De isblå øjne

Samantha er ikke en helt normal pige, hun besider evner som ingen andre har. I den lille landsby uden for London går der rygter om en drage start vil vågne fra sin søvn og udslette det ellers gode samfund. Men ikke på Samanthas vagt. Nok er hun en pige, men hun har styrke som 10 mand. Med Nathan går det bare helt galt.

(Dette er mit bidrag til en konkurrence, derfor er det et oneshot)

3Likes
1Kommentarer
405Visninger

1. Oneshot

 

Larmen fra alle udenfor vækker mig fra min søvn, som har bestået af 4 timers rigtig søvn. Jeg var heldig at få 4 timers søvn, fordi der ikke kom nogen, der skulle bruge et sted at være i noget tid. Vores ”flok” består af flere mennesker, der er blevet smidt ud eller er flygtet fra de trygge rammer i Londons larm og kaos. Selv er jeg en af dem, der er flygtet, fordi jeg er en af dem. Dem, der ikke er som alle andre, jeg er speciel. Mange mener, at gud har sendt mig hertil, andre mener, at jeg skal befri verden fra et stort kaos, der snart rammer landet, og selv mener jeg, at jeg er forbandet.

”Samantha Violet Duckwell, kan du så se at komme ud af fjerene og hjælpe.”
Jep, det er mig, Samantha Violet Duckwell, også kendt som pigen med vinger og overnaturlige evner. En 16-årig pige, der bare vil være som alle andre, men sådan leger man åbenbart ikke længere. Jeg skulle simpelthen være så yderst uheldig at have fået disse ih så smukke vinger… rend mig i røven.
Jeg sætter mig op på den tynde madras, med det kolde tæppe over mine ben og fødder. Det er nok omkring 1,5 millimeter tykt og varmer ikke en skid.
Jeg gnider det sidste søvn ud af mine øjne, gaber kort og griber den kappe jeg altid bærer for at dække det store sæt vinger, der sidder på ryggen af mig. Jeg kører fingrene gennem mit uglede blonde hår og tager mine nedslidte Converse på.

”Samantha, nu ser du at lette røven og komme her ud!”
”Arg, Jamie! Jeg er på vej, du skal jo også altid være så skide sur.”
Jamie har taget sig af mig alene, siden jeg var otte. Min mor døde, da jeg var fire, så fandt min far Jamie. Da jeg var otte, fik min far kræft og kæmpede med det i to år, hvor han så døde kort efter min ti års fødselsdag.

Jeg åbner døren og træder ud på gaden i vores lille landsby. Den kølige forårsmorgenluft får mit tæppe til at virke som et helvede.
Jamie retter blikket mod mig med stikkende øjne og siger: ”Har jeg ikke sagt, at den kappe hører kun til vinteren, af med den.”
”Slå lige koldt vand i blodet, jeg kan godt tage ansvar for mig selv.”
”Kom med den, unge dame.”
”Du er ikke min mor Jamie.”
”Nej, men du kan ikke klare dig selv i to dage, uden at have brug for hjælp til noget af mig.”
”Lægger du op til noget?”
”Fra nu, og de to næste dage, kan du se, om du kan klare dig selv.”
”Hvad får jeg, hvis jeg gør det?”
”Lov til at gå med den hæslige kappe, når det passer dig.”
”Det gør jeg jo allerede, kom igen.”
”Skal vi virkelig diskutere det her hver evig eneste dag?”
Jeg vender ryggen til hende og lægger mine arme over kors. Et højt suk forlader Jamie, og hun går forbi mig og ind i huset igen. Ved godt nok ikke, om man kan kalde det et hus. Det er nok på 20 x 20 kvadratmeter og to etager. Hun har lært på den hårde måde, hvad der sker, hvis jeg bliver sur.
Jeg sætter kurs mod den sø, byen ligger ved. Den hjælper til at rense ens tanker fra alt negativt og kun lade alt det positive blive tilbage i ens hoved.

 

Jeg sætter mig på knæ i det bløde græs, og læner mig ind over det spejlblanke vand. Min mor sagde altid, at mine isblå øjne har været en gave fra gud, sammen med de evner han gav mig. Han gav mig vinger og en speciel evne. Han ville have, at jeg skulle redde den jord, han skabte, de dyr han skabte, og de mennesker han skabte med sine hænder. Men jeg har aldrig troet på de ord, hun fortalte mig, de tegninger hun viste mig med finurlige væsner, drager og engle, der kæmper. Nisser og trolde, to universer med mennesker på den ene side og med maskiner og store bygninger, og på den anden, en vidunderlig mark med alfer, hobitter, elver, dværge og nisser. Men jeg har altid troet, at disse verdener var ren fantasi, at engle bare var noget kristne troede på, at man ville blive, når man kom i himlen, op til Gud og leve det liv, man ikke kunne leve på den jord, han skabte. Alt dette troede jeg ikke på, før det gik op for mig, at jeg faktisk var et af de væsner, min mor tegnede, englen, med det lange hår, foran dragen med røg ud af næseborene.
Jeg stikker en finger ned i vandoverfladen, så der dannes ringe, og spejlbilledet bliver utydeligt.

