The Vow ~ 1D

2767083136
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 8 mar. 2014
  • Status: Igang
"Lov mig en ting!" Sagde han, jeg kiggede ventende på ham mens han vendte sit blik mod mig.
"Lov mig at pas på hende. Lov mig at du vil være der for hende når hun mest har brug for det, om det så bare er at snakke med hende, eller bare være der fysisk. Lov mig at du vil gøre alt for at hun er glad og at hun har det godt når jeg ikke kan....Eller, bare lov mig at du er der for hende." Sagde han, jeg sukkede lidt. Men smilede så nikkende til ham.
"Vil du love mig det?" Spurgte han nervøst, jeg lyste bare op i et større smil og nikkede så.
"Det lover jeg!" Sagde jeg alvorligt og ærligt og kiggede så hen på Lucie der løb rundt i haven med Zoe efter sig, lige indtil hun stoppede op og kiggede over på mig og lyste op i et kæmpe smil.
"Det lover jeg!" Gentog jeg.
Den 18 årige Lucie Miller møder Liam Payne på en studietur til London. Hvilket bliver starten på et utroligt stærkt bånd mellem dem...Og et stort løfte. Vil venskabet holde, selv når det ligger på renden til at bryde sammen?

AA
aa

35. It'll be ok

 

"Where were you? Where were you?
Just a little late
You found me, you found me"

The Fray - You found me

 

”Lucie!” Råbte jeg og steg ud af bilen. Det var mørkt, virkelig mørkt. Hele parkeringspladsen lå i mørke, og det samme gjorde huset. Alt var mørkt. Jeg løb op til døren og trak ned i håndtaget, døren var ikke låst. Jeg gik ind i huset og tændte hurtigt for lyset i gangen og køkkenet.

”Lucie?” Råbte jeg igen. Intet svar. Jeg tændte for lyset i stuen, men der var hun ikke. Jeg løb hen til trappen, men stoppede hurtigt, da jeg så døren ind til kontoret var lidt åben og trådte forsigtigt ned fra det første trin og gik ind i kontoret. Synet, der mødte mig var utroligt. Det var rydet, malet, tapeseret, pyntet… Det var færdigt, kontoret var færdigt. Det var ikke bare et rodekontor med malerstole, pensler og maling mere. Det var et fint, ryttet og nydeligt kontor. Havde Lucie lavet det? Jeg sukkede tungt, gik et par skridt bag ud, så jeg kom til trapperne igen og løb hurtigt op og sprang cirka hvert 2. trin over. Også hele 1. sal var lagt i total mørke. Jeg gik over til toilettet, men intet held, så hendes fars værelse, men det var også helt urørt. Jeg sukkede og tog en dyb indånding, da jeg gik over mod hendes værelsesdør, der var let åben.

Synet overraskede mig ikke. Det hele var kastet rundt, alt lå i et stort hvirvar. Puder, dyne, tæpper, alle tingene fra hendes hylder lå enten hele eller smadrede på gulvet. Bøgerne var revet ned fra hendes bogreol, et par enkelte havde fået revet utallige sider ud af sig. Jeg tog hurtigt en tilfældig bog op. Selvfølgelig var det den bog ”Eventyr for børn” Den bog hendes far altid havde læst for hende som lille, lå nu revet halvt over og med sider revet ud af sig. Jeg havde det så dårligt, jeg havde den værste fornemmelse af, hvad der var sket her inde. I sær da jeg fik øje på det knuste glas, der lå på hendes skrivebord. Glasset kom fra de knuste billederammer, hvor billederne enten lå krøllet sammen eller halvt ude af de ødelagte glasrammer. Der lå flere glasskår over det hele, flere af dem havde endda små plamacher af noget rødt på sig. Blod. Jeg havde lyst til at sparke til noget.

