Tænderne i natten

Jeg kunne høre noget. Jeg var ikke sikker på hvad, men noget lurede i skyggerne. Det holdt øje med mig. Jeg var nødt til at komme hjem, nu. Længere nåede jeg ikke. Jeg fik øje på det, som havde fulgt efter mig, lige siden arbejde. En stor, alt for stor sort hund. Jeg trådte automatisk tre skridt tilbage, indtil at jeg så at den fulgte efter. Så blev jeg stående, og huskede alt for godt alle de gyserbøger jeg havde læst. Jeg ville garanteret ramme en af bygningernes mure, hvis jeg blev ved med at gå baglæns. Og så var det ovre. Hunden så ikke venlig ud, og havde blottet sine tænder. Så udstødte den et højt hyl, som straks fik mig til at indse at det ikke var en hund, men en... Jeg nåede ikke længere i min tankegang, da den pludseligt sprang frem og lukkede det enorme gab rundt omkring min hud.

30Likes
99Kommentarer
10819Visninger
AA

28. Løsgænger

”Som jeg nævnte tidligere, så er vi født med vores evne.”

Begyndte Brutus at forklare.

”Men den evne manifesterer sig kun ved drenge. Piger har genet, men de vil ikke skifte som vi gør det. Forstår du? Det er ikke normalt at der er kvindelige varulve.”

Sagde Brutus, så flokken igen kiggede interesseret på mig.

”Du blev bidt, hvor du gjorde, fordi at det var den perfekte mulighed. Han vidste, at selv hvis han skambed dig for meget til at du selv kunne løbe hen på hospitalet, så ville du nemt blive fundet. Han ventede så længe, fordi at han ville sikre sig at du overlevede.”

Tilføjede Brutus tænkende.

”Hvorfor?”

Spurgte jeg, og kunne slet ikke forstå hvordan at et andet menneske kunne få sig selv til at gøre det her mod mig med vilje.

”Det er åbenlyst.”

Sagde Brutus, og rullede med øjnene. Jeg så uforstående på ham. Han sukkede opgivende.

”Du er smuk, Lily. En af de smukkeste piger på skolen. Der er ikke den dreng, som ikke har eller har haft en mindre forelskelse i dig. Selv John ville ikke holde mund om hvordan han hjalp dig i biblioteket.”

Sagde Brutus, så John udstødte en utilfreds lyd, men han protesterede ikke.

”Du er klog, Lily. Og du har begge ben på jorden. På trods af din popularitet, så lod du det aldrig påvirke dig. Du ændrede dig ikke, fordi at folk ønskede det. Du forblev dig selv. En evne, som mange ikke kan gøre kunsten efter. Derfor var du det oplagte mål.”

Forklarede Brutus, og lænede sig frem i kontorstolen igen.

”Jeg kunne forestille mig, at han regnede med at du ville isolere dig efter din ulykke. Så han nemt ville kunne få adgang til dig. Det må være nogen du kender.”

Sagde han afsluttende. Jeg tænkte længe over det, som han havde sagt. Jeg forsøgte at koncentrerer mig, men min hjerne blev ved med at vende tilbage til at han havde sagt at jeg var smuk. Syntes han selv at jeg var smuk? Selv efter at have set mine ar? Havde han engang haft en forelskelse i mig, eller havde han stadigt det? Kunne han overhovedet lide mig? Eller var han bare ved mig, på grund af min tilstand.

”Problemet ved at du er, hvad vi kalder en løsgænger, er at du ikke lystrer. Du har din egen fri vilje, så at sige. Du er ikke tvunget til at følge mine ordrer, som de er.”

Sagde Brutus, og gjorde et kast med hovedet i retning af flokken.

”Du kan selv vælge om du vil følge mine ordrer, men mister du kontrollen… Så reagerer du udelukkende på instinkt, og selv hvis jeg forsøgte at beordre dig til at stoppe, så ville du ikke reagere på det. Derfor er det meget vigtigt, at du ikke, på noget tidspunkt, lader vreden tage over. Det kan let ende galt.”

Forklarede Brutus. Jeg nikkede let. Jeg skulle ikke blive vred. Det var da let nok. Så længe at jeg ikke skulle se på Ann, Carsten eller nogen af pigerne. Som om at det ville være nemt. Måske skulle jeg melde mig syg nogle dage. Ja, som om at det var muligt, når min far var læge. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...