D. Gray-man: Djævlens beskytter

67372627
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2013
  • Opdateret: 27 feb. 2015
  • Status: Færdig
Kirasha Stormcathcer er en såkaldt ‘’Exorcist’’. Hun lever og ånder for at slå dæmoner ihjel,
Og har ikke tøvet med det, siden hun opdagede sin Innocence, der giver hende kræfterne til at udrydde dem. Men hun er langtfra den eneste Exorcist. Da hun endelig, finder frem til deres hovedbeliggenhed, "Den mørke Orden", kan hun officielt kalde sig en sand Exorcist. Her bliver hun sat ud på missioner, om bla. at finde andre Innocencer og deres Bærere, inden de falder i de forkerte hænder. Og de forkerte hænder er dæmonernes skaber, Millennium Earl og Noah-klanen som han trofast har i ryggen. Vanskelighederne ved at bekæmpe dæmonerne stiger, i takt med deres styrke. Men langsomt går det også op for Kirasha, at hun ikke selv er hundrede procent menneskelig... Pludselig husker hun ting hun for længst havde glemt... Og som skulle have været glemt. {Dette er en D Gray-man fanfiction. De fleste karakterer og selve mangaen tilhører Katsura Hoshino. Der vil være ændringer i den originale historie.}

AA
aa

20. I Ordenens dyb (Kapitel 16)

 

Få dage senere…

Ifølge Kirashas, føltes det som en tung byrde at vende tilbage til Ordenen, og alligevel som om at den blev løftet, da Komui ikke blev vred over at de havde mistet Max.

’’Det er ikke din skyld, ’’ sagde han bare, for derefter at sende både Kanda og hende direkte til hospitalsfløjen.

 

Det hvide lagen ser så ufattelig rent ud, under hendes indbundne hænder. Hun har sat sig op i hospitalssengen, med benene ud over kanten, for bedre at kunne tænke.

 

’’Hvad hvis han virkelig opsøger mig?’’ hendes stemme var rolig, men alligevel med en snert af nervøsitet.

’’Så slår han dig ihjel, medmindre du når at dræbe dig selv først, ’’ Kandas konstatering var ikke ligefrem det mest beroligende, som Kirasha kunne få at høre.

Opgivende, lagde hun armene over kors, og lænede hovedet tilbage, imod det hårde passagersæde, i det rumlende tog. Hun kunne ikke huske hvor længe de havde været i den foregående by, sandsynligvis ikke mere end to dage… Hun har ikke haft brug for at tælle, for så ville billederne bare dukke op igen. De billeder hun så inde i sit hoved, da Millennium Earlens stemme dukkede op, og forsagede den frygtelige nat, hvor Kanda var nødt til at gøre et mere eller mindre, halvhjertet forsøg på at få hende til at slappe af.

’’… Men jeg har ikke lyst til at dø… ’’

 

En stemme afbryder hendes genoptagelse af togturen tilbage til Ordenen, og den tilhører Komui:

’’Kan du stå op? ’’

Hun nikker, og hopper ud af sengen, for så at stille sig foran den bebrillede overleder, som retter smilende på sine briller, og tager sin hvide hue af.

’’Så vil jeg tage dig med til Hevlaska.’’

’’Hevlaska? ’’ hun har ikke hørt dette navn før.

’’Ja, du fik ikke muligheden for at møde hende… Det plejer ellers at være en ’tradition’, at de nye får deres Innocence undersøgt dernede.’’ Komui nikker kort, og trækker hende derefter med sig, men inden døren til fløjen lukkes bag dem, lyder en af sygeplejerskernes stemme:

’’Kanda, du bliver nødt til at blive her, dine sår er stadigvæk ikke helet!’’

Med en hovedrysten, konstaterer Komui, at den sorthårede Exorcist endnu engang ikke har tænkt sig at pleje sit helbred. Til gengæld, så må jeg bare lade være med at sende ham ud på flere missioner, tænker han opgivende, I hvert fald indtil videre.

Elevatoren, der skal føre dem helt ned, langt under kanalerne, dukker op med det samme. Den ser lidt speciel ud, flyver ud i ingenting, og er helt spids i bunden, som en overskåret trekant. Komui træder sikkert ud på den, fra en platform, og ser derefter afventende på Kirasha, der trækker på skuldrene og springer med.