Jeg løb hurtigt ud af værelset, ned af trappen og ned i stuen igen og kiggede mig rundt. Jeg gik ind til midten af stuen og kiggede frustreret rundt, inden jeg fik kigget ud af terrassedørene. Jeg sukkede lidt igen og tog mig til hovedet. Skyldfølelsen skyllede godt og grundigt ind over mig. Jeg vidste jeg aldrig nogensinde skulle have efterladt hende alene… det var min skyld det hele! Jeg havde lovet hendes far, at passe på hende. Skyldfølelsen voksede sig større i mig, da jeg gik udenfor og blev mødt af den også færdige have. Der var plantet flot græs over det hele, smukke blomsterbuske, krukker og planter var placeret rundt omkring i hele haven. Et enkelt æbletræ var plantet fint i midten af haven, mens en flot flisegang gik fra trapperne af terrassen og over til en lille hvid gyngebænk, hvor nogle rosenstilke var smukt flettet omkring bænken. Jeg gik hurtigt der hen og lagde min hånd på roserne, men kunne straks mærke smerten, da jeg blev stukket af tornene fra stilkene. En lille rift viste sig i min håndflade og jeg kunne ikke lade vær med at få en tanke om, at hvis Lucie havde flettet de her omkring bænken, så var hendes hænder sikkert et meget værre syn. Skyldfølelsen samlede sig som en klump i halsen og jeg vendte mig om og kiggede ud over den smukke plantede have.

”Lucie!” Råbte jeg igen, men der kom intet svar. Jeg kiggede panikslagent rundt omkring.

”LUCIE!” Skreg jeg og kunne mærke hvordan mit hjerte begyndte at banke ude af takt, min puls steg og panikken voksede og bredte sig ud i hele min krop.

”LUCIE!” Skreg jeg endnu en gang og der kom intet, absolut intet! De var den værste følelse nogensinde! Jeg vidste, at jeg var den største idiot i hele verden, jeg skulle aldrig have forladt hende den dag! ALDRIG. Jeg forlod hende, da hun mest havde brug for mig. Jeg havde brudt løftet. Jeg satte mig hurtigt ned på bænken og gemte mit ansigt i hænderne. Mit hoved kørte rundt. Hvor fanden var hun? Jeg tænkte og tænkte, som jeg aldrig nogensinde havde tænkt før, men midt i det hele, blev mine tanker afbrudt af et råb.

”Liam!” Jeg kiggede op mod huset.

”LUCIE!” Råbte jeg og spurtede op til terrassen, hvor en skikkelse kom til, men det var ikke hende. Det så jeg med det samme.

”Liam… Åh gud Liam!” Sagde Karen, da hun kom løbende hen til mig. Jeg kunne se hun var lidt forpustet.

”Karen.” Sagde jeg. Hun nikkede, mens hun prøvede at få vejret.

”Det er godt du kom!" Sagde hun.

”Jeg har prøvet at ledt efter hende, men jeg ved slet ikke hvor hun er… Vidste du, hun havde gjort alt det her?” Spurgte jeg og pegede på huset og haven. Karen rystede på hovedet.

”Nej, men Liam... jeg er virkelig bange... hvad hvis der er sket hende noget…” Sagde hun stammende. Jeg klemte frustreret mit ansigt sammen, mens jeg prøvede at tænke så meget jeg kunne, om hvor hun var henne. Det her var alt andet end godt, jeg hadede det virkelig.

”Det er som om hun er væk, og ikke vil findes! Som om at hun har gemt sig væk et sted, hvor hun ved, at man ikke kan finde hende. Et sted kun hun ved hvor er.” Sagde hun. Jeg kiggede hurtigt på hende og så slog det mig, og det slog mig ganske klart. Der vat et´ sted jeg ikke havde tjekket endnu, og det var jo lige før det var det mest oplagte sted i hele verden. Hvorfor fanden havde jeg ikke tænkt på det?

”Karen, tag hjem og vær helt rolig. Det skal nok gå. Jeg ved hvor hun er, og jeg lover at jeg skal nok klare det hele… bare rolig.” Sagde jeg. Først kiggede hun helt forvirret, men nikkede så, hvorefter hun hurtigt krammede mig.

”Find hende Liam!” Sagde hun og gik så tilbage, og da hun gik ud, satte jeg i løb hen ad haven og over mod skoven. Jeg vidste en´ ting. Lucie var ked af det… eller hun var meget mere end ked af det, og når Lucie var ked af det, så var der kun et´ sted hun tog hen og jeg vidste præcis, hvor hun var.

 

Jeg nåede igennem den mørke skov med træer, stier og buske med kun lys fra månen, der skinnede ned igennem træernes krontoppe, indtil jeg nåede det sted jeg ventede. Det store træ, træet hvor Lucie opholdte sig, Lucies træ. På en eller anden underlig måde, så hadede jeg virkelig det træ. Ikke fordi det var grimt eller sådan noget. Nej, det var faktisk et utroligt smukt og majestætisk træ… men grunden til at jeg hadede det, var fordi jeg vidste hvad der skete ved det træ. Det var her Lucie tog hen når hun var ked af det, så det var et sørgeligt træ. Jeg trådte et skridt tættere på. Jeg hadede virkelig det træ så meget, og uanset hvor mange gange Lucie havde prøvet at få mig med op i det træ, så var jeg altid blevet nede. Men det skulle ikke stoppe mig mere, for det var ligemeget nu, alt var ligemeget. Det eneste jeg tænkte på var… hende.

