tab der er ubærligt. Jeg skriger, jeg skriger af mine lungers fulde kraft - ville ønske, jeg bare kunne skrige denne sorg væk. Fordømmelserne og de hæslige bemærkninger der har fuldt mig gennem årene, jeg vil skrige dem ud af mit system. Skide på de nedværdigende gloser, jeg har fået. Jeg kigger ned ad mine arme, følger alle stregerne. Barberbladet har gjort et godt stykke arbejde, men det er ikke flot nok. De sagde, det var et bevis på svaghed, så jeg må vel være svag. Svaghed er jo ikke smukt, eller er det? Nej, det er en hæmmende følelse, og jeg vil af med den. Helt og aldeles!

Jeg husker pludselig, hvad jeg laver her ... Det var hende, der befriede mig. Jeg er glad for det. Hun ligger så sødt dér på stenen, men hvor er hendes øje dog blevet af? Har hun mon tabt det? Det må hun have. Jeg løber rundt på stranden, søger fortabt efter øjet. De små sten bidder mine fødder til blods. Jeg skriger af smerte, hopper for at finde fodfæste, men de bider og bider. Jeg falder, men så mærker jeg vandet. Det skyller mine fødder rene. Jeg løber videre, jeg må finde øjet. Nu begynder mågerne at skrappe, hvad laver de dog. Da den første dukker ned, når jeg lige at komme til siden, men den næste rammer mig lige i under mit kraveben. Jeg kaster mig igen ned, og mågerne overtager hele min krop, de hakker og skraber min hud, så blodet strømmer ud fra mine lemmer. Jeg hamrer min ene arm ind i en måge, når lige at vende mig rundt og få kastet den måge væk, der var på vej ind i mit øje. Så, som fra et råb bliver de drevet væk, og jeg ligger der tilbage, helt forladt. Jeg rejser mig langsomt. De har hakket en stor klump ad min underarm, en betændt byld der altid har generet mig, så jeg føler mig faktisk taknemmelig. Jeg begynder pludselig at græde, da jeg ser, hvem det er henne ved den store sten. "Mor, hvad laver du dér?", "jeg troede, du havde forlagt mig for altid", da jeg kommer tættere, kan jeg se, at hun mangler et øje. "Mor, hvad er der sket", "hvor er dit øje henne?". "Madeline", siger hun. "Du må skynde dig væk, du kan ikke være her. Solen er ved at gå ned", nu hvor jeg kigger ud over horisonten, kan jeg godt se, at klokken er ved at være mange, men det er første gang i mange år, at jeg har følt mig tryg på dette tidspunkt af døgnet. "Madeline, det er for tidligt", "tag tilbage, find dit øje". Hvad snakker hun om - jeg har da begge mine øje, det er da hende, der mangler ét. "Hvad, mor - hvad mener du med det?" siger jeg forsigtigt. "Det kan jeg ikke fortælle dig, du må bare væk nu", også forsvinder hun. Jeg står tilbage med en følelse af tomhed og svigt.

"SVIRP, bæltet ramte mit underlår. Jeg kvæler et skrig, jeg ved, at det kun vil tilfredsstille hende at høre mig skrige. Hun træder tættere hen til mig, jeg hader hendes lugt. En bladning mellem kanel og plastik. Bare tanken om det, giver mig kvalme. "Du er sådan en hæslig pige, Malene", hvisler hun. Du skulle bare vide, tænker jeg, men det rammer mig alligevel. "Du har intet godt fortjent" råber hun ind i hovedet på mig. En tåre undslipper min øjenkrog, jeg prøver at blinke dem væk, men de hober sig bare op. Hun river min trøje ned ad min skulder. Hun kigger forargeligt på min rillede hud. Det giver et gib i mig, da hun kradser hul på et nyt sår. Hun griner højt, da jeg stønner af smerte. "Lille Malene, du bliver jo aldrig til noget, når du ikke kan klare den smule smerte", "og du skulle nødigt begynde at græde, det er nu trods alt dig selv, der skærer dig itu." hvisker hun med en klingende stemme. Hun vrider sin finger rundt i mit blod, og sutter det af, og derefter spytter hun mig i hovedet. Hun forlader rummet, og tager mit tæppe og lys med sig. Kanel- og plastiklugten sidder i luften, og jeg kaster op i et hjørne."