”Er du, Samantha, engelen, som gud har sendt for at beskytte os?” En drengestemme, som jeg aldrig har hørt før i lejren, runger bag mig. Jeg kan med det samme høre, at det er en på 17.
Vandet stilner af og hans ansigt bliver tydeligt. Næsten helt sort, tjavset og lidt krøllet. Hans øjne er kastanjebrune, men jeg lægger særligt mærke til den lidt røde farve i hans øjne. Jeg vender mig om mod ham og ser lige ind i hans øjne.

Et stort dyr med skæl i en ildrød farve. Vi er fanget i en stor grotte, mig, ham, dragen. Han ser over på mig, inden han løber om bag dragen. Jeg står og ser efter ham, da et stort vindpust kaster mig ind i bagmuren og vreden blusser op i mig…

Jeg lukker øjnene og dermed slipper hans øjne. Jeg åbner dem igen i håb om, at han er gået, men han står der stadig.
”Samantha, ja. Engel, kan man vel kalde det. Beskytte jer? Nej, jeg ved ikke engang, hvorfor jeg har det lort til fjer på min ryg.”
Han sætter sig på hug foran mig, og ser mig i øjnene. ”Samantha, nok tror du mig ikke, men jeg er lige som dig. Jeg er også et misfoster.”
”Lad vær med at kalde mig, eller os, misfostre.”
”Det er ikke det, der er pointen. Du er ikke den eneste i verdenen, der har evner.”
”Hvor er det, du vil hen?”
”Jeg kan lære dig at bruge dine evner. Rigtigt.”
”Tak, men nej tak. Jeg har ikke brug for at lære noget af nogen. Jeg klarer mig fint du.”
Jeg rejser mig og går lige forbi ham, hurtigt. Han tager fat i min kappe, hiver den af og mine vinger breder sig. Jeg stopper op og vender mig mod ham. Vreden bobler op i mig.

”Hvad fanden skulle det til for!?”
”Hvorfor skjuler du noget så smukt?”
Jeg hiver kappen ud af hænderne på ham, svinger den om mig, og igen folder de sig sammen på min ryg. ”Ellers havde du ikke noget at spørge om!” Egentlig har jeg lyst til at smide en istap, på størrelse med en elefant, efter ham, men jeg kan se, at han besidder ild, hvilket betyder, at det ikke giver det største resultat. Jeg fortsætter mod lejren, hvor jeg måske kan gemme mig i mængden af mennesker, udover dem, der nærmest falder på knæ, når de ser mig, i håb om, at de kan blive velsignet og komme i himlen, selvom de har gjort noget dumt. Men sådan er det ikke. Jeg er bare en helt normal pige, der er udstyret med vinger, som jeg ikke engang ved, hvordan fungerer.

”Forresten er mit navn Nathan Walter!” råber han efter mig. Hvorfor skulle jeg vide, hvad hans navn er? Det rager mig en høstblomst. Jeg vender mig om og går baglæns.
”Og for resten behøver jeg ikke din hjælp, selvom vi var de eneste mennesker tilbage på jorden!” jeg vender mig igen og går mod landsbyen.
”Vi er ikke mennesker Samantha, vi er specielle!”
”Det rager mig en skid, om vi er, ih så specielle, lad mig leve mit liv som en normal 16-årig pige!”

 

Jeg går ned langs købmandsgaden, den gade jeg har gået i hele mit liv. Den gade, hvor jeg faldt over brostenene og slog hul på mit knæ. Den gade, hvor jeg gled på røven. Den gade, hvor jeg har mange af mine barndomsminder. Stille begynder jeg at kunne se lågen til kirkegården. Det sted, hvor mine forældre ligger side om side. Jeg tager fat om lågens håndtag og det glider stille ned. Det velkendte klik lyder og lågen går op. Jeg går ind, tæller tre rækker hen og går ned af den. Jeg tager stille kappen af mig og smider den på jorden. Jeg smider mig på knæ foran gravstenen. Et suk forlader mine læber.

 

Jeg rejser mig fra den kolde jord, kaster et hurtigt blik op i den grå himmel og går tilbage til kappen, som jeg bare smed på jorden. Tager den om mig og går tilbage til gaden.