Hun var der. Jeg kunne se hendes skikkelse i månelyset, helt krummet sammen oppe på grenen. Krummet sammen med hovedet bukket og knæene trukket ind til kroppen. Utrolig sårbar… sorgfuld, ulykkelig… færdig. Jeg tog hurtigt fat i den øverste gren foran mig og trak mig op. Underligt nok var jeg ikke bange, som alle de andre gange, hvor jeg havde været bange for at træet ville brase sammen under mig. For alt var lige meget, det eneste, der betød noget, var at hun var lige foran mig. Endelig var hun foran mig. Jeg trak mig selv op på de tykke grene. Hun var lige der, jeg kunne se hvordan hendes ryg hævede sig en lille smule fra hendes vejrtrækninger. Jeg trådte ud på grenen og satte mig ved siden af hende og lagde blidt min hånd på hendes ryg. Et sæt kom fra hende og hun kiggede hurtigt op. Hendes blik var fyldt med tomhed. Hun begyndte at trække vejret hurtigere og mere ukontrollerbart, mens hendes øjne var vilde i månens skær. Jeg tyssede forsigtigt på hende.

”Shh, rolig, det er mig. Rolig, rolig! Det er mig.” Sagde jeg og beroligede hende. Efter jeg havde sagt det fik hun lidt mere kontrol over vejrtrækningen. Jeg lagde forsigtigt armene om hende, og kulden fra hendes arme gav hurtigt et sæt i mig. Hun kiggede mig i øjnene hele tiden, mens jeg hurtigt tog min jakke af og lagde om hende. Hun holdt sine øjne på mig, mens jeg pakkede jakken omkring hende, og hun forsigtigt tog fat i stoffet.

”Du skal ned nu Lucie.” Sagde jeg og svang benene ud over grenen og klatrede ned på grenen under os. Lucie svang forsigtigt sine ben ud over grenen ligesom jeg og gled ned på den nederste gren.

”Godt, kom her.” Sagde jeg og hjalp hende ned af de sidste par grene, indtil vi nåede jorden. Jeg hoppede ned først og hjalp hende ned med mig. Hun satte forsigtigt sine fødder ned på jorden, og i det jeg slap taget i hendes arme bukkede hun under i knæene og faldt sammen. Jeg satte mig hurtigt på hug ned ved siden af hende. Hun kiggede på mig, og jeg kunne se, hvordan trætheden og udmattelsen havde et stærkt præg i hendes øjne.

”Jeg hjælper dig.” Sagde jeg og bar hende hurtigt op i min favn, så jeg kunne mærke hele hendes iskolde krop, og det fik mig til at holde hende mere ind til mig. Hun førte en hånd op til min kind og aede mig forsigtigt og jeg prøvede at smile for hendes skyld, men jeg kunne ikke. Sorgen over at se hende så ødelagt, havde fjernet al glæden i mig. Jeg havde aldrig i mit liv ønsket, at se hende sådan her. Jeg gik i et raskt tempo ud af skoven og over mod huset, som var lyst helt op. Hendes hæse vejrtrækning steg lidt, da jeg fik os ind i stuen og satte hende ned på gulvet. Jeg løb hurtigt hen, lukkede døren og hentede derefter tæpper og dyner til hende. Hele hendes krop sitrede af kulde, også da hun var pakket ind i flere lag dyner og tæpper. Jeg satte mig ned ved hende og lagde mine hænder på hendes kinder, for at varme hende mere, først rykkede hun i sig, men satte sig dog tilbage igen.

”Hvor længe har du siddet der ude?!” Spurgte jeg surt. Ikke fordi jeg var sur på hende, jeg var sur på alt andet end hende, mest på mig selv. Hun havde på ingen måde fortjent det her, ikke Lucie. Hun trak på skuldrene.

”For helvede… har du lavet alt det her? Kontoret og haven?!” Spurgte jeg oprevet. Hun nikkede forsigtigt, mens hendes tænder klaprede.

”Har du overhovedet sovet? For fanden… det her er langt over helt utroligt.” Sagde jeg, mens hun blev ved med at nikke og klapre sine tænder. Jeg rystede på hovedet, og jeg rykkede mig lidt tættere på hende, lagde mine hænder omkring hendes nakke og lænede min pande mod hendes.

