Begær

Hvad gør man, når eleven tilbyder sig selv og sætter ens karriere på spil?
Når man helt ufrivilligt må beskue de mange sure, opstillede forsøg på at få ens opmærksomhed?
Hvad gør man, når man føler sig tiltrukket af sin kollega, men stadig er bevidst om kærligheden til konen derhjemme?
Hvad gør man, når kærligheden kommer i klemme?
Raven er forelsket i sin matematiklærer og gør alle forsøg på at forføre ham, dog han føler sig tætknyttet til skolepsykologen, men benægter alle kendsgerninger, da hans kone alligevel burde være førsteprioritet.

3Likes
3Kommentarer
1278Visninger
AA

2. Kapitel 1

Der var noget ved ham, der tirrede mig, noget der fik mit begær til at vokse. Højere end Goliat. 
Han skilte sig ud blandt de andre, var ikke den ordinære lærer man umiddelbart ville støde på på gymnasiet, arbejdspladsen.
Han virkede ikke lige så trist og grå som dem, så udkørt over at have været i branchen i et utal af år, men han var jo også ny i stillingen, ikke klar over at man som lærer helt og aldeles ingen udstråling havde.
Man ville blive knotten og irritabel, få stressrynken i panden, der snævrede sig sammen om ens øjne, så man fremstod endnu mere frustreret end behovet egentlig var til. Gnavpot fra Snehvide. 
Man ville blive spydig i sine bemærkninger og nægte at ændre på sine holdninger, der ellers blot hørte fortiden til, slet ikke passede ind i vores nymorderne samfund, man sprang den kropslige hygiejne over, ville bevare gårdagens tøj, selvom det bar på så store, brunlige pletter, der kom af den vælling af svesker, man ville gå så vidt og kalde for føde, at selv blinde ville finde det foruroligende, og gøre sit bedste for at fremtvinge en så kraftig dunst af discount kaffe og Colgate tandpasta fra det nærliggende supermarked. Man ville slænge sin forfaldne krop, der tydeligt havde taget skade af de mange år med rygning og ensomme ture på den lokale bar, ned mod den udsatte elev og give en ubeskrivelig lang og uddybende monolog om ligegyldigheder, som på ingen måde beslægtede sig med det, eleven havde spurgt om til at starte med, og som eleven heller ikke selv havde loven til at kommentere på.

Sådan var lærere, stemplet var sat og fast, dog han bragte teorien tvivl. Det lille selvklæbende mærke gled lige så stilfærdigt af panden. 
Hans person var ganske anderledes. Han var ikke nået at blive så gevaldigt påvirket af den forbandelse, der fulgte med uddannelsen, den ensformige rutine, der snart ville blive til fast hverdag. Hans immunforsvar havde ikke tilladt den sorte død. 
Han var endnu ikke blevet indkaldt til tjekket hos lægen, hvor det hvidesnit ville finde sted og fratage ham sit unge sind, alle de glade og optimistiske tanker, der hørte livet til. Nej, han var stadig i sin bedste alder, i de bedste omgivelser, men vel nok kun fordi han ikke vidste bedre, eller måske rettere, fordi han var ved mig. 
Måske var det hans smil, tandpastasmilet for at være mere specifik; de perlehvide tænder, der strålede ligesom hans øjne, der fik mig til at tænke således om ham.
Måske var det hans ungdommelige påklædning, der var så ufattelig smaglig og let at relatere til, den der fik ham til at ligne en af os, passe ind.
Måske var det måden, han greb det hele an på, at han mødte forberedt og inddrog os i timerne. Selvom han havde gennemgået det hele hjemmefra, var han mere end villig til at ændre på det indlærte, for at vi skulle få en bedre forståelse, den bedste forståelse.
Eller måske var det det, at han var ude af rækkevidde, at han var forbudt område, der gjorde det hele så yderst dragende, der fik mig til at se en ekstra gang på ham med skumle bagtanker. 
Selvom jeg ikke måtte, så ville jeg noget så gerne, og selvom jeg ikke burde, så prøvede jeg noget så endeløst. Han var frugten på kundskabenstræ.