”Det er snart, snart sker det. Profetien sker snart!”, råber en gammel dame inde fra en gyde. Jeg stopper op og ser på hende.
”Hvilken profeti?”
Hun kommer hen til mig, og ser mig i øjnene.
”Den om dragen, min kære.”
”Drage? Du må da være skør, der findes ikke drager her.”
”Jo, min pige, jo der gør, og tag dig i agt. Den kan slå dig ihjel på ingen tid.”
”Må jeg høre den? Altså profetien?”
”Ja, ja, lad mig se… Nå ja, den lyder: De isblå øjne og vingernes sus. En kamp til døden, i dragens hus.”
Jeg siger ikke et ord til det, altså. Isblå øjne, mine øjne er isblå. Og vinger, hvem er det lige, der har et mega sæt siddende på ryggen, ja nemlig mig. Det her kan ikke passe.
”Isblå siger du, og vinger?”
”Ja, det er sådan den lyder kære.”
”Altså mener du, vi…” Jeg ser mig om, inden jeg taler færdigt. ”Vinger som…” Jeg når ikke at sige mere, før klokken ringer, og med det menes, at jeg skal hjem. ”Jeg må videre.” Jeg løber ned ad gaden.

 

Jamie sætter de stegte majs og den halve kylling på bordet. Vi får kun den halve kylling, den anden lægger hun i en skål og sætter ud ved hoveddøren til naboernes dyr, som ikke selv kan passe dem.
”Jamie?”
”Ja, Samantha.”
”Har du hørt om den der profeti?”
”Profeti, siger du? Hvem har fortalt dig om den?”
”Den gamle Hawks.”
”Hende skal du ikke lytte til, hun er fuld af løgn.”
”Kender du til profetien, Jamie?”
”Når man bor her, hører man diverse ting, nogle ting mere overbevisende end andre.”
”Så du kender den altså, den med vingerne og øjnene.”
”Det kan man godt sige.”
”Og den omhandler mig?”
”Det kan være hvem som helst, min pige.”
”Jaja, hvor mange andre kender du med vinger og isblå øjne.”
”Det har du fat i.”

Jeg siger ikke mere, skovler den sidste mundfuld majs ind og rejser mig. Jeg sætter mig op på taget af vores snart 100 år gamle hjem. Solen er ved at gå ned, og nattens trusler begynder at overtage himlen. Jeg kaster et blik ned på gaden. Få mennesker er ved at finde hjem, men en person fanger mig, en jeg har set før, den ildrøde farve nærmest springer ud fra huden, ud gennem tøjet. Nathan. Jeg glider ned langs tagstenene og stopper ved tagrenden, der alligevel snart skal skiftes. Jeg ser ned på ham. ”Nathan!”, råber jeg efter ham, da han bare fortsatte. Han stopper op, og ser faktisk lige på mig. Han griner kort.
”Hvad fanden laver du deroppe?”
”Ridder på min hest, hvad ligner det, jeg laver?”
”Hvorfor kaldte du på mig?”
”Jeg skal spørge dig om noget.”
”Kan det ikke vente til i morgen? Jeg skal hurtigt hjem, inden min bedstemor slår mig ihjel.”
”Der er jo det der ved søen i morgen.”
”Vi går bare lidt væk.”
”Fint.” Og væk er jeg, inde på loftet, med mine tanker, problemer, og seng.

 

 

Små børn leger rundt i søen. Jeg sidder et lille stykke væk under et æbletræ, med en bog.
”Du ville tale med mig.”
Jeg ser op, op på Nathan.
”Ja, sæt dig.”
Han sætter sig og ser på mig. ”Hvad er det, du vil tale om, Samantha?”
Jeg ser mig om, og ryster på hovedet. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ville have den nars hjælp til at starte med. Jeg rejser mig og går ned til søen og bare sætter mig.
”Det sker snart, dragen kommer. Den er vågnet og er sulten. Dragen kommer snart!” begynder den gamle Hawks at løbe rundt at råbe til folk. Nogle reagerer ret voldsomt, og andre lader som om der intet sker. Jeg ser hen mod bjerget, en sky af røg stiger op. Jeg kan huske fra børnehaven, at man sagde, at dragen boede der, i en stor grotte, og den en dag ville vågne og udslettede byen og dens beboere. Men dengang troede man også på alt.

”Tiden er knap! Den er ved at gøre klar til at angribe!” fortsætter hun. På en eller anden måde tror jeg på hende, altså den profeti virker bare så sand, og hvad jeg kan huske af timen om profetier, er, at det en slags sætning om fremtiden. Jeg rejser mig og begynder at løbe mod bjerget. Hvis det er sandt, at der bor en drage eller sådan noget her, så skal jeg nok sørge for den, at holder sig væk fra mine venner og især Jamie.
”SAMANTHA!” Nej, nej, nej, ikke Nathan, alle andre end ham, og ikke nu. Jeg smider min kappe og letter fra jorden, vent.. jeg.. flyver...