”Jeg er virkelig ked af det her baby.. det hele er min skyld!” Sagde jeg, mens hun bare begyndte at ryste på hovedet og kiggede mig i øjnene. Jeg nikkede bare.

”Jeg lovede dig, at jeg vil være her hos dig, jeg brød løftet baby… Det hele er min skyld!” Sagde jeg selvbeskyldende. Hun tog hurtigt sine hænder op til min tshirt og knugede sine hænder om stoffet, mens hun hurtig pressede sine øjne sammen, så et par tårer trillede ned af hendes kinder og små snøft udviklede sig til hurtige vejrtrækninger.

”Skat, jeg er så ked af det..”

”Du må ikke gå!” Snøftede hun og tog fat i lidt mere af min t-shirt. Jeg rystede på hovedet.

”Det gør jeg ikke, det lover..”

”Du må ikke gå!” Gentog hun igen helt skælvende, mens flere tårer trillede ned af hendes kinder og hendes skuldre begyndte at ryste.

”Du må ikke forlade mig!” Bedte hun grædende. Jeg rystede på hovedet, mens hendes hulk blev flere, lige indtil hun græd højt. Jeg flyttede mine hænder om til hendes kinder igen, men hun skubbede dem hurtigt væk for at lægge sine arme rundt om min nakke og trak sig ind til mig og knugede sig om min hals, mens hendes gråd fortsatte. Jeg knugede hende bare endnu mere ind til mig.

”Jeg er her, jeg forlader dig ikke. Bare rolig, jeg er her nu!” Sagde jeg betryggende. Hun skælvede endnu mere over hele kroppen. Jeg vendte forsigtigt mit hoved og kyssede hende i håret, men hun trak sig lidt væk fra mig og hele hendes ansigt var vådt af de mange tårer.

”Jeg kan ikke mere.” Sagde hun stille. Jeg kiggede uforstående på hende, men hun kiggede bare op på mig og klemte så øjnene sammen igen, så flere tårer trillede ned af hendes kinder.

”Jeg vil ikke være her mere… Liam, jeg kan ikke mere.” Sagde hun højt og begyndte lige så stille, at hulke højere og højere. Jeg prøvede at tørrer de mange tårer væk, men der kom bare flere og flere, mens hendes hulk blev højere og højere og udviklede sig til ustyrlige vejrtrækninger.

”Lucie slap af, jeg er her! Slap af!” Sagde jeg højt, men hun kiggede mig bare hurtigt i øjnene og lige i det begyndte hendes stemme at udvikle sig ud i smertefulde og hjerteskærende råb.

”JEG VIL IKKE MERE!” Råbte hun hulkende og rystede for alvor over hele kroppen. Jeg kunne mærke hvordan panikken voksede i mig endnu en gang. Hun trak sine knæ op til sig og krummede sig helt sammen, for så at rokker uroligt frem og tilbage.

”JEG VIL IKKE VÆRE HER MERE! JEG VIL IKKE!” Skreg hun. Jeg rejste mig hurtigt op og løb hurtigt op mod hendes værelse, næsten helt uden at tænke. Jeg rev en taske ud fra hendes seng, åbnede hendes skab, hev tøj ned og proppede i tasken. Jeg åbnede alle skuffer og tog hendes pas, pung, penge, det hele. Jeg puttede det hele ned i tasken, lynede den, svang den over skulderen og løb ned af trappen og ned til hende i stuen. Jeg hentede hendes jakke og sko i entreen og løb ind med dem til hende. Hun sad helt krummet sammen, mens hun rokkede frem og tilbage og hulkende kom skrigende ud af hende. Jeg fjernede hurtigt hendes hænder fra hendes ben og fik hende op i min favn, hun klyngede sig med det samme helt ind til mig. Jeg gik ud i entreen, fik åbnet døren og gik hurtigt med hende udenfor. Jeg åbnede bildøren og satte hende ind på passagersædet og løb ind efter hendes taske og andre småting, som jeg hurtigt fik proppet ind i bilen. Jeg slukkede alt lyset og låste døren med ekstra nøglen, løb hen og satte mig ind i bilen, startede den og trak min telefon op ad lommen. Den nåede at ringe to gange, før han tog den.

”Det er Zayn.” Sagde han.

”Liam.” Sagde jeg hurtigt og kunne godt høre hans lille chok.

