Delilah


2Likes
0Kommentarer
622Visninger
AA

1. Delilah, min egen Delilah.

Indledning

 

Vampyrer .. Varulve .. Spøgelser .. Skrigånder .. Genfærd .. Er det noget der ikke findes? Det er som om alt er taget direkte ud fra en skrækfilm .. Mit liv er en skrækfilm .. Tænk .. For bare mindre end to måneder siden var mit liv helt normalt, altså .. Bortset fra at min elskede Delilah, blev myrdet af et brutalt monster ..


 

Kap. 1

 

Efter en lang dag på arbejdet, kunne jeg endelig tage hjem igen, mørket var faldet på for længst, jeg havde arbejdet over, igen. Månen var knogle hvid, vinteren var barsk, sneen strømmede ned, det lignede et kapløb på liv og død, jeg kunne hører vinden udenfor, den susede forbi bilen, nærmere stormede, aircondition var det eneste der kunne holde mig varm, bilen var dejlig varm i forhold til udenfor, alting var frosset til is, selv græsset var helt hårdt, de var nærmere små istapper.

Jeg kørte ind i indkørslen, parkede bilen inde i garagen. Jeg åbnede bildørenn, den kolde vind var det første der gik mig i møde, mine tænder klaprede lidt .. Jeg gik hen til døren og  låste op, og trådte ind på måtten. “Hej søde” sagde jeg, mens jeg tog mit overtøj af. “Delilah?” jeg blev nysgerrig, og kiggede op af trappen, “Delilah?” kaldte jeg igen, jeg gik op på det første trin på trappen, en stank af råddent kød og tørret maling susede ned over mig, det gav mig kuldegysninger .. “Delilah?” kaldte jeg igen, “Delilah er du deroppe?”. Hendes jakke og sko var nedenunder, så hun burde være hjemme, da jeg kørte hjemmefra om morgenen, stod hun allerede og malede med radioen tændt, og dansede til musikken mens hun malede, det er et smukt syn, at se en man elsker af hele sit hjerte så glad og varm indeni, efter hendes søsters død, har hun været så ked af det, men det så ud til at hun var blevet

gladere, hun var kommet videre og accepteret at hendes søster ikke længere var iblandt os. Men hvorfor svarede hun mig så ikke? “Delilah?!” jeg lyttede efter den mindste lyd, jeg hørte hendes radio spille på fuld drøn, Coldplay med Fix you, hun havde hørt den meget lige siden hendes søster døde. Jeg mærkede bassen dunkede i min krop, i takt med musikken, jeg tog chancen, trådte op på næste trin, og igen, susede stanken af råddent kød ned over mig, stanken blev kraftigere og kraftigere, den kvalte alt ilten i luften, jeg tog fat i gelænderet for ikke at falde, jeg havde det som om jeg skulle besvime, jeg satte mig ned på det fjerde trin, trækkede vejret dybt, mit hoved snurrede rundt, det var som om nogen stod og bankede en hammer i mit hoved, jeg fik kuldegysning igen, jeg kunne mærke hårene på mine arme rejste sig, lige pludselig blev alting iskoldt, jeg havde det som der var nogen oppe fra trappen der stod og kiggede på mig, jeg vendte mig hurtigt om, men der var intet, Delilah måske? “Delilah?” kaldte jeg igen, men intet svar, igen.

Jeg rejste mig op, og gik op på næste trin, den kolde fornemmelse forsvandt med det samme, jeg holdte godt fast i gelænderet, strammede grebet hver gang jeg tog et skridt til, jeg måtte op og se hvad der skete, om Delilah var okay. “Uff .. “ stanken blev så slem, at jeg blev nødt  til at trække vejret gennem munden. Jeg tror aldrig trappen har føltes så lang før, trin efter trin, havde det aldrig en ende?

 

Da jeg endelig nåede op af trappen, kom stanken igen, kraftigere end før, jeg var sikker på at den kom deroppe fra. Jeg lænede mig op af væggen, stod der i lidt tid, luften var næsten tør for ilt, og jeg havde svært ved at trække vejret. “ … Delilah … ?” min stemme var svag, jeg talte næsten ikke engang, det var nærmere en hvisken. Jeg tog mig sammen, jeg måtte finde Delilah, jeg gik lidt væk fra væggen, men heller ikke længere end at jeg kunne nå den med hånden hvis jeg fik brug for støtte igen.

Jeg trådte ind i atelieret, hvor alt hendes malergrej stod.

Hvis jeg nogensinde vidste det skulle ende sådan for os, havde jeg aldrig købt villian og solgt vores lille dejlige lejlighed i København.

