Fix a heart // Niall Horan (one direction)

Samanthas far er død og hendes mor er alkoholiker, er enebarn og har boet alene siden hun var blot 16 år. Samantha har gået til psykolog, siden hun var 13 år gammel og er der stadig dagligt, for hun er stadig dybt ked af det og føler at ingen har brug for hende længere. Niall Horan lever dog et helt andet liv. Han er medlem i det populære band 'one direction' og har både familie og venner bag hans ryg.
Men en dag, render Samantha og Niall ind i hinanden og det bliver en forandring for både Niall og Samantha.

Læses på eget ansvar :)

36Likes
34Kommentarer
3099Visninger
AA

2. Like your pouring salt in my cuts.

Baby, i just ran out of bandaids. 

- Demi Lovato.

 Jeg gik den samme vej, som jeg altid plejede at gå; igennem skoven. Det eneste sted, jeg havde fred og tid til mig selv. Skoven svarede aldrig igen, den skubbede ikke, den var ikke død, den var ikke alkoholiker; den var der bare og den lyttede. 

Da jeg var 10 år, døde min far af kræft. Det ramte min mor hårdt og hun kunne ikke passe ordenligt på mig, så jeg boede hos mine gamle, men søde bedsteforældre. Jeg kan huske at jeg ikke måtte se min mor, først sagde de at hun var syg og jeg ikke skulle se hende sådan, men hun var snart rask igen. Hun blev aldrig rask, hun var ikke engang syg. Hun var og er alkoholiker og hun ville og vil ikke se mig. Jeg minder om min far og hun savner ham alt for meget, så hun lukkede mig ude af hendes verden. 

Da jeg var 16 fik jeg min egen lejlighed, i udkanten af London og tæt på skoven. Jeg fik den af mine bedsteforældre, som nu desværre begge to er afgået ved døden. 
Som du kan se, har jeg mistet næsten alle omkring mig; Min far, min mor, mine bedsteforældre. Jeg har ikke mistet mine venner, for jeg har aldrig haft nogen. Inden og efter min far døde, blev jeg mobbet. Jeg havde skiftet skole adskillige gange, men ingenting hjalp. 

Så jeg valgte at droppe ud af skolen, og har derfor nu; ingen uddannelse. Jeg arbejder i en lille fredfyldt butik, kaldet "Osmo" hvor du kan købe gamle og antikke ting. Det er kun rige og gamle mennesker der går derinde, så jeg er fri for teenagere og glade familier. 

Jeg er på vej hen til min psykolog, som jeg har haft siden jeg var 13 år. Jeg går stadig ved hende, dagligt, da jeg stadig er ked af det og har brug for at snakke med en. Paula, hedder hun. En sød dame med pagehår, som altid går med brillerne lige under øjnene. Jeg vil ikke kalde Paula min ven, hun gør jo bare sit arbejde, hvis hun havde valget, ville hun sikkert også tage afstand til mig. For hvem gider lige at være ven med en, som ikke laver andet end at være ked af det? 

Men jeg kan ikke gøre for det. Jeg har ramt bunden og sidder desværre fast.

Jeg kom ud fra skoven og gik med langsomme skridt hen mod byen. Da der var et frygteligt blæsevejr udenfor, valgte jeg at sætte mit brune hår op i en løs knold. Jeg var ikke glad for at gå her, især fordi at der er mange teenagere og unge, der har det godt. For det første, bliver jeg ked af, at se at de har det godt og for det andet, bliver jeg jaloux; hvorfor skulle jeg rammes med dette? Hvorfor ikke en anden? Et spørgsmål jeg har spurgt Paula om alt for mange gange, og intet svar fået. 

Det er svært at gå rundt og lade som om at man har det godt, det er det. At skulle lave falske smil, hver dag til kunder er svært. Bare generelt kontakt med andre, er svært. Men værst af alt; At holde tårene tilbage, er meget svært. 

Derfor kom det ikke som nogen overraskelse, at den første tårer langsomt gled ned af min kind. 

