Dødens Instrumenter: Blomsten

Det var så dumt af mig. Jeg ville så gerne holde om Simon, mærke hans læber mod mine og meget mere. Men jeg bremsede mig selv hver gang. For det var ikke altid Simon, jeg så, når vi lå i sengen og kyssede ganske blidt. Det var også Jonathan jeg så, og så skubbede jeg altid Simon fra mig. Det var jo ikke fair. Og den konflikt, som jeg havde med mig selv, gjorde mig syg. Men hvordan skulle jeg dog komme mig over hvad Jonathan havde gjort ved mig?..................... Dette er tredje og sidste del i min fan-fiction serie: Dødens Instrumenter

5Likes
0Kommentarer
1786Visninger
AA

13. En fedora, en stele og en shopping-tur

”Øhm… hvad er det?”

Spurgte jeg forvirret. Alec samlede pakken op, og hev en hat eller noget op. Han pakkede den hurtigt ud af papiret, og gav mig den på hovedet.

”Det er en fedora. En slags hat. Typisk Magnus.”

Forklarede han, og trak på skuldrene. Jeg tog den af hovedet, og så undrende på den.

”Den klæder dig.”

Sagde Isabelle bifaldende, og tog den ud af mine hænder for at give mig den på hovedet igen. Jeg brød mig ikke om det, men tvang mig til at sidde stille, indtil at hun trak hænderne til sig. Jeg trak på skuldrene. Jeg plejede jo ikke at gå med hat, så jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg syntes. Jeg følte mig generelt utilpas. Jeg brød mig ikke om alt den opmærksomhed, som jeg fik på min falske fødselsdag. De fejrede mig, selvom at jeg ikke havde fødselsdag i dag. Ikke at jeg vidste hvornår jeg havde fødselsdag. Men jeg brød mig bare ikke om det.

”Smil lidt. Det er lige så akavet for dem, som for dig.”

Hviskede Jace så lavt som muligt, da han satte sig ved siden af mig. Jeg smilede svagt, og fik stukket en stele i hænderne.

”Min gave. Til dig.”

Sagde han blødt. Jeg studerede stelen, og vendte den i hænderne. Jeg smilede oprigtigt, da han let lagde en arm beskyttende om mig.

”Det var vores fars… Vores rigtige far.”

Forklarede Jace. Jeg nikkede let, og lagde den forsigtigt fra mig på stuebordet. Jeg havde sådan set ikke behov for den, men den var god at have.

”Clary og jeg har en fælles gave, men den kan du ikke rigtigt få bare sådan.”

Sagde Isabelle med et behageligt smil, og forsøgte at lyde så mystisk som mulig.

”En shopping-tur?”

Gættede jeg. Hun prustede straks utilfreds, og begyndte at skælde Clary ud for at have fortalt mig det. Selvom at hun ikke rigtigt havde.

”Jeg har ikke sagt noget.”

Protesterede Clary hidsigt, og lagde armene over kors. Jeg sukkede let. De to var som nat og dag. Vidt forskellige.

”Clary taler i søvne.”

Forklarede jeg, og rullede opgivende med øjnene.

”Gør jeg det?”

Spurgte Clary undrende. Jeg nøjes med at nikke let.

”Har du nu været oppe om natten igen?”

Spurgte Jocelyn bekymret. Jeg trak let på skuldrene. Jeg var jo ikke vant til at sove så lang tid af gangen. Så en gang imellem sneg jeg mig ud af sengen, og gik lidt rundt i huset, indtil at jeg faldt til ro. Jeg holdt mig ude af stuen, hvor Luke ofte sov på sofaen, for at kunne holde øje med mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...