 

Hans stemme gik forbi øret, drejede rundt om hovedet og styrtede i stedet for direkte mod hjertet. Amor havde ramt mig med sin nyslebet pil. Den pil der også fik Akilles til at falde i kamp.
Jeg hørte ikke de indlærende ord, dem der fortalte, hvordan det hele hang sammen, når det angik brøker. Jeg fornemmede kun varmen, måden hans tunge gled fristende mod de blodrøde læber, fugtede dem, og gav den lystfyldige stemme frit løb. Hvordan den berørte og kærtegnede mig, som kun den kunne.
Han sprudlede oppe ved tavlen, var så fanget af sit eget fag, at tosseanstalten umiddelbart ville være det eneste rigtige sted for ham, men han gjorde det med maner, ligesom jeg med maner dæmpede på den vilde banken, der foregik i mit bryst.
Han måtte holde igen, selvom det var svært for ham, dog ikke på samme vis, som det var for mig.

Det var umuligt at fange hans ydre, skikkelsen der farede frem og tilbage oppe ved tavlen for at illustrere, hvad han i virkeligheden mente, på papir.
Blyantens krogede streger kæmpede imod det portrat, jeg havde for øjnene, den perfektion som havde erobret mit blik, og formåede kun at kreere en utydelig og upræcis skitse af hans manddom. Jeg var en af de kritikere, der første gang havde beskuet Van Gogh's værker. 
Detaljerne var umenneskelige at genskabe. Selv Herren ville have haft svært ved at konstruere samme fuldendte værk på ny. Han var den eneste af sin slags og den bedste af alle slags.

Jeg så op fra mit gennemhviskede papir. Det var ikke engang tæt på. Kindbenene var ikke markeret nok, håret ikke uglet nok. Skuldrene var for korte, benene for lange. Slipset var skævt og hans næse en tand for spids. Det mine tanker dvælede over, fantaserede om, kunne man ikke bare nøjes med at se, det skulle opleves, prøves. Alt det jeg agtede at gøre og ville gøre.   
Jeg følte frustrationen over mit håbløse forsøg på at gøre det ingen kunne. En snært af skuffelse ramte mig; ikke engang på papir kunne jeg få ham.
Jeg gav et lydløst suk fra mig, det var da også bare latterligt at forsøge, og krøllede papiret bedrøvet sammen. De skæve øjne skulle ikke have lov til at nedstirre mig.

Der var blevet ganske stille i lokalet, den konstante summen af menneskestemmer stod på standby, og kun de tunge åndedrag fortalte mig, at der stadig var liv.
Han havde sat sig på den sorte kontorstol, der knirkede fælt, da han lænede tilbage på ryglænet og smed fødderne op på katederet. Så yderst charmerende.
Han kiggede forhåbningsfuldt ud i lokalet.
Alle sad med blikket i bogen, på nær mig.
Nogle var i gang med deres udregninger, mens andre opgivende så til og dyllede deres tomme tanker ned på papir. Hvilket i dette tilfælde var yderst uretfærdigt, da det ikke var muligt for mig at gøre det samme. 

Min bog var ikke engang åben. Den havde ligget lukket hele timen, men han havde ikke kommenteret det, selvom det dog ellers havde været en af grundene til, at jeg havde ladet den ligge uberørt. Jeg ville høre ham hæve stemmen, bruge sin autoritet og beordre mig til at tage mig sammen. Jeg ville have gløden frem i ham, den der skabte gnisten og til sidst tændte ilden i mig. Jeg ville vise ham, hvor lydig og villig jeg var.
Han spejdede stadig rundt i lokalet, som var han en opsynsvagt, der vogtede over sine mange indsatte. Betragtede nøje hver enkelte elev for at sikre sig, at alle var med.
Hans blik stoppede, undrende. Han løftede let på venstre øjenbryn, da han fangede mig i at stirre. De spejlblå øjne var et åbnet vindue, lige stort nok til at jeg kunne kravle ind gennem, helt ind på livet af ham. 
Fornemmelsen af ham nærede straks min berusende tanke.
Jeg sank blikket som en naturlighed, påtaget så det ikke ud, og lod som om, at jeg på ingen måde havde bemærket hans falkeblik.
Hænderne bevægede sig lystigt op til første knap på min skjorte og begyndte i en flydende bevægelse at knappe ned, så et nøgen stykke hud gav sig til kende for øjnene af ham. Nu var jeg ude af paradis.
Jeg smilte selvtilfredst for mig selv.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...