’’Tag hellere fat i rækværket, ’’ siger han, og nikker imod det lave gitter, der går hele vejen rundt om den åbne elevator.

Hun gør som han siger, og derefter suser de nedad, med en ufattelig fart. Det går hurtigere end bare at falde, indser Kirasha hurtigt, og ser på sin lange fletning, der rækker flagrende opad, på grund af de store lufttryk.

Det bliver pludselig meget mørkt omkring dem, og den trekantede elevator, begynder at lyse op, i alt det store. I lang tid bliver de bare suget ned, ned, men derefter dukker der noget op, som der kunne ligne en bund. Og det er her, dog flere meter over, at elevatoren stopper op, og svagt oplyser det kvælende mørke.

’’Hevlaska?’’ Komui ser spørgende ud til den ene side, hvor en gigantisk, spøgelsesagtig skikkelse dukker op.

Skikkelsen har form som en slange, men ansigtet er en kvindes. Hun har dog ingen øjne, og det lange, snehvide hår er trukket tilbage. Tentakler stikker ud fra den smidige krop, der snor sig krampagtigt om det mærkværdige væsen.

’’Kirasha Stormcatcher, ’’ Hevlaska bevæger sig langsomt hen imod elevatoren, som hun bøjer sig tænkende over, og ser på den tydeligt fascinerede Exorcist.

’’Vi har en Innocence med. Hvor vil du starte?’’ Komui smiler svagt til det utrolige slangevæsen.

’’Innocence, ’’ siger hun kort, med sin høje og alligevel blide stemme.

Komui kaster den grønne firkant, med de takkede ringe omkring sig, udover kanten af elevatoren, og tentaklerne på Hevlaska’s krop griber den let, for derefter at sno sig omkring den.

Innocencen begynder at lyse gyldent, og glider derefter ud ad de halvgennemsigtige tentakler, for at søge en ledig plads på en sølvfarvet plade under Hevlaska, hvis mørklilla læber bevæger sig let.

’’Find en plads Innocence, og hvil med dine allierede, ’’ hun taler nærmest til den, som var den levende. Denne tanke kommer Kirasha åbenbart til at sige højt, for Komui vender sig let grinende imod hende.

’’Tja, så er det din tur!’’ siger han drillende og nikker imod Hevlaska, der vender sin opmærksomhed imod hende.

’’Vent, hvad? ’’ undrende rynker den unge Exorcist brynene og ser chokeret på de blege tentakler, der begynder at sno sig omkring hendes krop. De er slimede og føles som en gelé, der trænger helt ind i huden på hende. De løfter hende op, imens en stigende følelse af afsky vælter ind i hende.

Den blå krystal i snoren omkring Kirashas hals lyser op med sit flammende og alligevel kolde skær. Hevlaska’s kontakt med den, får den til at udløse sig selv, selvom hun ikke engang har sine sværd på sig.

Det er i dette øjeblik, at sorte mærker begynder at glide hen af Kirashas krop. De er alle steder, og minder mest af alt om små, mørke flammer der arbejder sig opad.

’’En parasitisk type, ’’ mumler Hevlaska, og knuger Exorcisten ind til sig, som var hun lavet af glas og endelig ikke måtte blive tabt, ’’Der er altså blevet brugt en del af din krop, for at kunne lave din Innocence… ’’

Kirasha er begyndt at gøre en smule modstand, og vrider sig håbløst i de glatte tentakler, som har et fast greb om hende. Hun bryder sig ikke om at være så tæt på dette… Væsen. Ubehagelighederne stiger, da en pludselig smerte går igennem hende ved skuldrene, og minder hende om, at sårene ikke engang er tæt på at være helet helt… Og det er også først nu, at hun ser de mørkværdige tegninger, der har vist sig på hendes hud.

’’Dit hjerte, ’’ siger Hevlaska pludselig, og hendes rolighed forsvinder med et sæt, ’’Din Innocence er en del af dit hjerte!’’

Komui ser også overrasket ud, for han læner sig interesseret hen af rækværket, for at få alle detaljer med.

’’Og det betyder at? ’’ han ser afventede på dem.

’’Det betyder at hvis halssmykket bliver ødelagt… Så dør Stormcatcher også.’’ Hun nærmest hvisker, og rykker derefter Exorcisten helt ind til sig.