Der lå hun .. Blodet flød overalt rundt om hende, hun lå bare midt i det hele, livløs .. Jeg fik det dårligt igen, og skyndte mig at lukke døren ind til atelieret.

Mine knæ rystede, mine hænder ville slet ikke falde til ro, synet af min elskede livløse Delilah gjorde mig svag, jeg faldt sammen foran døren, tårerne strømmede ned af mine kinder, det føltes som en vandfald, alting i verden forsvandt, det eneste jeg kunne tænke på var Delilah, der endte vores eventyr sammen, jeg havde lovet hende guld og grønne skove, en lykkelig slutning, men nej, ikke alle eventyr ender lykkelig, ikke alles liv skal være perfekte, ikke vores ihvertfald .. Alting snurrede rundt igen, jeg huskede den første gang vi mødes, det var på en lille café i Hvidovre, den var ikke noget særligt, men for mig betyder den alt, jeg havde bestilt en chokolade muffin og en kop varm chokolade, Delilah arbejdede der som servitrice, vi faldt i snak, og det hele føltes bare som skæbnen, vi har været sammen lige siden, fire år sammen med Delilah, det var de bedste fire år af mit liv, hun er det bedste der nogensinde er sket for mig. | Men alting har en pris .. Også vores forhold .. Jeg husker den kolde fornemmelse .. Den kom igen .. Et koldt vindpust nåede op til mig gennem den åbne dør, jeg åndede tungt, prøvede at få så meget rent luft med som overhovedet muligt, jeg ved ikke hvorfor, men jeg smagte lidt på luften .. Den smagte anderledes .. Den smagte af blod .. Jeg kunne ikke forstå det, men det var sikkert bare Delilahs blod der nåede ud til mig gennem revnen under døren, jeg lagde mine hænder på gulvet, kørte mine hænder over det, glat, trægulvet fra XL byg var slebet godt. ” … William … ” jeg hørte en stemme kalde på mig .. Jeg ville altid kunne genkende den stemme, Delilah. ”DELILAH!” jeg for op og rev døren ind til atelieret op, men nej .. Hun lå stadigvæk helt bevidstløs, jeg gik lige nærmere på hende, det virkede bare forkert, havde hun begået selvmord? Nej .. Delilah ville aldrig forlade mig, aldrig. Jeg kiggede lidt rundt, ledte efter noget der kunne have slået hende ihjel, men jeg kunne ikke se noget.

Jeg så hendes maleri, det var smukt, det var virkelig smukt. Hun havde malet den første gang vi mødes, da hun spildte den varme chokolade ud over mig, hun har fået alt med, selv de små mudderklatter på mine bukser efter jeg havde været ude på den nye grund for at lave tegninger til et nyt hus. Det var bare så smukt, jeg begyndte at græde igen, jeg kunne mærke fugtigheden i malingen, den var stadigvæk ikke helt tør, lugten af frisk maling afslørede at Delilah ikke blev myrdet for så lang tid siden, ellers ville malingen være blevet tør. Men hvor lang tid siden var det så?

Delilah .. Der var så meget vi ikke nåede, blive gift, få børn, rejse sammen, du nåede aldrig rigtigt at leve livet .. Jeg lovede mig selv at jeg ville finde hendes morder, og den person, skulle ikke slippe godt afsted med at dræbe min Delilah!!

 

Min telefon begyndte at ringe, jeg skulle nok have ringet til 112 lige med det samme jeg så Delilah, men jeg var i chok, så jeg havde ikke fået taget mig sammen før min telefon ringede, jeg kiggede på nummeret, det var min chef, jeg orkede ikke til at tale med ham, så jeg lod ham bare gå direkte til telefonsvareren.

 

Mine hænder rystede stadigvæk, efter nogle forsøg fik jeg endelig trykket 112.

”Det er alarmcentralen, hvad kan vi gøre for dig?” lød en pigestemme i røret, sikkert kun i 20’erne.

”Ja .. Åh gud ... ”

”Tag det helt roligt Hr.. vi kan sagtens hjælpe dig.”

”Okay .. Da jeg kom hjem fra arbejdet i dag, fandt jeg min kæreste død, og jeg vil gerne finde ud af hvem der gjorde dette imod hende, jeg er ret så sikker på det ikke var selvmord!”

”Jaså, hvor lang tid siden er det du kom jeg Hr. .. ?”

”Smith, William Smith. Det er vel godt en halv til en hel time siden, jeg gik i chok forstår du nok”

”Hr.. Smith, kan du fortælle mig hvordan deres kæreste ser ud? Altså om hun har nogle tegn på overgreb eller noget?”