”Liam, for helvede, hvor er du? Vi kom hjem fra festen, hvor Sophia havde siddet og grædt og sagt at I havde skændtes og at hun altid havde vidst et eller andet. Vi prøvede at finde dig, men du var væk!” Sagde han alvorligt. Jeg sukkede lidt.

”Jeg ved det godt, men jeg har ikke tid til at forklare det nu, men kan du sige noget til Paul for mig?” Spurgte jeg, mens jeg speedede op. Zayn mumlede et usikkert ja.

”Ok, sig til ham, at i ikke skal vente på mig. Noget kom i vejen. Jeg tager det næste fly til London, så snart jeg kan.” Jeg kunne med det samme høre en gispe mere ud over Zayn, hvorefter der så blev skramlet med telefonen.

”Liam, hvad fanden har du gang i? Hvor helvede er du?!” Spurgte Niall vredt. Jeg sukkede lidt igen og kiggede så hurtigt på Lucie, som kiggede på mig.

”Lufthavnen. Jeg har brug for at komme hjem nu. Jeg har det hele i bilen, jeg klarer det, i behøver ikke være bekymrede.”

”Men det er jo for helvede det vi er, din idiot! Hvad fanden er det du laver?!” Udbrød han alvorligt, mens jeg prøvede at holde fatningen. Jeg tog en dyb indånding og sagde hurtigt inden jeg lagde på:

”Jeg holder mit løfte.”

 

Klokken var ret sent, da vi nåede lufthavnen, men heldigvis ville der gå et fly til London allerede snarligst, så vi havde lige nået det. Vi viste vores pas og fik sendt vores tasker af sted og gik op mod gaten. Vi skulle vente i en lille times tid, så vi satte os i de små ventesofaer. Det var helt surrealistisk, mest fordi jeg ikke havde forestillet mig selv tage med et fly til London sammen med Lucie klokken 2 om natten, men det var det vi gjorde. Det hele var så underligt, mest fordi Lucie nærmest lavede små spjæt i hele kroppen, hver gang det larmede et sted fra, hvis folk bankede ind i hende eller hvis folk hurtigt sagde et eller andet. Jeg kunne mærke hvor dårligt jeg fik det over, at se hende sådan, i sær når jeg vidste det hele var min skyld. Hun så helt ødelagt ud, hendes læbers blå farve var dog langsomt ved at gå væk, og gå over i den lyserøde igen. Hendes forrevne riftfyldte hænder, holdt hele tiden godt fast i min jakke… Men hendes øjne, hendes øjne var de værste. De var røde i siderne, hun havde poser under øjnene, og det eneste de viste, var frygt, sorg og udmattelse. Problemet var bare at hver gang hun lavede sine små spjæt, så greb hun ekstra fat i min jakke. Så da vi stod i køen til at boarde, og en familie med et lille barn, som lige pludselig skreg, så kiggede hun panikslagen rundt, og jeg kunne med det samme se hvordan hun vaklede lidt på benene og greb fat i remmen på vores tasker. Jeg greb hurtigt fat i hendes ene arm og hev hende ind foran mig, for at lægge mine arme om hende. Hun greb med det samme fat i min skjorte og gemte sit ansigt ind i min skulder. Vi kom igennem, og jeg sørgede for at gå hurtigt sammen med hende ind i flyveren og finde vores pladser. Jeg var ret taknemmelig for, at der ingen fans var klokken 2 om natten i et fly til London.

Jeg hjalp Lucie ned på hendes plads. Hun tog med det samme sine ben op til sig og trak dem ind under min jakke, som hun stadig knugede i sin hænder. Hun kiggede skræmt rundt, da en af stewardessernes stemmer lød skrættende over højtalerne. Jeg slog med det samme armlænet i mellem os op, og trak hende hen til mig og lagde armene om hende. Hun fumlede med det samme med at slippe jakken og gribe fat i mine hænder. Jeg tyssede forsigtigt ind i hendes øre, mens jeg strøg hende over håret.

"Det er ok baby, du er væk nu. Det er ok, jeg er her, det hele skal nok blive ok igen... Bare rolig." Sagde jeg og kyssede hende i håret, mens flyveren fløj os væk.

____________________________________________________________________________

Uhuuu... Græder!!

Stakkels Lucie baby<3

Men Liam fandt hende og han holdt sit løfte... Men hvad så nu??

Skriv gerne en kommentar om hvad i synes..

Ellers så er i stadig mega søde og det er vildt den er på 67 favoritter og 50 likes!!

Måske kan det blive højere???

Vi må håbe...

VI ses snart

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...