Jeg spæner tilbage, med tårer ned ad øjnene. Jeg kan lige ane dukken på stenen. Da jeg når derhen, ser jeg pludselig, at der ligger et spejl og et øje på stenen. Da jeg tager spejlet, kan jeg mærke, at der går rystelser gennem min hånd. Jeg tager spejlet op foran mit ansigt, hun ville have skældt mig ud, hvis jeg kiggede på mig selv, men hun er her ikke længere. Jeg kigger på mit ansigt, og ser mine ansigtstræk tage form. Jeg tager øjet op, og stopper det ind i hullet, jeg kan se i spejlet. Verden går i stå.

"Jeg ser billeder flyve forbi min indre hinde, forfærdelige billeder, og billederne træder langsomt frem. Det bliver først til en underlig stumfilm. Jeg ser mig selv, stå med kniven i hånden, skære hende i stykker led for led. Lyden bliver slået til. Hun skriger højt, så højt, at man kan føle den smerte, hun måtte føle. Jeg ser til imens, jeg skærer hende. Mit tilfredsstillede ansigt, og hendes forfærdede. "Jeg tilgiver dig, men du skal ikke leve med den befriende følelse af tilgivelse, så jeg vil tage den fra dig", hører jeg mig selv sige. Jeg ser ham pludselig træde ind. Han kigger på mig, ikke bebrejdende, men bare med nysgerrighed. Jeg træder tilbage, kigger ham lige i øjnene. "Jeg tilgiver jer" siger jeg. Jeg ser mig selv løbe, men ser så en hånd lægge sig om mine skuldre, og det sortner for mine øjne. Det næste billede er af mig, som barn - jeg står i midten ad en stor gruppe piger, de griner og kalder mig nedgørende ord. Så skifter billedet til min søster, der står og klipper billeder af mig i stykker, jeg hører hendes hånlige grin. Billedet skifter til den første gang, hun lod ham tage mig med. Jeg ser mig selv blive slæbt med, og jeg ser mine dådyrøjne stirre af angst. Han griner, og siger "Bevar roen, Malene". Det var min søsters første og eneste kæreste.

Jeg vågner med et sæt, jeg ligger stadig på stranden, og det er nu nat. Dukken ligger stadig på stenen, men nu med al den skyld jeg bar rundt på. Jeg tager hende i mine hænder og kaster hende så langt ud, jeg kan. Jeg begynder at gå tilbage mod sletterne, og jeg føler mig endelig fri - fri fra al den skyld og skam jeg nogensinde har båret rundt på. Min mor er død, min søster er død og han er også død. "FRI" råber jeg, og jeg mærker den første regndråbe ramme min pande, og der kommer flere, der løber ned ad mine kinder, og nogle rammer også ind mine øjne.

De første par dage er mig forvirrende, men jeg begynder ligeså stille at kunne lide det. Sygeplejersken Hanna, har taget godt imod mig, og jeg er på vej til at åbne mig. Jeg har skullet igennem en masse tests, som har givet en masse resultater, på ting jeg overhovedet ikke var klar over før. Nu er de i gang med at diagnosticere mig, og jeg er dem taknemmelig for, at de hjælper mig. Psykiaterne er begyndt at give mig en stærk medicin, og den befrier mig fra den indre smerte, der kom igen. Men findes der et liv uden synder og skam, det tror jeg ikke på. Bliver dukken mon skyllet op på bredden, og mangler hun stadig sit øje? Der er en række spørgsmål, jeg aldrig vil få svar på, men jeg har på fornemmelsen, at det er for det bedste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...