”Æhm .. ” Jeg kiggede over på Delilah, tvang mig selv til det, da jeg så hende, sprang mit hjerte lige 2 slag over, selv når hun er død, er hun smukkere end englekoret!

”Hallo … ? William .. Hr.. Smith, William?” kvinden lød lidt nervøs.

”Når ja .. Undskyld, det gør bare lidt ondt .. Men altså hun ligger på vores gulv og hendes hænder og gule og blå, også noget hævede, hendes øjne er helt våde, det ser ud som om hun har grædt, hun er helt rød rundt om øjnene, hendes tøj og revet itu, hendes bluse er mere eller mindre røget af og hendes jeans er i revet op, altså der er huller i dem, det er nogle af de der jeans pigerne går i hvor der er huller i bukserne, det ligner nogen har haft fat i dem, og så er de revnet” jeg gik lidt tættere på hende, kiggede lidt mere på hende, jo mere jeg kiggede på hende, jo mere gjorde det ondt indeni .. Stanken af råddent kød blev igen kraftigere, jeg havde ellers lige vænnet mig til det. ”Hun er helt bleg, blegere end ligbleg, hun plejer normalt at være lidt solbrun, hun går i solarier, men ikke så tit, bare lidt til at holde hasselnød farven.” jeg lagde mærke til noget meget mærkeligt på hendes hals, hvad var det for noget, at gå og bide folk i halsen? ”hun har et bidemærke på halsen .. Er det normalt?”

”…”

Jeg kunne ikke lide damen var så stille, hvad skete der, var i frossen? Eller var hun gået?

”Hallo? Frøken? Hallo, frøken er de der?”

”Undskyld, hvor var det du sagde du boede? Jeg vil gerne have politiet hurtigst muligt ud til dig!”

”Hvad sker der?”

”Hvor boede de Hr.. Smith?!”

”Æhm .. Ja .. ” Der kom den kolde vind igen! Jeg fik gåsehud og rystede lidt.

”William?! Hr.. Smith er de der? Er de okay?!”

”Ja jeg har det fint, der kom bare en kold vind, undskyld, ja jeg bor på”

”Jeg vil have dig ud af huset, omgående, forstår de?! Skynd dig ud!” Hun afbrød mig før jeg overhovedet fik sagt hvor jeg boede.

”Undskyld, men hvad foregår der frøken?”

”Er de venlig at gå ud af dit hus? Kør en lille tur, ind til et motel, vi skal nok ringe tilbage når vi har fundet ud af mere.”

”Okay ... Æhm ... Okay så ... ” Jeg gik hen til Delilah og kiggede lidt på hende,  jeg aede hende blidt på kinden, kyssede hende på hendes hår. ”Jeg bor i en lille by der hedder Givskud, det er meget tæt på Billund, Hovedgade 506”

”Vi har allerede en patrulje på vej, hvis de bare så vil være så venlig at gå ...” jeg lagde på, jeg havde fået nok af hende og hendes, gå venligst udenfor deres egen grund.


 

Jeg aede Delilah på kinden for en sidste gang.

”William .. Forlad mig ikke .. WILLIAM!”

Jeg åbnede mine øjne med det samme, hvorfor blev jeg ved med at høre Delilahs stemme? Jeg forstod det simpelthen ikke !! Jeg kyssede hende blidt i håret. ”Farvel min elskede, jeg vil aldrig glemme dig Delilah, bare vent, jeg vil holde en begravelse som kun du har fortjent, farvel min elskede, jeg vil aldrig nogensinde glemme dig!”

Jeg gik med tunge skridt ned af trappen, den var iskold, jeg blev ved med at høre Delilahs stemme i mine øre.

”William .. William .. William .. ”

Det var ikke mere end en stille hvisken, men det var stadigvæk noget. Jeg bildte mig selv ind at det var min underbevidsthed, der savnede hende så meget, at den tog hendes stemme fra mine minder af hende. Det er alt jeg har tilbage .. Minder .. Hvorfor skal det være så svært at sige farvel? …

Jeg havde det virkelig som om der var nogle der stod og kiggede på mig, det var en meget ubehagelig følelse, så jeg skyndte at tage mit overtøj på. ”Uf!! Hvor er det dog bare koldt!” jeg skyndte bare at lukke døren bag mig. “Skal jeg mon løse eller … ? Nej … Politiet kommer jo”

Jeg satte mig ind i bilen, tændte for motoren, tændte for varmen, og trykkede på speederen. Jeg bakkede hurtigt ud af indkørslen, “Farvel Delilah … “

Jeg kunne høre sirenerne langt væk, hvad ville de gøre med hende? En ting er sikker, jeg vil have hævn, og det vil jeg nu !!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...