Bjerget nærmer sig, og den grå-sorte sky bliver bare større og større. Og en rødlig farve begynder at komme frem. Jeg placerer mine fødder på bjerget og går op. Hvis det virkelig passer, så skal jeg sgu ikke komme fra luften. Stille begynder det at blive varmere og varmere, og er der noget, jeg hader mere end varme? Nej. Jeg stopper op, og ser flammerne i øjnene. Jeg slipper alle tanker, lader dem svæve ud af mit hoved. Samler alle de kæfter jeg kan, fokuserer på hjertet af ilden. Den isblå farve i mine øjne begynder at lyse mere op, og ilden forsvinder og lader brændte træer stå. Jeg fortsætter gennem den brændte skov. Jo længere jeg kommer ind, jo mere ødelagt er der. Solen skære gennem de døde træer, og et lille lys blænder mine øjne. Ikke sådan direkte fra solen, men når man sidder med sit ur og solen bliver reflekteret i det. Jeg retter blikket mod det sted, skæret kommer fra. Noget sidder fast på et af de mange 1000 brændte træer. Jeg går hen mod det, da en skællet stor ting fanger mit blik. Jeg fortsætter forbi træet og efter det.

”SAMANTHA!” Jeg falder over mine egne fødder af det chok, jeg får. Jeg rejser mig og vender mig mod ham.
”Hold dig væk, jeg klare det her alene.”
”Det kan du ikke.”
”Ikke. Så kom med og se.”
Jeg fortsætter i retningen af, hvor jeg gik. Et stort poteaftryk er trådt godt ned i jorden. Jeg fortsætter bare, nu skal jeg vise ham.


Jeg står for foden af en grotte, der nok er 10 gange højere end mig, og jeg er ca. 177 høj. Jeg går hen mod den, forsigtige skridt. En hånd lander på min skulder, Nathans, men jeg vrikker den af mig og går ind.

En knurren lyder. Højt. Nathan er stadig bag mig, men tænder noget lys, men ja. En ildkugle. Og der, to meter foran mig, ligger den. Dens øjenlåg begynder at bevæge sig lidt. Dens store gab åbner sig, og lukker i igen. Jeg træder få skridt tilbage. De store grønne, slangeøjne åbner sig. Den rejser sig op, og ser ned på mig. Luft fra næseborene rammer mit ansigt.
Han ser over på mig, inden han løber om bag dragen. Jeg står og ser efter ham, da en stort vindpust kaster mig ind i bagmuren og vreden blusser op i mig. Igen bliver mine øjne helt lysene, men denne gang er det, som om alt vreden har samlet sig og er klar. Klar til at slippe det hele løs, og bare skade alt og alle omkring mig. Jeg rejser mig og går tættere og tættere på den. Lyset fra mine øjne er et sjældent syn. Da der først og fremmest er meget få isbetvinger i verden, og at ja, os, der er tilbage, er meget generte og skjuler vores evner for omverden, men lige nu er jeg ligeglad med den omverden, det dyr skal lide.
”Grødhoved! Fang mig, hvis du kan!”, råber jeg af den, og løber ud af grotten, hvor mine vinger åbner sig og jeg letter fra jorden. Jeg hører en lyd, som lyder af et brøl blandet med et ørneskrig.

Jeg ser mig om, ser hvor søen er, hvor alle jeg holder af er, og så kirkegården.
”Du kan godt, min pige, jeg ved det”, stemmen kommer indefra, indefra min hoved af. Og det er ikke bare en hvilken som helst stemme, min… mors.
”Gør far stolt Sam, det er det her, du er skabt til”. Nu min fars stemme. De to stemmer jeg har savnet i flere år, inde i mit hoved. På en eller anden måde slapper jeg mere af, og dog ikke. Vreden om, at den der ting lige smed mig ind i en stenvæg, og vil prøve på at gøre Jamie fortræd, ikke på min vagt. Jeg ser ned på jorden, marken. Jeg dykker derned, og på hele marken dannes is. Jeg lander på det og glider ned langs det. Jeg stopper for enden og ser dyret lande. Det skøjter rundt, og da den er på midten, danner jeg is om den, så den sidder fast. Nathan kommer løbende og får den op i flammer.

 

Vi kommer tilbage til søen, mine øjne er stadig meget lyse, og skal nok bruge noget tid til at komme ned. Jeg stopper Nathan, inden han når over til sin familie.
”Tak”, siger jeg genert.
”Intet problem”. Han smiler til mig.
Jeg ser ham i øjnene, de er mere røde end da jeg mødte ham, ja mere rigtig ild-farvet. Jeg smiler genert tilbage.
Han skal lige til at vende sig om, da jeg, af ren refleks, kysser ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...