Imens jeg gik, fortvivlet i min egen verden, kommer en blond dreng løbende imod mig. Han er iført nogle grå joggingbukser og en hvid t-shirt. Da han løber forbi mig, mærker jeg noget, som støder ind i min arm, så jeg taber min mobil. Den flyver en meter væk fra mig og lander direkte på skærmen. 

Panikken går igennem mig; jeg har ikke råd til en reparation! Jeg småløb hen til den og bukkede mig ned for at samle den op; skærmen er fuldstændig ødelagt. 

En form af vrede og sorg skyller over mig. Gjorde han dette med vilje? 

Et chok gik igennem mig, da en hånd placerede sig på min skulder. Jeg vendte mig og så at det var ham den blonde idiot, der stod foran mig. 

"Det må du altså virkelig undskylde. Det var ikke med vilje, jeg løb åbenbart for tæt på dig. Jeg skal nok betale regningen, for det dér bliver sikkert dyrt" sagde han og skævede til min mobil, som han nu havde i hånden. 

"Det er fint" mumler jeg og prøver desperat at tørre mine tårer væk. Hvis jeg havde en familie, ville de sikkert kunne betale regningen og ikke en eller anden fremmed dreng. 

"Hey, du må ikke græde. Jeg skal nok betale for den" sagde han hurtigt, da han opdagede at jeg græd. 

Jeg følte mig ydmyget. Jeg græd jo ikke over at min mobil var ødelagt, det var da den mindste ting i mit liv. Jeg græd over min familie, som ikke er der. Min familie, som jeg aldrig rigtig har haft. 

"Hvad er dit navn?" spurgte han efter et par sekunders stilhed. 

"Samantha" mumlede jeg og kiggede ned. Han tog hånden frem "Niall", jeg nikkede og lagde min hånd i hans, han rystede min hånd kort og slap den så igen. 

"Jeg kommer forsent til øh.. et møde. Tak" mumlede jeg og begyndte at gå imod psykologen. 

Jeg kunne så småt begynde at se skiltet til "Paula og Johnnys Psykologhjælp". Johnny var Paulas mand, de havde dette sted sammen, hvor de hjalp folk og deres problemer. I mit tilfælde; de eller den person, der sørger for at jeg stadig er i live. Hvis jeg ikke havde Paula, bare til at give mig lidt livsglæde, så var jeg nok død. I aner ikke hvor mange gange, hun har talt mig fra selvmord. Hun er virkelig en fantastisk dame. 

Jeg skubbede til den tunge trædør og trådte ind i varmen. Der duftede altid af karameller og gamle puder herinde. En lugt, jeg efterhånden var blevet meget vant til, en lugt der gjorde mig tryg og varm. 

Jeg satte mig ned, i en af de komfortable stole og tog en karamel, som de havde tusind af, i en glasskål. En lille ting, jeg altid gjorde, inden jeg snakkede med Paula. 

"Samantha, du må gerne komme ind" Paulas venlige stemme gav genlyd i mit øre og jeg kiggede over mod døren, til det rum, jeg havde siddet i, alt for mange gange. Paula's hoved stak ud og hun smilede et stort og varmt smil til mig. 

Jeg slugte karamellen og gik hen imod hende og indenfor i det lille rum, hvor lugten var den samme; karameller og gamle puder. 

Jeg satte mig ned i stolen overfor hende, som var knap så komfortabel, som dem i venteværelset. Hun tog sin bog frem, hvor mit navn stod trykt på; Samantha Amy Dallwest. 

Paula tog en kuglepen frem og kiggede over på mig "er der sket noget nyt idag?" hun rettede på hendes briller og sendte mig endnu et varmt smil, da den første tårer, trillede ned af min kind.

"Jo altså, jeg mødte denne her dreng, Niall og han smadrede min mobil fuldstændig og..."

Det her var så første kapitel af 'fix a heart'. Jeg ved godt at dette kapitel var ret kort, men det er fordi at jeg gerne vil starte med en slags 'intro', hvis i forstår :) De andre kapitler bliver sandsyndligvis længere. Tak fordi i læser med. 

Georgie.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...