’’Du kan godt sætte mig ned nu! ’’ vrisser den nu irriterede Exorcist, som febrilsk sparker ud i ingenting, og endnu engang får sine sår til at gå flere smertefulde stød igennem.

Hevlaska vender opgivende hovedet ned imod hende, og ryster derefter på det, som et tegn på, at hun ikke var den første der ikke kunne lide denne ’undersøgelse’. Men så ændres ansigtsudtrykket igen, da hun ser på Exorcistens ansigt, der pludselig ser ud i luften med overdrevet opspillede øjne.

Og derefter bryder helvede løs. De sorte tegninger på den kvindelige Exorcists krop slynger sig rundt omkring, bytter plads, men er stadig på huden. Et smerteskrig undslipper Kirashas læber, da det føles som om at hvert enkelt, lille ting i hendes krop er ved at sprænges.

’’Hendes Innocence reagerer med det andet stadie, Dødsridderen, ’’ Hevlaska løsner sit greb på den skrigende pige, der begynder at vride sig i kramper, ’’Dette kan blive et problem, Komui. Der er store huller i hendes hukommelse, som også vil medføre hende smerter.’’

Disse sætninger er det sidste Kirasha når at høre, før hendes krop giver efter, og lader hende besvime…

*******

’’Indlægger I hende nu igen?’’ Kanda rynker undrende brynene, da han ser den besvimede Exorcist blive lagt på en hospitalsbriks, ’’Hvorfor?’’

Komui er ærlig talt ikke meget for at genfortælle den voldsomme oplevelse, som han lige har været vidne til. Alligevel, føler han at det måske ville være nyttigt, at Kanda kender til det.

’’Hun lider af hukommelsestab, ’’ siger han, og læner sig tænkende op af den hvide væg bag ham, ’’Jeg tror ikke hun kan huske specielt meget fra sin fortid… Men jeg aner heller ikke hvordan det gik til.’’

Kanda ser pænt uinteresseret ud, som om det bare irriterer ham, at han skal være i samme lokale med den mørkhårede Exorcist, der endnu ligger ubevægelig i den anden ende af rummet.

’’Vi kan måske genfinde hendes tabte minder, ’’ siger Komui, og ser stadig ud som om at han virkelig tænker det igennem, ’’Problemet er bare, at hvis vi prøver for hårdt, så vil det skade hende i stedet… Og hvis vi alligevel ikke prøver, så vil der intet ske.’’

Kanda blinker kort med begge øjne, med et følelsesløst udtryk smækket i ansigtet. Hans hår ligger for en gangs skyld løst, ned langs af hans skuldrer, men ser nu ud til at genere ham grænseløst. Med et lavt, irriteret udbrud svinger han det tilbage, og ser gennemtrængende på Komui.

’’Hvad synes DU at vi skal gøre?’’

Kanda sukker opgivende, og læner sig tilbage, da han bliver stillet spørgsmålet.

’’Jeg er sådan set ligeglad, ’’

’’Også hvis det ødelægger hende fuldstændig? Hendes hoved vil måske ikke kunne holde til det, ’’ Komui løfter sigende det ene øjenbryn, og retter på sine i forvejen skæve briller.

De står lidt og ser på hinanden, uden rigtig at sige noget. Kanda, fordi han ikke gider blande sig i det, og Komui fordi han stadig overvejer mulighederne.

’’Du kan da ikke benægte, at du holder af hende?’’

Ved denne kommentar, fnyser Kanda bare irriteret, som om at dette var det mest fornærmende Komui kunne sige til ham.

’’Hun er værre end Bønnespiren, ’’ han knurrer nærmest sætningen ud, men hans udtryk om Allen får alligevel Komui til at smile svagt, også selvom han fortsætter ’’Dum, naiv, stædig… ’’

Komui afbryder ham, med et endnu større smil på sine læber:

’’Men elskværdig og med et stort hjerte.’’

Endnu et fnys slipper ud imellem Kandas læber, og får ham til at lægge armene over kors, som et tegn på, at han ikke er helt enig. Alligevel glider hans blik automatisk hen på Exorcisten på hospitalssengen i den anden ende af rummet, hvor sygeplejerskerne allerede har klædt hende af, og lagt hende under de hvide lagner.

’’Årh for fanden da, så gør det!’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...